Redaktionen elsker: Neurotisk som i New York

»Du kan lære mere om et menneske ved en times spil, end du kan ved et års samtale,« skrev Platon og mente nok i hasardspil med slægtsgården eller den førstefødte i puljen. Men det passer også på mit favoritbrætspil Therapy.

Jeg har haft det i vel 25 år. Tyndslidt og rødvinsplettet, men det er et kært eje. I Therapy er alle spillere terapeuter, der går i terapi hos hinanden. Et herligt neurotisk set up. Spillebrikkerne er små terapibrikse. Hver gang man har fået en af de andre terapeuter igennem en terapisession, får man en farvet pind, så briksen efterhånden bliver kelimbeklædt som Freuds. 

Når en spiller ender på din del af brættet, er vedkommende i terapi hos dig. Spørgsmålet kan lyde:  »Hvilken spiller vil mene, at han eller hun har haft den mest lykkelige barndom?.« Eller den frygtede:  »På en skala fra 1-10 hvor seksuelt tiltrækkende er du?« Patienten skriver sit svar ned. Du siger, hvordan det i virkeligheden forholder sig. Er de uovernstemmelse, ender han eller hun i ’psykose’.(ja, jaaah, jeg ved godt, at en psykose ikke er en forstørret neurose, men leg nu bare med, Tine Byrckel).

Faktisk er jeg engang blevet afsløret i, at jeg var hemmeligt forelsket i en ven under et spil. Jeg fik spørgsmål: »Hvilken af de andre spillere vil du drømme om i nat?« og jeg rødmede så meget, da jeg sagde hans navn, at alle om bordet opdagede det, og at jeg bagefter måtte gå til bekendelse. 

Her et kvart århundrede senere er det efterhånden lykkedes mig at huske tilbage på det som en ’sød episode’. Thats the power of Therapy.

Ps. Og hvis du stadig er i tvivl kan jeg fortælle, at Therapy optræder i en Woddy Allen-film. Og hvem vil ikke skifte danskerdepri ud med New Yorker-neurotisk?