Læsetid: 3 min.

Sådan holder du en god juleaften

Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’
Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’

Jonas Olufson

24. december 2017

Julen er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest.

Emma Gad, Takt og Tone, 1918.

Du er ikke selv herre over, om det bliver en lykkelig eller en frygtelig juleaften. Det kan du lige så godt gøre dig klart med det samme. Hver gang mennesker er samlet, er der kræfter på spil, som intet enkelt menneske behersker eller kontrollerer. Og hvis du tænker efter, ved du også, at det faktisk er godt, at det er sådan, selv om det ofte kan være aldeles generende. Jo større forventninger er, jo tættere relationer er, jo mere begivenheder er ladet med fælles betydning, jo stærkere er de kræfter, som du ikke selv kan kontrollere.

Deraf følger naturligvis ikke, at du er uden indflydelse på, hvordan jeres juleaften bliver. Det er klart.

Her kan vi anbefale visdommen fra den såkaldte sindsrobøn. Du behøver ikke tro på noget for at bruge den juleaften: »Herre giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.«

Lad holde os til de ting, du kan ændre, og samtidig erindre om alt det, du ikke kan ændre.

Du kender sandsynligvis dem, du holder jul med, godt. Du ved, hvad de gør, som irriterer dig, og hvis du tænker dig om, ved du også godt, hvad du selv gør, som generer dem.

Det kan for eksempel være utroligt irriterende med dem, som altid insisterer på, at de er oversete og underkendte. Det findes i alle familier, fordi forventningen er, at alle skal elske hinanden lige meget, men realiteten er, at nogle får andre til at grine, mens andre får os til at kigge ned eller ryste på hovedet.

Den fornemmelse bliver radikaliseret i julen, fordi alle træder ud af deres hverdagslige tilværelse og ind i familiens felt med alle de historier, som er grundlagt for længe siden og ikke kan ændres. Selv meget voksne mennesker har en tilbøjelighed til sammen med deres søskende og forældre at genindtage de roller, de havde som børn. Sådan er vilkårene for julen, og det er latterligt at hidse sig op over.

Tag det som udgangspunkt.

Du kender jo alle dine familiemedlemmers svage punkter, mindreværdskomplekser og livsløgne. De kender også dine. Sørg for på denne aften at tale til dem som de personer, de gerne vil være. Lyt til dem, som føler sig overset, ros dem, som almindeligvis føler sig underkendt, og husk at sige til mindst én, at han da vist har tabt sig, og til en anden, at hun nærmest ser yngre ud år for år. Det spreder glæde, men det fungerer kun, hvis det ikke er uden forbindelse med virkeligheden.

Og hvis din onkel har behov for at harcelere over, at man efterhånden fandme ikke kan sige noget som helst om kvinder, uden at feministerne kommer efter én, skal du svare, at han da heldigvis ikke lader til at være kuet til tavshed. Hvis din fætters nye kæreste til gengæld giver uimodsigelige eksempler på patriarkatets fortsatte jerngreb om de sociale hierarkier, kan du divertere med udsigten til, hvad der mon kommer af #MeToo-afsløringer næste år – og tilføje, at det jo kun lige er begyndt.

Oplagte samtaleemner i venstreorienterede familier vil være ydmygelsen af Liberal Alliance ved årets finanslovsforhandlinger og Dansk Folkepartis nederlag ved kommunalvalget. I højreorienterede familier vil man kunne glæde sig over Enhedslistens hykleri i København, hvor Morten Kabell ikke holder sig for god til at modtage vederlag som forhenværende borgmester, selv om han har fået job i den private sektor.

Du skal ikke lege Jesus juleaften og ofre dig selv, du skal bare være den person over for de andre, som du egentlig ville ønske, at de var over for dig.

Glæd dig over det, du giver juleaften, og vis de andre din glæde over det, du får.

Information og Emma Gad ønsker dig en glædelig jul.

Serie

Informations julekalender 2017: Emma Gad til vores tid

Informations julekalender 2017 er en Takt og Tone til vores tid. Vi vil ikke tilbage til gamles dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Derfor vi Emma Gads ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018.

Seneste artikler

  • Sådan håndterer du penge mellem venner

    23. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 23: ’Sådan håndterer man penge mellem venner’
  • Sådan er du vært for rygere

    21. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 21: ’Sådan er du vært for rygere’
  • Sådan ser du på kunst

    20. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til vor tid – en progressiv social manual for det 21. århundrede og de muligheder, det byder på. Dette er kapitel 20: ’Sådan ser du på kunst’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Poul Erik Pedersen
  • Katrine Damm
  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Kurt Nielsen, David Zennaro, Thomas Tanghus, Poul Erik Pedersen, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tusind tak for dine gode og ordentlige juleønsker i dette Herrens år, kære Rune Lykkeberg.
Du har skrevet en god samling af sarkastiske indlæg i årets løb - der jo ingenlunde er slut, jeg forventer også en Nytårssalut, naturligvis - som har fået mig til at falde i sumpen af indignation uden smilerynker, med min egen morskab og selvironisering til følge.

RIGTIG GOD OG GLÆDELIG JUL TIL ALLE JER SKØNNE MENNESKER JEG HAR MØDT HER :-D

Brian W. Andersen, Frede Jørgensen, Thomas Tanghus, Poul Erik Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm, Henriette Bøhne, Hans Larsen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar

tusind tak til Information og Rune for de herlige artikler med opdateringen af Emma Gad som jeg har glædet mig over selv og med glæde delt med andre, glædelig jul og alt godt i det nye år!
Mvh Dorrit Kjær

Thomas Tanghus, Poul Erik Pedersen, Katrine Damm, Henriette Bøhne, Anders Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Regitze Willemoës

Tak for en fin julekalender.
Glædelig jul til jer allesammen.

David Zennaro, Thomas Tanghus, Poul Erik Pedersen, Katrine Damm, Henriette Bøhne, Ruth Gjesing, Anders Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Tal for den. Den faldt på et tørt sted.
Jeg arbejder i nattevagt hele denne uge og har nu været vågen i 18 timer og håber på et disconap, inden det går løs.
Juleanden er ved et uheld blevet kremeret til ukendelighed, ris ala manden - som jeg ikke kan fordrage er for tynd - er stiv som et brædt. Der er orm i alle de økologiske kartofler fra Skagenfood.
Til gengæld svulmer mit moderhjerte, fordi min pre-teen helt på eget initiativ og hånd har pyntet juletræet - skidt pyt med, at han har hængt al påskepynten på og Georg Jensen juleophængene, som hører til i vinduerne, og ladet alle de stilfulde rød-hvide flettede julehjerter ligge og kun taget dem med Gollum og dinosauere på.
Det rager mig en papand, for vi har det egentlig meget sjovt og godt.
Glædelig jul til alle!

Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Thomas Tanghus og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Tak for de gode ønsker for julen. Blot at tilføje: jeg vil gerne ønske alle jer der sørger for de daglige nyheder, året rundt, en rigtig glædelig jul. Tak for en god avis.
Endvidere glædelig jul til alle de øvrige læsere.
Med venlig hilsen
poul.

Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Thomas Tanghus og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar