Kommentar
Læsetid: 5 min.

Anne, Sanne og Lis’ blik på kvindekamp er befriende simpelt – og overraskende progressivt

Dokumentarserien ’Anne, Sanne og Lis’ beskriver i tre afsnit, hvordan man bedriver kvindefrigørelse i musikalsk praksis – uden teoretisk overbygning og politiske kampskrifter. Det er forfriskende og overraskende progressivt. Men også en smule fremmed for denne yngre feminist, der muligvis har forlæst sig lidt på teorien
2018 har brug for et skud af Anne, Sanne og Lis’ umiddelbare og praktiske musikalske feminisme.

2018 har brug for et skud af Anne, Sanne og Lis’ umiddelbare og praktiske musikalske feminisme.

Jørgen Angel

Kultur
26. januar 2018

Kvinde, det er ikke noget, du er. Det er noget, du bliver. Køn er noget, du gør. Og strukturel undertrykkelse og intersektionel feminisme, det er noget, du læser om. Det gjaldt i hvert fald for mig, der som kæk og nyslået feminist i 00’erne kastede mig over den feministiske teori.

Jeg interesserede mig ikke for kvindekamp eller rødstrømpebevægelse, den form for feminisme rimede på min mors bare bryster, der hvilede på en guitar. 

Jeg interesserede mig for Simone de Beauvoirs tanker om den marginaliserede kvindelige erfaring, for Judith Butlers kønsballade og senere mod Sara Ahmeds begreb om den feministiske killjoy og insisteren på, at enhver form for feminisme også handler om race, klasse og seksualitet.

Så indrømmet, min feminisme er overordentlig teoretisk. Den er spækket med svære begreber, den har læst på universitetet – og den har nogle gange lidt svært ved at tale med andre mennesker.

Og måske derfor faldt Janus Køster-Rasmussen dokumentarserie Anne, Sanne og Lis (Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, that is), der de seneste tre søndage er blevet sendt på DR2, på et temmelig tørt sted. 

Tre små 30 minutter lange afsnit om tre store kvinder og en både musikalsk og feministisk mission føltes pokkers befriende. Pludselig lød et ekko fra 1970’erne langt friskere og mere umiddelbar end nutidens feministiske slagsange.

Udsendelserne er ikke alene pragtfulde vinduer til en svunden tid med absurd højt hår, voldsomme skulderpuder og fed musik. Den er også fortællingen om en form for feminisme, der er denne teoretiker en smule fremmed og eksotisk: den praktiske feminisme.

Kvindeliv

Fortællingen om Shit & Chanel, Danmarks første kvinderockband, begynder i 1970’ernes Aarhus, hvor Anne Linnet fra Åbyhøj og Lis Sørensen fra Brabrand finder sammen.

Anne Linnet, der spillede med kæresten Holger Laumann i bandet Tears, undrer sig over, at hun er den eneste pige på scenen i Aarhus, der spiller rock- og popmusik. Så man en pige på en scene, så stod hun enten i en nydelig kjole og sang dansktop med et mandeband bag sig, eller også havde hun smidt blusen til dans og musik på diskotekets scene:

»Det var ikke nogen pigebands. De havde jo aldrig været der,« fortæller Linnet iført rød skovmandsskjorte og AC/DC-logo.

Så Linnet griber knoglen, hun ringer til fire kvinder, der efter sigende bare »spiller super fedt« – Astrid Elbek, Ulla Tvede, Lone Poulsen og Lis Sørensen. Og de danner kvinderockbandet Shit & Chanel, de indtager spillestedet i Aarhus – Vestergade 58 – de skyder skeptikerne ned med numre som »Dejlig Dreng«, »Angst« og »Smuk Og Dejlig«.

I 1974 bliver de kåret til Aarhus’ musikalske fund.

De synger om kvindeliv, dagligdag og kærlighed i samtiden. Om kvindens rolle i hjemmet, om at være splittet mellem børn og karrieredrømme og den slags.

Senere kom Sanne med. Hun erindrer, iført pels og cigarbappende i sit nordsjællandske køkken, hvordan »de frække piger« fra Shit & Chanel spillede en utrolig vigtig rolle i udviklingen af den danske musikscene og kvinders plads på den, ikke mindst.  

Befriende naivitet

Mange kvinder genkendte sig i teksterne – i Shit & Chanel og senere Annet Linnet Band, der altså bestod af Anne, Sanne og Lis – og de kom »i lag med kvindebevægelsen«.

En koncert i Nørrebrohallen i København bliver »en øjenåbner« for damerne. For deres roadier og deres lydmand må ikke komme ind, de er mænd, og det her, det er kun for piger.

Derfra tog Shit & Chanel politisk stilling, de indrykkede en annonce i musiktidsskriftet MM og bekendtgjorde, at alle – »kvinder og mænd, hunde og katte« – var velkomne til deres koncerter, og de ville fremover kun ville spille for rødstrømpebevægelsen, hvis der også var adgang for mænd.

»Vi mente, at kvindefrigørelsen skulle ske sammen med manden også,« fortæller Anne Linnet i udestuen. Såre simpelt, lyder det.

Som en lidt beklemt Jørn Rossing, musikanmelder for Aarhus Stiftstidende, noterede sig i sin anmeldelse af Shit & Chanels første plade i 1976, så var sangteksterne noget banale i det. Pragtfuldt oprigtige, men også temmelig naive.

Her er ’feminist’ ikke et emblem, man sætter på fløjlskraven, kvindefrigørelse er ikke noget, man læser om. Det er da bare noget, man gør – på en scene, bag et trommesæt, en mikrofon eller en guitar. Og der er ikke brug for paroler og politiske slagord, der er ingen grund til at have så fandens ondt i røven og skændes om bølger og begreber. Der er grund til »at fyre den af«, som en ung Anne Linnet udtaler.

Men netop naiviteten kan have svære kår for feministerne anno 2018. Her rimer naivitet ofte på blinde vinkler og falsk bevidsthed. Og det er en skam. For Anne, Sanne og Lis’ blik på kvinderock og kvindekamp er befriende simpel og overraskende progressiv i al sin banalitet. 

Jeg vil til enhver tid stå på mål for nødvendigheden af besværlige magtanalyser, blotlægningen af strukturelle, komplekse og intersektionelle undertrykkelsesmekanismer – »den akademiske overbygning«, som Lis Sørensen formulerer det med luft i stemme og vind i hår fra en terrasse i Sydeuropa. Teori og forlæsthed er vigtigt. Og der er tit grund til ondtirøvenhed, det er ikke bare ligetil »at fyre den af«.

Se eksempelvis på musikscenen i dag. Det vrimler stadig ikke med kvinderockbands, det hører stadig – trods navne som Nelson Can, Velvet Volume eller Baby In Vain – til blandt sjældenhederne, når man ser en kvinde bag et trommesæt eller en bas. 

Anne Linnet fortalte forleden i Vi ses hos Clement på DR2, hvordan hun efter opløsningen af Anne Linnet Band tog til Rom et par år. Og hvordan hun forventede, at nye kvinderockbands ville have indtaget de danske scener, når hun kom retur. Men det havde de, til Linnets overraskelse, ikke gjort. 

Og hvorfor ikke, egentlig?

2018 har i stor stil brug for et skud af Anne, Sanne og Lis’ umiddelbare og praktiske musikalske feminisme. Men der er åbenlyst også brug for de teoretisk funderede analyser, der kan hjælpe med at udpege de dinosauriske problemer og ja, magtstrukturer, der tydeligvis stadig er i – blandt andre – musikbranchen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anna Raaby Ravn. Netop din teori og forlaesthed er aarsagen til at dit/jeres "budskab" kommer ud til saa faa og forbliver teori, hvorimod Sanne, Anne og Lis tog livtag med virkeligheden og stadig er virkelige i al deres imperfektionisme. Intellektuel tilgang til tilvaerelsen er fin, men den nedladende facon du bruger den paa, siger mere om dig selv end Sanne, Anne og Lis.

Rune Rasmussen

@Maria Dam

Er det på grund af det ene ord, naivitet, at du opfatter artiklen som nedladende? Jeg opfatter hele artiklen som en hyldest til Anne, Sanne og Lis, så jeg har svært ved at forstå det. Anna Raabye Ravn skriver endda "befriende naivitet".

Hvis du har læst Anne Linnets bog 'Testamentet' - så kan man i disse #metoo tider undre sig lidt over om nogen (M/K) har følt sig lidt 'misbrugt' af feministen ??

Nikolaj Lykke Nielsen

Lav et band.