Klumme
Læsetid: 4 min.

Pensum for bordherrer

Bordherresæsonen er på sit højeste, middage og sociale komsammener, som venlige mennesker har inviteret mig med til, og hvor jeg bliver bænket ved siden af et akkurat lige så venligt menneske, som spørger: Nå, hvad laver du så? Åh, nej, så skal vi til det igen. Jeg vil ikke, men jeg skal.

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

Kultur
2. december 2017

Bordherresæsonen er på sit højeste, middage og sociale komsammener, som venlige mennesker har inviteret mig med til, og hvor jeg bliver bænket ved siden af et akkurat lige så venligt menneske, som er venner med værten, og som sikkert vil mig det bedste, lære mig at kende, få samtalen til at glide osv., og som spørger: Nå, hvad laver du så?

Åh, nej, så skal vi til det igen. Jeg vil ikke, men jeg skal.

Med slæbende skridt: Jeg skriver bøger.

Hva’ gør du? De stikker øret helt hen til min mund, de velmenende, ikke helt sikre på, at de hørte rigtigt.

Skriver bøger. Jeg er forfatter, siger jeg og synker spyttet.

Forfatter! Hvor spændende! (Nu kommer det:) Hvilken slags bøger skriver du?

Det er en samtale, hvis koreografi ligger fast. Akavet danser jeg mig hen i et hjørne, jeg ikke kan slippe ud af. Det er ikke kønt.

Perpleks spørger jeg, hvilken slags bøger jeg da kan vælge imellem?

Krimier, siger mine bordherrer.

Dem skriver jeg ikke.

Her er der nogle, der bliver mere opfindsomme og foreslår, at jeg måske kunne skrive historiske romaner? Eller romantik?

Heller ikke.

Hvad skriver du så?

Det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke. Samtidsromaner?

Hvad er det?

Det ved jeg ikke.

Sig mig, ved du ikke, hvad du skriver?

Åh, Gud. Heromkring har jeg lavet konfetti ud af mit bordkort, hvis der er sådan ét. Ellers er jeg bare pinagtigt hændervridende under bordet. Engang var der en arkitekt, der blev rasende på mig over mine utvivlsomt irriterende undvigemanøvrer. Han synes, det var noget krukkeri ikke bare at svare.

Du må da vide, hvilken slags bøger du skriver, sagde han. Tag nu for eksempel ham selv. Han var arkitekt. Han lavede stole. Jeg ved udmærket, hvilken slags stole jeg laver, sagde han. Hvilken slags stole laver du? spurgte jeg i håbet om, at han måske i mellemtiden ville glemme mig og mine bøger.

Minimalistiske stole, sagde han. Altså ikke rokokostole, ikke Louis XVI stole, ikke polstrede stole, ikke wienerstole, men minimalistiske stole. Og hvis han sad til en middag, kunne han altså godt finde ud af at sige: minimalistiske stole. Så folk lissom havde en idé.

Mente han da, at en bog skulle beskrives ud fra det synlige? Ville han have, at jeg skulle sige, at jeg laver firkantede bøger? At jeg bruger papir til at skrive dem på, at teksten er det sorte?

Arkitekten var nu flink nok, så flink, at han højtideligt, og sikkert under indtryk af den indtagne alkohol, tilbød, at han ville læse alle mine bøger og vende tilbage med et ordentligt svar, som jeg så passende kunne have parat i fremtiden. En slags service for kommende bordherrer. Jeg hørte aldrig fra ham.

Hvor får du inspirationen fra? Inde fra mit hoved, (hvor ellers?). Det må kræve meget disciplin? Ja, ligesom at børste tænder. Eller: Ja, ligesom det må kræve for reklamemanden/flaskesamlere /tjeneren/skærsliberen hver eneste dag at skulle reklamere/flaskesamle/tjene/skærslibe.

Forfatter? Kan man leve af det?

Det er et spørgsmål, jeg ikke stiller mig selv. Måske er det en forudsætning? Kirurg, kan man leve af det? Eller er det, fordi mine bordherrer har et indgående kendskab til kunstens trange vilkår? Eller mener de måske bare, at det der ’forfatteri’ er en hobby på linje med at strikke eller stramajbrodere? En lille grøn salat på en sidetallerken?

Jeg kender én, som synes spørgsmålet er så ydmygende, at han er holdt op med ærligt at fortælle, hvad han laver, og i stedet svarer, at han er bedemand, fordi de spørgsmål, der herefter bliver stillet, er langt mere behagelige.

Ofte stillede spørgsmål

Eller hvad med denne her: Har jeg læst dig?

Jo, kom nu, nævn mig nogle titler!

Eller undskyldningerne over, at de ikke får læst bøger. Engang læste jeg meget, men nu har jeg desværre ikke rigtigt tid. Som at sige til bedemanden: Undskyld jeg ikke er død. Jeg har ikke haft tid.

Ude på KUA har de vistnok stadig et tilvalgsfag i kulturformidling, hvor de studerende som en del af en opgave skal interviewe en forfatter på Bogmessen.

Tre gange har jeg indvilget i at lade mig interviewe af en flink, håbefuld kulturformidler, og da jeg tredje gang kom hjem efter at være blevet stillet de samme spørgsmål som mine bordherrers, gik jeg rasende i gang med at skrive et ark papir, som jeg ville sende til studielederen, måske endda med et tilbud om at komme ud og være giraf.

Arket udviklede sig til et essay, som efterhånden blev så langt, at jeg vurderede, det var en umulig opgave at forklare, præcis hvor umulige de spørgsmål er. Spørg en humlebi, hvorfor den kan flyve. Hvor finder den inspirationen fra? Hvilken slags flyvning er der tale om? Kræver det ikke disciplin? Kan den leve af det? Hvad er dens budskab?

Derfor blev jeg så hulens glad, så jublende lettet da Kirsten Hammanns rasende, forrygende bog, Ofte stillede spørgsmål, dumpede ind gennem mine brevsprække, (og kun en lille smule ærgerlig over, at det ikke er mig, der har skrevet den).

Den skal ligge i min taske altid, jeg vil aldrig gå til nogen middag uden den. Når spørgsmålene begynder, vil jeg tage den frem og læse passager op, ligesom Kirsten Hammann selv gjorde, da hun var i Flemming Møldrups tv-program for at blive interviewet om, hvorfor hun ikke kan lide at blive interviewet, og blev stillet nøjagtig de samme spørgsmål. I guder, altså.

De passager, jeg vil læse op, er selvfølgelig ikke dem, hvor hun prøver at beskrive, hvordan hun arbejder, for det er hendes måde, ikke min, men dem, hvor hun udstiller spørgsmålenes tænderskærende meningsløshed og ynkeligheden i ikke at kunne-ville-kunne svare på dem. Bordherrer, please, læs nu bare Kirstens bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvor jeg kender det!

Jeg har også altid haft problemer med at svare på, hvad jeg bestiller. Det tilfredsstiller ikke den, der spørger, at man svarer, at man arbejder i et ministerium. NU vil de vide hvilket. Og de foreslår så, at man må være jurist. Derefter slår de fast, at det må være interessant. Hvorefter vil de vide, HVAD man præcis bestiller. Ikke så let at beskrive, hvilken genre der er tale om. Man forsøger i enkle vendinger, mens man betragter deres lettere spørgende og forvirrede ansigtsudtryk. Heldigvis kan mange af dem så løfte sløret for, at de kender en, der arbejder der, og så går samtalen pludselig lettere for til sidst at munde ud i ingenting eller et genspørgsmål om, hvad de bestiller.

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Maj-Britt, jeg kender en god showstopper: Du skal bare svare "Jeg er arbejdsløs og på kontanthjælp", så bliver der øjeblikkeligt en pinlig pause. Pinlig for spørgeren, som ikke ved, hvad han så skal sige, ikke pinlig for dig. Du kan derimod benytte stilheden til at indlede en samtale om Shakespeare eller strapudemaj eller franske vine eller byplanlægning eller eller eller noget helt andet, alt afhængigt af, hvad du finder er et interessant samtaleemne.

:-)

Jan Nielsen, June Pedersen, Morten Larsen, Anker Nielsen, Hans Ditlev Nissen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Herdis Weins, Torsten Jacobsen, Maj-Britt Kent Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Eller: - Jeg bor ude i de store svenske skove.

Hvis det er så svært at fortælle, hvad man laver (En forfatter, der ikke ved, hvilke type bøger, hun skriver, forekommer mig i øvrigt lettere utroværdig), bør man nok holde sig væk fra den type socialt samvær.
Et godt tip: Spørg ikke, hvad din bordfælle laver, men hvad han/hun interesserer sig for.

Kjeld Jensen, Daniel Joelsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Niels Nielsen

Jeg er helt med dig en diskussion om druer og vin er altid interessant hvis man ved hvad man taler om ;-)

jens peter hansen

Ifølge Finn Søeborg sænkede man slagskibe i ministerierne. Ellers er det vel mest afslag der bruges tid på.

Arbejde, hvis der er det, der på dagsordenen, er da ved den søde julegrød ret meget andet end djøf'ere, akademikere o.lign.
Der arbejder helt sikkert andet end ovennævnte faggrupper i ministier. De kommer da ikke langt, hvis der f-eks. ikke er serviceassistenter, rengøringsmedarbejdere eller hvad det nu måtte hedde på de steder. Der er vel også kantiner, så det er muligt at få noget til livets opretholdelse.