Interview
Læsetid: 9 min.

Vi befinder os i en Margaret Atwoodsk æra, og det er ikke kønt

I USA dukker plakater med ord som »Gør Atwood til fiktion igen« op i gaderne, mens kvinder har adopteret hendes røde kåber i en stille protest mod truslen om ny antiabortlovgivning
At berøve kvinder oplysning om prævention, reproduktive rettigheder, en løn, man kan leve af, og jordmoderfaglighed – sådan som nogle amerikanske stater ønsker at gøre – er praktisk talt en dødsdom, og en undergravning af grundlæggende menneskerettigheder, mener Margaret Atwood.

At berøve kvinder oplysning om prævention, reproduktive rettigheder, en løn, man kan leve af, og jordmoderfaglighed – sådan som nogle amerikanske stater ønsker at gøre – er praktisk talt en dødsdom, og en undergravning af grundlæggende menneskerettigheder, mener Margaret Atwood.

Chris Young

Kultur
27. januar 2018

»Det var ikke min skyld!,« siger Margaret Atwood om 2017. Men det var i den grad hendes år. Og nu, hvor vi blot er et par uger inde i 2018, er Margaret Atwood allerede i gang med at skabe overskrifter med sine karakteristisk umisforståelige kommentarer om #MeToo-bevægelsen.

Og så er der selvfølgelig anden sæson af The Handmaid’s Tale, som kommer tilbage dette forår: Hun har læst de første otte manuskripter og har »ingen negle tilbage på fingrene«. Mens verden – og Gilead – ikke viser nogen tegn på bedre humør, er Atwood tilsyneladende ikke til at slå ud. I marts kronede The New Yorker hende som »dystopiens profet«, og TV-versionerne af The Handmaid’s Tale og Alias Grace har sendt hende med raketfart mod den internationale stjernehimmel på en rejse, der sjældent bliver romanforfattere til del.

Atwood var konsulent på begge produktioner og har en gæsteoptræden i begge: som en af tanterne i The Handmaid’s Tale, hvor hun stikker Elisabeth Moss’ Offred en flad, og som »Misbilligende Kvinde« (som det benævnes i traileren) i Alias Grace.

Snart er hun med på holdet i Toronto igen til indspilningen af anden sæson, igen som konsulent, men denne gang uden hæsligt tantekostume

»En gang var nok.«

Hun er i høj grad type-castet. »Indimellem foregiver jeg at være en skræmmende gammel dame,« betror hun over kaffen. »Ja, det gør jeg,« dræver hun truende.

Det er et absolut tilfælde, at hendes nærfremtidsdystopi og hendes historiske roman baseret på et virkeligt 19. århundrede-mord er kommet på samme tid, siger hun.

»Men de har godt nok noget til fælles: kyser. En hel masse kyser.

»Jeg er ingen profet,« siger hun. »Lad os få den idé aflivet med det samme. Profetier handler i virkeligheden om nutiden. I science fiction handler det altid om nutiden. Hvad skulle det ellers handle om? Der er ingen fremtid. Der er mange muligheder, men vi ved ikke, hvilken vi kommer til at få.«

Ikke desto mindre er hun »ked af, at have fået så meget ret«. Men, med sin høje pande og elektriske krølle-glorie er der altså noget overjordisk over Atwood. Klædt i et af sine karakteristiske juvelbesatte tørklæder og en halskæde med små kranier, tager hun sig bemærkelsesværdig ud på den cafe i Piccadilly, hvor vi sidder.

Amerikanske kvinder har adopteret de røde kåber fra ’The Handmaid's Tale’ i en stille protest mod truslen om ny anti-abortlovgivning.

Amerikanske kvinder har adopteret de røde kåber fra ’The Handmaid's Tale’ i en stille protest mod truslen om ny anti-abortlovgivning.

Brian Lawless

Mellem skaden og falken

Samtalen bevæger sig mellem den hermafroditiske Barramundi-fisk over Game of Thrones til det fødselsdagskort, hun er ved at lave til Diana Athill, der snart fylder 100. Hendes udstråling er en blanding af fugleagtig nysgerrighed og dødbringende intellekt: mellem skaden og falken (hun er en ivrig ornitolog).

Hun taler i et distinkt og lavt, monotont toneleje og har en forkærlighed for undrende retoriske spørgsmål: »Og hvorfor så det?« The Handmaid’s Tale blev skrevet i 1984 i Vest-Berlin – hvornår ellers? Hvor ellers? – for at besvare spørgsmålet: Hvis der var et totalitært regime i USA, hvilket slags regime ville det så være?

Efter valget af Trump er romanen tilbage på bestsellerlisterne og plakater med ord som »Gør Atwood til fiktion igen« dukker op i gaderne, mens kvinder har adopteret hendes røde kåber i en stille protest mod truslen om ny anti-abortlovgivning.

Til hendes delvise morskab, har Handmaid-inspireret påklædning endda svajet på catwalks, langt fra deres uglamorøse oprindelige inspirationskilde – et billede på 1940’ernes Old Dutch rengøringsprodukt til håndvaske. Vi befinder os i en Atwoodsk æra, og det er ikke kønt.

Hun kan ikke benægte, at hendes timing er uhyggelig præcis. »Åbenlyst,« svarer hun med vanlig kølighed. Hyldet som årets tv-begivenhed, ramte tv-versionen af The Handmaid’s Tale sit publikum som en forhammer. Netflix-produktionen af Alias Grace, Atwoods 1996-meditiation over sandhed, minder og meddelagtighed, hvor alt afhænger af ægtheden i en enkelt kvindes vidnesbyrd, landede midt i stormen af beskyldninger mod Weinstein. Selv bogen med hendes forelæsninger fra 2008, Payback, der blev skrevet i huj og hast for at opfylde forlæggerens ønsker, landede med et brag midt i finanskrisen.

»Alle troede, jeg vidste et eller andet. Jeg troede, jeg var ved at skrive en bog om den victorianske roman.«

Utålelig verden

Hendes nyvundne berømmelse (hun kan godt lide at være i London, betror hun, fordi hun ikke så ofte bliver stoppet og bedt om selfies) er ankommet, selvom hun »ingenting har gjort«, siger hun.

»Det var faktisk ikke min fortjeneste, det var alt sammen takket være andre mennesker, som handlede, lagde til rette og skrev episoderne.«

Når hun besøgte optagelserne, var hun betaget af, hvordan skuespillerne kunne leve sig fuldstændig ind i hendes nærmest utålelige verden.

»De gjorde det hele uden makeup. Alle sammen. Det er engagement!« Moss arbejdede 14 timer i døgnet, siger Atwood.

»Hun fortalte mig: ’De rander under mine øjne er ægte.’«

Atwood taler med lige så stor varme om Sarah Polley, skuespiller, sceneforfatter og producer på det næsten udelukkende kvindelige hold bag Alias Grace. Polley var 17, da hun første gang skrev til Atwood med anmodning om at lave den til en tv-serie. De holdt Polley hen i 20 år – i løbet af hvilke hun fik to børn – indtil hun var klar.

»Det her kommer til at sætte hendes karriere på skinner,« forudser forfatteren.

Netflix-produktionen af ’Alias Grace,’ hvor alt afhænger af ægtheden i en enkelt kvindes vidnesbyrd, landede midt i stormen af beskyldninger mod filmproducer Harvey Weinstein og #MeToo-kampagnen.

Netflix-produktionen af ’Alias Grace,’ hvor alt afhænger af ægtheden i en enkelt kvindes vidnesbyrd, landede midt i stormen af beskyldninger mod filmproducer Harvey Weinstein og #MeToo-kampagnen.

Jan Thijs/Netflix

Skønheden er urovækkende

Selvom Gilead skulle omarbejdes til en foruroligende genkendelig nutidig version – »der fandtes endnu ikke latte i Nordamerika i 1985« – er serien blevet rost for Atwoods regel om, at der ikke må indgå noget, som endnu ikke er sket et eller andet sted i verden; de tilføjede moderne uhyrligheder gør det hele desto mere uhyggelig sandsynligt. Kvindelig omskæring havde fundet sted, siger hun, »men hvis jeg havde sat det ind i 1985, havde de færreste nok vidst, hvad jeg mente. Det gør de nu.«

Vi er vandt til, at dystopier foregår i støvede ruiner, og en del af det, som gør serien så urovækkende er al skønheden: overfloden, tystheden (de stille biler, den uhyggeligt forstærkede fuglesang), de dybe farver og lyset. Ser det ud, som hun havde forestillet sig?

»Ret tæt på. Jeg kan naturligvis ikke huske præcis, hvilket billede jeg havde i hovedet. Men jeg ved, hvordan det sted så ud, fordi det var et virkeligt sted, Cambridge Massachusetts. Det sted har ændret sig en smule siden dengang, men grundlæggende ser gaderne ud på samme måde.«

Et andet spørgsmål bag romanen var, »nu, hvor æsken er åbnet og sommerfuglene flakser rundt«, kan man så få kvinder tilbage til kødgryderne, sådan som nogle på den kristne højrefløj talte for i 1980’erne? »Med hvilke redskaber?« Hendes svar var: reproduktivt slaveri.

At bringe talen hen på det uundgåelige F-ord med Atwood kan være risikabelt.

»Det er altid – ’hvad mener du med ordet?’ For eksempel er der historisk nogle feminister, der har været imod læbestift og at lade transkvinder komme ind på dametoilettet. Det er ikke holdninger, jeg deler.«

I sidste weekend satte Atwood gang i en Twitterstorm, da hun offentliggjorde en kommentar i Canadian Globe and Mail under overskriften »Am I a bad feminist?«, i hvilken hun kalder #MeToo-bevægelsen »et symptom på et system, der er brudt sammen«.

Hun tilføjer:

»Valgmulighederne er så: reparer systemet; omvælt systemet; eller brænd det ned og erstat det med noget helt andet. Seksuelle overgreb er sjældnere i lande med mindre økonomisk ulighed, så hvorfor ikke starte der? Og når vi er i gang, så er det at berøve kvinder oplysning om prævention, reproduktive rettigheder, en løn, man kan leve af, og jordmoderfaglighed – sådan som nogle amerikanske stater ønsker at gøre – praktisk talt en dødsdom, og en undergravning af grundlæggende menneskerettigheder. Men Gilead har, eftersom det er et totalitært forehavende, ingen respekt for universelle menneskerettigheder.«

Det handler om magt

Omdrejningspunktet i Atwoods fiktion er magt, ulighed eller magtmisbrug, mod kvinder eller andre.

»Jeg er bange for, at det for mange mennesker handler helt og aldeles om magt,« siger hun. »Mange af disse ting opstår ikke på grund af ønsket om magt, men på grund af frygt. For ikke at være den der. Husk blot Julia i 1984: ’Gør det mod Julia! Ikke mig!’«

Social flokmentalitet på Twitter handler om at være »på samme side, som dem, der gør det, snarere end dem, det bliver gjort imod«.

Margaret Atwoods 1988-roman Cat’s Eye, der er blevet kaldt ’Fluernes herre for piger’ og er skrevet umiddelbart efter The Handmaid’s Tale, er en alt for realistisk historie om skolepigemobning. Drenges magtstrukturer er, siger Atwood i dag, »relativt enkle og åbenlyse … hierarkiske og stabile«. Hvorimod med piger »der er det mere ligesom Wolf Hall af Hilary Mantel: byzantinsk, fordækt … man kan aldrig helt gennemskue, hvorfor den person er populær og så pludselig ikke alligevel.«

Atwood mødte for nylig en ung koreansk kvinde, som havde fundet trøst i Cat’s Eye efter en forfærdelig tid på en pigeskole i British Columbia. Hendes mor havde foreslået, at hun skrev fire ting ned, som hun ønskede at gøre her i livet, inden hun fyldte 21.

»Og en af de ting var at møde dig,« sagde kvinden til Atwood.

Pause. »Pyyh,« siger forfatteren, mens tårerne vælder op i de skræmmende blå øjne.

Selvom Cat’s Eye tydeligt trækker på Atwoods egen erfaring med at flytte fra den canadiske vildmark til en skole i Toronto, har den selvbiografiske genre aldrig tiltalt hende.

»Jeg er mere optaget af, hvad der går for sig i verden end af mig selv,« siger hun tørt. »Jeg er ikke så interesseret i min dybe, sorte sjæl, hvor fascinerende den end kunne vise sig at være.«

Hun har skrevet nærmest en bog om året i over seks årtier. For tiden arbejder hun på at gøre tegneserien Angel Catbird til en lydbog: Her er bekymringen superheltenes bukser. »Ingen har nogensinde fortalt mig, at der var noget, jeg ikke kunne gøre,« siger hun om sine egne overjordiske kræfter.

»Det er hemmeligheden. Jeg befandt mig på et sted og i en tid, hvor der ikke var nogen professionelle noget som helst, så folk gjorde bare ting.«

Og hvordan gør hun det så?

»Jeg er ikke perfektionist. Det er et af trickene.«

Hun er heller ikke kræsen med, hvornår eller hvor, hun skriver. »Jeg står på ski ned ad bakke. Og jeg når bunden. Når jeg så er nået dertil, laver jeg en masse omskrivninger. Jeg begynder at skrive begyndelsen om, mens jeg skriver på slutningen, bare for at minde mig selv om, hvad det er, jeg har skrevet.«

Det får hendes proces til at lyde mere spontan, end den er. Faktisk laver hun grafikker over hver af karaktererne fra det årstal, de er født.

»Jeg vil vide, præcis hvor gamle de er, så jeg ikke kludrer i det.«

Det rådne hjerte

For Atwood er det afgørende i hendes liv, at hun blev født i 1939.

»Uden tvivl!«

Af alle de referencepunkter, som har inspireret The Handmaid’s Tale – slaveri, Salem hekseprocesserne, Sovjetsystemet (listen er, siger hun, lang) – er naziTyskland det rådne hjerte. Det er ideen om, at det, man kender, kan forsvinde over natten.

Det amerikanske demokrati har aldrig før været så udfordret, siger hun. »Men hvorfor i det hele taget være så chokeret?« spørger hun insisterende.

»Se på deres historie. Helt ærligt. Den reelle årsag til, at folk har forventet sig så meget af USA i moderne tid er, at det altid har været en utopi. Nathaniel Hawthorne ramte hovedet på sømmet, da han sagde, at det første, de gjorde, da de ankom til Amerika, var at bygge et skafot og et fængsel.«

Det hele kan meget vel tage sig »meget skræmmende« ud lige nu, men »kan vi et øjeblik huske på verdenskrig et og to? Og i 1950’erne troede vi alle sammen, at vi ville blive sprængt i luften med atombomber. Så der er mange forskellige slags skræmmendebilleder«.

Mens vi gør os rede til anden sæson af The Handmaid’s Tale, er der så noget håb? For Offred? For os selv? Håbet er der i bogen, minder hun mig om – i epilogen er Gilead fortid.

»Der er altid håb. Hvorfor skulle vi ellers stå op om morgenen?« siger hun. Og hvad angår menneskets natur:

»Vi er i stand til den mest utrolige altruisme og vidunderlighed, og vi er også i stand til at udføre de mest hårrejsende forbrydelser og gerninger. Det er der ikke noget nyt i. Vi opfører os pænt, når det er gode tider.«

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vældig præcist formuleret.

- Det amerikanske demokrati har aldrig før været så udfordret, siger hun. »Men hvorfor i det hele taget være så chokeret?« spørger hun insisterende.

»Se på deres historie. Helt ærligt. Den reelle årsag til, at folk har forventet sig så meget af USA i moderne tid er, at det altid har været en utopi.
Nathaniel Hawthorne ramte hovedet på sømmet, da han sagde, at det første, de gjorde, da de ankom til Amerika, var at bygge et skafot og et fængsel.«

Michael Svennevig, Joy Nitav, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar