Læsetid: 12 min.

Sara Omar: ’Jeg er blevet klar over, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden’

Sara Omars ’Dødevaskeren’ om kvindeundertrykkelse i Allahs navn udråbes som årets vigtigste bog. Den er blevet modtaget som debatbog, men den er en roman, siger forfatteren, og det er hun glad for. For romaner kan som ingen andre steder tilbyde plads til at udfolde komplekse fortællinger
Sara Omar har mere eller mindre boet på sit forlag i Indre København siden udgivelsen af sin roman, fordi hun er under politibeskyttelse.

Sara Omar har mere eller mindre boet på sit forlag i Indre København siden udgivelsen af sin roman, fordi hun er under politibeskyttelse.

Sille Veilmark

23. december 2017

Den 30. november 2017 lød der et knald i den danske litterære andedam.

Ud af det blå kom Dødevaskeren, en roman skrevet af en dansk-kurdisk forfatter, de færreste havde hørt om. Sara Omar, hed hun.

Udgivelsen blev flankeret af et interview i Politiken og en begejstret anmeldelse i Information, begge dele slået stort op på avisernes forsider. »Jeg risikerer mit liv ved at udgive denne bog,« bedyrede forfatteren i Politiken, mens man i denne avis kunne læse, at Sara Omar havde skrevet »et nyt vigtigt kapitel i dansk litteraturhistorie«.

Romanen handler om pigebarnet Frmesk, der fødes i Kurdistan, men er uønsket af sin far, fordi hun ikke er en dreng. Som lille barn oplever hun at blive udsat for fysiske, psykiske og følelsesmæssige overgreb, og hun møder kvinder, der bliver slået ihjel, fordi mænd mistænker dem for utroskab. Frmesks mormor er såkaldt ’dødevasker’ – hun vasker ligene af de kvinder, der er blevet æresdræbt. De urene lig.

Den er kontroversiel, fordi den sætter fokus på nogle af islams negative sider, især religionens forhold til kvinder.

Modtagelsen af romanen var særdeles positiv. Berlingske gav seks stjerner og bad til, at den skulle blive »et opråb til dem, der tror, at integrationsproblemer kan løses med en PH-vise i folkeskolen« og »en opsang til de identitetspolitikere på venstrefløjen, som ikke evner at forholde sig til realiteterne«.

Også i andre anmeldelser blev debatpotentialet fremhævet, men paradoksalt nok har litteraturen ikke fyldt meget i den offentlige snak om bogen og forfatteren.

»Jeg er jo romanforfatter,« siger den 31-årige Sara Omar, da jeg møder hende i et kontorlokale på Politikens Forlag. Her, på forlaget på hjørnet af Rådhuspladsen i København, har hun »mere eller mindre boet« de seneste tre uger, fordi hun er under politibeskyttelse.

Sara Omar er klædt i sort og har – i lighed med bogens hovedperson Frmesk – en hvid lok løbende gennem sit sorte hår.

»Jeg er romanforfatter, og jeg har skrevet en roman inspireret af virkeligheden. Den virkelighed er ikke kun min, den virkelighed tilhører millioner af andre kvinder og børn, der i denne stund, hvor vi to sidder og snakker sammen, lider i tavshed.«

Læsere og meningsdannere har trukket paralleller til Khaled Hosseinis Drageløberen, siger hun, og hun er blevet sammenlignet med Simone de Beauvoir, Henrik Pontoppidan og Karen Blixen.

»For mig er det en stor ære, for disse forfattere har på hver deres måde taget bladet fra munden og har kæmpet. Det, der binder dem sammen, er menneskerettigheder. Min roman er blevet modtaget som en debatbog, ja, men også som en roman. En roman, der ud over at være et litterært værk er et forsvar for kvinder og børns rettigheder og menneskerettigheder.«

Ubegribelig udbredt

Ligesom Frmesk, hovedpersonen i Dødevaskeren, er Sara Omar født i Kurdistan i 1986. I slutningen af 1990’erne flygtede hun fra regionen med sin familie, og siden 2001 har hun boet i Danmark.

Da hun var barn, digtede og tegnede hun, og de senere år har hun skrevet digte på dansk, engelsk og kurdisk. Hun har studeret jura og studerer i dag statskundskab. Meget mere ved jeg ikke om hendes baggrund, og meget mere ønsker hun ikke at fortælle. Af sikkerhedsmæssige årsager.

For to år siden var Sara Omar indlagt på et psykiatrisk hospital efter gentagne selvmordsforsøg. Alting gjorde ondt. Pludselig gik det op for hende, at hun måtte skrive bogen. At det var mere værd at »give smerten vinger« end at lade dem »begraves i ensomhed«. Livet var kun værd at leve, hvis hun kunne være til nytte for andre, tænkte hun.

Hun begyndte at skrive på Dødevaskeren. 

Ordene var og er grunden til hendes overlevelse, siger hun.

»Jeg er glad for, at mine selvmordsforsøg aldrig lykkedes – selv om jeg gik hårdt til den. Det er derfor, jeg siger, at det at være forfatter for mig ikke er en drøm, men et kald. Jeg døde, inden jeg nåede at drømme.«

– Var det svært at skrive bogen?

»Jeg har været i Danmark i 15 år. Jeg har knoklet for at lære det her sprog, jeg har knoklet for at få statsborgerskab, jeg har knoklet for at få en uddannelse, jeg har knoklet for at få kørekort.«

Hun taler lidt staccato, og man kan både ane kurdiske og aarhusianske lyde. 

»Alt det, I tager for givet, har været en kamp for mig. Ligesom det er for rigtig mange andre derude. Det var svært at nedfælde mine ord, fordi jeg skrev på traumer.«

– Hvorfor har du skrevet det som en roman? Hvorfor ikke i essayform eller som et personligt vidnesbyrd?

»Fordi det her er større end mig. Det, jeg skriver om, er globale problemer, som ikke kun findes i parallelsamfundene her, men også i USA, Australien, Asien, Mellemøsten. Det, jeg beskriver, er så udbredt, at det er ubegribeligt. Men vi har været rigtig gode til at lukke øjnene for det.«

– Hvordan ved du, at det er så udbredt?

»Det ved jeg, fordi jeg har set, oplevet, overværet …« siger hun og går i stå.

»Jeg har været der. Der, hvor det at tabe ansigt er værre end døden. Folk tier, folk dækker over sandheden, fordi det er blevet til en identitet at ødelægge, at lemlæste, at undertrykke. Politisk islam er blevet implementeret som den værste form for ideologi i Mellemøstens institutioner, og den producerer langsomt magtfulde aktører, der kvæler den mellemøstlige befolkning indefra.«

De mennesker, hendes roman beskriver, har i flere århundrede vægtet familiens ære højere end børne- og kvindeliv, siger hun.

»Jeg har boet i Kurdistan, og jeg har boet i Mellemøsten, jeg har boet i dele af Europa og nu i Danmark, og det er den samme ondskab. Det samme patriarkat, de samme paternalistiske holdninger, den samme måde, de konservative dele af befolkningen fortolker religionens ord på. Mange ting er hævet over menneskets vel og ve, og det anser jeg som en sygdom, men jeg tror på, at det er en sygdom, der kan helbredes igennem dialog, reformation, bevægelse og revolution. Verdenssamfundet skal vide, at det, de ikke vil vide noget om, gør den tavse befolkning og de tavse stemmer ondt.«

31-årige Sara Omar kalder sig ’muslimsk agnostiker’. Hun forlader ikke sin tro, den er en del af hendes identitet.

 

Sille Veilmark

I andre interviews har du sagt, at du ved, de her ting finder sted i ikke alle, men i de fleste muslimske samfund og familier.

»Ja,« siger hun og tilføjer, at det er vigtigt for hende at understrege, at hun ikke vil generalisere eller stigmatisere – og at hun på ingen måde snakker om dem, der har taget afstand, »de velfungerende mennesker med sund fornuft og rationalitet«.

– Men andre hævder, at det kun er i et fåtal af familierne, det foregår. Hvordan kan vi vide, at du har ret?

»Fordi jeg i mit liv, i de lande, jeg har boet i, og i de foreninger og organisationer, jeg er bestyrelsesmedlem af, ser så mange sager, som aldrig nogensinde bliver anmeldt, fordi man er bange for konsekvenserne,« siger hun.

Sara Omar sidder i bestyrelsen i flere foreninger og organisationer, som hun af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan give mig navnene på.

»Det, der har været vigtigt for mig at sætte ord på, er de konservative tankegange og familiemønstre, som bliver ved med at genskabe sig selv – uanset hvor du bor. Én ting er, at du kan finde på at gøre de her ting i dit hjemland, men når du flytter eller flygter, så flytter din religion, din kultur, dine overbevisninger og dine tanker med. For det er en del af din identitet.«

Romanens kraft

En roman kan – hvis den er god nok – være et »evighedsværk«, siger Sara Omar. Formen tilbyder forfatteren en mulighed for at skildre flere personer, fortælle et udstrakt handlingsforløb, skabe et univers, som er en genspejling af et andet univers. Genskabe og fortolke historiske personer.

»I en roman kan man komme under huden på forskellige karakterer og forstå, hvorfor de handler og siger, som de gør,« siger hun.

»I min roman opererer jeg for eksempel meget med ondskab. Jeg beskriver, hvad ondskab kan gøre ved et menneske – alt afhængigt af, hvilken person man er.«

Hun nævner en række karakterer fra Dødevaskeren, som alle repræsenterer deres form for ondskab.

»Ethvert menneske har været et uskyldigt spædbarn engang. Men hvad er det, der gør dig til et ondt menneske? Det er blandt andet omgivelser, overbevisninger, det, man får gennem modermælken. Den kultur, man er vokset op i; de mennesker, man er vokset op med. Men ...« siger hun og holder en dramatisk pause.

» ... man skal også have et ondt sind for at blive et ondt menneske.«

Romanformen har også givet hende mulighed for at gå væsentligt dybere i miljøbeskrivelser, i analysen af personer, konflikter, udvikling og tid, siger hun.

»Ikke mindst har jeg kunnet skabe forskellige stemninger og beskrivelser af flere livsforløb for mine romanpersoner. Med sin rummelige form kan en roman nå et større publikum: det avancerede og det brede, der søger timelang læsning med mening og budskab, men også dem, der måske aldrig har læst en bog. I en roman kan man bryde med traditioner, religioner, kulturer, fordi man går ind i det komplekse menneske og fortæller, hvorfor livet opfattes som det opfattes.«

Sara Omar betragter sig som en dansk forfatter, men også en kurdisk-dansk forfatter. Og ligesom der er mange skamfulde ting forbundet med hendes kultur, er der også smukke ting.

»Også derfor har jeg skrevet det som en roman,« siger hun. »Ud over at jeg har skabt et univers, har jeg også forsøgt at give lidt af min kurdiske kultur og mit folks historie videre til andre,« siger hun og nævner det kurdiske køkken som et positivt eksempel.

»Men helt oprigtigt føler jeg, at hvis der er noget, der kan bekrige al uretfærdigheden, så må det være et litterært værk.«

– Hvordan?

»Tænk på 1970’erne. Rødstrømpernes tid. Dengang brugte man også litteratur til at kæmpe for rettigheder. Dengang kaldte man det ’faktion’, fordi det, man skrev, var en blanding mellem fakta og fiktion.«

– Har du været inspireret af det i arbejdet med din bog?

»Nej. Men jeg er blevet bevidst om den styrke, litteratur kan have. Jeg er blevet klar over, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden.«

Jeg spørger hende, om andre bøger eller forfatterskaber har inspireret hende til at skrive Dødevaskeren.

»Jeg har ikke brugt nogen, men jeg beundrer mange forfatterskaber,« siger hun og begynder at remse forfattere op.

»Rumi. Hafiz, Khalil Gibran, Omar Khayyám, Ibn Arabi, Nawal El Saadawi,« siger hun og fortsætter. 

»Simone de Beauvoir. Virginia Woolf. Jane Austen. Edgar Allen Poe. Oscar Wilde.«

»Jeg har altid læst meget. Jeg har altid brugt mine øjne kritisk, jeg har altid villet forstå. Der er ikke et minut i mit liv, hvor min hjerne ikke arbejder. Det kan være belastende, men man kan også vælge at sige: Jeg vil bruge det til at berige.«

Vigtig på alle måder

Sara Omar er lidt skuffet over, at journalisterne og læserne ikke har kunnet se de mange lag, hun mener, Dødevaskeren behandler.

»Min roman er vigtig litterær, politisk,« hun tæller med fingrene, »økonomisk, samfundsmæssigt, religiøst, humanistisk.«

Hun holder seks fingre frem.

»Uanset hvilket emne du tager op, så kan du debattere det ud fra min roman.«

Jeg spørger, hvordan romanen for eksempel er vigtig økonomisk.

»Tag en person som Darya i min bog,« svarer hun.

»Medicinstuderende, veluddannet – men med en bagage, hun ikke kan betro nogen, fordi hun frygter. Vi har et samfund, der afsætter millioner af kroner til at hjælpe kvinder som hende, men hvad går hjælpen til? Darya tager en lang, prestigefyldt uddannelse på universitetet, men samfundet tænker ikke på, hvad hun ellers går rundt med. Ingen spørger ind til det.«

Sara Omar er selv universitetsstuderende i Danmark, og hun siger, at hun ser rigtig mange studerende, der går rundt med en masse ting, de aldrig nogensinde får talt om.

»Det er problematisk, for det er altså ikke nok at kunne multiplikationstabellen. Hvad med at lære hende, hvad hendes rettigheder er, og at hun skal kæmpe for dem? Hvad med at fortælle hende, at vi har hendes ryg som samfund? Hvis vi hjælper hende i skolen, men sender hende hjem til den familie, som undertrykker hende, så mister hun tillid til samfundet. Problemet er, at hun er den nye generation. Hun kommer til at opdrage de næste generationer. Så hvad gør hun? Hun viderefører den samme hjælpeløshed, og det er det, hun kommer til at hviske i sine børns ører.«

– Hvem er det, der skal gøre noget for hende?

»Undervisningsministeriet, politikerne, pædagogerne, lærerne, professorerne. Alle autoriteterne i samfundet. Det er ikke nok at give hende et papir, som er et eksamensbevis. Det kan hun lige så godt skylle i toilettet, hvis hun ikke samtidig er blevet oplært i, hvordan hun er et menneske – og hvor meget hun er værd som menneske.«

Så altså undervisningssystemet skal reformeres? Skal der nye fag på skemaet?

»Ja. FN’s universelle erklæring om menneskerettigheder skal indføres alle steder. Sammen med kommunikation – uanset hvad du studerer. For det er kommunikationen, der går galt. Vi ser ikke hinanden i øjenhøjde. Kommunikation, moral, etik. Når du har de ting på din rygrad, er du urokkelig som menneske. Så kan du til enhver tid sige: Det vil jeg ikke finde mig i – jeg er noget værd som menneske.«

Sara Omar vil reformere fortolkningen af islam, så den er til gavn for den enkelte og ikke skaber et helvede af ulighed, undertrykkelse og underdanighed, siger hun.

Sille Veilmark

En død, der giver mening

På de cirka tre uger, der er gået, siden bogen udkom, har Sara Omar modtaget enormt mange henvendelser. Langt de fleste, siger hun, er positive. »Kærlighed og omsorg«, kalder hun det.

Men hun har også i flere muslimske fora på internettet set sig svinet til. Det er ikke unormalt, at nogle opfordrer hende til selvmord, og det er ikke for sjov, at hendes forlag er i tæt kontakt med myndighederne og holder store dele af hendes identitet skjult.

Truslerne og ukvemsordene kommer især fra muslimske mænd, men der er også kvinder, som bakker dem op.

»Jeg har også oplevet, at nogle af de kvinder, der sviner mig til på nettet, er de samme, som jeg har fulgt til lægen. Kvinder, jeg har trøstet; kvinder, jeg har reddet. Kvinder, jeg har hjulpet til at få rekonstrueret deres mødom,« siger hun og tilføjer, at det har været i forbindelse med det frivillige organisationsarbejde.

»Det er hyklerisk, dobbeltmoralsk. Men jeg forstår dem godt. Det er den dobbeltidentitet, mange unge muslimer skal håndtere. En beskyttelsesmekanisme, en måde at leve op til familiens forventninger om at være en ’ærbar og anstændig’ kvinde. Der er nogle ting, de skal leve op til i det muslimske samfund, og nogle andre ting, de skal leve op til i det danske. Det er der, kulturkløften og identitetskrisen opstår. Og det er der, vi skal ind og hjælpe,« siger hun.

»Og jeg er nået dertil, hvor jeg ved, at intet i den her verden kan rokke mig eller få mig ned med nakken længere. Ingen kan længere fortælle mig, at jeg ikke er noget værd. Jeg har taget bladet fra munden, og det er det, jeg gerne vil have andre til at gøre. Men det koster.«

Ja, det mod, du efterlyser, kan være meget dyrt at omsætte til praksis. Det ved du om nogen. Kan man kræve det af andre mennesker?

»Ja. For det er bedre at lide i frihed end være fanget i et trosfængsel.«

– Er det døden værd?

»For mig er det døden værd, for det vil være en død, der giver mening. Det havde været spild af liv at dræbe sin stemme og gennemleve volden og undertrykkelsen som en tavs eksistens bag sløret. Eller dø for egen hånd eller en mands. Tænk på den verden, du går glip af. Tænk på al den kunst, du går glip af. Tænk på det liv, du rent faktisk kan skabe med dine egne hænder.«

Hun holder en pause.

»Den eneste mulighed, et menneske kan have, er at være stærk. Og når en kvinde har indset det, bliver hun til en jernkvinde. Så kan ingen ondskab nogensinde trænge igennem, tænk på det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Svend Erik Sokkelund
  • Annika Hermansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Erik Karlsen
  • Eva Schwanenflügel
Anders Graae, Svend Erik Sokkelund, Annika Hermansen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Toft Sørensen, Erik Karlsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: »Min roman er vigtig litterær, politisk,« hun tæller med fingrene, »økonomisk, samfundsmæssigt, religiøst, humanistisk.« ---- »Uanset hvilket emne du tager op, så kan du debattere det ud fra min roman.«

Som tidligere vejleder på gymnasialt niveau i såvel dansk - historie opgaven som studieretningsprojektet (SRP), forudser jeg en række problemer for vejlederne rundt om på landets gymnasiale uddannelser, når eleverne ønsker at inddrage "Dødevaskeren" i deres opgaver og projekter.

Det er vigtigt, at eleverne lærer at skelne mellem fiktion og fakta og forskellen på de faglige metoder i et fag som dansk, når det drejer sig om fiktion, og de faglige metoder i fag som historie og samfundsfag, der arbejder ud fra krav om dokumentation og verifikation i den virkelige verden.

Som Peter Nielsen gør opmærksom på i anmeldelsen, der er et link til i artiklen, er der tale om vidnesbyrdlitteratur: "Men lige her og nu skal bogen tages til indtægt for det, den først og fremmest er, nemlig en roman og mere præcist en vidnesbyrdroman".

Som historikere ved, kan vidnesbyrd bruges som kilder, men vidnesbyrd er ikke fakta. I forbindelse med begivenheder vil der altid være faktuelle forhold, som stort set alle kan blive enige om (og ofte er det noget, der kan tælles og måles), men vidnesbyrd er udtryk for oplevelser filtreret gennem et mentalt filter, og dermed får det også perspektivets karakter.

Det vil i praksis sige en bestemt persons oplevelser i forhold til en række begivenheder, og så er vi langt fra noget, der alene kan bruges som dokumentation for alment gældende tendenser i samfund, vurderet i et historiefagligt og samfundsfagligt perspektiv.

Peter Nielsen har ret, når han i sin anmeldelse af romanen skriver: "Bogen har et stort debatpotentiale. I de kommende dage vil Sara Omar optræde på avisernes debatsider og på tv. Hun vil blive taget til indtægt for både en sønderlemmende kritik af islam eller nødvendig reformering heraf og et voldsomt udfald mod Koranen som den lovtekst, der begrunder en ekstrem kvindeundertrykkelse".

Det, som Peter Nielsen ikke nævner, er at romanens nyhedsinteresse blandt en række populistiske journalister og debattører ikke er dens litterære kvaliteter, men at den på usaglig vis vil blive brugt som dokumentation for, hvordan forholdene generelt er for kvinder i en række lande og kulturer i Mellemøsten og ikke mindst i familier i Danmark med mellemøstlig og muslimsk baggrund.

Karsten Lundsby, charlotte keck, Eva Schwanenflügel, Kell Nydén, Morten Nielsen og Zehra Aras anbefalede denne kommentar
Svend Jaspersen

Så kan man jo opfordre eleverne til at studere lovgivning og retspraksis i islamiske lande på dette område. Og måske især de seneste årtiers udviklng. Internettet er jo opfundet. Og de kan jo også lige læse Hanna Ziadehs udmærkede artikel i Weekendavisen for nylig, hvor han fortæller om jordanske kvinder, der ikke tør forlade fængslet, selv om de har udstået deres straf på 4 år for sex uden for ægteskab. Og der er jo også en række interessante undersøgelser, som fx den det tyske socialforskningsinstitut i Berlin lavede om 6 europæiske lande. Der er nok at tage fat på, hvis en lærer vil bruge romanen som motivation og nspiration.

Anne Mette Jørgensen, Peter Hansen, Svend Erik Sokkelund, Michael Hullevad og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

"»Den eneste mulighed, et menneske kan have, er at være stærk. Og når en kvinde har indset det, bliver hun til en jernkvinde. Så kan ingen ondskab nogensinde trænge igennem, tænk på det.«

Mon ikke 'ondskaben' undervurderes en smule her?

"»Nej. Men jeg er blevet bevidst om den styrke, litteratur kan have. Jeg er blevet klar over, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden.«

Man fristes jo til at slå en hånlatter op, men det ville være kynisk. Og kynisme er ikke klædeligt i mødet med ungdommelig idealisme. Så man lader være. Man smiler høfligt, nikker, og bærer ved til det brændende bål. Lyseslukker nænner man ikke at være.

Torsten Jacobsen

...Og som et lille post scriptum:

Man bør altid tvivle om en forfatter, som hævder at tale for andre end sig selv. Det uanset hvor velbehageligt det skrevne måtte forekomme den benovede læser. Der er ca 7,5 milliarder perspektiver på tilværelsen. At privilegere ét enkelt kræver en efterprøvelse i tid. Man kan så diskutere om den rette efterprøvelsestid er 50 år eller 2000 år, men to måneder? Vi lever i en tid, der er så desperat i sin søgen på indsigt, at selv 'den store bagedyst' gøres betydningsfuld, meningsbærende. Blot der siges noget..

Vidnesbyrdet er ikke mere pålideligt end den, som bærer det. Og bæredygtigheden kan som sagt ikke bestemmes nu og her. Blot har mennesker for travlt, og vi kan derfor ikke længere skelne mellem de falske profeter og de sande. Det er der ikke længere tid til, og i morgen siger en anden alligevel noget nyt og derfor endnu mere spændende.

Man kan ikke rigtig sige noget mere, med mindre man da vil deltage i dén meningsløse - men for den enkelte sandsiger sikkert usigeligt meningsgivende - leg...

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, vi taler alle altid, hver gang vi åbner munden, for andre end os selv. Hvis jeg kun talte for mig selv, kunne jeg ligeså godt holde min kæft, for hvorfor skulle du interessere dig for mine udtalelser, hvis ikke de netop havde et element af inter-esse, mellem-væren, hvor vi kan identificere os lidt med hinanden og derigennem få en vis forståelse af den Andens dybest set uudgrundelige sind? Kun ved at påberåbe mig en fælles eksistens kan jeg overskride min ensomme selveksistens.

Hvert eneste af de 7,5 milliarder perspektiver på tilværelsen er privilegerede, men det betyder jo ikke, at mit perspektiv er bedre end dit - og det er jo netop derfor, vi leder efter anknytningspunkter, i form af fælles erfaringer, så vi kan forstå hinanden.

Du nævner ofte Camus: Han skildrer et perspektiv på verden, som er helt hans eget, men som samtidig er mit og dit. Hvorfor skulle Sara Omar ikke kunne skildre et unikt perspektiv på verden, som samtidig kan vække din og min interesse? Hun er jo et menneske ligesom dig og mig, og selv om hun er en ung smuk kvinde, og vi er to gamle grimme mænd, kan hun jo sagtens have noget på hjerte, som vi to kunne lære noget af.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at købe bogen på fredag, når jeg igen får råd til den slags luksus. Når jeg så har læst den, kan jeg måske afgøre, om jeg synes, at du har ret i din kritik.

At bogen vil blive brugt af højrefløjen til at bashe muslimer med, er selvfølgelig en mulighed, men jeg har set og læst nogle interviews med Sara Omar, og hun er ikke just flink ved xenofoberne i DF, så jeg er egentlig ikke bekymret.

Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Anders Graae, Peter Hansen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, ulrik mortensen, Svend Erik Sokkelund, Ole Kristensen, Michael Hullevad og Annika Hermansen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

PS: "Den eneste mulighed, et menneske kan have, er at være stærk."

Hvordan kan du dog have noget imod denne påstand, Torsten? Enten har du heroisk styrke til at skabe din egen mening med tilværelsen, eller også har du ikke, og må leve dit liv som et anonymt massemenneske, der lader andre definere, hvad meningen er.

Jeg er helt enig med Sara Omar på dette punkt, og det er du også, vil jeg vove at påstå. Drik en kop kaffe, tænk dig om, og giv mig ret, eller forklar mig, hvorfor jeg tager fejl. Radikal skepticisme fører kun til dyb depression, been there, done that, og tro mig, det er ikke en position, du skal ønske at befinde dig i. Men det ved du vist allerede.

:-)

Anne Mette Jørgensen, Peter Hansen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Hvad med "Fiskerne" er det ikke et stort angreb på indre mission, for hykleri og sexforskrækkekselse . Tør gymnasielæreren heller ikke lade de 16 til 19-årige læse den ?

Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Peter Hansen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, ulrik mortensen, Svend Erik Sokkelund, Ole Kristensen, Niels Duus Nielsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Det er da fint, at Sara Omar har fået udgivet sin roman, især hvis forlaget har valgt at udgive den på baggrund af dens litterære kvaliteter.

Det er også fint, hvis elever arbejder med romanen i projekter i gymnasiet, med perspektiverende historiske og samfundsfaglige tilgange. F.eks. ud fra lovgivning og undersøgelser af forholdene for kvinder og børn i muslimske familier i Mellemøsten, Europa og Danmark.

Men så er vi ovre i noget, der er mere kompliceret at have med at gøre, og hvor der skal foretages en række overvejelser og vurderinger. I et sådant perspektiv vil romanen desværre ofte miste interesseren hos såvel en række gymnasieelever, journalister og borgerlige debattører.

For journalister og debattører "sælger" tingene ikke så godt, hvis de skal præsenteres i mere komplekse sammenhænge. Så er de fleste af de populistiske læsere nemlig ofte stået af på forhånd.

Min tidligere kommentar i denne streng er ikke rettet mod Sara Omars vidnesbyrd i romanen, men mod en politisk og populistisk misbrug af romanen i en gymnasial, litterær og mediemæssig sammenhæng i øvrigt.

charlotte keck, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jo flere der indefra der tager et opgør med den ekstreme dogmatiske tro jo bedre, og alle må vi støtte op om dem, ligesom vi beundrer dem der i sin tid fik kylet den ekstreme kristendom hen i et skamfuldt hjørne.

Frygten er at visse mennesker i deres frygt for at DF får vind i sejlene stejler og kritiserer når der er behov for at omfavne denne modige kvinder.

Det faktum at hun lever under politibeskyttelse siger ALT om problemets omfang.

Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Steffen Møller, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

A.H.: Hvilken ekstrem kristendom? Begrund. Mig bekendt handler Ny Testamente om en ikke-voldelig skikkelse, der ender med selv at blive slået ihjel - og som før da prædiker, at man bør behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet. Jo mere man tager kristendommen alvorligt, jo mere må det blive klart, at det er et ikke-voldsbudskab par excellence, der i øvrigt - som noget nyt i datiden - stillede mennesker lige: Børn, kvinder, mænd blev i denne optik anset som værende lige meget værd. At patriarkatet ikke ville indse det og kæmpede imod med næb og klør, er noget andet.

Anne Mette Jørgensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg har ikke læst bogen ej heller Yaa? Hassans digtning. Men begge bliver tilsyneladende beundret for mod fordi det passer ind i mange danskeres opfattelse af en for os fremmed kultur og moral. Jeg er da også personlig noget rystet over at Sara har brug for politibeskyttelse. Det giver i hvert fald ridser i lakken hos hendes tidligere ligesindede og bærer brænde til det "ønskede" bål hos antifremmedfolket. Kunne vi da for F... få flere muslimer til at deltage i debatten her og bare de dog ville lære at tage et kig på bagsiden af en tros kultur og så sætte en reform i gang uden at de skal føle sig preset til at miste troen på en Gud. Bjarne Toft peger på problematikken om at bruge denne roman i en undervisning, det forstår jeg så ikke, den må om nogen vel være en roman som kan træne de unge til at se perspektiver og problematikker mellem eksakt vidnesbyrd og fiktion. En lærer Bume er lige debuteret med en lignende roman om vold i hjemmet og problematikken omkring det at blive i et voldeligt forhold. Her er der tale om ren dansk problematik.

Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Har lige set mesterværket "Fanny og Alexander", et stort angreb på en iskold perverteret kristendom, der får beskueren til at acceptere et drab på et meneeske, biskoppen den inkarnerede djævel selv. Der var/er ingen der hidsede sig op i den anledning. Jeg er sikker på at fanden var løs hvis det havde drejet sig om en iman. Angsten for at vi ikke kan skelne er et uhyggeligt levn fra det autoritære samfund. At det trives i gymnasiet forskrækker mig.

Philip B. Johnsen

“Sara Omars ’Dødevaskeren’ om kvindeundertrykkelse i Allahs navn udråbes som årets vigtigste bog.”

Ja men er spørgsmålet ikke, hvorfor Dødevaskeren udråbes, som årets vigtigste bog?

Er det kvindeundertrykkelse i Allahs navn, der er det vigtige budskab, alle danskere vil belyse og hjælpe Sara Omar med at få afskaffet i Danmark og generelt, eller er der noget andet der fokuseres på mellem linjerne, når bogen læses?

I Danmark er en person juridisk, med et dansk statsborgerskab altid en rigtig 'dansker', men homoseksuelle, muslimer, kristne og alle andre danske, på deres egen måde og der findes ikke 'en' danskhed.

Danskere har bl.a. ret til at mene lige hvad man vil om demokrati, religion og alt muligt andet, så længe statsborgeren overholder lovene her i landet, dette er en grundsten for demokrati og retstat.

Er det ikke dette faktum, at vores politikere ikke længere vil indrette sig efter, politikere i Danmark og EU, har nået grænsen for overholdelse af egne vedtagne love, menneskerettigheder er nu i stigende omfang kun for de udvalgte borgere i medlemsstaterne, vores politikere søger retfærdiggjort forøget homogenitet i befolkningen og det er i bund og grund krisen Venstre, regeringen, DF og hele EU står med i kølvandet på de menneskeskabte klimaforandringer og 250 millioner nye klimaflygtninge estimeret af UN/FN de kommende få årtier, bankende på døren til bl.a. Danmark?

Er det ikke derfor, at ‘Dødevaskeren’ er vigtig lige nu, fordi den udstiller vores politikeres helt generelle undertrykkelse af menneskerettigheder, frihed, demokrati og retstat?

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Ak, jeg har været travlt optaget af julens gøremål, men man har jo lov til at håbe, at du stadig læser med.

Lad os blot sige, at jeg reagerer på den i mine øjne uklædelige begejstring for sin egen bogs umådelige betydning og dybde, som denne forfatter helt eksplicit giver udtryk for. Jeg behøver vist ikke citere fra interviewet? Min uvilje har ingen relation til forfatterens køn, ej heller er den forankret i en utilfredshed med min egen status som 'gammel, grim mand' (tak for dén karakteristik iøvrigt ;) ). Men den har i høj grad relation til forfatterens meget unge alder, samt til det forhold at denne som sagt ikke ubetydelige tilfredshed med eget værk, synes i det mindste til dels fremprovokeret af den megen opmærksomhed bogen har pådraget sig i den danske andedam. At denne store opmærksomhed måske har mere at gøre med det politiske klima end med bogens kvaliteter, finder jeg værd for både forfatter og læser at opholde sig mere eftertænksomt ved.

Det ungdommelige aspekt kommer ligeledes til udtryk i den noget floskel-agtige omgang med livets realiteter: For det er ganske enkelt noget sludder, at styrke er et værn mod ondskab. Ikke dermed sagt, at man ikke skal gøre sig så stærk som muligt, naturligvis, men ønsker vi virkelig en realistisk og dybtgående samtale om de problemer, som til stadighed hjemsøger vi stakkels mennesker, så kunne vi jo passende begynde med at udfordre de i tiden højesttalende, når de løber vild i rene gajolpakke-citater.

Jeg bedriver ikke kritik af bogen. Jeg har ikke læst den, og har heller ikke tænkt mig at læse den. Der er for mange andre gode bøger, som jeg endnu ikke har fået læst, og hvis væsentlige perspektiver bekræftes alene ved det faktum, at deres titler fortsat er kendt og husket. Måske kan vi sige det samme om 'Dødevaskeren' en dag? Alt kan tænkes, men mon ikke den så først skal skrives om til et Netflix-format. Det er ligesom mere i tidens ånd..

Grethe Preisler

Hun vågnede en morgen og var berømt

Er den debuterende dansk-kurdiske forfatter Sara Omar mon på litterær omgangshøjde med verdensberømtheder som Karen Blixen, Simone de Beauvoir, Virginia Woolf, Jane Austen, Edgar Allan Poe og Oscar Wilde med flere?

Debutromanen 'Dødevaskeren' fik 5 stjerner af kultur- og debatredaktør på Berlingske Tidende Anna Sophia Hermansen, og dens forfatter Sara Omar blev interviewet dels i Ny Carlsberg Glyptotekets hellige haller på Dantes Plads, Politikens Forlags lokaler på Rådhuspladsen og Arnold Busck's Boghandel i Købmagergade, hvor hun fulgt af sikkerhedsvagter og pressefotografer signerede nogle få eksemplarer af sin hidtil eneste roman i selskab med værten på DR-tv's kulturprogram 'Adgang med Abdel'.

Man kan blive helt bekymret for, om al denne medievirak i anledning af debutromanen 'Dødevaskeren' ender lige så sørgeligt for dens unge forfatterinde, som det indtil videre er endt for digterspiren Yahya Hassan, hvis næste litterære genistreg stadig lader vente på sig. For ikke at nævne debutanten Karina Petersen, hvis brevroman 'Helt ude i Hampen' trods alla forlaget Gyldendals anstrengelser for at markedsføre den som et litterært scoop blev et regulært flop.

Niels Duus Nielsen

Nu har jeg bestilt bogen, så om et par uger har jeg så også læst den.

Torsten - At forfatteren måske overvurderer sin egen betydning for samfundet er ikke noget, hun står alene med, de fleste kunstnere lider nødvendigvis af et forvokset ego. Nødvendigvis, fordi omgivelserne betragter deres kunst som brødløst spild af tid, hvorfor det kræver stor viljestyrke alligevel at fastholde vigtigheden af sit virke. Som musiker er man medlem af en gruppe af ligesindede, der kan bakke op, når selvtilliden lider nød, men som forfatter eller billedkunstner står man helt alene med sin kamp. Derfor det opblæste ego - som forlagets PR-afdeling selvfølgelig gør sit for at gøre endnu større.

Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe.

Grethe Preisler

Fuld tilfredshed eller pengene er spildt, Niels Nielsen

"Dødevaskeren" er allerede blevet en kassesucces for Politikens forlag. Og skulle det vise sig, at det lys, som forfatteren og forlaget her har fået placeret på toppen af en marmorsøjle i Glyptoteket, bare er en fis i en hornlygte, kan du jo altid bruge bogen som dørstopper ligesom Saxo Banks gratisbibel for kreative små iværksættere med ondt i skattetarmen "OgVerden Skælvede" af mestertænkeren Ayn Rand.

Jeg skal ikke have mere klinket efter at set og hørt 'giraffens' optræden i fri dressur i tossekassens "Adgang med Abdel" ... ;o)

Niels Duus Nielsen

Grethe Preisler, jeg synes ellers hun er sød at kigge på, men det burde selvfølgelig ikke have noget med de kunstneriske kvaliteter at gøre. Og hvis pengene skulle vise sig at være spildt, er det ikke første eller sidste gang, at jeg har spildt mine penge på underlødig kunst og dårlig underholdning. Blot er den eneste måde at finde ud af, om noget er underlødigt eller ej, at undersøge sagen selv, i dette tilfælde læse bogen.

Forleden var der et indlæg om Thomas Mann, en forfærdelig krukke med et oppustet ego, hvis bøger efter min ringe mening er i topklasse. Wittgenstein var efter alt at dømme et dumt svin, men en stor filosof. van Gogh var bindegal og Bach var en smålig pedant, der vistnok bankede begge sine koner, som det alligevel lykkedes ham at få tyve (20!!!) børn med.

Kunstneren er ikke kunstværket, og omvendt. Og jeg lader altid tvivlen komme kunsten til gode, indtil jeg ved selvsyn har konstateret et værks kvaliteter.

Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Niels Nielsen,

God fornøjelse med læsningen af "Dødevaskeren", jeg ser frem til din anmeldelse af værket, og har da også selv læst alt, hvad der i min fjerne ungdom kunne opdrives på bibliotekerne af Thomas Manns romaner og noveller, uden dengang at hæfte mig videre ved, om forfatteren som far og ægtemand muligvis var 'et dumt svin' og sandsynligvis også 'en gammel gris' med (så vidt vides dog urealiserede) pædofile tilbøjeligheder, jfr Viscontis af cineaster berømmede filmatisering af "Døden i Venedig" i 1971.

Det bliver hans mesterromaner som "Huset Buddenbrook", "Troldfjeldet" og "Josef og hans Brødre" med flere jo ganske rigtigt ikke ringere skønlitteratur af. Lige så lidt som nordmanden Knut Hamsums mesterlige romaner blev ringere litteratur af den aldrende nobelpristagers småsenile sværmeri for østrigeren Adolf Hitlers militante Blut und Boden-retorik.

Nu du er så godt i gang med at smide penge ud af vinduet, kan du så ikke også købe, læse og levere en kvalificeret anmeldelse af 'fjerdebølgefeministerne fra Girl Squad's lige så stærkt opreklamerede "Ludermanifestet"?

På forhånd tak,
og godt nytår, og tak for alt i det gamle .... ;o)

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Det er selvfølgelig ikke uinteressant at observere, hvordan selvfølelsen blandt vores udøvende kunstnere ligesom blafrer i vinden. Den evige flirt med narcissismen synes at være en naturlig konsekvens af en ydmyget selvfølelses kamp for vedvarende anerkendelse (Hvorfor ellers træde op på scenen i første omgang?). Som måske bekendt er narcissisme typisk ikke et udtryk for selvovervurdering - denne er blot et symptom - men tværtimod et patologisk usikkert menneskes uskønne forsøg på at (gen)skabe lidt sjælefred.

Om Sara Omar kan kategoriseres som sådan - som narcissist - har jeg ingen kvalificeret mening om, omend interviewet da giver visse usikre fingerpeg. Det er i og for sig også sagen uvedkommende. For man kan da ikke betvivle hendes mod, eller det faktum at hun har noget væsentligt på hjerte.

Er det så nok til at skabe kunst? Nej, mener jeg. Mod og hjerte er utvivlsomt nok for en politisk aktivist, men for en kunstner må der mere til. Har Sara Omar (del i) det? Min intuition siger nej, men jeg afventer i lighed med Grethe Preisler din anmeldelse i spænding. De anmeldelser, der indtil nu er skrevet, er skrevet med ført hånd. Præcis som det skete med Yahya Hassan (omend han nu er en kunstner efter mit hoved), og præcis som det er sket for så mange andre, der kom for skade at udkomme med et budskab, der løber parallelt med holdningerne på parnasset...

P.S.
Du spørger så uskyldigt:

"Hvorfor skulle Sara Omar ikke kunne skildre et unikt perspektiv på verden, som samtidig kan vække din og min interesse?"

Det er dårlig stil at besvare et spørgsmål med et spørgsmål, indrømmet, men hvor i det trykte interview ser du noget tegn på, at der skulle være noget af interesse at komme efter?

Philip B. Johnsen

Jeg forstå meningsudvekslingen om Sara Omars personlige fremtrædende, men så alligevel ikke rigtig, der er bare lige den vigtige pointe, syntes jeg, at der er meget lidelse forbundet med Sara Omars udgivelse, hvis det har resulteret i påvirkning af Sara Omars personlige reaktion, på den voldsomme opmærksomhed udgivelsen har medført, vil det ikke undre mig, men for mig er det ikke væsentligt, udgivelsens emne er relevant og vigtig, for mange unge drenge og piger, det er uanset, det væsentlige syntes jeg, kvalitet i værkets udførsel eller ej.

Jeg var inde på emnet i min tidligere kommentar, at det budskab Sara Omars udgivelse handler om, ville blive overhørt, men jeg mener også, at det ikke burde forholde sig sådan.

Godt nytår.

Torsten Jacobsen

Philip B. Johnsen,

Lidelse er et grundvilkår. Og du har selvfølgelig en vigtig pointe i, at en roman som 'Dødevaskeren' muligvis kan bibringe en form for katharsis. For både forfatter og et modtageligt publikum. Men katharsis er i sig selv ikke et uproblematisk begreb: 'Renselse', i den bogstavelige oversættelse fra græsk, men hvilken renselse? Og hvem har brug for at blive vasket rene?

Det kan vel ikke forbigå en opmærksom observatør, at Sara Omar i og for sig ikke siger noget nyt? For nu at tage et konkret eksempel, har en Ayaan Hirsi Ali sagt det samme i efterhånden årtier. Men af grunde jeg ikke skal forsøge at redegøre for her, er hendes vidnesbyrd ligesom ikke rigtigt blevet taget alvorligt i 'oplyste' kredse. Hvordan kan det være? Og forsøger man nu blot, i 'oplyste kredse', endelig at rense sig - at vaske sine hænder - fordi det er politisk opportunt?

Alt dette skal naturligvis ikke lægge en Sara Omar til last. Hun er blot en efter min mening lidt for velvillig brik i et spil. Hvilket spil? Spillet om det moralske overherredømme, såmænd. Et kynisk, ydmygende og på alle måder ynkeligt spil, der i sidste ende blot tjener det formål at bekræfte parnassets herlighed.

Hukommelsen er ikke fotografisk. Minderne redigeres løbende, så de passer ind i et selvtilfredsstillende narrativ. Sådan er det for mennesker, og sådan synes det at være i samtalen på bjerget..

Godt nytår!

Philip B. Johnsen

Fattigdom er lønsomt mm., det er ikke afsenderens problem.

White supremacy:
"By "white supremacy" I do not mean to allude only to the self conscious racism of white supremacist hate groups. I refer instead to a political, economic and cultural system in which whites overwhelmingly control power and material resources, conscious and unconscious ideas of white superiority and entitlement are widespread, and relations of white dominance and non-white subordination are daily reenacted across a broad array of institutions and social settings."
Legal scholar Frances Lee Ansley

Barack Hussein Obama har betrådt den hvide mands verden, han skabte muligvis Donald Trump, det gør det ikke mindre betydningsfuldt.

Jens Thaarup Nyberg

Tosten Jacobsen
"Men katharsis er i sig selv ikke et uproblematisk begreb: ’Renselse’, i den bogstavelige oversættelse fra græsk, men hvilken renselse? Og hvem har brug for at blive vasket rene?"
Katharsis er det almindelige, at rense følelserne; vel det vi oplever, at en følelse tager overhånd ved erkendelsen af plottet.

Anne Mette Jørgensen

At bekendtgøre, at man ikke har læst bogen og heller ikke agter, og alligevel arrogant sviner en forfatter til, fordi man tilsyneladende er gymnasielærer er da utroligt.
Ingen roman er alene fiktion. Nævn mig bare en som er fri fantasi.
Jeg har ikke læst bogen endnu og ved ikke om jeg tør.
Jeg har læst de andre, der omtales her men omtalen af Sara Omars bog er så grusom, at jeg må tage mig sammen.
Det er ikke, at gå DF ærinde, som antydes her.
Det er fuldkommen ligegyldigt om DF vil bruge den i deres agenda. Det kan forfatteren ikke have ansvar for og det had der her kommer til orde er direkte uforskammet og noget overfortolket intellektuelt sludder.

Niels Duus Nielsen

Har stadig ikke læst bogen, så I må indtil videre nøjes med en anmeldelse af titlen: "Dødevaskeren".

Hvad er en dødevasker? En, der vasker de døde. Hvorfor vasker man de døde? Af religiøse årsager - ligesom kristne symbolsk vasker et nyfødt barn rent for synder, når det går ind i livet, vasker muslimer symbolsk deres døde, før de skal møde deres Gud. For at rense dem. Jobbet som døber og ligvasker er derfor farligt, da man kan blive smittet af af den synd, man vasker bort - dødevaskeren synes særligt udsat, da det ikke kun er arvesynden, men i tilgift et langt livs synder, som skal vaskes væk.

Særligt onde mennesker - altså onde i den religiøse betydning, såsom frafaldne, syndige, og på anden vis vederstyggelige for Gud - er der ingen, der ønsker at vaske, hvorfor jobbet tilfalder den muslimske ækvivalent til den kristne rakker og den hinduistiske kasteløse. Jobbet skal gøres, det står i den hellige bog, så man sætter de mennesker til det, som man i forvejen foragter.

Fordi dødevaskere er foragtede, er de ikke en del af samfundets fælles bevidsthed - de lever adskilt fra resten af samfundet, som ikke vil kendes ved dem, da de i en vis forstand er urene. Ikke desto mindre har disse mennesker et liv, de føler glæde, sorg, lyst og smerte, og gør sig tanker om tilværelsen.

At gøre en dødevasker til titelfigur i en roman er at annoncere en udforskning af de menneskelige konsekvenser det har at være udstødt af samfundet - en virkelighed som ikke kun findes i fantasien, men som mange mennesker lever hver eneste dag. Kurderne har i mange år været pariaer i de mellemøstlige samfund, hvorfor en kurdisk dødevasker må være indbegrebet indbegrebet af udstødelse. Altså en meget stærk metafor, der referer til - hvad?

Jeg gætter på, ud fra det lidt, jeg har set og hørt Sara Omar udtale som led i promoveringen af hendes bog, at dødevaskeren er en metafor for indvandrerkvinden. Indvandrere betragtes af mange danskere som undermennesker, kvinder som mindre værd end mænd, så en kvindelig indvandrer må være det værste.

Igen ud fra foromtalen er jeg blevet ledt til at formode, at bogen skildrer livet i en kurdisk landsby, set fra de underprivilegeredes perspektiv. Sammenholdt med forfatterens efter min mening meget intense fremtræden er jeg overbevist om, at hun har noget på hjerte. Måske forsøger hun at sige noget om, hvordan det føles at være indvandrerkvinde i Danmark? Dem og deres tørklæder taler vi jo meget om. Men hvad ved vi egentlig om dem og deres baggrund?

Måske bliver jeg skuffet, men jeg tror det egentlig ikke, for jeg ved stort set intet om kurdiske kvindelige dødevaskere og deres døtre, så i værste fald lærer jeg lidt om kurdisk kultur. Blot at afvise en potentielt vigtig bog, fordi forfatteren er ung, virker meget forstokket og uontelligent på mig.

Andetsteds i avisen diskuteres den faldende intelligenskvotient blandt danskerne - måske skyldes det, at vi ikke længere danner vore holdninger ud fra, hvad vi oplever, men ud fra, hvad andre oplever og skriver om på Fakebook? En roman kan ikke presses ned i en enkelt tweet, men kræver en vis fordybelse og omtanke, som færre og færre synes at være i besiddelse af. At læse en roman er ikke at være der selv, men som al anden kunst er der tale om et koncentrat af virkeligheden, som kan ændre den måde, vi ser verden på, og dermed indirekte ændre verden. Blot kræver det nysgerrighed og opmærksomhed, og især det sidste er blevet en mangelvare.

Okay. det er, hvad jeg umiddelbart får ud af at læse titlen "Dødevaskeren" - en forfatter, som har valgt et så betydningsladet ord som titel på sin debutroman, kan ikke være helt blottet for talent. Måske har hun bare en god PR-afdeling i ryggen, men jeg tvivler, og jeg lader tvivlen komme forfatteren til gode - det er tydeligt, at bogen betyder noget for hende, og også mere end personlig forfængelighed og berømmelse. Hun prøver på at råbe os "normaldanskere" op, nogle af os i hvert fald, ligesom hun skriver for sine kurdiske medsøstre, og at afvise dette råb uden at høre, hvad hun har at sige på grund af alder, køn og etnisk oprindelse, er ikke særlig demokratisk.

Og jeg gentager: Selv hvis hun var en krukke med primadonnanykker kan hun vel godt have noget vigtigt på hjerte? Vi kan ikke vide det, før vi har læst bogen, er sådan set alt, hvad jeg har at sige til de, der afviser at læse bogen. Det står enhver frit for, hvilke bøger, man læser, men at kritisere en bog, man ikke har læst, er dybest set uintelligent. Det eneste, jeg har læst er titlen, og det fik jeg meget ud af. Men jeg er jo også meget, meget intelligent i egen selvforståelse.

Kom an!

Niels, du er bestemt intelligent og det er den bedste anmeldelse af en titel jeg har set, indeholder meget interessant og adresserer i øvrigt en del perfid kritik på tråden.
Men selv de bedste har fordomme og blinde pletter.
Jeg ved næsten ingenting om bogen eller forfatteren, på trods af det, er det sikkert at du i din anmeldelse vælger at udelade et vigtigt aspekt, måske det vigtigste? Fascinerende!
Var Satans største bedrift ikke at bilde mennesket ind at han ikke fandtes?
Et bedre nytår!

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Godt nytår til dig, ligeledes. Som du sikkert ved er du en af mine foretrukne samtalepartnere i dette forum (er det urimeligt at betragte dette som et forum?) - ikke mindst fordi du - ligesom jeg selv forøvrigt - for det mest evner at holde en sober tone, hvor argumenterne nok kan være skarpe, men de personlige angreb nedtones. Andre kunne - sagt i al ubeskedenhed - med fordel tage ved lære af sådan et par grimme, gamle gentlemen som os.

Du har en god pointe med din analyse af Sara Omars bogtitel, og jeg deler skam din bekymring i forhold til den 'gennemsnitlige danskers' evne til at læse og forstå en tekst, der rækker ud over 140 karakterer, eller som ikke er ledsaget af en form for visuel vejledning.

Hvis din lange redegørelse er møntet på mig, så har du imidlertid ikke forstået, hvad jeg skriver. Det tager jeg på min kappe, for så har jeg utvivlsomt ikke udtrykt mig klart nok.

Så nok en gang, så alle burde kunne følge med:

Jeg har ingen mening om Sara Omars Bog. Jeg har ikke læst den, og har heller ikke tænkt mig at læse den. Måske kommer jeg alligevel til at læse den en dag, hvem ved?.

Jeg er til gengæld meget lidt imponeret af det interview af Sara Omar, som Information har trykt og offentliggjort. Jeg finder hendes tanker - som de kommer til udtryk i netop dette interview - selvoptagede og naive. Jeg er udmærket klar over, at interviewet i sig selv ikke tegner et fyldestgørende billede af hverken bog eller forfatter (hvor ydmygende er det dog ikke sådan at måtte sætte ord på det selvindlysende?), så måske min 'perfide kritik' ikke alene skal læses som rettet mod forfatteren?

Men, bevares, der gik jeg jo (igen) over de 140 tegn, så hvad kan man som skribent efterhånden forvente..