Læsetid: 6 min.

Hvad får man, hvis man parrer Jørgen Leth med Boris Karloff, pastelfarver, plateausko og kæmpespaghetti?

Og giver det mening? Find selv svarene i ’Det perfekte monster’; en kunstvideo produceret af Louisiana, der viser det danske koryfæ i samtale med den spraglede amerikanske popkunstner Alex Da Corte, der har genskabt Leths ’Det perfekte menneske’ skud for skud. Med nogle tvist
Den amerikanske popkunstner Alex Da Corte har genskabt Jørgen Leths ’Det perfekte menneske’ skud for skud. I genindspilningen, ’Det perfekte monster’, er Frankensteins monster i centrum, og det flyder med brød opløst i appelsinvand.

Den amerikanske popkunstner Alex Da Corte har genskabt Jørgen Leths ’Det perfekte menneske’ skud for skud. I genindspilningen, ’Det perfekte monster’, er Frankensteins monster i centrum, og det flyder med brød opløst i appelsinvand.

Louisiana

19. januar 2018

På overfladen virker kombinationen af Alex Da Corte og Jørgen Leth lige så vanvittig som parringen af en paraply og en symaskine på et dissektionsbord.

Den unge kunstner fra Philadelphia er blevet spået en kometkarriere af kritikere og omgiver sig med hippe musikere som St. Vincent og Dev Hynes, er kendt for sin spraglede stil; for knald på farverne, for bizarre skulpturer sat sammen af uglamourøse hverdagsobjekter, for sin sensuelle skildring af toastbrød, ketchup og andet snasket dinerinventar og for sin fascination af rapperen Eminem, som han ligner til forveksling.

Ingen af delene skriger ligefrem Jørgen Leth.

Men dykker man lidt mere ned i Da Cortes videooutput, ses det tydeligt, at de to kunstnere deler en fascination af reklameverdenens æstetik, af popkunsten og af Andy Warhol i særdeleshed. Allerede i værket TRUƎ LIFƎ (2013) sendte Da Corte et kærligt nik til Jørgen Leth, da han i skikkelse af Eminem spiste en skål cerealier, mens han kiggede uanfægtet ind i kameraet – nøjagtig som Warhol gjorde det (bare med en burger) i Scener fra Amerika fra 1982.

Nu har Da Corte så, som en del af sin udstilling Slow Graffiti, der for nylig fyldte Wiens fornemme Secession-bygning, genskabt Leths kunstfilmklassiker Det perfekte menneske skud for skud. Og det er denne genfortolkning (som jeg helt eksklusivt har været så heldig at få lov at se i sin helhed), der er omdrejningspunktet for den 22 minutter lange video, Det perfekte monster, som Louisiana Channel står bag.

Her sættes de to kunstnere stævne til en snak om deres praksis, og via interview og udvalgte klip fra Da Cortes genindspilning og Leths original åbnes en samtale om, hvad værkerne kan hver især og sammen. Eller en traditionel samtale er det ikke, eftersom vi kun ser Leth og Da Corte interviewet hver for sig, men en slags dialog er det.

Kunst med kunst på

Selv om kameraindstillingerne og -vinklerne i Slow Graffiti er præcis som i originalen, ville det være misvisende og reducerende at kalde Da Cortes videokunststykke en kopi. Rent stilmæssigt kunne de to værker nemlig ikke være længere fra hinanden. Hvor Det perfekte menneske udnytter dokumentarfilmens troper til at foregive en videnskabelig undersøgelse af det perfekte menneske, lader Da Corte antilogikken og den kitschede æstetik råde i sin genindspilning. Han udnytter værkets karakter af palimpsest til at kommentere og udfordre Leths sort-hvide glansbillede.

Majken Algren Nielsen og Claus Nissen, der var hovedkaraktererne i Leths oprindelige film, er i Slow Graffiti blevet erstattet af Boris Karloff i to versioner: som skuespiller og i rollen som Frankensteins monster (begge spillet af Da Corte selv), og de handlinger, der udføres, er en anelse anderledes.

I stedet for at se Claus Nissen klø sig i nakken ser vi Karloff tvære grønt slim hen over samme område, og i stedet for at se Majken Algren Nielsen lægge sig yndefuldt ned iklædt smækre metalliske støvler og sort fjerboakjole, ser vi Frankensteins monster kollapse med favnen fuld af glinsende julekugler, slange sig med kæmpespaghetti og ligge i ske med en forvokset gaffel.

Dømmer karaktererne

Da Corte og Leth.

Klaus Holsting
Heller ikke fortællestemmen er den samme i Da Cortes imitation. Voiceover-teksten er forfattet af kunstneren Sam McKinniss, og modsat den distancerede instruktionsstemme i Det perfekte menneske dømmer stemmen i Slow Graffiti karaktererne og smider om sig med ondskabsfulde og nedladende bemærkninger. De eneste stykker tekst, der ikke er blevet pillet ved, er Claus Nissens replikker.

Men de er blevet indtalt af Jørgen Leth. Og sådan går det til, at vi kan opleve Frankenstein recitere »Hvorfor er lykken så lunefuld« på engelsk, med tyk, lethsk accent: »Why is fortune so capricious? Why is joy so quickly gone? Why did you leave me? Why have you gone?«

Scenariet er grotesk. Frankensteins monster med kærestesorger citerer dansk revysang med skinke hængende ud af mundvigen. Men det lykkes Da Corte at fylde øjeblikket med længsel og melankoli, og det siger virkelig noget om hans talent.

Et studie i mennesket

Der er stor forskel på den tone, der præger de to værker, og på de rum, filmene udspiller sig i. Leths tilgang er klinisk, og han har selv beskrevet sit tomme, hvide rum som laboratorielignende og filmen som en art bevis: »Filmen er et dokument – eller et metadokument – over livet i Danmark anno 1967. Den vil vise modellen Det Perfekte Menneske, skabt på vore ønskeforestillinger, som de er udtrykt på forskellig vis i vor hverdag, og denne model er efter min mening mere repræsentativ for fremadpegende tendenser i samfundet end selv den mest nøgterne sociologiske rapport om livet i Danmark,« som det fremgår af DFI’s hjemmeside.

Præcis hvad Det perfekte menneske dokumenterer, og hvad de fremadpegende tendenser består i, fremgår ikke helt så klart som i en almindelig videnskabelig undersøgelse. Men når man ser Alex Da Cortes genindspilning og forsøger at finde hoved og hale i de outrerede valg, han har taget, begynder spørgsmålene atter at trænge sig på, og netop denne givende vekselvirkning og dialog, der opstår mellem de to kunstneres værker, er kernen i Louisiana Channels Det perfekte monster.

Og tag ikke fejl. Selv om Frankensteins monster er i centrum, og det flyder med brød opløst i appelsinvand i Da Cortes farverige laboratorium, er det stadig mennesket, der er under lup.

Forudså Leth selfiegenerationen?

I Det perfekte monster forklarer Leth, hvordan det var meget kontroversielt i 60’erne – hvor folk var enormt socialt og politisk engagerede – at lave en film om overflade og udseende. Dengang skulle man helst udfordre normen og engagere sig i verdenssituationen.

I dag er der dog næppe nogen, der ville løfte et bryn over et lignende, skønhedsfeticherende værk. For er der en samfundstendens, som Det perfekte menneske i den grad pegede frem mod, så er det selfie- og instagramkulturen; vores besættelse af altid at fremstå perfekte udadtil.

»Se ham. Se ham nu. Og nu. Se ham hele tiden,« lyder i originalen Leths stemme, der akkompagnerer en Claus Nissen, som ser ekstra selvfed ud med solbriller på og danser kækt, svævende i det hvide tomrum.

Forudså Leth lige Y-generationens konstante, pseudolykkelig selvfremstilling i 1967? Var der ironi at spore i overfladedyrkelsen? Eller fremstår det bare sådan nu, hvor scenerne recirkuleres i Alex Da Cortes værk?

Kærlig kritik af Leths skønhedsfetich

Siden begyndelsen af sin karriere har Da Corte udfordret opfattelsen af det skønne – som i videoværket Chelsea Hotel no. 2 fra 2010, hvor han til tonerne af Leonard Cohens sang af samme navn (hvis tekst i øvrigt også italesætter skønhed og grimhed) nænsomt stabler stykker af toastbrød og pensler kirsebær med neglelak.

Med sine sort-hvide billeder af velskabte mennesker er Leths værk essensen af klassisk smagfuldhed og ynde, og netop derfor udgør Det perfekte menneske den ideelle baggrund for Da Cortes kærlige kritik af menneskets utrættelige stræben efter perfektion og kedeligt enstemmige idé om, hvordan det smukke ser ud.

Med Slow Graffiti foreslår Da Corte, at Frankenstein også er perfekt. Eller at selv uperfekte skabninger fortjener kærlighed. Eller at forsøget på at skabe perfektion altid ender galt, og at vi virkelig bare burde lade det ligge.

Selv for Leth, der kender sin film ud og ind, er det forbløffende, hvad Da Corte formår at trække ud af den via sin genindspilningen: »Jeg bøjer mig for, hvor originalt det er lavet,« siger han i en interviewbid i Det perfekte monster, og mon ikke hans amerikanske fan er svært tilfreds med den feedback?

Se Jørgen Leth i samtale med Da Corte i ’Det perfekte monster’ her

Se eller gense ’Det perfekte menneske’ (1967) på Filmstriben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu