Baggrund
Læsetid: 3 min.

Sådan håndterer du en ven i sorg

I Informations julekalender bringer vi hver dag en progressiv, tidssvarende opdatering af Emma Gads ’Takt og Tone’. Ellevte kapitel: ’Sådan håndterer du en ven i sorg’
I Informations julekalender bringer vi hver dag en progressiv, tidssvarende opdatering af Emma Gads ’Takt og Tone’. Ellevte kapitel: ’Sådan håndterer du en ven i sorg’
Kultur
11. december 2017

»Vær lidt varsom med at se altfor lyst paa Venners Sorg og Modgang og at tale for trøstefuldt derom. Tro ikke, at det altid trøster at faa sagt i en munter Tone: ’Aa, Du skal se, det klarer sig nok’ o. l.«

Emma Gad, Takt og Tone, 1918

Det gælder som grundregel for sorg, at du aldrig kan blive for meget, kun for lidt. Det gælder for den, der oplever sorgen, og det gælder for de pårørende. For ingen har vel nogensinde hørt en bekendt brokke sig over, at deres venner var der for meget, da de var i sorg, og at de blomster, de modtog, var upassende. Derfor bør du altid reagere prompte, når et menneske, du kender, mister. Hvordan du bør gøre det afhænger af mange ting.

Sætningen ’jeg kondolerer’ har fået et dårligt ry. Det anses i dag ofte som for formelt. Ja, nærmest fjollet. Men det er en fejl. Den helt store styrke ved den formulering er, at den kan gives til hvem som helst. Ganske uden blik for, hvor nært det menneske står dig. For det andet, lyver man ikke, når man kondolerer. Moderne formuleringer så som ’det gør mig ondt’, ’det er jeg ked af at høre’ kan jo fremstå noget påtagede og uærlige, hvis det drejer sig om et forventeligt dødsfald i din genbos fjerne familie. Gem den til de tilfælde, hvor ordvalget er i overensstemmelse med dine faktiske følelser.

Og sidst – men bestemt ikke mindst – så forventer man ikke andet end ’tak’ til gengæld for en kondolence. Griber man til de føromtalte nutidige, mere følelsesladede formuleringer risikerer man at lægge op til en længere samtale, som ikke nødvendigvis er det, som den sørgende orker.

For et sørgende menneske, der står dig nært, gælder det som grundregel, at man intet forkert kan sige. Siger man alligevel noget, som den sørgende reagerer negativt på, så fortvivl ej. Følelserne er mange. Vrede er en af dem. De skal have afløb. Så hvorfor ikke på dig? Der er dog måder, man med fordel kan påbegynde en samtale. Her er formuleringen »er du okay?« nærliggende, men uhensigtsmæssig da den forudsætter, at »okay« er at foretrække. Benyt dig hellere af den åbne: »Hvordan har du det?«

Det er anset som omsorg at ytre: »Sig til, hvis der er noget jeg kan gøre« til en sørgende. Og mens opfordringen bestemt ingen skade gør, så gør den sjældent meget gavn. At være i krise er jo netop at have mistet orienteringen, så ofte ved de sørgende ikke, hvad de har brug for. Så gør bare noget.

Husk at sorg også er en praktisk udfordring – at få hentet børn og lavet mad – og at en praktisk håndsrækning faktisk kan virke mindre anstrengende for den, der sørger. Der er en grund til at chicken soup i den angelsaksiske verden er synonym for omsorg. En pose frikadeller til fryseren kan være meget bedre end et knus.

Sorg kan vare længe. Det er naturligvis blevet vanskeligere at huske på, at en bekendt er i sorg, da vi ikke længere bærer tydelige tegn på sorg som sort klædedragt eller sørgebind, og der ikke længere er et fastlagt tidsrum, hvor inden for sorgen udspiller sig.

I dag er det op til den enkelte at huske på, at omsorgen skal fortsætte længe efter, at den sørgende er holdt op med at have sorte rander under øjnene. Sæt eventuelt din telefon til en gang om ugen at minde dig om, at du har en ven i sorg og gør så noget: Ring og spørg dem, hvordan det går eller skriv en sms med en sød besked. 

Og så husk højtiden. I julen og på årets afsluttende dag er sorgen ofte tilbage med fornyet styrke. Send en ekstra tanke til dem, der har mistet i år.

For sorg har en lang hale, og måske er der faktisk mere brug for dig, når den første dramatiske fase er overstået. I begyndelsen kan sorg nemlig for den, der har mistet en nær, føles som en meget intens oplevelse. Ofte faktisk som en smuk følelse af at elske, hvor hjemløs kærligheden end er, og derfor af at leve. Det er, når tomheden sætter ind, at der for alvor er brug for venner.

Serie

Informations julekalender 2017: Emma Gad til vores tid

Informations julekalender 2017 er en Takt og Tone til vores tid. Vi vil ikke tilbage til gamles dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Derfor vi Emma Gads ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018.

Seneste artikler

  • Sådan holder du en god juleaften

    24. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’
  • Sådan håndterer du penge mellem venner

    23. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 23: ’Sådan håndterer man penge mellem venner’
  • Sådan er du vært for rygere

    21. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 21: ’Sådan er du vært for rygere’
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Smukt anna

tak, anna. nænsomt, klogt, forløsende.

Anne Mette Jørgensen

Ja, det er meget klogt tænkt og skrevet. Tak.
Det er jo nærmest blevet forbudt at sørge uanset om det er døden eller tabet af nogen som man har kær.
Det rationelle har overtaget, og vi forsøger at sætte sorg op imod både udtalte og uudtalte om, at det er livets vilkår.
Der er jo altid nogen der har det værre, og den der sørger skal skamme sig efter kort tid. Livet skal jo leves.