Læsetid: 2 min.

Dom over værk

To anmeldere har læst Leonora Christina Skovs nyeste roman Den, der lever stille. De er begge ret glade for bogen, men de har begge deres forbehold over for et bestemt træk ved den
13. januar 2018

I dagens tillæg anmelder Marie Louise Kjølbye Leonora Christina Skovs nye selvbiografiske roman Den, der lever stille om et noget besværet mor-datter forhold og den skyld, der opstår mellem generationer. Det samme gør jeg i denne uges udgave af Weekendavisen – det vil sige, at jeg gæsteanmelder bogen, fordi forfatteren også er skribent og anmelder på avisen.

Jeg læste først Kjølbyes anmeldelse, efter at jeg havde skrevet min, og vice versa. Det er interessant at sammenholde de to. Vi er begge ret glade for bogen, der er en stærk historie set fra datterens side om forældres mangel på – eller vanskelighed ved – at vise kærlighed, at blive et voksent, selvstændigt individ og møde intolerance, da hun springer ud som lesbisk.

Men på hver vores måde har vi også begge et forbehold over for et bestemt træk ved bogen. Kjølbye går mest til vaflerne og taler om en datter, som er så ufatteligt selvoptaget og overbevist om, at hendes mor aldrig har elsket hende, at hun slet ikke har øje for den mor, som måske har en (psykisk betinget) grund til at have svært ved at vise kærlighed. Datteren er selv overbevist om, at moren aldrig har elsket hende, mens hendes beretning i glimt viser noget andet.

Det afføder ifølge Kjølbye en utroværdig fortæller og en datter, som i bogen aldrig kan sætte sig i morens sted, mens hun selv så at sige bliver underløbet af sin egen beretning.

Jeg er ikke helt uenig, men ser det lidt anderledes.

Faktisk er jeg helt grundlæggende i tvivl om, hvorvidt det er en svaghed eller en styrke ved romanen, men jeg har dog en overvejende tilbøjelighed til at se det som en integreret del af romanens beretning, at der finder en forhandling sted mellem datterens perspektiv på sandheden og de erkendelser eller sandheder om moren, som gradvist afdækkes af romanens andre personer.

I min fortolkning bliver datterens selvoptagede syn på moren så at sige korrigeret undervejs, og den korrektion er en vigtig del af beretningens dynamik.

Hvem har i grunden ret?

Det kan aldrig afgøres ved nogen domstol. Vi kan hver især argumentere for vores læsning og fortolkning, men den er aldrig mere gyldig end den næste. At bogen sålededs går fri uden en dom ved Højesteret, er måske også i sig selv en styrke ved den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Kære anmeldere, jeres 'dom' over værket hviler på et usikkert grundlag.
Leonora Christine Skovs erindrings-roman er til dels bygget på dagbogsoptegnelser, helt tilbage fra hun kun var 7 år gammel.
Som så lille barn er det ganske umuligt at differentiere på et voksent plan, og dermed falder argumentet om den påståede 'selvoptagethed' for alderens begrænsninger.