Balletten har altid været et sted, hvor skandalerne trives

Den feterede balletmester Peter Martins virkede ikke til at have planer om at forlade New York City Ballet lige foreløbigt.

»Så længe jeg har noget at byde på, og så længe der ikke er en oplagt efterfølger lige omkring hjørnet, og jeg stadigvæk har masser af energi og masser af idéer, så længe bliver jeg,« sagde han om sit hverv til Berlingske for et par år siden.

Men nu, efter tre årtier i stillingen, er det slut. 

Det blev offentliggjort i mandags. På årets første dag meddelte den 71-årige danske balletstjerne bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling som leder af det verdensberømte balletkompagni.

Peter Martins’ afgang skete i kølvandet på beskyldninger om vold og seksuel chikane fra flere tidligere og nuværende dansere ved New York City Ballet, som i New York Times berettede om overgreb, der går helt tilbage til 1993.

Balletmesteren har tyranniseret danserne fysisk og psykisk, udskammet deres kroppe og misbrugt sin magt til at indlede seksuelle forhold med udvalgte dansere, lyder anklagerne blandt andet.

»Hver eneste tidligere danser, som jeg kender, deriblandt mig selv, vil være fortvivlet, hvis Peter får lov til at valse tilbage på sit kontor,« skrev tidligere balletdanser Vanessa Carlton om sagen i et brev til et af New York City Ballets bestyrelsesmedlemmer.

Selv afviser Peter Martins alle anklager.

»Jeg har afvist og fortsætter med at afvise, at jeg har været involveret i nogen form for upassende opførsel,« skriver han i et brev til New York City Ballets bestyrelse.

Siden er det kommet frem, at balletikonet er sigtet for spirituskørsel. Peter Martins blev anholdt den 29. december, skriver Washington Post. Det er uvist, om det har påvirket hans beslutning om fratrædelsen. 

Dansere siger ikke fra

Det skandaleombruste punktum for Peter Martins karriere er ikke den først sag af sin slags i ballettens verden. Langt fra.

Ruslands verdensberømte Bolsjoj-ballet er af den tidligere solodanser Anastasia Volotjkova blevet kaldt et »gigantisk bordel«, hvis ledere ifølge hende har tvunget de kvindelige balletdansere til at have sex med velhavende mænd.

»Hvis pigerne nægtede, fik de at vide, at de ikke ville komme med på turné, eller at de aldrig ville komme til at optræde igen på Bolsjoj,« fortalte solodanseren til den russiske radiostation Service i 2013.

Herhjemme måtte den verdensberømte balletmester ved Det Kongelige Teater Harald Lander fratræde sin stilling i 1951 efter beskyldninger om problematisk omgang med ballettens kvindelige dansere og for ubehagelig magtfuldkommenhed. Harald Lander blev aldrig dømt, men forlod efterfølgende Danmark og blev balletmester ved Le Grand Opéra i Paris. 

Den legendariske balletmester Harald Lander 

Tage Christensen

Og i 2011 konkluderede en rapport, at et tiltagende kokainmisbrug hos balletchef Nikolaj Hübbe og flere dansere ved Den Kongelige Ballet havde skabt et elendigt arbejdsmiljø og en uholdbar ledelsessituation. 

»Balletten har altid været et sted, hvor skandalerne har trivedes godt,« siger Anne Middelboe Christensen, som er teateranmelder ved Information.

En dansers professionelle liv er kort. Manges karrierer afhænger af præstationerne i få sæsoner. Det presser danserne til det yderste. Hver dag. Og kompagnierne er få, så de fleste bliver i det samme i mange år, måske hele deres karriere.

Det sætter ifølge Anne Middelboe Christensen danseren i en svag position, at det er svært at søge væk.

»Det er ikke ligesom i håndbold eller fodbold, hvor man kan skifte klub, hvis man ikke bryder sig om omgangstonen. Derfor kan der være en tendens til, at danserne ikke siger fra, men bider tænderne sammen og accepterer ubehagelige arbejdsforhold, fordi de for alt i verden vil optræde på en bestemt scene med et bestemt parti.«

Samme forhold beskrev balletdanser Vanessa Carlton i forbindelse med anklagerne mod Peter Martins.

»Dansere har en tendens til ikke at sige noget. Jeg er bekymret for, at denne tilbageholdenhed misforstås af jer i bestyrelsen som et udtryk for, at de ikke er oprevede,« skrev hun i brevet til New York City Ballets bestyrelsesmedlem. 

Almægtig balletmester

Peter Martins debuterede på Det Kongelige Teater i 1964. Tre år senere, i en alder af 21 år, blev han solodanser. Rollen som ’Apollon’ i balletten Apollon Musagetes af den amerikanske koreograf og grundlægger af New York City Ballet, George Balanchine, blev Peter Martins internationale gennembrud, og i 1970 blev han solodanser på New York City Ballet.

I 1981 blev han balletmester sammen med George Balanchine og kollegaen Jerome Robbins. Siden 1989 har han ene mand haft ansvaret for balletkompagniet i New York. 

Peter Martins betydning for balletten, både i Danmark og internationalt, er »enormt stor« ifølge Anne Middelboe Christensen.

»Peter Martins har været en af de ti vigtigste balletmestre i verden. Det helt afgørende for, at det er gået ham så godt ved New York City Ballet, er, at han som balletmester også selv har koreograferet balletter. Den dobbeltrolle er ganske speciel og en stor styrke. Han har både plejet George Balanchines balletter, så de fortsat fremstår friske og spændende, men også selv skabt balletter, der fortsætter i Balanchines ånd og stil, men er mere moderne.«

Med sin høje og bredskuldrede figur var Peter Martins respekteret, men også frygtet af omgivelserne. Og så var han en gammeldags balletmester, beskriver Anne Middelboe Christensen.

»Peter Martins har videreført 1900-tallets tradition for, at balletmesteren er den almægtige. Ham, der bestemmer alt. Ballettens verden er meget hierarkisk. Det er balletmesteren, som optager dansere i kompagniet og caster, hvem der skal danse hvilke roller. Alene det forhold, at den erfarne, respekterede mester står over for den unge begynder, åbner muligheder for udnyttelse af magtpositionen,« siger hun, men understreger, at Peter Martins ikke er dømt for vold- og sexchikaneanklagerne.

Forhåbentlig en karikatur

Fortællingen om ballettens dystre bagside med infantile ballerinaer og (magt)liderlige balletmestre har fundet vej ind i populærkulturen.

Senest i DR3’s dokumentarserie I Forreste Række, hvor den unge danser på Den Kongelige Ballet Emma Håkansson eksempelvis beskriver, at »nu er det Nikolaj (Hübbe, red.), der underviser. Så må man hellere tage pæne trikoter på. Ellers gider han ikke snakke til én,« mens hun iklæder sig dagens træningstøj. 

Også i Darren Aranofskys omstridte mesterværk, filmen Black Swan, hvor danseren Ninas (Natalie Portman) hæmningsløse tilgang til rollen som svaneprinsesse er tæt på at ødelægge hende, trives alle balletklichéer. Balletmesteren prikker de dansere, han foretrækker, på skulderen og kasserer resten. Han er lunefuld, utilregnelig og synes at forvente af danserne, at de lader sig forføre af ham for at få rollerne.

Filmens postulat om balletmesterens manipulation og udnyttelse af hans unge dansere skabte meget debat, både hos det brede publikum og blandt fagfolk i ballettens verden.

»Mange tog afstand fra filmens fortælling og afskrev den som fortid. Nu står vi så med endnu en skandalesag. Jeg håber dog virkelig, filmen er en karikatur. Men al ekstremsport, ballet inklusive, rummer nødvendigheden af at overskride egne grænser. Det er forudsætningen for at opnå det sublime. Det afgørende er, at balletdanseren presser sig selv, i stedet for at presset kommer ude fra i form af overgreb på hendes personlige integritet,« siger Anne Middelboe Christensen.

Sidste år havde den danske balletfilm Darling premiere. Her vender den berømte balletdanser med samme navn hjem til Det Kongelige Teater for at ​danse​ hoved​partiet​ i klassikeren Giselle. Men kort inde i prøverne kommer hun slemt til skade. Karrieren er med ét ødelagt.

»Dengang du gav mig mit kælenavn. Det er da en sød historie. ’Du er ikke en Diana. Du er en Darling’. Jeg var lidt mere din Darling end de andres,« siger Darling (Danica Curcic) til den ældre balletmester Kristian (Ulrich Thomsen) i en af filmens vigtigste scener.

I den danske film 'Darling' har balletmesteren haft et forhold til sin talentfulde ballerina.

Christian Geisnæs

»Jeg gjorde ikke noget, du ikke selv ville,« siger han.

Filmens instruktør Birgitte Stærmose beskriver balletmesteren Kristian som en kunstnerisk ildsjæl.

»Han er besat af det yngre talent. Det er en kunstnerisk forelskelse, men magtforholdet er ulige​. I sådan et forhold kan man komme til at overskride nogle grænser hos et ungt menneske, som er tillidsfuldt og ambitiøst.«

Karakteren er inspireret af George Balanchine, den forhenværende balletmester på New York City Ballet. Birgitte Stærmose har læst ​Suzanne Farrell’s beskrivelse af sit forhold til ham​ i biografien Holding On to the Air​.​ Et forhold, som startede, da hun var 15, og han var 56.​

Darling er fortællingen om en falleret ballerina. Og en kritik af ballettens patriarkalske strukturer. Men filmen er ikke et direkte angreb på balletverdenen, understreger Birgitte Stærmose.

»Jeg ser ikke ballettens verden som grusom, men som sindssygt smuk. Selvfølgelig har det sublime en pris. Men disciplinen og hierarkiet er en uomgængelig del af at opnå det ypperste.«

Anklager truer ballettens renomé

»Ballet er kvinden,« har George Balanchine sagt om danseformen.

Men branchen har været kritiseret for at være domineret af mandlige koreografer. De kvindelige dansere forgår, mens den mandlige koreografi nedskrives og får evigt liv, lyder kritikken.

»Ballet er mandens opfattelse af kvinden,« har koreografen Pam Tanowitz derfor ændret det verdensberømte citat til.

Det er problematisk, hvis den kvindelige balletdanser fastholdes af mandens betragterblik, mener Anne Middelboe Christensen.

»Men det er klart, at ballet repræsenterer idealet om den ultimativt yndige, sylfideagtige æteriske kvinde. Det er en kunstart, der dyrker skønheden og renheden ud til den mindste millimeterbevægelse af en enkelt albue. Derfor virker beskyldningerne om sexchikane endnu mere sørgmodige, fordi de truer med at vælte hele renomméet for kunstarten.«

Ifølge Anne Middelboe Christensen vil der altid være tvivl om balletmestrene. De er alene med danserne i et studie uden vinduer. Det er nødvendigt, at de rører ballerinaernes kroppe for at instruere dem. Så de kan sikre, at lægmusklen eller knæet ikke strækkes på en skæv måde.

»Ballet er ikke teori, men praksis. Men det tyder på, at der er en glidende overgang mellem den konstruktive korrigering og noget destruktivt, som er mod danserens vilje. Det er en mærkelig gråzone. Men man må regne med og håbe på, at enhver balletmester er den utrolig bevidst.«