Læsetid: 4 min.

Vi har brug for en positiv og personlig genformulering af det sjove

Vi er med vores humorkanon ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af, hvordan dansk humor har formet os, rystet vores ståsted, fået os til at se det latterlige i os selv, i hinanden eller i noget tredje, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde
19. januar 2018

Hvad er sjovt? Jeg synes, den udskældte komediedramafilm En frygtelig kvinde, er sjov. Det er en alvorligt ubehagelig og vellykket satirisk afklædning af det parforhold, ingen ønsker. Satiren, overdrivelsen, latterliggørelsen og latterligheden er et personligt fortolkningsrum. Tag, hvad du kan bruge, og smid resten væk. Sådan skal det helst være.

Men instruktør Christian Tafdrup har under promoveringen talt sin stakkels film op i et hjørne ved at udråbe den til en påstand om virkelighedens kvinders frygtelighed – endda i visse (af ham selv fortrudte) interview om »alle kvinder«. Det har gjort satiren til firkantet alvor og mere end sårbar for kønspolitiserede ophøjelser og nedrakninger.

Midt under det – tiltrængt – hårdt prustende og pustende paradigmeskifte, som #MeToo-bevægelsen nu ligner, kommer hans åbenlyst platte leg med det misogyne til at ligne faktisk misogyni. Præsentationen og tidsånden er et sammensurium af kontekst, der gør det personlige fortolkningsrum mindre.

Rune Lykkeberg trækker en linje fra fiktionen i American Psycho til virkeligheden i dag. Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding fortæller om deres årelange undersøgelse af overvågningsindustrien, som i denne uge blev en del af baggrunden for en vigtig beslutning i EU, og Katrine Hornstrup Yde og Christian Bennike præsenterer Informations humorkanon
Hør mere i podcasten

Linie 3 er også sjove. Det var de i min barndom, og de virker stadig for mange. Det mindede et reportageportræt i Moderne Tider mig om for nylig. Linie 3 er egentlig bare Preben, Anders og Thomas, der kan spille på alle instrumenter og lave fis med hinanden, uden at noget som helst gør ondt på nogen, og uden at nogen ophøjes. Som en humorforsker sagde i artiklen: »For at det ikke skal blive for meget, så har vi i midten Anders Bircow, som faktisk ikke kan så frygteligt meget. Og igen: Hvis det hele bliver for farligt, sender de bare Dronning Margrethe ind, som de aldrig siger noget grimt om.«

Portrættet greb mig i at flirte med en følelse, jeg ikke vidste, at jeg gik rundt med: en spøjst nostalgisk længsel efter præ-segmenterede dage, hvor landet og verden blev samlet om det rene latterlige. Jeg skal sikkert ikke gense meget Linie 3, før nostalgien ophører, men den spontante ophøjelse af dem som naivt sjovhedsideal føles som en reaktion på en allestedsnærværende politisering af det sjove.

Det er nok en reaktion på alt det, der engang ikke var politisk, men nu er det i overmål – såsom talkshows og aflyste radiojulekalendre. Og det er en reaktion på de værdi- og identitetspolitiske kampe, som vi adopterer fra amerikansk humor – blandt andet den standupscene, som vi får adgang til, når Netflix fremviser nye talenter i The Standups. 

Victor Borge overraskede ikke Informations klummist Georg Metz hver gang, men hver eneste gang
Læs også

Den sorte komiker Dean Cole lægger som et slags tidstypisk tvangsritual ud med at italesætte sin hudfarves anderledeshed fra det hvide publikums. Og den tykke komiker Fortune Feimster bruger halvdelen af sin taletid på at latterliggøre sin vægt og sin homoseksualitet og gør den selvkærlige selvironi så stor, at alle kan grine sig tilpasse af forskellene mellem hende og dem.

Denne evige forhandling af privilegier og identiteter, dette tvangsbehov for at gøre humoren til identitetsmæssig forsoning … Identitetskamp er vigtigt, men mængden af den er klaustrofobisk. Griner man ad noget, man er politisk uenig i, kan det føles velgørende og forvirrende. Griner man ad noget, man er politisk enig i, kan det føles farligt selvbekræftende. 

Humor er segmenterende, det er selvtilfredse koder. Og jo mere politiseret, humoren er blevet, jo mere trængt er rummet for latteren blevet. Humoren er blevet et magtmiddel, en potentiel trussel, den betragtes som ideologisk eller politisk værktøj. Vi skal passe på, hvad vi griner af. Noget puster os i nakken. Samtidig kan humoren ikke være et helle, en flugt fra alt andet. Så er det heller ikke sjovt.

Det var Walter og Carlo, der lærte Informations journalist Mathias Mencke at sige: ’I dag våd i røven, men i morgen pandekager til middag’
Læs også

I sidste uge legede vi så på kulturredaktionen med at stille rød og blå humor blandt vor folkevalgte på Christiansborg op ved siden af hinanden og ved at undersøge en tese om, at den røde humor spiddes bedst af den blå. Og vi spiddede os selv en smule ved at pege på de undersøgelser, der viser at vi ikke – og måske ikke overraskende – opleves af vores læsere som synderligt morsomme/underholdende. Dommen var dejligt hård fra vores læser Åse Kristensen: »Det er ikke morsomt at holde og læse Information. Det er dyrt, det er hårdt, det er deprimerende, det er chokerende og sjældent opløftende at indtage den daglige dosis.«

Humor kan være magtspil, det kan fungere som socialt tapetklister, men også flå os fra hinanden. Vi definerer os også negativt gennem humor, gennem det, vi ikke synes er sjovt, fordi det fornærmer det alvorlige.

I dette tillæg og i de daglige sider de kommende uger præsenterer vi vores helt egen og fuldkommen idiosynkratiske danske humorkanon. En broget flok af stemmer fra hele redaktionen fremhæver deres personlige højdepunkter i dansk humorhistorie, fra vores egen Jul i Republikken-speaker Georg Metzs besyngelse af Victor Borges musikfis ved klaveret til tv-anmelder Lone Nikolajsens hang til lumre sømandsviser, og fra fotoredaktør Sigrid Nygaards dybe kærlighed til Finn & Jette Show til chefredaktør Rune Lykkebergs ophøjelse af John & Aage.

Informations journalist Christian Bennike var 12 år, da han døde af grin over Gramsespektrums ironiske parodier, som han ikke forstod
Læs også

Vi er med sådan en humorkanon ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af, hvordan dansk humor har formet os, rystet vores ståsted, fået os til at se det latterlige i os selv, i hinanden eller i noget tredje.

Det er et genbesøg i skyld og uskyld og, skal vi svinge os op, en opfordring til ikke at lukke sluserne for det, der engang var, det, vi ikke synes definerer os længere, men som alligevel swinger som en lystig highhat i vores bryst og har smittet af på hvem, vi er, og hvad vi fyrer af af fis, når vi vil forbinde os til andre.

Vi vil vise, hvad der er sjovt, og finde et optimistisk sprog for, hvorfor det er det. Det er, bare rolig, ikke os, der skal være sjove, men de rigtigt sjove derude, vi vil pege på. Tag, hvad du kan bruge, og smid resten væk. Verden er hård, deprimerende, chokerende. Og sjov.

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Humorkanon uden litteratur? Lyder det til.

Læser netop Kirsten Hammanns "Fra smørhullet". Underfundig humor.

Niels Duus Nielsen

"Humor is just another defense against the universe." - Mel Brooks

"Imagination was given to man to compensate him for what he is not; a sense of humor to console him for what he is" - Francis Bacon

"Comedy is tragedy plus time" - Carol Burnett

"Humor is always based on a modicum of truth. Have you ever heard a joke about a father-in-law?" - Dick Clark

Og Mek Brooks igen:

"Tragedy is when I cut my finger. Comedy is when you fall into an open sewer and die".

Maj-Britt Kent Hansen

I går så jeg teaterstykket "Scener fra et ægteskab". I opsættelsen på Det Kongelige har manden kvindens replikker og omvendt. Men at stykket nu havde bevæget sig fra dramaet til tæt på komedien, var jeg ikke forberedt på.

Da Ingmar Bergmann i sin tid instruerede udgaven, der vistes på tv i 1970'erne var det et ganske alvorligt stykke. Det er ikke længere tilfældet. Udmærkede skuespillere og godt spil, men også et publikum, der griner og griner og dermed medvirker til at fjerne alvoren.

Hvad der derimod er grund til at grine ad, er at publikum - som en massebevægelse på kommando - under den sidste fremkaldelse rejser sig og klapper og klapper. Dette sidste fænomen møder man snart alle steder på nær i biografen.

Lars Steffensen

Beklager den forsinkede kommentar, som skyldes at jeg har måttet deltage i indfangelsen af adskillige undslupne grise på vestmotorvejen.