Vi har brug for en positiv og personlig genformulering af det sjove

Hvad er sjovt? Jeg synes, den udskældte komediedramafilm En frygtelig kvinde, er sjov. Det er en alvorligt ubehagelig og vellykket satirisk afklædning af det parforhold, ingen ønsker. Satiren, overdrivelsen, latterliggørelsen og latterligheden er et personligt fortolkningsrum. Tag, hvad du kan bruge, og smid resten væk. Sådan skal det helst være.

Men instruktør Christian Tafdrup har under promoveringen talt sin stakkels film op i et hjørne ved at udråbe den til en påstand om virkelighedens kvinders frygtelighed – endda i visse (af ham selv fortrudte) interview om »alle kvinder«. Det har gjort satiren til firkantet alvor og mere end sårbar for kønspolitiserede ophøjelser og nedrakninger.

Midt under det – tiltrængt – hårdt prustende og pustende paradigmeskifte, som #MeToo-bevægelsen nu ligner, kommer hans åbenlyst platte leg med det misogyne til at ligne faktisk misogyni. Præsentationen og tidsånden er et sammensurium af kontekst, der gør det personlige fortolkningsrum mindre.

Linie 3 er også sjove. Det var de i min barndom, og de virker stadig for mange. Det mindede et reportageportræt i Moderne Tider mig om for nylig. Linie 3 er egentlig bare Preben, Anders og Thomas, der kan spille på alle instrumenter og lave fis med hinanden, uden at noget som helst gør ondt på nogen, og uden at nogen ophøjes. Som en humorforsker sagde i artiklen: »For at det ikke skal blive for meget, så har vi i midten Anders Bircow, som faktisk ikke kan så frygteligt meget. Og igen: Hvis det hele bliver for farligt, sender de bare Dronning Margrethe ind, som de aldrig siger noget grimt om.«

Portrættet greb mig i at flirte med en følelse, jeg ikke vidste, at jeg gik rundt med: en spøjst nostalgisk længsel efter præ-segmenterede dage, hvor landet og verden blev samlet om det rene latterlige. Jeg skal sikkert ikke gense meget Linie 3, før nostalgien ophører, men den spontante ophøjelse af dem som naivt sjovhedsideal føles som en reaktion på en allestedsnærværende politisering af det sjove.

Det er nok en reaktion på alt det, der engang ikke var politisk, men nu er det i overmål – såsom talkshows og aflyste radiojulekalendre. Og det er en reaktion på de værdi- og identitetspolitiske kampe, som vi adopterer fra amerikansk humor – blandt andet den standupscene, som vi får adgang til, når Netflix fremviser nye talenter i The Standups. 

Den sorte komiker Dean Cole lægger som et slags tidstypisk tvangsritual ud med at italesætte sin hudfarves anderledeshed fra det hvide publikums. Og den tykke komiker Fortune Feimster bruger halvdelen af sin taletid på at latterliggøre sin vægt og sin homoseksualitet og gør den selvkærlige selvironi så stor, at alle kan grine sig tilpasse af forskellene mellem hende og dem.

Denne evige forhandling af privilegier og identiteter, dette tvangsbehov for at gøre humoren til identitetsmæssig forsoning … Identitetskamp er vigtigt, men mængden af den er klaustrofobisk. Griner man ad noget, man er politisk uenig i, kan det føles velgørende og forvirrende. Griner man ad noget, man er politisk enig i, kan det føles farligt selvbekræftende. 

Humor er segmenterende, det er selvtilfredse koder. Og jo mere politiseret, humoren er blevet, jo mere trængt er rummet for latteren blevet. Humoren er blevet et magtmiddel, en potentiel trussel, den betragtes som ideologisk eller politisk værktøj. Vi skal passe på, hvad vi griner af. Noget puster os i nakken. Samtidig kan humoren ikke være et helle, en flugt fra alt andet. Så er det heller ikke sjovt.

I sidste uge legede vi så på kulturredaktionen med at stille rød og blå humor blandt vor folkevalgte på Christiansborg op ved siden af hinanden og ved at undersøge en tese om, at den røde humor spiddes bedst af den blå. Og vi spiddede os selv en smule ved at pege på de undersøgelser, der viser at vi ikke – og måske ikke overraskende – opleves af vores læsere som synderligt morsomme/underholdende. Dommen var dejligt hård fra vores læser Åse Kristensen: »Det er ikke morsomt at holde og læse Information. Det er dyrt, det er hårdt, det er deprimerende, det er chokerende og sjældent opløftende at indtage den daglige dosis.«

Humor kan være magtspil, det kan fungere som socialt tapetklister, men også flå os fra hinanden. Vi definerer os også negativt gennem humor, gennem det, vi ikke synes er sjovt, fordi det fornærmer det alvorlige.

I dette tillæg og i de daglige sider de kommende uger præsenterer vi vores helt egen og fuldkommen idiosynkratiske danske humorkanon. En broget flok af stemmer fra hele redaktionen fremhæver deres personlige højdepunkter i dansk humorhistorie, fra vores egen Jul i Republikken-speaker Georg Metzs besyngelse af Victor Borges musikfis ved klaveret til tv-anmelder Lone Nikolajsens hang til lumre sømandsviser, og fra fotoredaktør Sigrid Nygaards dybe kærlighed til Finn & Jette Show til chefredaktør Rune Lykkebergs ophøjelse af John & Aage.

Vi er med sådan en humorkanon ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af, hvordan dansk humor har formet os, rystet vores ståsted, fået os til at se det latterlige i os selv, i hinanden eller i noget tredje.

Det er et genbesøg i skyld og uskyld og, skal vi svinge os op, en opfordring til ikke at lukke sluserne for det, der engang var, det, vi ikke synes definerer os længere, men som alligevel swinger som en lystig highhat i vores bryst og har smittet af på hvem, vi er, og hvad vi fyrer af af fis, når vi vil forbinde os til andre.

Vi vil vise, hvad der er sjovt, og finde et optimistisk sprog for, hvorfor det er det. Det er, bare rolig, ikke os, der skal være sjove, men de rigtigt sjove derude, vi vil pege på. Tag, hvad du kan bruge, og smid resten væk. Verden er hård, deprimerende, chokerende. Og sjov.