Læsetid: 3 min.

Sådan håndterer du bagtaleri

Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til vor tid – en progressiv social manual for det 21. århundrede og de muligheder, det byder på. Dette er kapitel 18: ’Sådan håndterer du bagtaleri’
Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til vor tid – en progressiv social manual for det 21. århundrede og de muligheder, det byder på. Dette er kapitel 18: ’Sådan håndterer du bagtaleri’
18. december 2017

»Forsvar altid fraværende Venner, som i Deres Paahør bliver angrebet og kritiseret i en Selskabskreds. Lad ikke et saadant Øjeblik, som knytter Deres Hjerte fastere til en Ven, drage forbi, og husk paa, at Tavshed fra Deres Side er ikke nok. Man skal imødegaa og bekæmpe usande Rygter og smudsige Hentydninger, der gaar ud over Ens Venner.«

Emma Gad, ’Takt og Tone’ (1918)

Det er under alle menneskers værdighed at hævde sig på andres bekostning. Således er det uværdigt at bagtale andre med det formål at opnå sit publikums anerkendelse. Den må man opnå på anden vis.

Dermed ikke sagt, at bagtaleri er forkert. Formaningen om, at man bør tie stille, hvis ikke man har noget pænt at sige, fungerer muligvis for nogle. Andre oplever det som en umulighed at bevæge sig gennem verden uden at danne sig en masse meninger om andres opførsel – og føler måske endda behov for at lufte disse meninger. Det skal man ikke skamme sig over. Moralsk dømmekraft er ikke kun en individuel disciplin, det er også noget, man udvikler i fællesskab, og her spiller fordømmelse af andre menneskers handlinger og ytringer en central rolle.

Bagtaleri er ikke bare et spørgsmål om at positionere sig selv og etablere fællesskaber gennem ekskludering af andre. Det er også en eksempelbaseret diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert, holdbart og uholdbart i de store og små fællesskaber, man indgår i. Det kan godt gøres ordentligt, blot må man følge nogle retningslinjer for ikke at forplumre sin omverden med fejlplaceret skidtsnak.

Man må aldrig tale usandfærdigt om andre. Det er den nemmeste regel. Hvis man diskuterer rygter, hvis rigtighed man er usikker på, skal denne usikkerhed nævnes. Får man senere afkræftet et rygte, man har udbredt, skal man udsende et dementi, mundtligt eller over mail, sms eller messenger.

Bagtaleri bør foregå i en sluttet kreds, og hvad der her bliver sagt, bør forblive fortroligt.

Man skal som tommelfingerregel have en tættere relation til den, der lægger øre til ens bagtaleri, end til den, man bagtaler. Man skal ikke underholde fremmede selskaber med beretninger om ens gode venners fejl og mangler. Det er både ufint, fordi det er illoyalt over for ens ven, og uhensigtsmæssigt, fordi illoyaliteten sætter selskabet i forlegenhed.

Gode venners fejl og mangler kan det jo være nødvendigt at tale om, da de ofte vil være en kilde til ærgrelse, irritation eller bekymring. I de tilfælde kan det være til alles fordel, at man taler om, hvad der er i vejen med ens gode vens opførsel, bag dennes ryg.

Dels kommer man på den måde af med den mest presserende galde og kan således tænke mere nøgternt over situationen, dels kan det være gavnligt at høre, hvordan andre ser på sagen. Måske får man korrigeret en fejlagtig opfattelse, måske bliver man bekræftet i, at der er tale om et beklageligt adfærdsmønster. Måske kan man gøre noget for at ændre det, måske kan man ikke. Den slags er det godt at tale med andre om.

Forskellen på godartet og ondartet bagtaleri er i høj grad, hvilket formål bagtaleriet tjener. Det kan føles skønt og vigtigt at sidde i gode venners lag og fordømme andres adfærd, fordi man sammen nærmer sig sandheden om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i en given situation, men man bør være på vagt over for bagtaleriets rituelle aspekt.

I nogle situationer fungerer den kollektive fordømmelse af andre som en form for fast fællessang. Det er ikke klædeligt og vil ofte skræmme godt selskab væk. Rituelt bagtaleri kan kendes på graden af gentagelse. Hvis man ikke har noget nyt at sige, bør man tie stille.

Serie

Informations julekalender 2017: Emma Gad til vores tid

Informations julekalender 2017 er en Takt og Tone til vores tid. Vi vil ikke tilbage til gamles dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Derfor vi Emma Gads ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018.

Seneste artikler

  • Sådan holder du en god juleaften

    24. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’
  • Sådan håndterer du penge mellem venner

    23. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 23: ’Sådan håndterer man penge mellem venner’
  • Sådan er du vært for rygere

    21. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 21: ’Sådan er du vært for rygere’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Bo Sørensen
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
Lise Lotte Rahbek, Bo Sørensen, David Zennaro og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Ligesom boksere ikke kan leve uden at slå, kan medier næppe leve uden at lange ud efter forskellige typer misædere som publikum så kan hygge sig med at applaudere eller mishage. Så i øvrigt meget sympatiske Lone Nikolajsen har i sandhedens tjeneste, næppe mulighed for at forfægte andre synspunkter om bagtaleriet, intrigerne og manipulatorerne.

Jeg anstrenger mig dog for at holde fast på Hamlet linien overfor hofsnoge: "Den rotte dør!" Det koster utvivlsomt penge, karrieremuligheder og i værste fald ophold på gitterly, men det er godt for ens mentale velbefindende.

Grænsen er hårfin, hvornår taler man om andre, og hvornår er det at bagtale? Men man bør nok altid tænke sig om en ekstra gang, når man taler om folk, der ikke er tilstede.

Henrik Brøndum

@Katrine Damm

Det er såre simpelt. Man siger præcis det samme bag folks ryg, som man er villig til at sige til dem ansigt til ansigt.

Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Der kan så godt gå hen at blive lidt stille i nogle selskaber, men det er der vel egentlig ikke nogen grund til at kimse af...

Randi Christiansen

Den belæring brøndum, fik jeg af en veninde, da vi gik i 6 klasse, og jeg har bestræbt mig på at efterleve den siden. Hun var klog.