Læsetid: 5 min.

Bogen, der gjorde mig til feminist

'Feminist' blev i 2017 årets ord i ordbogen Merriam-Webster. Forfatterne Margaret Atwood, Mary Beard, Naomi Klein, Kamila Shamsie og Reni Eddo-Lodge fortæller her, hvilke litterære værker, der gjorde dem til kønsbevidste skrivere
Margaret Atwood er canadisk poet og forfatter.

Margaret Atwood er canadisk poet og forfatter.

Jesse Jacob

Kultur
3. januar 2018

Margaret Atwood

Grimms Eventyr og også de eventyr, som blev indsamlet af Andrew Lang. I disse folkeeventyr møder vi ganske mange uforfærdede kvindelige hovedpersoner. Jeg slugte disse historier som barn.

Alle odds er i reglen imod vores heltinder, men på en eller anden måde overvinder de alle forhindringer og al modgang. Nogle gange får de magisk hjælp, andre gange bruger de sund fornuft, intelligens eller forklædningskunst som i Fitchers fugl, hvor en kløgtig pige udmanøvrerer en troldmand, som stjæler jomfruer.

Canadisk poet og forfatter, Netflix-aktuel med tv-versioner af romanerne ’Tjenerindens fortællinger’ (1985) og ’Alias Grace’ (1996)

Mary Beard

Kvinder af min generation vil nok typisk se tilbage på Germaine Greers Den kvindelige eunuk som den læseoplevelse, der vakte dem. Eller måske på Kate Milletts Seksualpolitik.

Selv er jeg på Greers hold, blandt andet på grund af de ting, hun sagde om at være kvinde – og som jeg aldrig havde troet kunne udtales. Andre læsere af Den kvindelige eunuk vil sikkert huske på menstruationsblodsøjeblikket.

Jeg må dog indrømme, at da jeg efter Milletts død genlæste Seksualpolitik, tænkte jeg, at jeg ved min første læsning for år tilbage havde overset, hvor ekstraordinært analytisk skarp denne bog er.

Jesse Jacob

Hvis jeg også må fremhæve en børnebog, har min favorit altid været Robert Munschs The Paper Bag Princess, som jeg må have læst højt hundredvis af gange.

Der er ikke noget mere subversivt selvstændiggørende end at recitere de store linjer fra hukommelsen, hvor den foretagsomme prinsesse Elisabeth redder den rædsomt blødagtige prins Ronald fra dragen – og derefter giver ham løbepas: »Du ser ud til at være en god dreng, men ved du hvad? Du er en bums«.

Og så blev de slet ikke gift alligevel. Det kalder jeg en magtdemonstration i en nøddeskal.

Britisk forfatter og professor. Mary Beards seneste bog, ’Women & Power: A Manifesto’, udkom i efteråret 2017

Naomi Klein

Isabel Allendes og Margaret Atwoods romaner greb mig i mine teenageår og gjorde det muligt for mig at forestille mig, at jeg selv en dag kunne blive forfatter.

Jesse Jacob

Men det var Rachels Carsons Det tavse forår, der fik mig til at tro på den politiske prosas transformative kraft. Jeg genlæser den flere gange årligt og bliver altid grebet af dens mange lag. Dens poetiske vignet, dens indlevende iagttagelse af den naturlige verden, dens solide videnskabelige grundlag og dens moralske indignation over den kemiske industris fordærv og grådighed.

Carson formåede frygtløst at blande akademiske data med journalistik og essayistik. Dermed skabte hun en ny potent genre, der stadig eksisterer den dag i dag.

Forfatter og journalist. Naomi Kleins seneste bog, ’Nej er ikke nok – modstand mod Trump og højrepopulismens politik’, udkom sidste år i dansk oversættelse på forlaget Klim

Kamila Shamsie

Da jeg først begyndte at læse Ismat Chughtai, var det de selvbiografiske tekster, der appellerede mest til mig på grund af den ikonoklastiske, sardoniske personlighed, de afslørede. Jeg vidste, at hendes status som en af de største urdusprogede forfattere kom fra hendes noveller, men jeg var selv nødt til at blive lidt mere voksen, før jeg helt kunne forstå hvorfor.

I dag forekommer historierne mig mageløse. Ismat vidste, at hendes friheder skyldtes en kombination af hendes liberale muslimske familie, hendes uddannelsesniveau og stærke karakterstyrke. I sin fiktion kaster hun ofte et blik på kvinder, som er uden disse fordele. Hun har et klart blik for kønshierarkiets magtstrukturer.

Jesse Jacob

Hun er interesseret i kvinders seksualitet, i deres forhold til andre kvinder og mænd, i deres indre liv, i deres klassepositioner. Og ved at skrive om alt dette, får hun fremhævet, hvor lidet opbyggeligt det er at konstruere kategorien ’undertrykte kvinder’ i en verden, hvor alle kvinder, også Ismat selv, er oppe imod patriarkatet.

Det er en lære, vi stadig mangler at lære, ved siden af den lære om nødvendigheden af at gøre sig upopulær, som hendes liv viser os.

Jeg er glad for, at Lifting the Veil – en kombination af hendes selvbiografiske og skønlitterære tekster – udkommer i Storbritannien til februar. Den samler mange af de tekster, jeg selv holder mest af – selv om jeg ikke kan lade være med at tænke, at hun ville rulle med øjnene over alle, der opfatter titlen bogstaveligt. Ismat forstod, at den virkelige fare for kvinder er de internaliserede patriarkalske normer, der fører til en ’sindets purdah’ (purdah er et religiøst og kulturelt koncept, ifølge hvilket kvinder skal segregeres fra kontakt til mænd, red.)

Kamila Shamsies roman Home Fires var nomineret til Man Booker-prisen i 2017

Reni Eddo-Lodge

»For nogle år siden nægtede en berømt kvindelig forfatter at få sit portræt optaget i en serie af fotobøger, der specifikt hyldede kvindelige portætter«, skriver Simone de Beauvoir på de første sider af Det andet køn.

»Denne benægtelse er ikke en befrielse … men en flugt uden autenticitet.«

Jesse Jacob

Beauvoir kunne ikke vide, at hendes ord ville vinde genklang, senest i 2017, da en berømte kvindelig farvet forfatter nægtede at figurere på en liste over nominerede forfattere til en litteraturpris, der kun kunne tildeles ikkehvide personer.

Beauvoir skildrer den vanskelige linedans, som er realiteten for dem, som står over for strukturel sexisme (ganske mange af hendes indsigter har også gyldighed i forhold til racisme). At erkende, at disse diskriminationer findes og er ude af kontrol, kan føles som at overgive sig selv til andre menneskers formodninger om din underlighed – og det kan føles, som om du bare vil transcendere det hele.

Det var her, jeg var, da jeg første gang læste Det andet køn i en alder af 19 år. Jeg følte, at jeg var lige så god som alle andre – og at alt det, som sigtede imod at skabe oprejsning for en ’diskrimination’ var særbehandling.

Men at læse denne bog lærte mig, at ikke blot var personlig transcendens ikke svaret, men de barrierer, som jeg forestillede mig urokkelige, og som jeg troede, jeg i vidt omfang stod over for alene, var absolut inden for rækkevidde af at kunne bevæges, i det øjeblik jeg arbejdede sammen med andre inden for et kollektiv.

Journalist Reni Eddo-Lodge er forfatter til essaysamlingen Why I’m No Longer Talking to White People About Race (2017), der er udkommet på forlaget Bloomsbury

Serie

Bogen, der gjorde mig til feminist

The Guardian har spurgt litterære superstjerner som Margaret Atwood, Mary Beard og Naomi Klein, hvilke bøger der var med til at gøre dem til feminister. I den kommende tid stiller Information spørgsmålet videre til danske kulturkvinder

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her