Læsetid: 8 min.

Vigga Bro mærker stadig sneens kraft

Fortælleren og feministen Vigga Bro har rundet de 80 år. Men hun udlever stadig den nysgerrighed, hun følte som femårig – dengang i Fredericia, hvor hun så ’Den store Grønlandsfilm’ med Knud Rasmussen og mærkede sneens kraft. Nu har hun skabt en teaterforestilling om sin fascination af sne. Men hvordan kan hun blive ved med at sende sin energi ud i verden?
Vigga Bro var i tvivl om, hvad der skulle ske, da hendes mand, jazzmusikeren Erik Moseholm, døde. Hun valgte at flytte til Christianshavn – og acceptere sorgen i stedet for at kæmpe med den.

Vigga Bro var i tvivl om, hvad der skulle ske, da hendes mand, jazzmusikeren Erik Moseholm, døde. Hun valgte at flytte til Christianshavn – og acceptere sorgen i stedet for at kæmpe med den.

Sille Veilmark

29. december 2017

Stemmen er helt sin egen. Den har en karakteristisk sprødhed og en blød melodi – og en klang af god tid. Denne juleeftermiddag på Christianshavn røber stemmen dog allerede sin kvinde i trappeopgangen: Fortælleren og bedstemoderen fra Jul i Valhal og feministen Vigga Bro, der netop er fyldt 80 år.

Hun er glødende optaget af debatten om #MeToo, da hun byder indenfor i sin lavloftede stue.

»Vi er nødt til at tage debatten dødalvorligt. Det er vigtigt, at alle disse ting kommer frem nu,« siger hun.

– Er du ikke træt af at debattere disse kvindeundertrykkende ting efter alle de år – og vil du ikke hellere lade andre tage over?

»Nej. Jeg har lige skrevet et indlæg om det. Gramseri inde på teaterdirektørens sofa er jo et gammelt kunstgreb,« smiler hun sarkastisk – og ligner en, som ingen teaterdirektør ville turde møde på nogen som helst sofa. 

»Men dansk teater er ikke specielt på det punkt. Anne Marie Helger og jeg lavede Primadonnanykker. Vi er jo rebelske begge to. Vi ville vise, at billedet af 1960’erne og 1970’erne var langt mere nuanceret, end man vil gøre det til,« forklarer hun om den tiljublede kvindekampforestilling, der turnerede landet tyndt for syv-otte år siden.

»Kampen for fri sex i 1960’erne var en vigtig kamp. Den handlede om lyst – og om dobbeltmoralen omkring kvinder, der blev gravide uden at være gift. Samtidig var man nærmest en snerpe i 1970’erne, hvis man ikke havde lyst til sex hele tiden. Det handler alt sammen om respekt.«

Og så nyder hun at fortælle, hvordan såkaldt rigtige rødstrømper dengang kritiserede hende for ikke at være tro mod kvindebevægelsen – fordi hun gik med høje hæle!

På bare tæer

I sine seneste forestillinger har Vigga Bro dog optrådt i bare fødder. I sin 80 års fødselsdagsforestilling SNE på Teatret ved Sorte Hest ankommer hun godt nok i vinterstøvler og sælskindsjakke. Men hun tager hurtigt overtøjet af og klatrer op på en høj taburet, så hun kan sidde og dingle med sine bare tæer. Med sort neglelak, vel at mærke.

– Hvorfor er du så fascineret af sne?

»Sne er en af mine livstråde. Jeg har altid været betaget af, at sne falder ned og dækker over noget. Det er det, der er fantastisk. Sne er et symbol på det skjulte. Som skuespiller ved du, at hvis der ingen hemmeligheder er, så bliver du meget uinteressant på scenen.’

– Er sneen også et symbol på renhed?

’Ja. Men renhed er dobbelt. Vi siger, at vi skal være ærlige. Vi synes også, at alting skal være gennemskinneligt. Men det er vores viden om, at der ligger noget i det skjulte, der er det spændende ved renheden. Hemmelighederne ligger i alt det, vi ikke kan se. Alt det under sneen,« siger hun.

»Jeg var bare fem år, da jeg første gang så Den store Grønlandsfilm om polarforskeren Knud Rasmussen. Jeg var fuldkommen fascineret af filmens billeder og beretninger – og sneen. De gamle myter fra Grønland har præget hele mit liv.«

De ville grine ad mig

Her bliver Vigga Bro ramt af sin egen erindring. Hun krummer sig sammen i sofaen, og stemmen bliver blid, mens musikken fra en jazzet kontrabas glider ud af højttalerne i den lille stue.

»Hvordan finder du din ventil på din indre trykkoger?« spørger hun alvorligt – og besvarer så selv spørgsmålet.

»Det gør du for eksempel, når du som lille pige skal være helt anderledes pæn og stille, end du har lyst til at være. De voksne så smalfilm på et ophængt lagen i min mors stue.  Det var ikke meningen, at børn skulle se med, men det gjorde jeg bare. Det var fuldstændig tilfældigt. Mine søskende så også Den store Grønlandsfilm, og det har ikke været noget, der har fyldt i deres liv. Men jeg fik alle de indre billeder. Og jeg fik fornemmelsen af en kraft fra disse historier. Jeg forstod dem. Det var min indre, vilde verden, som jeg aldrig fortalte om – for ikke at blive grinet ad af mine søskende.«

På bordet ligger Niels Barfoeds bog om Knud Rasmussen. På klaveret hænger små messingklokker, parate til endnu et besøg af hendes femårige barnebarn og nogle gode historier. Barndommens rige fylder en del her.

»Børns fantasi er helt anderledes end voksnes. Først for nylig er jeg kommet til at tænke på dengang, da jeg som barn beskyttede nissernes hemmelige indgang. Jeg troede nemlig, at jeg havde set nissernes hemmelige indgang i sneen nede i baghaven. Jeg var så bange for, at naboen ville opdage det, når sneen smeltede. Men så viste det sig, at indgangen i virkeligheden var et rustent cykelhjul, der lænede sig op ad en kompostbunke. Jeg var lettet. For jeg tænkte: Nisserne har nået at kamuflere indgangen!«

Hun griner. Barnelogikken sejrer tydeligvis.

»Børn er ikke spor dumme, de husker – og de har store ører. Det er derfor, jeg beskæftiger mig så meget med barndommen. Nogle af mit livs væsentligste tanker tænkte jeg, da jeg var fem år. Er det ikke mærkeligt?«

– Så du har ret beset brugt de sidste 75 år på at forædle de tanker, du fik som femårig?

»Ja! Men jeg er også blevet meget bevidst om, at man som voksen mest bare opfatter verden intellektuelt og lytter efter ordene. Børn, derimod, de ser på kroppene, der taler – og de opfatter alle attituderne og løgnene. Prøv bare at se tv! Man kan altid se, når politikerne lyver.«

– Sidder du og kigger på lyvemusklerne?

»Ja da.«

– Hvor sidder de?

»Du kan næsten altid se løgnen dirre her, nede i musklerne i kæben hos sådan en politiker på skærmen. På kanten af kæben. Eller også kan du se det ene ben nede under bordet vippe uroligt. Det er alle disse små signaler, som børn fanger,« siger hun med uskyldigt blik.

I sin hule hånd

Selv ligner Vigga Bro ikke ligefrem en, der har veltrænede lyvemuskler. Men resten af hendes lillebitte krop er imponerende spændstig.

»Jeg er ud af en gammel historiefortællerslægt, og som skuespiller har jeg lært at analysere. Det er jeg faktisk god til. Jeg mener, at skuespillere er skabende kunstnere. Men som historiefortæller bestemmer jeg også selv mit stof, og det er dybt tilfredsstillende.«

»Hvis jeg skal sige, at jeg har stået ved en mesters fod, så er det Dario Fo. Folk tror bare, at han var sjov, fordi han havde overbid og fjollede. Men han var dybt genial. Jeg så ham to måneder, inden han døde. Da vidste vi jo ikke, at han skulle dø. Det var i Rom. Mindst 10.000 mennesker kunne sidde på den arena. I den lune, italienske nat midt på scenen sad Dario Fo på en høj barstol. En gang imellem rejste han sig op, men hans ben ville ikke så meget.«

Hun hopper hen på kanten af sofabordet.

»Som historiefortæller ved du én ting: Du skal sidde på dine knogler, så din krop ubesværet kan lystre dig. Så derfor havde Dario Fo en barstol. Han holdt 10.000 mennesker i sin hule hånd. Selv 90 år gammel kunne han det. Han var mesteren.«

»I 1979 fik teatergruppen Banden, hvor jeg var medlem, rettighederne til Dario Fo på landsplan. Jeg kan huske, hvordan de sagde: ’Det er en mærkelig tekst. Den stopper midt i det hele, og der står alle mulige lydord.’ Men jeg kunne jo genkende stilen fra dengang, jeg var barn, når mine farbrødre fortalte historier.«

Så serverer hun stolt ekstraktet af sin livslange fortællererfaring.

»Som historiefortæller er jeg øjenvidnet. Jeg skal ikke ind at føle, at jeg bliver kørt ned af en bil eller voldtaget eller noget andet, sådan som en skuespiller skal. Jeg skal fortælle om, hvad der skete. Så jeg er kun medfølende, ikke følende. For det er publikum, der skal føle.«

»Det er lidt ligesom japanerne, der i én streg skal kunne tegne en kat. Historiefortælleren skal på enkleste måde fodre publikums fantasi, så publikum ser billeder. Dario Fo tæskede jo heller ikke rundt på scenen. Han lod folk tro, at han gjorde det.«

Slægten fortæller

– Hvorfor har du egentlig lavet forestillingen ’SNE’?

»Fordi jeg nu er blevet så skide gammel – 80 år er jo astronomisk! Så kan man godt lide at samle sit liv. Sne er en lille historie om mit liv og mig. Det er også derfor, jeg har været nødt til at have min dejlige datter Anna med som instruktør (dramatikeren Anna Bro, red.).«

– Normalt er det moderen, der fortæller barnet, hvad det skal gøre. Men her er det barnet, der fortæller mor, hvad hun skal gøre. Hvordan har det været?

»Det har været skønt. Det er en stor gave at opleve sin kloge datter. Professionelt er hun dygtig og virkelig skarp. Så vi respekterer hinanden. Men jeg er også blevet en tåbelig, gammel bedstemor, der elsker mit barnebarn – og bager småkager og den slags. Man mærker jo historiens hjul, når man får et barnebarn. Det gør man ikke, når man får et barn.«

Vigga Bro taler usentimentalt om generationerne og om døden. For fem år siden mistede hun sin mand, jazzmusikeren Erik Moseholm.

»Da Erik var død, var han jo ikke længere i huset. Han var bare i mig,« siger hun og peger på sit hjerte.

»Så jeg ville sælge huset og flytte – enten til Christianshavn eller Fjaltring. Det blev Christianshavn,« fortæller hun og peger mod byens tage gennem de sprossede vinduer.

»Det var så slemt, da Erik døde. Det var som at blive slået ned med et baseballbræt. Sorg er ikke pæn. Men jeg tror, at det gjorde noget, at jeg accepterede sorgen. For sorgen forsvinder ikke. Du kan leve sammen med sorgen, men du kan ikke få den til at gå væk.«

– Men mange bliver slået ud af sorgen og vender energien indad. Du vender dit fokus udad. Hvad har din fødselsdagsforestilling gjort for dig?

»At skabe SNE og se tilbage på mit liv har givet mig en ny retning fremad. Jeg er et menneske, der har fået meget hele mit liv. Nu er jeg 80 år. Mange dage over de 90 år tror jeg ikke, at jeg er interesseret i at blive. Så jeg må ikke slaske med tiden. Jo ældre, jeg bliver, jo mindre bange bliver jeg for døden. For et par år siden fik jeg det dårligt og blev meget svimmel. Så tænkte jeg meget nøgternt: ’Nå, det er så sådan, du skal afsted.’ Jeg blev ikke panisk overhovedet. Men så viste det sig, at jeg bare havde glemt at drikke nok vand …’

Hun griner afvæbnende.

– Du var næsten 80 år, og så kunne du ikke huske at drikke vand! Men du siger, at du kan huske alt om at være fem år. Hvordan var det så?

»Min krop husker. Når jeg fortæller om dengang, så reagerer kroppen helt spontant. Så tager jeg det ene ben op under mig – og så det andet ben. Og så kan jeg huske følelsen af at være fem år helt skarpt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fortælleren og bedstemoderen fra Jul i Valhal

... og stemmen bag Røllike i Noget om Nisser.
Røllikes signatursang er en af mine tidlige TV-minder.

Tak for den.

/O