Læsetid: 3 min.

Sådan opfører du dig under et engangsknald

I Informations julekalender bringer vi hver dag en progressiv opdatering af Emma Gads ’Takt og Tone’. Dette er 12. afsnit: ’Sådan opfører du dig under et engangsknald’
I Informations julekalender bringer vi hver dag en progressiv opdatering af Emma Gads ’Takt og Tone’. Dette er 12. afsnit: ’Sådan opfører du dig under et engangsknald’
12. december 2017

»Gaa roligt ud fra, at lidt af Livets Kunst bestaar i at skelne mellem Bagatellerne. Nogle er Avner, der flyver bort for Vinden, andre er Frøkorn, hvoraf noget skæbnesvangert kan gro frem. Det gælder at kunne sondre, hvad der er hvad. Vær ligelig i Væsen og aldrig lunefuld. Vær venlig mod Mennesker. Det kommer igen.«

Emma Gad, ’Takt og Tone’ (1918)

Det moderne menneske har et anstrengt og tvetydigt forhold til seksuel løssluppenhed. Promiskuiteten svæver fortsat mellem det romantiserede og det tabuiserede. Hver og en bærer vi både 1968’ernes frigørelse og den protestantiske bornerthed i os. 

På en gang forherliger og fordømmer vi den promiskuøse. Grænsen mellem cool hingst og klam fuckboy, mellem stærk maneater og patetisk tøjte er lige så hårfin, som den er ulogisk. Det er nerven i sex. Det fantastiske er aldrig langt fra det forfærdelige.

På samme måde danser engangsknaldet – promiskuitetens reneste form – altid på en fin line. Det er småting, der forvandler en god og spændende oplevelse til en frygtelig, akavet fejl. 

Det er et socialt møde fyldt med ikke-ekspliciterede formodninger og forventninger. Den potentielle forlegenhed trænger sig stedse på som soveværelsets tredje og ubudne gæst. 

Inden du for alvor giver dig hen til kødets lyst, så husk samtykket. Du skal ikke finde pen og papir frem eller tilkalde en notarius, men helt ærligt, så ved du altså godt, om det er til stede.

Folk dyrker sex på forskellig vis, og på Information bryder vi os ikke om vendinger som ’almindelig’ eller ’afvigende’ sex. Ikke desto mindre: Undgå outreret sex. Det er ikke moralsk forkasteligt, hvis du tænder på at få en lussing eller slikke din partners tæer under sex. Men engangsknaldet er ikke den rette arena til at udleve sådanne tilbøjeligheder. Du kender i sagens natur ikke din partner, og risikoen for, at han eller hun finder sådan noget som en lussing krænkende, er overhængende. 

Omvendt virker det påtaget – undertiden direkte bizart – hvis du elsker for inderligt. Gem de dybe, insisterende blikke, de langsomme, indfølende bevægelser og de to fingre blidt placeret på læberne til en partner, du rent faktisk kender og måske endda elsker.

Du skal til gengæld gøre dig umage. Forventningen om nydelse er kernen i relationen. Tager du ikke så vidt muligt hensyn til det, bryder du den implicitte kontrakt i engangsknaldet.

Truslen om skam og forlegenhed banker videre, længe efter pulsen er faldet. I den sammenhæng er det store spørgsmål naturligvis: Hvornår går man hver til sit? Man bør blive sammen natten over. Det øger ganske enkelt risikoen for at føle sig udnyttet eller skamfuld dagen efter, hvis man iler videre umiddelbart efter sex som travle folk efter et forretningsmøde. Bliv og sov i ske. Det efterlader i reglen begge parter med en bedre smag i munden.

Men gå ret tidligt dagen efter. Her har værten en særlig serveret. Han eller hun kan spørge, om gæsten vil blive lidt længere. Det er nemlig nemmere at finde på noget med, at man har et vigtigt møde end at bede den anden gå.

Den følgende dag bør du sende en besked med en kærligt formuleret udgave af ’tak for i går’. Det gælder uanset om seancen var en fiasko, og du ikke ønsker se vedkommende igen. Ligesom overnatningen skaber det stabilitet i en grundlæggende skrøbelig situation. Det kræver ingenting, og hvis alle gør det, vil færre mennesker være efterladt med fortrydelse og selvforagt efter et one night stand.

Husk, at det er kun et one night stand, indtil I mødes for anden gang. Det er ikke til at sige, hvilke frøkorn, der blæser væk i vinden, og hvilke der vokser sig til lange, skæbnesvangre forhold.

Serie

Informations julekalender 2017: Emma Gad til vores tid

Informations julekalender 2017 er en Takt og Tone til vores tid. Vi vil ikke tilbage til gamles dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Derfor vi Emma Gads ’Takt og Tone’ om, så den passer til de store, nære konflikter, vi står overfor i 2018.

Seneste artikler

  • Sådan holder du en god juleaften

    24. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 24: ’Sådan holder du en god juleaften’
  • Sådan håndterer du penge mellem venner

    23. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 23: ’Sådan håndterer man penge mellem venner’
  • Sådan er du vært for rygere

    21. december 2017
    Informations julekalender er en genfortolkning af Emma Gads ’Takt og Tone’ til en ny tid. Vi vil ikke tilbage til gamle dages faste former, og vi vil ikke tilbage til ungdomsoprørets formløshed. Vi vil lave en progressiv social manual for det 21. århundrede. Dette er afsnit 21: ’Sådan er du vært for rygere’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Svend Erik Sokkelund
  • Niels Duus Nielsen
  • Odin Rasmussen
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen, Odin Rasmussen, David Zennaro, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Hm...
Kan man mon ikke dyrke lidenskaberne uden et 'must' eller 'must-not' uden tilladelse fra diverse Emma Gad segmenter?
Sålænge der er enighed om sexen, skal ingen blande sig.
Det er kun når der IKKE forekommer enighed at der fremkommer problemer.