Læsetid: 5 min.

Alexander Payne: ’Det handler ikke kun om at få folk til at grine og vise dem en masse drab og så tjene bunker af penge. Det er en forfærdelig brug af film’

Amerikanske Alexander Payne vil med sin politisk ladede science fiction-satire ’Downsizing’, der handler om at formindske mennesker for at gøre dem mere miljøvenlige, understrege, at lige meget, hvad vi gør, så er vi på røven
Matt Damon spiller i ’Downsizing’ hoverollen som Paul, der bliver formindsket. Filmen er instrueret af Alexander Payne

Matt Damon spiller i ’Downsizing’ hoverollen som Paul, der bliver formindsket. Filmen er instrueret af Alexander Payne

Foto fra filmen

17. januar 2018

På et tidspunkt i min telefonsamtale med den amerikanske filminstruktør Alexander Payne bruger han ordet »høfligt« om baggrunden for, at han sammen med sin faste skrivemakker, Jim Taylor, har lavet det politisk ladede komediedrama Downsizing.

»Ideen kom i 2005-06, og Bush 2 var blevet genvalgt – og vi troede, at han var slem. Jim Taylor og jeg havde haft en vis succes med Sideways, og vi tænkte, at det ville være interessant og måske endda høfligt at lave endnu en film med en eller anden form for politisk eller socialt satirisk element, ligesom vores to første film, Citizen Ruth og Election

Jeg kan ikke lade være med at spørge Payne, hvad han mener med »høfligt«, og han forklarer, at hvis man har mulighed for at lave en film – hvilket mange gerne vil, men det er svært at få lov til – så skal man gøre det på en ansvarlig måde. Der skal være en mening med galskaben.

»Det handler ikke kun om at få folk til at grine og vise dem en masse drab og så tjene bunker af penge. Det er en forfærdelig brug af film. Jeg vil kun tale, når jeg har noget at sige. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal formulere det. Jeg syntes, at det var ’høfligt’ af os at bruge vores evner til at lave en film og have en eller anden form for social eller politisk bevidsthed, ikke for at prædike eller komme med et budskab eller være en eller anden venstreorienteret idiot, men bare for at tale om verden. Vi bruger filmkunsten som et spejl for vores personlige problemer, samfundsmæssige problemer, forslag til måder at leve på, forbilleder.«

Science fiction-prisme

Downsizing foregår således i en ikke så fjern fremtid, hvor norske videnskabsmænd, en af dem spillet af Søren Pilmark, har opfundet en metode til at formindske mennesker og derved også afhjælpe overbefolkning og formindske menneskers miljømæssige fodaftryk på jordkloden.

Paul (Matt Damon) og hans kone, Audrey (Kristen Wiig), der kæmper med økonomien, lader sig friste, ikke mindst fordi man som lille kan leve for meget færre penge end i den store verden, hvorfor de pludselig har råd til et stort hus og en luksuriøs livsstil.

Desværre får Audrey kolde fødder, mens Paul allerede ligger i formindskelsesmaskinen, og efter en ulykkelig skilsmisse, må Paul begynde et liv alene i miniaturebyen Leisureville. Er man én gang blevet formindsket, kan man nemlig ikke få sin normale størrelse igen.

I det på overfladen paradisiske minisamfund opdager Paul, at de fleste af den almindelige verdens triste og mørke sider er flyttet med – racisme, fattigdom, sortbørshandel, klassedeling – at formindskelsesteknologien kan misbruges til at straffe mennesker, og at det nok hjælper på overbefolkning og miljø med små mennesker, men også skaber konflikter mellem store og små, fordi der nu er færre mennesker til at bidrage til verdensøkonomien.

»Det gik hurtigt op for os, at det var en science fiction-prisme, som vi kunne bruge til at indhegne mange af nutidens samfundsproblemer,« siger Alexander Payne om formindskelsesteknologien, som han har moret sig med at få til at tage sig så realistisk ud som muligt i Downsizing.

»Forfatteren Ray Bradbury blev engang spurgt, ’hr. Bradbury, De er sådan en genial forfatter. Hvorfor skriver De kun science fiction? Hvorfor skriver De ikke om virkeligheden?’ Og han svarede, ’science fiction er den eneste genre, der handler om virkeligheden.’«

Bedre med komedie

Formindskelsesteknologien er også det, som Alexander Payne kalder en »metafor«, et greb, som gør det muligt for ham og Jim Taylor at fortælle en historie om, hvordan verden ser ud i dag, uden at den direkte handler om aktuelle begivenheder.

»Der er ingen, der er interesseret i at se en film, der bogstavelig talt handler om Donald Trump eller Bush eller krigen i Irak, eller hvordan de store virksomheder nu har overtaget vores demokrati,« siger han. Man er nødt til at fortælle den slags historier på fornøjelige og underholdende måder.

»Vi laver komedier, og tingene er bedre som komedie. Hvis man bor i et kommunistisk land eller i Iran, og man vil fortælle en historie, så tænker man, at ’det får jeg aldrig godkendt af censorerne. Jeg er nødt til at finde på en metafor. En anden måde at se det på.’ På den måde begynder film at opstå. Det er ikke en undskyldning for at indføre censur, men det er sådan, kunstnere altid har gjort med stor succes i forhold til deres budskaber. Og de gør det stadig i Iran. Det er også sådan, Jim Taylor og jeg gør. Men for os handlede det ikke om at sige ’noget’. Det var ikke, fordi vi havde et bestemt budskab. Det handlede mere om en følelse. Vi begyndte på filmen baseret på en følelse eller en fornemmelse.«

Instruktør Alexander Payne.

Christopher Katsarov

En jesuitisk film

Da jeg spørger Alexander Payne, hvad det var for en følelse, sukker han dybt i telefonen, inden han, tilsyneladende lidt modvilligt, svarer.

»Citizen Ruth og Election siger på sin vis, at ’vi hader alle’. Jim og jeg kan godt lide at lave sjov med mennesker. Jeg er ikke interesseret i politik som sådan. Men politik siger meget om mennesker, og hvordan mennesker opfører deres egne psykodramaer i offentlighedens søgelys og får andre mennesker til at lide. Det er mere tydeligt i Citizen Ruth og Election. Downsizing er anderledes. Jeg er faktisk selv lidt usikker på, hvad det egentlig er, jeg prøver at sige til dig, men jeg ved, at filmen kom fra ideen om at lave en eller anden form for politisk og social satire ved at bruge præmissen om, at lige meget hvad vi gør, så er vi på røven.«

Payne er stille et øjeblik og siger så:

»Det er en anden måde at sige, at vi hader mennesker, på, og at vi er bare nødt til at finde vores vej i verden og prøve at være rare mod hinanden. En tanke, der på én gang er misantropisk og omsorgsfuld, håber vi.«

Igen er der stille i røret, inden instruktøren fortæller, at han blev uddannet af jesuitter, og at Downsizing på en måde er en jesuitisk film.

»Jesuitter træner deres elever i at være til stede for andre mennesker. I begyndelsen af filmen tager Paul til elevfest på sit gamle gymnasium. Det er et jesuitergymnasium – det selvsamme gymnasium, jeg gik på. Og han ser på skiltene på væggen – de er en smule corny og dumme, men meningen bag dem er god nok: ’Døren til lykken åbner udad’ og ’Overvind mørket, find lyset.’ Og der er nogle billeder i filmen, som handler om at forlade mørket og finde lyset – Paul kører f.eks. igennem en tunnel ud til arbejdernes by.«

Payne sukker endnu engang dybt.

»Jeg burde ikke skulle sige den slags til dig.«

’Downsizing’ har premiere i morgen og anmeldes her i avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Francisca Torrezão
  • Oluf Husted
  • Eva Schwanenflügel
Maria Francisca Torrezão, Oluf Husted og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Vedrørende 'Downsizing'

Hvad med en reprise af avisanmeldelserne af sci-fi filmen "Manden der blev mindre" - "The incredible shrinking man" - fra 1957, dvs et par år før anmelder Monggaard, hvis drengehjerte banker varmt for denne specielle variant af eventyrfilm for voksne piger og drenge, så verdens lys med egne troskyldige barneøjne for første gang?

Christian De Thurah

Hvis niveauet i Alexander Paynes nye film bare kommer i nærheden af niveauet i Jack Arnolds gamle, er der noget at glæde sig til.