Læsetid: 2 min.

Bøgerne gjorde det tydeligt for mig, at en rigtig kvinde ikke behøver mand eller børn for at være lykkelig

Vi har spurgt danske kvindelige kulturpersoner, hvilken bog der gjorde dem til feminister. I dag svarer forfatter Leonora Christina Skov
Vi har spurgt danske kvindelige kulturpersoner, hvilken bog der gjorde dem til feminister. I dag svarer forfatter Leonora Christina Skov

Jesse Jacob/iBureauet

9. januar 2018

Jeg voksede op i et alt andet end feministisk hjem i Helsinge og flygtede tidligt ind i bøgernes verden.

Først læste jeg alt, hvad der fandtes i alle genrer om emner som selvmord, personlighedsspaltning, blindhed, homoseksualitet, forældreløse børn, depression og spiseforstyrrelser, og da jeg var 14, besluttede jeg – sigende nok for min sindstilstand – at læse alt om vrede.

Min mor havde nævnt, at feminister var de vredeste og mest rabiate kvinder, og hvis de gamle Femø-billeder fra 1970’erne var noget at gå efter, var de også en hel del friere og gladere end hende, så jeg besluttede at læse deres bøger fra en ende af.

Den eneste feminist, jeg kendte, var min tante Anne-Marie, så jeg nærstuderede hendes bogreol og noterede mig titlerne på de bøger, der lød mest feministiske. Der var mange at tage af, men jeg gik ud fra, at En hun-djævels bekendelser og Luft under vingerne måtte være uomgængelige, så jeg lagde ud med Fay Weldons og Erica Jongs samlede værker. Dernæst læste jeg alt af Marilyn French, Simone de Beauvoir, Margaret Atwood, Suzanne Brøgger, Marie Cardinal og Germaine Greer.

Jo mere, jeg læste, desto klarere stod det for mig, at der var andre måder at være en rigtig kvinde på end den, jeg var blevet præsenteret for derhjemme. Det var en stor lettelse for mig.

Bøgerne gjorde det tydeligt for mig, at en rigtig kvinde ikke behøver mand eller børn for at være lykkelig. Hun kan tjene sine egne penge og opfylde sine egne behov og agere frit i verden og klæde sig på for sin egen skyld.

Hun kan også se bort fra skønhedsidealerne, hvis hun hellere vil bruge sin tid og sine penge på noget andet end at forsøge at opfylde dem, og hun er ikke et bedre menneske, fordi hun ofrer sig for sin familie, sådan som min mor havde gjort. Hun er kun en større martyr, der ligger under for de patriarkalske normer, hvor mænd styrer verden, og kvinder styrer intimsfæren.

Jeg husker tydeligt, jeg tænkte, at min mors liv i slående grad mindede mig om de undertrykte kvinders, mens min far mindede mig om de mænd, der stadig opførte sig, som om de ejede verden. Det var vigtig viden, da jeg var 14 år og forsøgte at forestille mig hvilket liv, jeg gerne ville have – og med hvem – når jeg en dag slap væk.

Leonora Christina Skov er litteraturkritiker og forfatter og er aktuel med romanen ’Den, der lever stille’. 

Serie

Bogen, der gjorde mig til feminist

The Guardian har spurgt litterære superstjerner som Margaret Atwood, Mary Beard og Naomi Klein, hvilke bøger der var med til at gøre dem til feminister. I den kommende tid stiller Information spørgsmålet videre til danske kulturkvinder

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • David Zennaro
  • Jørn Vilvig
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Katrine Damm
  • Ejvind Larsen
Anders Graae, David Zennaro, Jørn Vilvig, Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel, Toke Andersen, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Nej, hun har været gift med sin kone i årevis. ;-)

Niklas Gamborg, Stine Hilker, Maria Jensen, Marie Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar