Læsetid: 3 min.

’Casper & Mandrilaftalen’ burde ikke kunne lade sig gøre. Men det gjorde det

Hey, hummersuppe! For Informations musikredaktør, Ralf Christensen, blev ironiens og kedsomhedens årti, 90’erne, reddet på falderebet af sammenbrudskomikken. Informations humorkanon er nået til: ’Casper & Mandrilaftalen’
Casper og Mandrilaftalen var en del af 90’ernes til tider nærmest meningsløse komik.

Casper og Mandrilaftalen var en del af 90’ernes til tider nærmest meningsløse komik.

DR Presse

25. januar 2018

Et par allerede kendte og et par mindre kendte komikere lukker sig frivilligt inde i en garage på Amager. Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Frank Hvam og Lasse Rimmer. Manuskriptskrivning, indspilning og redigering klarer de på 14 timer dagligt, og for enden af arbejdsdagen sendes en halv times tv på bånd i taxa til DR. Hvorfra det transmitteres samme aften klokken 23:30. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men det gjorde det 67 gange, over to sæsoner, i 1999.

Efter en noget bumlet start faldt Casper & Mandrilaftalen i hak. Jeg husker, at det var lige som at se et stereogram af ligegyldigt lal blive til verdens sjoveste vrøvl. Dengang i 1999, foran tossekassen, billedrørsfjernsynet, med VHS-videobåndoptageren i fuld sving.

Den stramt disciplinerede dogmeform udøvede sin magi. Dét ikke at have tid til hverken at se sig tilbage eller at have nej-potteplanten på hovedet, fik de fire herrer til at producere sammenbrudskomik af højeste karat. Måske bedst illustreret ved udviklingen i studievært Casper Christensens afskedsreplik fra dumfrisk adjø over skørt ordspil til absolut nonsens: »Ses vi? Det tror jeg nok, vi gør!« over »Slesvig? Detroit, New York, Korsør!« til totalt kollaps: »Hey, hummersuppe!«

Og i studiet den ene mere glorværdigt rablende tosse efter den anden. Gentleman Finn, der forsøgte at gøre det bedste, men altid fór vild i syge ideologier og tilbøjeligheder som nazisme eller pædofili. Studievejlederen Fyrst Walther, der foreslog Christensen en jobkarriere som ringbind. Den uduelige Tømrer-Tanja med ankler af porrer. Eller Broder Salsa, der foldede verdensledere af tæpper og var sexturist på Nordpolen, fordi han tændte på magnetisme.

Casper Christensen takker Satan selv for programmets utrolige succes.

Sociale koder

Casper & Mandrilaftalen var lykken ved at være i proces, i gang med at remixe og opfucke vores sociale koder. Et barnligt opløsningsmiddel, der smeltede civilisationens fernis. En vrængen af velfærdsstatens homogenitet. En absurdistisk destruktion af normaliteten. Tidløst.

Og samtidig ville det ikke kunne realiseres i dag. Den befrielse fra virkeligheden og fornuften og samtidig dette kullet kuldslåede blik på samtiden – på det tidspunkt inde i et politisk dødvande efter Murens fald og før 11. september. Vi kedede os i velfærdsstaten dengang – jøsses, gid vi stadig gjorde dét!

Ja, det er ikke uden nostalgi, at jeg tænker tilbage på den alt for ekspressionistisk spraglede IKEA-sofa, hvor jeg med venner og nyslået kæreste døde over, hvor meget mening det meningsløse kunne give. Hvordan en kvartet af hofnarrer i klunsertøj udleverede middelmådigheden.

Casper & Co. gav os et både kritisk blik og et humoristisk afføringsmiddel, så vi kunne udskille alt det grå lort fra vores egne eksistenser. I hvert fald i 30 minutter.

Mandrilaftalen kunne heller aldrig opstå i den voksne del af det nuværende DR. Ikke kun på grund af seriens kreative anarki, men også fordi den kritiserede alt det ligegyldige, konservative tv på DR. Den slags tåler statsstreamingfonien ikke længere.

Og heller ikke dén afskedssalut, som de leverede i dybeste alvor i det sidste show 19. november 1999: »Du skal vide én ting, synes vi i hvert fald, og det er, at tv, det er et meget apatisk valg,« læste Casper Christensen op, flankeret af sine kumpaner.

»Hvis lidenskaben mangler, hvis du har det lidt for rart og lidt for hyggeligt, hvis fjolserne på skærmen ikke anstrenger sig for dig, og hvis ikke du skal anstrenge dig bare en lillebitte smule selv, så fuck dem.«

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • ulrik mortensen
  • Finn Årup Nielsen
  • Oluf Husted
Søren Veje, ulrik mortensen, Finn Årup Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

Med hensyn til "tidløst" som der skrives, vil jeg gerne komme med en indvending: Jeg mener ikke at
Dominant BX 326 modellen produceres længere. Jeg er heller ikke sikker på at luftfiltret kan fås som reservedel.

Så er der Lennart Bertelsen som ikke har knaldet siden halvfjerdserne. Mandrillen var og er toppen af poppen.

Jens Falkenberg, Ralf Christensen og Peter Frost anbefalede denne kommentar
Jasper Jacobsen

Jeg er født i 1980 og er hardcore Mandril-fan. Det show ramte simpelthen lige ned i min gymnasietid hvor jeg husker de indforståede og anerkendende nik fra vennerne, som også havde udskudt en blækregning for i stedet at hengive sig til dette absurde univers lavet af det pureste marmor. Når vi kastede om os med citater som: "Giv mig min sko tilbage, RØV!", eller: "Kan du så forstå det, Marianne!" troede de ikke-indviede sikkert at vi havde Tourettes, men de vidste jo ikke bedre - de kendte ikke til Skam & Skule, Bjarne Goldbæk, Gentlemann Finn, Broder Salsa, Dennis Pelvis, Mario Rwanda og Ebbenezer Kvasthval.
Fast-forward 20 år: Jeg er på den årlige weekend til Sverige med det samme tætte gymnasie crew, og guess what: vi har stadig Mandrillen som et legendarisk humorfællesskab som bliver ved med at genbesøge os, og jeg tror ikke det stopper. Eller rettere: jeg vil ikke have at det stopper.
Mandrillen står i dag for mig som et lysende eksempel på hvad der ofte sker når man giver talentfulde og passionerede mennesker tillid og frie rammer. Showet var lystbetonet, improvisatorisk og vanvittigt eksperiementerende, hvilket i dén grad var tiltrængt i en sendeflade præget af det sikre, ufarlige, og folkelige repræsenteret af f.eks. Ole Stephensen og Jes Dorph fra den kommercielle kanal, TV2-tempæl.
Med New Public Management-briller (seertal) blev Mandrillen aldrig den store succes - max 20.000 per episode tror jeg, men til gengæld leverede de langtidsholdbar inspiration indenfor TV satire - og vel nok den mest dedikerede fanskare i dansk TV historie.
Til hele Mandril-holdet og den modige redaktion på DR2: tusind tak for nogle fantastiske oplevelser! Jeg giver showet 8.000 birkes, men jeg nåede desværre ikke at se Jesper Skibbye slikke en saltkøds-ellert til den starter. Til gengæld har jeg solgt en Morten Kork-marmelade til højstbydende pattedyr. Og husk: Det er altid ok at drille en høj mand fra Ceylon! Fnes de? Det tror jeg nok, frisør!