Læsetid: 9 min.

Århundreders oprør ulmer under Jagtvejs asfalt

’På alle niveauer lever vi i en globaliseret verden,’ siger den tyske forfatter Fabian Saul – og det gælder også i byens lokale rum. Derfor er han taget på jagt i Europas gader efter en ny fortælling om europæisk identitet hinsides nationalstaten. Information tog med på vandring ned ad Jagtvej på Nørrebro i København
Jagtvej 69.

Jagtvej 69.

Sille Veilmark

19. januar 2018

Fabian Saul leder efter den rette udtale.

»Jagt? Jagt? Jagtveiiii… Joooougtvej«

»Jagtvej,« retter jeg.

Det er der, jeg er på vej hen sammen med den tyske forfatter og redaktør Fabian Saul. Med bladet Flaneur Magazine har han siden 2013 rejst verden rundt og portrætteret gader i bl.a. Berlin, Montreal og Sao Paolo. Han har gravet i arkiver, vandret i timevis og talt med beboere, butiksindehavere og forskere for at finde netop de anekdoter, ideer og citater, der indfanger gadens sjæl.

Det er blevet til en række fragmentsamlinger – litterære kortlægninger, om man vil – der forbinder fakta, fiktion og fabulering.

Flaneur Magazine er udkommet siden 2013 og portrætterer i hvert nummer en gade i verden gennem litterære tekster, fotografi, interview og portrætter. Op til hvert nummer opholder redaktionen sig to måneder i området omkring den udvalgte gade, og de beskriver selv deres metode som »samarbejdsdreven, impulsiv og ukonventionel«. Målet er at fortælle universelle historier med afsæt i et mikrokosmos, hedder det på flaneur-magazine.com.

Nu er Saul på rundrejse i Europa for at researche til en bog, der skal forbinde gader over hele kontinentet. Gader, som alle er krydset, beboet og beskrevet af forfattere, kunstnere, aktivister, tænkere og borgere, der har udøvet et stort eller lille oprør mod det bestående.

Ud over at Jagtvej åbenlyst har lagt brosten til sammenstød i forbindelse med opgøret om Ungdomshuset, vidner gadens historie om, hvordan byplanlægning kan fungere som en form for magtudøvelse – en opdeling af byboernes virkelighed. I begyndelsen af 1800-tallet fungerede Jagtvej nemlig som Københavns demarkationslinje: en markering af, hvad der lå inden for byen, og hvad der lå udenfor.

Jagtvej/Rantzausgade (øverst): Den 6. maj 1945 blev tre modstandsfolk fra Den Danske Brigade dræbt af tyskerne i krydset. Deres mindesten er midlertidigt flyttet til Ryvangen, mens metrobyggeriet står på.

Assistens Kirkegård (nederst): »Gi’ mig frisindet igen, der lurer under byens tage/ Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven/ Gi’ mig ungeren igen – vi vil ha’ ungeren igen!/ Fjern heroin fra Istedgade og la’ Staden være staden.« »Gi’ Mig Danmark Tilbage« (2007) af dancehallsangeren Natasja, der ligger begravet på Assistens Kirkegård.

Sille Veilmark

Den funktion gør Jagtvej interessant som europæisk gade, mener Fabian Saul. For byplanlægningens historie udspiller sig som en serie af gentagelser, spejlinger og efterligninger – og det er igennem den slags krydsninger, at vi måske kan blive klogere på, hvad der splitter og forener det omstridte europæiske kontinent i dag.

»Jagtvejs historie har mange lighedstræk med Kurfürstendamm i Berlin,« fortæller han.

»Den ledte ud til jagtområderne i Grunewald og var reserveret til den funktion – derfor blev den ikke bebygget. Berlin endte ved Brandenburger Tor, og Kurfürstendamm var forbindelsen til jagtområdet.«

De adeliges gade

Jagtvej blev anlagt i 1750 til brug for hoffet, når de skulle på jagt nord for København. I begyndelsen var vejen altså forbeholdt de adelige og satte på den måde skel mellem befolkningens dele. I 1807 blev vejen – og dens forlængelse i Falkoner Allé – officielt udnævnt til byens demarkationslinje, hvilket betød at der var store restriktioner for, hvad og hvordan der måtte bygges i området inden for Jagtvej. Noget, der ikke bare holdt byens geografiske vækst i skak, men også resulterede i elendige boligvilkår for mange københavnere.

Løfter man blikket fra brostenene, forvandler gaden sig fra et sted, hvor man går, til en aftegning i et bykort, der bærer spor fra tidligere tiders planlægning. Byen er på én gang et menneskeligt rum og et system.

Det er de to perspektiver, der forbindes i Fabian Sauls tekster, hvor en gade straks bliver til knudepunkt for menneskelige skæbner, ideer, drømme og aktivisme. Til hvert nummer af Flaneur Magazine har Saul samlet anekdoter, citater og fiktive skildringer af gaden til en vildtvoksende fragmentsamling under titlen »Traces of Resistance«, ’spor af modstand’ eller ’oprør’, og det er dette format, han nu er ved at løfte til europæisk skala.

Jagtvej 65 (øverst): Biografen Colosseum åbnede i 1924 og måtte mod slutningen ty til pornofilm for at holde biksen kørende, inden de lukkede i 1983. »De danske familiefilm solgte flest billetter, men statistikken blev i nogen grad forpurret af, at flere publikummer købte billet til Far til fire blot for at snige sig over i pornosalen, der viste Lemmedaskerens liderlige lady,« erindrer chefredaktør Claus Christensen i Filmmagasinet Ekko om sin tid som piccolo i biografen.

Jagtvej 69 (nederst): Før Ungdomshusets tid rummede adressen det gamle Folkets Hus, hvor både Rosa Luxemburg og Lenin har optrådt. Den amerikanske kunstner Shepard Fairey, ophavsmand til Obamas HOPE-plakat, malede i 2011 gavlens fredsdue, som efter få dage blev overmalet med teksten »Go home yankee hipster!«. Efter en længere konflikt fandt kommunen, aktivisterne fra Ungdomshuset og kunstneren frem til et kompromis, hvor teksten »PEACE« blev erstattet med urobetjente og teksten »Intet glemt intet tilgivet«.

Sille Veilmark

Teksterne befinder sig ifølge forfatteren selv et sted mellem fakta og fiktion og byder på både spekulative og overraskende forbindelser. Titlens modstand kan være helt konkret, som f.eks. historien om den tyske dissident Libertas Schulze-Boysen, der var fængslet i Kantstraße. Men observationerne kan også være mere fabulerende: I den seneste udgave af Flaneur om Moskvas ni kilometer lange Boulevard Ring, tager Saul et metaforisk spring fra ringvejens cirkulære form til spekulationer om kosmisk kredsløb, rumkapløbet og den russiske kosmisme: »Vi kredser rundt om Ring som Sputnik på vej til den anden side af jorden,« står der.

Saul trækker også på kulturelle referencer, som Mikhail Bulgakovs satiriske klassiker Mesteren og Margerita (1928-1940), hvor der optræder en litteraturklub i et flødefarvet hus på Boulevard Ring. Det er her, tjeneren nægter hovedpersonerne mad med de berømte ord »Ingen papirer, ingen person.« I et virkeligt flødefarvet hus på boulevarden spiste den store russiske poet Mayakovskij i 1930’erne årtier efter sin egen aktivistiske fortid.

Sådan bevæger Fabian Sauls tekst sig på kryds og tværs af fakta, fiktion, tid og karakterer og sådan skal den kommende bog forbinde fortællinger fra Bratislava, Helsinki, London og, ja, Jagtvej på Nørrebro i København. Flanørens metoder handler om at få blik for hverdagens gader som mere end bare funktionelle rum, forklarer Saul: »Jeg interesserer mig ikke for satellitblikket, men for den rumlige oplevelse af gaden. Her kan små tilfældige genstande blive vigtige.«

Byplanlægning er fiktion

Hovedalléen på Assistens Kirkegård er en af to stier, hvor man må cykle. Solbadning må kun foregå i den gamle del af kirkegården ud mod Nørrebrogade, og skilte ved indgangen forklarer høfligt, at »leg og boldspil skal foregå andre steder end på kirkegården«.

»Jeg er interesseret i, hvordan gader definerer, hvad der er muligt og hvad der ikke er,« siger Saul. »I Moskva findes der f.eks. gader, som man faktisk ikke kan krydse med mindre man f.eks. går gennem en særlig tunnel. På den måde styrer man menneskers bevægelser i det offentlige rum. I København sker det på mere subtile måder: her må du gå, her må du cykle.« Intet er for småt til at være systematisk. »Københavns fortove er inddelt i vejbaner!« observerer Fabian Saul: fliserne veksler med brosten og inddeler fodgængernes rum i et højre og et venstre og nogle steder endnu flere spor.

På kirkegården passerer vi gravstedet for sangerinden Natasja, som i sin ikoniske sang »Gi mig Danmark tilbage« begræd tabet af Ungdomshuset som symptom på en højredrejet kultur. Ti år efter hendes død ligger der stadig friske blomster og malede sten, og i hjørnet af gravstedet sidder et lille skilt med teksten »bevaringsværdig«. Sådan et sidder der også på det kierkegaardske familiegravsted, som vi kom herind for at se – Kierkegaard var en ikonisk flanør, der gik den samme tur gennem byen hver dag.

Hjørnet af Jagtvej og Tagensvej (øverst): I arbejderboligerne på hjørnet holdt Rakkerne til omkring århundredeskiftet, en drengebande, der sloges med Ryerne fra Ryesgade. Nogle gange måtte de have hjælp af drengene fra Rabarberlandet på den anden side af Nørrebrogade, fortæller Christian Christensen i sine erindringer En rabarberdreng vokser op (1961).

Jagtvej 153 (nederst): Krisecentret Kvindehjemmet har siden 1945 taget imod voldsramte kvinder og deres børn på denne adresse.

Sille Veilmark

»Det er den medalje, man får: dine knogler er bevaringsværdige!« siger Fabian Saul. Byplanlægning bestemmer, hvilke historier vi fortæller om os selv, mener han. »Arkitektur og byplanlægning er i bund og grund ligeså meget fiktion som andre kunstarter.« Som den græske søjle, som i vesten markerer en bestemt oprindelseshistorie. »Men det var tyske arkitekter, der byggede det moderne Athen! De skilte sig af med slummen omkring Akropolis. Det var elever af Schinkel (tysk neoklassicistisk arkitekt, 1781-1841, red.) – Schinkel som aldrig havde været i Grækenland – der blev sendt ned for at genskabe en nordeuropæisk fantasi om den oprindelige by.«

Den rene by eksisterer ikke!

I 1852 blev demarkationslinjen flyttet fra Jagtvej ind til Søerne, hvilket resulterede i et byggeboom på Nørrebro, men i folkemunde er vejen stadig en begrebslig mur mellem indre og ydre Nørrebro – og indtil for 10-15 år siden også gentrificeringens forpost.

Vi krydser Jagtvej igen til det første sted, hvor pænheden sprængte vejens uofficielle grænse. Jægersborggade er vokset fra mørk pushergade til et hipstervenligt shopping-strøg med likør og nitrogenfrossen is, bæredygtige marokkanske tæpper og økologisk bomuldstøj. »Det er en meget ensartet gade,« siger Fabian Saul og bemærker de gammeldags metalskilte, der hænger uden for alle butikkerne.

»Der må helt sikkert være regler for, hvor store de her skilte kan være.« I dag jules der igennem i den lille gade med de ujævne brosten. En gruppe gademusikanter spiller julejazz og luksusbageriet Mirabelle sælger gløgg fra en lille bod. Selv om København har lokalkolorit, skal man også være lidt skeptisk over for det overstyrede offentlige rum, mener Fabian Saul.

»Tag Københavns berømte fingerplan,« siger han. »Det er sådan en abstrakt forestilling at bruge hånden som grundplan for byen. Det giver en nyttig referenceramme, men det er en retorisk konstruktion! På samme måde betyder det, at alt er funktionelt organiseret, ikke, at der ikke findes mellemrum,« siger han, og understreger, at det virkelige byliv udspiller sig ligeså meget på hovedfærdselsårerne som i baggården.

Magtvej 69

Fabian Sauls projekt handler om at få øje på, hvordan brostenene er et våben ikke bare i hænderne på de autonome, der samler dem op fra fortovet, men også på byplanlæggerne, der lagde dem ned til at starte med. Ikke desto mindre er særligt én adresse svær at komme uden om, når vi nu er på jagt efter magtkritik. På grunden Jagtvej 69 er anlagt en byhave med højbede.

»Jeg kan godt lide, hvor dramatisk det ser ud med mågerne,« siger Fabian Saul. Den gråbrune jord titter frem i plamager mellem græstotterne, og mågerne er på udkig efter madrester. Over haven troner to gavlmalerier: mod øst en fredsdue malet af den amerikanske street artist Shepard Fairey. Mod vest en tekst rullet på med sort maling mod den gule væg: MAGTVEJ 69. Jeg fortæller, hvordan Faireys maleri fra 2011 efter få dage blev malet over med teksten: Go home yankee hipster!

»Street art er blevet institutionaliseret som en global disciplin, hvor gadekunstnere optræder allevegne i meget følsomme lokale kontekster,« siger Fabian Saul. »Det er neoliberalismens måde at tillade street art på. ’Magtvej 69’ er virkelig det modsatte udsagn af fredsduen! Netop det symbol virker som et uinspireret valg - der er intet lokalt i det. Man kunne i det mindste have malet en måge.«

Vibenshus Runddel (øverst): En grøn mur til byggepladsen vidner om, at man i 2019 kan tage metroen fra Vibenshus Runddel til Nørrebros Runddel, når Cityringen åbner.

Fælledparken (nederst): Den 15. september 1968 afholdt kunstnere som Bjørn Nørgaard, Hans-Jørgen Nielsen og Paul Gernes den såkaldte Dumpingfestival, der skulle udfordre kunstens borgerlige tendenser ved at iscenesætte performancekunst i rammer inspireret af ungdomskulturens uformelle fællesskaber.

Sille Veilmark

Ud for Rigshospitalets Kollegium på den anden side af Tagensvej stopper Saul pludselig op og giver sig til at undersøge et busskur. Hen over glasvæggen løber en frise med en københavnsk skyline: Jeg udpeger Den Sorte Diamant, Rådhuset, Børsen og Vor Frue Kirke, som er aftegnet mellem små generiske træer og cykler.

»København har jo ikke en skyline! Storbyer er så ivrige efter at have en skyline med vartegn, at de udpeger turistattraktioner, selv hvis de ingen har,« siger Saul, mens vi nærmer os Vibenshus Runddel. »Der kan men se New Yorks indflydelse som det 20. århundredes hovedstad. Det var Paris i det 19. århundrede og det 21. er stadig til diskussion på det punkt.«

Vi bor i nationale bobler

New York. Paris. Hele tiden glider samtalen mod andre byer end København, men netop dét er typisk for Fabian Sauls projekter, der springer frit mellem det ultralokale og det globale. Det lokale sted, gaden, er først og fremmest et knudepunkt for bevægelser, der foregår på mange skalaer.

– Projektet er rammesat som et portræt af Europa, men hvorfor skildre kontinentet ved at fokusere så lokalt?

»Det er en måde at fortælle en historie om Europa på uden at nævne Europa på noget tidspunkt. Når man taler om det institutionelle Europa, begynder folk straks at beklage sig over EU. Der er også en europæisk diskurs om vores postkoloniale rolle som verdens undertrykkere. Det er alt sammen gyldige fortællinger, men hvis man zoomer ind på det hyperlokale, er det en helt anden fortælling, der dukker op,« siger Saul.

»Vi bor desværre i nationale bobler, der ikke længere afspejler vores verden. Hvis man vil fortælle en anderledes historie om Europa, er man også nødt til at tage til Nordafrika og Rusland. Det er vigtigt at forstå, at Europa ikke slutter ved Middelhavet.«

Ved Fælledparken udpeger jeg vejen ned til Krudttønden, hvor Omar El-Hussein i 2015 begik det første af aftenens to drab og fortæller, hvordan der stadig er politi, nej, faktisk militær i gaderne foran synagogen i Krystalgade, for første gang siden Anden Verdenskrig. Også på den måde fletter Københavns steder sig sammen: gennem en enkelt mands sidste flugt gennem byen en februarnat. »Vidste du, at i Tyskland har hver jødisk bygning været politibeskyttet ved lov lige siden Anden verdenskrig? Hver eneste jødiske skole, kulturhus og synagoge,« siger Fabian Saul.

– Hvilken rolle spiller terrorfrygten i dit projekt?

»Det er en del af min motivation for at udvide projektets perspektiv til Europa, for vi mangler nogle europæiske fortællinger. Reaktionen på Europas undtagelsestilstand har først og fremmest været en styrkelse af nationalstaten. Men en middelmådig løsning fra det 19. århundrede kan ikke løse det 21. århundredes problemer. Man ignorerer hvordan verden er forbundet gennem handel og kommunikation – på alle niveauer lever vi i en globaliseret verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Lambert
Mikkel Lambert anbefalede denne artikel

Kommentarer