Læsetid: 2 min.

Mine damer og herrer, velkommen til det nye litterære modeord ’exofiktion’

6. januar 2018

Det er ikke helt forkert, når man siger, at litteraturredaktioner elsker nye tendenser. Så er der elementært noget nyt at skrive, de enkelte brikker i det store litterære puslespil kan lægges på en ny måde, og vi kan i bedste fald blive lidt klogere på, hvad det er for et nyt perspektiv på vores verden, som litteraturen er i færd med at beskrive.

Så redaktøren er glad, når han i årets første udgivelse kan åbne bogåret med en ny tendens og generøst slå ud med armene og sige: Mine damer og herrer, velkommen til det nye litterære modeord ’exofiktion’ – det er helt sikkert ikke sidste gang, I kommer til at høre det ord.

På de følgende sider skriver Tine Byrckel om den nye tendens, der foreløbig især har domineret fransk litteratur gennem de seneste par år, men som helt sikkert også vil komme til at berøre os som den oplagte arvtager til autofiktionen. Efter i en periode at have skrevet fiktion med afsæt i eget liv kan man nu se behovet for at kigge ud over sig selv (deraf betegnelsen exo) og digte videre på andres liv og biografi. Denne vending fra eget til andres liv siger ikke så lidt om tiden.

Hvorfor sker den lige nu, og hvad er den mere grundlæggende udtryk for? Hvorfor kaster romanen, der traditionelt har sandheden som genstandsfelt, sig over biografien, der er optaget af den dokumenterbare objektivitet og præcision? Der gives nogle svar i tendensartiklen, men vi er langtfra færdige med at forstå fænomenet, og blot fordi litteraturen nu nærmer sig de andres biografi, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at litteraturen er blevet mindre fiktion og mere virkelighed.

For også exofiktionen er fuld af løgn og tager afsæt og slutter i det digteriske jegs fantasi. Det ved vi, fordi tendensen, når det kommer til stykket, slet ikke er så ny. Den har været der før i en lidt anden form under navnet den biografiske roman.

Thorkild Hansen har skrevet flere bøger i den genre, ligesom også Dorrit Willumsen har udmærket sig heri med romanbiografien Bang, og i de senere år kan fremhæves Christina Hesselholdts Vivian og Kirstine Reffstrups Jeg, Unica.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Mangler der et "ikke" i denne sætning foran sandheden?

CITB Hvorfor kaster romanen, der traditionelt har sandheden som genstandsfelt, sig over ...CITS