Læsetid: 9 min.

Det er svært at være pessimistisk på dansk films vegne

#MeToo, jagten på ny direktør for Det Danske Filminstitut og et elendigt billetsalg. Den danske filmbranche har haft sit at slås med i 2017. Men der er også meget at glæde sig over: Gode børne- og familiefilm, spændende nye filmtalenter og en lang række spændende og vellykkede film, som indholds- og formmæssigt forsøger sig med noget nyt og anderledes
Annika Bergs kulørte og energiske ungdomsdrama, ’Team Hurricane’, var den bedste danske film i 2017 og en af grundene til, at Informations filmredaktør ser optimistisk på filmbranchens fremtid.

Annika Bergs kulørte og energiske ungdomsdrama, ’Team Hurricane’, var den bedste danske film i 2017 og en af grundene til, at Informations filmredaktør ser optimistisk på filmbranchens fremtid.

Angel Films

29. december 2017

Hvis der er én ting, jeg tager med mig fra det danske filmår 2017, er det spillefilmdebutanten Annika Bergs kulørte, humørfyldte og visuelt opfindsomme Team Hurricane, der indfølt, intenst og humoristisk fortæller om at være følelsesladet teenager og forvirret outsider og finde et sted at høre til.

Så god er filmen – der handler om otte unge piger på kanten til at blive kvinder – at den har fået en midaldrende, mandlig filmanmelder som mig til at huske, hvordan det var dengang, hvor verden endnu ikke var så stor, og man ikke var helt sikker på, hvem man skulle eller ville være.

Team Hurricane er et af overraskende mange lyspunkter på et år, hvor billetsalget til de danske spillefilm ellers for andet år i træk har slået bundrekord – under 2,5 mio. solgte billetter i alt – og hvor økonomien i branchen er elendig. En undersøgelse viste for nylig, at meget få danske film tjener penge, hvilket naturligvis er et problem, fordi der skal bruges penge til at produceres flere film for.

Men der er samtidig en sjælden virkelyst i filmmiljøet, hvor forholdsvis nye selskaber som Profile Pictures, Adomeit Film – der står bag Team Hurricane – Masterplan Pictures og Snowglobe viser alle de andre større og ældre produktionsselskaber, hvordan man griber en tid med øget internationalt samarbejde an, når man samtidig vil skabe nyt, holde fast i sin kunstneriske integritet og lave personlige film om det at være menneske.

I årets første Radio Information fortæller vi historien om caffe lattens storhed og fald. Vi udlægger sagen om, at pres fra Israel resulterede i, at Danmark nu afvikler udviklingsbistanden til en række ngo’er. Og så har vi optur over filmen ’Vinterbrødre’
Hør mere i podcasten

Det er i 2017 resulteret i flere meget spændende og vellykkede film, blandt andre Fenar Ahmads Underverden, Hlynur Pálmasons Vinterbrødre og Jens Dahls 3 ting, hvoraf de to sidste også er debutanter.

Det er med andre ord et interessant og udfordrende tidspunkt for den danske filmbranche, der ifølge pessimisterne kæmper for livet, mens de mere optimistiske taler om, at alting er under forandring, og noget nyt allerede er på vej frem. Efter i nogle år selv at have været med på katastrofeholdet, ser jeg nu mere lyst på dansk films fremtid, netop fordi både 2016 og 2017 midt i al den økonomiske fortvivlelse har budt på så meget talent og så mange gode film.

Kvinder og mænd

Inden jeg kommer nærmere ind på årets film, synes det dog på sin plads at rundt den ene filmrelaterede begivenhed, som i år har vakt størst opsigt i både Danmark og verden, nemlig #MeToo-bevægelsen. Det begyndte i oktober med New York Times’ anklager mod Harvey Weinstein, en af amerikansk films mest magtfulde producenter, for sexchikane, seksuelle krænkelser, voldtægt og afsløringerne af det enorme apparat, han havde omkring sig, som skulle sikre, at han ikke blev opdaget.

Siden er skeletterne væltet ud af skabene, ikke mindst i den amerikanske og britiske filmbranche, og adskillige indflydelsesrige skuespillere og instruktører er kommet under anklage – Kevin Spacey, Louis C.K., Bryan Singer, James Toback, Brett Ratner – efterhånden som en lang række kvinder, mange af dem skuespillere, er trådt frem og har fortalt rædselshistorier om trusler, fysiske overgreb og ødelagte karrierer.

Også i Danmark er der kommet artige sager for dagen, og især afsløringerne af Peter Aalbæk Jensens grænseløse adfærd på Zentropa har skabt debat om, hvem der vidste hvad og hvornår – og hvorfor det har fået lov til at stå på gennem så mange år.

Det blev hævdet, at det i Danmark mest handlede om klask i røven og upassende bemærkninger, men en oplæsning på Edison Teatret af 100 vidnesbyrd om seksuelle krænkelser i den danske teater- og filmbranche afslørede, at det er meget værre end som så. Det drejer sig om voldsomme overgreb begået af mænd med magt, og det er et systemisk problem, som ingenlunde handler om Zentropa og Aalbæk alene.

Det er en vigtig diskussion, som endelig bliver taget, og som i dén grad får følelserne frem hos de kvinder, som ikke har villet eller turdet fortælle deres historier tidligere, og de mænd, som er bange for heksejagt og – noget hysterisk – opfatter #MeToo som et angreb på alle mænd, også dem, der ikke har gjort noget. Det bliver interessant at se, hvor det hele ender, og om afsløringerne og diskussionen reelt medfører et skift i kultur og opførsel.

Satire kalder på overdrivelse

Med #MeToo in mente er det i øvrigt lidt interessant, at filmåret slutter med Christian Tafdrups vittige En frygtelig kvinde, der netop tager forholdet mellem mænd og kvinder under kærlig og kritisk behandling, og som allerede har skabt en del debat. Vores anmelder her på avisen var ikke begejstret for filmen, men personligt morede jeg mig over den.

Ja, den handler om en frygtelig kvinde, der forsøger at lave om på sin stakkels kæreste, men Tafdrup langer faktisk ud efter begge parter, mens han veloplagt leger med fordomme og stereotyper. En frygtelig kvinde er fuld af situationer, man kan genkende fra sit eget liv, men satiren kalder naturligvis på de overdrivelser, der sætter tingene på spidsen, så man griner – og samtidig får noget med sig hjem.

De fem bedste danske film i 2017

1. Team Hurricane, Annika Berg

2. Du forsvinder, Peter Schønau Fog

3. En frygtelig kvinde, Christian Tafdrup

4. Vinterbrødre, Hlynur Pálmason

5. Mens vi lever, Mehdi Avaz

Filmen sætter en tyk streg under, at Tafdrup, som i 2016 spillefilmdebuterede med den fantasifulde Forældre, er en af dansk films nye, friske stemmer, der tilmed forstår at bruge den slidte komedie til noget interessant. Det samme kan man ikke sige om årets øvrige komedietilbud, heriblandt Casper Christensen og Frank Hvams kiksede Dan Dream og Rasmus Heides platte Alle for tre. Heide har dog fat i et stort publikum, og denne tredje film i hans serie af komedier blev set af 324.000 mennesker, hvilket gør den til årets bestseller.

For en gangs skyld har jeg dog ikke lyst til at beskæftige mig med årets billetsalg. Det er kun til at blive deprimeret af, og meget tyder på, at dansk film er nødt til at vænne sig til en situation, hvor billetsalget slet ikke er på niveau med de gode år for 5-10-15 år siden. Det er godt nok i biograferne, at danske spillefilm tjener penge, fordi streaming endnu ikke er en pålidelig eller tilstrækkelig indtægtskilde.

Men en række af årets bedste film fik stort set ikke en chance i biografen i år – eller sidste år for den sags skyld – og det er en af de diskussioner, som biograferne, den øvrige branche og Det Danske Filminstitut, der pumper millioner i de fleste af filmene, snart er nødt til at tage: Skal biograferne forpligte sig til at give også de smalle film en større chance på det store lærred? Skal instruktører, producenter og distributører acceptere, at deres film ikke nødvendigvis får biografpremiere – eller får premiere i biograf og som video on demand samtidig? Skal vi finde nogle andre succeskriterier for dansk film end billetsalg?

Der er rigeligt for den nye institutdirektør, Claus Ladegaard – som det tog overraskende lang tid at finde – at tænke over her på tærsklen til et nyt år og inden de snarlige forhandlinger om et medieforlig og dermed også en ny, fireårig filmaftale, der ikke mindst økonomisk fastsætter rammerne for dansk film fra 2019-22.

Mælkebøttebørnene kommer

Hvor komedien altså stadig har det svært, tegner det lysere for børne- og familiefilmen. En lille håndfuld film, både animation og live action – Karla von Bengtsons Nabospionen, Jonas Elmers Jeg er William, Lotte Svendsens Sikke et cirkus og Philip Einstein Lipski, Jørgen Lerdam og Amalie Næsby Ficks Den utrolige historie om den kæmpestore pære – tog sin unge målgruppe alvorligt og gjorde sammen 2017 til et af de bedste år i lang tid, hvad angår opbyggelig underholdning for børnene.

Også de unge har haft noget at glæde sig over i 2017 takket Team Hurricane, der oven i købet blev vist på filmfestivalen i Venedig, og dansk-islandske Heartstone. Desværre blev ingen af de to film set af ret mange mennesker i biografen, men Team Hurricane kunne dog ses online for en flad 20’er kort tid efter biografpremieren, og forhåbentlig har det sikret den et nogenlunde solidt publikum.

Elliott Crosset Hove har fået et regulært gennembrud som skuespiller – ikke mindst på grund af sin præstation i filmen 'Vinterbrødre'.

Paradisfilm

Kasper Rune Larsens debutfilm, Danmark, der er produceret uden statsstøtte og for under en million kroner, får formentlig heller ikke ordinær biografpremiere. Men det forfriskende ungdomsdrama, der i oktober havde premiere på CPH PIX, er blevet udvalgt til den kommende filmfestival i Berlin og gør altså væsen af sig, selv om den har haft det etablerede system imod sig.

CPH PIX har de seneste år vist en række af de uafhængigt producerede spillefilm, som unge, danske filmfolk nærmest har lavet på trods, og det er en opmuntrende udvikling. Der er brug for filmfolk, der ikke venter på, at støttesystemet får øje på dem, men i stedet selv kaster sig ud på dybt vand og fortæller de historier, de har lyst til og brug for at fortælle. 

Svært at være pessimistisk

Den slags danske film, der fylder mest i biograferne, har også i 2017 været de såkaldte dramaer: Fra Henrik Ruben Genz’ Gud taler ud, Jacob Bitschs Aminas breve og Mikkel Serups Den bedste mand til Charlotte Sielings Mesteren, Birgitte Stæremoses Darling, Erik Clausens Aldrig mere i morgen og Christian Dyekjærs Fantasten.

De er ikke alle lige fuldendte, men rummer gode skuespilpræstationer af blandt andre altid dygtige Søren Malling, der er med i ikke færre end tre af filmene, og Dejan Cukic, som er aldeles overbevisende i rollen som spillenarkoman i Fantasten. Vellykket er heller ikke dokumentaristen Max Kestners første spillefilm, QEDA – den er klaustrofobisk og underfortalt – men det er noget så sjældent som en dansk science fiction-film, som tilmed er flot og har noget på hjerte, i sig selv beundringsværdigt.

Blandt årets bedste og mest spændende film finder vi Hlynur Pálmasons abstrakte skæbnefortælling Vinterbrødre og Fenar Ahmads brutale Underverden. De bryder begge noget så eftertrykkeligt med jordbunden, dansk socialrealisme og kan prale af fremragende skuespil fra hhv. Elliott Crosset Hove og Dar Salim.

Avaz-brødrene bragede ind på filmscenen med deres debutfilm, Mens vi lever, der fortæller en på én gang såre dansk og ganske universel historie om kærlighed og tilgivelse. Manuskriptforfatteren Jens Dahl debuterede som instruktør med thrilleren 3 ting, der stort set kun foregår på et hotelværelse, og som er en begavet variation over kup- og vidnebeskyttelse-genren.

Peter Schønau Fog, der senest lod høre fra sig med Kunsten at græde i kor for 11 år siden, vendte stærkt tilbage med den meget ambitiøse og komplekse Du forsvinder, et medrivende drama om et ægteskab og en udforskning af, hvad der både naturligt og i tilfælde af sygdom sker med vores hjerner og dermed vores opførsel og forhold til andre mennesker.

Man skal følge godt med i filmen for at få det hele med, men det er der også god grund til at gøre, ikke mindst på grund af Trine Dyrholm, Michael Nyqvist og Nikolaj Lie Kaas, der spiller hovedrollerne.

Det er svært at pege på to film, der er lige så forskellige som Du forsvinder og Annika Bergs Team Hurricane, men de rammer på forbilledlig vis filmåret 2017 ind og vidner om den mangfoldighed i indhold og udtryk, som findes i dansk film. Jovist mangler der penge, kvinder og andre hudfarver end hvid i branchen og filmene, men det er svært for alvor at være pessimistisk med så meget talent og energi og kunstnerisk vilje bag kameraerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Peter Butzback
Viggo Okholm og Peter Butzback anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Christian Monggaard,

Hvor er det dejligt du er i stand til at bevare optimismen på dansk films vegne, men hvor er det dog synd du stædigt vælger at kaste blår i hovedet på Informations læsere.

Økonomien i den danske filmbranchen er ikke karakteriseres som blot værende elendig. Det dækker slet ikke. Situationen er så alvorlig, at der ikke længere er økonomisk bæredygtighed i dansk filmproduktion. For at skære det ud i pap: Film kan ikke længere produceres i Danmark, uden private mennesker taber penge. Kan du se problemet?

Du nævner en række nye produktionsselskaber, som skulle vise de gamle selskaber vejen. Men du glemmer at fortælle at disse produktionsselskaber i overvejende grad er finansieret af staten. Når man er i overvejende grad er finansieret af staten, er alt jo muligt. Men det er ikke forretningsmodel filmbranchen kan bygge ret meget på.

Du fastholder, aldeles uden realitetssans, at streaming ENDNU IKKE er en pålidelig eller tilstrækkelig indtægtskilde. Streaming vil ALDRIG blive en pålidelig eller tilstrækkelig indtægtskilde. En gang i mellem må kan se realiteterne i øjnene, i stedet for at hygge sig med luftkasteller.

Det er ikke korrekt, når du skriver at en række at årets bedste film ikke film en chance i biograferne i år. Biograferne havde intet at skulle have sagt i forbindelse med f.eks. lanceringen af ”Team Hurricane”, hvor produktionsselskabet, lige som dig, havde et urealistisk syn på mulighederne for indtjening på internettet.

Det var ikke biograferne som fravalgte ”Team Hurricane”, det var produktionsselskabet som fravalgte biograferne.

Biograferne giver så sandelig de små film mere end en fair chance. ”Mens vi lever” fik premiere i hele 87 biografer og da filmen steg i publikumstilstrømning, kom filmen op i endnu flere biografer. Når en film fanger an, bliver flere biografer altid interesseret i at vise en film. Nogen film falder dog som en sten, om så biograferne havde den på programmet i 100 år. ”Vinterbrødre” havde premiere i hele 17 biografer, koncentreret i de byer hvor film af denne type har sit publikum. ”Vinterbrødre” viste dog ikke en stigende publikumsinteresse, som ”Mens vi lever”. Den faldt som en sten.

Man kan ikke fratage private virksomheder, som opererer på helt almindelige markedsvilkår, uden at modtage en krone i statsstøtte, muligheden for at foretage forretningsmæssige dispositioner.

Du skriver ”Team Hurricane” kunne ses online for en flad 20’er kort tid efter biografpremieren, og at det forhåbentlig har sikret filmen et nogenlunde solidt publikum. Problemet er blot: Vi ved det ikke. Salgstallene på streamingtjenester er velbevarede hemmeligheder og der slipper kun noget ud, såfremt det tjener streamingtjenesternes agenda. Så mon ikke vi havde hørt om det, hvis filmene virkelig havde været en succes online?

Filmbranchen kan finde nok så mange succeskriterier end biografernes tilskuerantal. Realiteterne er dog, at det er biograferne, som bærer en stadig stigende andel af filmproducenternes indtægter. De digitale tjenester er en sump, som aldrig vil kunne tilbyde bæredygtighed for produktion af danske spillefilm.

Med venlig hilsen
Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

PS: Du skulle prøve at læse denne blog og ikke mindst se rigtig grundig på skemaet over spillefilmenes indtægtskilder i Danmark: http://www.ekkofilm.dk/blogs/med-udkig-over-filmbranchen/sandheden-om-da...

Kim Pedersen:
Så er det jo man må spørge om årsag og virkning og hele problematikken om udbud og efterspørgsel. De store biografer satser måske for meget på de store flotte kommercielle film med masser af effekter ,men menneskelig set måske helt værdiløse. Hvem skal opdrage hvem og hvem betaler? Kunst og økonomi hører sammen, men kan nok modarbejde hinanden for ikke alle danskere er til problemfilm med dybe tanker, de der er har måske netop ikke råd til en oplevelse til 100kr om ugen. P.T. har vi ikke råd i vores pensionisthjem om end vi har masser af tid. Vi har så Cafebiografen når ånden og pengepungen tillader det.