Redaktionen elsker: Spillet Diplomacy er Første Verdenskrig blandet med Paradise Hotel

Første gang jeg spillede krigsstrategibrætspillet Diplomacy, var jeg Tyskland, og min kærestes lillebror, Oliver, var Frankrig.

»Vi to skal tale sammen. Nu,« sagde Oliver med et vildt blik i øjnene, og vi rejste os fra bordet for at gå ud på bagtrappen, så Storbritannien, Tyrkiet, Rusland og de andre spillere ikke kunne overhøre vores samtale.

På bagtrappen foreslog Oliver, at vi skulle lægge vores hære sammen og nakke Østrig-Ungarn i næste runde. Mens han udlagde planen, rystede han helt vildt voldsomt på hænderne, og jeg skulle nok allerede på det tidspunkt have set det komme. Ti minutter senere røvrendte han mig på det groveste ved at erobre noget af mit land og stjæle min flåde – med hjælp fra selveste Østrig-Ungarn, som han åbenbart havde talt med ude i køkkenet, mens jeg var ude at ryge med Italien.

Diplomacy kræver syv spillere, som alle har tid og koncentrationsevne nok til at spille krigsspil i cirka syv timer. Det har intet med held og tilfældigheder at gøre. Man vinder kun ved at erobre land, og det gør man udelukkende ved at være topdiplomatisk, en habil løgner og dygtig til at lave lokumsaftaler med de andre stormagter mellem spillets runder.

På den måde er det ligesom krig og diplomati i den virkelige verden, hvor alle ved, at det, der virkelig betyder noget, er de samtaler, som finder sted på bagtrapper og i køkkener mellem de officielle møder.

Det er tre år siden, at jeg tabte til Oliver, men jeg har stadig ikke tilgivet ham det, han gjorde den eftermiddag i lejligheden på Amager. Det er dét, Diplomacy gør. Det er krigsspil krydret med Paradise Hotel, og det er rædselsfuldt og fantastisk på én og samme tid.