Baggrund
Læsetid: 11 min.

Forfatterens eget liv er på retur, nu gælder det de andres

En ny bølge skyller ind over Frankrig: Nu skal litteraturen fortælle en helt særlig skæbne, og biografisk fiktion er måden at gøre det på. I en sprudlende omfavnelse af sproget kaster forfatterne sig over den sidste nye genre: exofiktionen
En ny bølge skyller ind over Frankrig: Nu skal litteraturen fortælle en helt særlig skæbne, og biografisk fiktion er måden at gøre det på. I en sprudlende omfavnelse af sproget kaster forfatterne sig over den sidste nye genre: exofiktionen

Illustration: Ditte Ahlgren

Kultur
6. januar 2018

»Livet er ikke en roman. Det er i al fald det, du foretrækker at forestille dig.«

Sådan skriver den unge franske forfatter Laurent Binet i allerførste sætning i sin forrygende roman La septième fonction du langage (sprogets 7. funktion) fra 2015.

Måske er netop denne roman den allerbedste måde at introducere et helt ny begreb inden for litteraturen: exofiktion. En type roman, der især de seneste fire fem år er kommet så mange af i Frankrig, at den altså har fået en genrebetegnelse.

Hvert år udkommer der i Frankrig næsten 600 romaner, og hvert år bestræber samtlige kritikere sig på at finde tendenser for overhovedet at finde rundt i udvalget. Samme år som Laurent Binets roman udkom, sukkede litteraturkritikeren Thierry Gandillot til sine læsere i dagbladet Les Echos:

»Hvis De vil være et skridt foran alle andre her til efterårets aperitiffer eller brillere ved mondæne middagsselskaber, så husk dette ord: exofiktion.«

Og ved sæsonstart 2017 var det i Le Mondes spalter, at Alexandre Gefen, litteraturkritiker og forsker ved Sorbonne, undrede sig.

»Hvert år spørger jeg mig selv, om denne bølge af exofiktion mon ikke trækker sig tilbage, men det gør den ikke. Som om det er en selvfølge, at litteratur skal fortælle en helt særlig skæbne, og at biografisk fiktion nu er blevet den eneste måde at gøre det på.«

Så eftersom fænomenet vel snart rammer Danmark, eller vi måske allerede er ramt, eller hvis man bare sådan lidt parisisk vil brillere midt i det mørke januar, så voilà, bid dig fat i ordet: exofiktion.

Exofiktion er et litterært begreb, som står i modsætning til autofiktion. Mens autofiktionen er en genre, der tager sig kunstneriske friheder i forhold til en forfatter, der skriver om sig selv, tager exofiktionen udgangspunkt i en reelt eksisterende person eller hændelser.

Men altså på en måde, der ikke nødvendigvis har biografiens nøje dokumenterede form.

Barthes’ hemmelige dokument

Tag nu Laurent Binets roman om sprogets 7. funktion. Den bringer genren helt ud til yderste kant, hvor han svimlende balancerer mellem fakta og fantasi. Binets krimi handler nemlig om mordet på Roland Barthes. »Den største litteraturkritiker i det 20. århundrede,« fortæller Binet indledningsvis, som altså lige dér før mordet har »al mulig grund til i allerhøjeste grad at være angst.«

Nu var det så bare sådan, at den dag i 1980, hvor Roland Barthes distræt gik over Rue des Écoles i Paris og blev kørt ned af en lille lastbil, så var det ikke et mord.

Så vidt vi ved.

Det var bare et uheld, og lidt over en måned senere døde Roland Barthes, som vitterlig var en af det 20. århundredes største begavelser inden for litteraturkritik, strukturalisme og semiotik, på hospitalet Pitié Salpetriere ikke så langt derfra. En række af hans berømte venner, ja nærmest hele intelligensiaen fra 1970’ernes Paris, aflagde ham besøg, inden han døde.

På disse fakta har Laurent Binet så skrevet en hæsblæsende og hallucinerende krimi. Roland Barthes kom nemlig ud fra en restaurant, hvor han havde spist frokost med den kommende præsident Mitterrand – det gjorde han virkelig. Ifølge krimien bar Roland Barthes så et hemmeligt dokument på sig, som handlede om sprogets 7. element.

Dokumentet, som vi til gengæld ikke aner, om nogensinde fandtes, indeholdt en forklaring (som er rigtig) om strukturalismens fædre, Saussure og Hjelmslev, og dermed om de seks elementer, sproget har ifølge Hjelmslev.

Der findes så bare også et 7. element: en særlig manipulationskraft. Formlen stod på det papir, der den dag blev røvet fra Barthes, mens han lå såret i rendestenen i stedet for at nå frem til College de France.

Og hvilken magthaver vil ikke gerne have fat i et sådant dokument?

Velkommen i exofiktionens verden. Michel Foucault møder man i et parisisk backroom, hvor han diskuterer økologi, et omdrejningspunkt er en hemmelig logo-klub, der ligner Fight Club fra filmen af samme navn, men hvor våbnene er ord.

Noam Chomsky og Julia Kristevas fester sammen i Berkeley, og selvfølgelig skal man også en lille tur omkring Umberto Eco i Italien. Alt sammen med 75 procent af dialogerne som rene citater – »dekontekstualiserede og rekontekstualiserede«, som forfatteren forklarede det, da romanen blev præsenteret for pressen. Med henvisning til filosoffen Derridas berømte og frygtede dekonstruktion selvfølgelig.

Findes sandheden, for så vidt den altid må fortælles?

Det hele stemmer for godt

Men har denne genre ikke eksisteret længe? Og er enhver biografi egentlig ikke dybest set en roman?

Det var forfatter, geograf og filosof Philippe Vasset, der første gang brugte udtrykket exofiktion i avisen Libération i 2013, fordi han selv skrev en række romaner, han kaldte exofiktion. ’Exo’ som betyder ydre som modsætning til ’auto’, der altså handler om noget indre.

Selvfølgelig er der prominente forgængere. Den i Danmark i år nyudgivne Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar, der udkom i 1949, er helt klart exofiktion. Hvad der imidlertid kendetegner Yorcenars tilgang er, at selv når hun for eksempel beskriver et af kejser Hadrians kærlighedsforhold, gør hun det så ekstremt veldokumenteret, at det ikke på nogen måde ligner Binets, formoder vi, totalt fiktive orgie mellem Chomsky og Kristeva.

Måske er det allermest foruroligende med Laurent Binets vilde fantasi nemlig, at det hele stemmer alt for godt. Også så godt, at mange er blevet direkte sure. Mens Binets krimi i mange medier blev vel modtaget og også vandt en af de store litteraturpriser, var Le Mondes litteraturkritiker Josyanne Savigneau direkte vred. »Jeg genkender ikke nogen af de store intellektuelle skikkelser, som jeg har beundret,« rasede hun i Nouvelobs. »Det er dårlig smag.«

Mens Binets krimi er ude på de vilde vover, antager store dele af exofiktionen anderledes alvorlig form.

I år er der adskillige af de helt store værker, som både må siges at være exofiktion og samtidig tager fat i nazismen, et åbenbart uudtømmeligt emne.

Med den lille, kun 150 sider lange, Goncourtprisbelønnede roman L’ordre du jour lykkes det Éric Vuillard at ridse alle de små historiske hændelser op, der førte til Tysklands annektering af Østrig: den såkaldte Anschluss. Fra Hitlers møde med 24 store industridirektører som Bayer, Agfa, Krupp, Siemens og en række andre til Ribbentrops middag med Chamberlain i London, hvor der ikke bliver sagt fra i tide.

En kæmpeskare virkelige historiske personager sættes i scene i et diamantskåret stykke mesterlig fiktion. Her føler man sig uden mindste ironi tættere på historien og ikke mindst sandheden, end i nogen tyk historiebog med tykke fodnoter.

Det samme sker, mindre mesterligt, men meget rørende i debutromanen Ces rêves qu'on pietétine (De drømme, man træder på), hvor journalisten Sébastien Spitzer tegner et isnende og indlevende portræt af en af Det Tredje Riges mest magtfulde kvinder, Magda Goebbels. Samtidig med at man følger en række fanger på flugt, oplever man hendes sidste dage og tankerne, indtil hun slår både sine børn og sig selv ihjel.

Olivier Guez vandt så den anden helt store litterære pris, Renaudot, med det klart exofiktive værk La disparition de Josef Mengele (Josef Mengeles forsvinden). Romanen følger den grusomme læge fra Auschwitz, fra han ankommer til Argentina i 1949, til han dør en naturlig død på en strand nær São Paulo i Brasilien i 1979.

Også her sker der en foruroligende blanding mellem historiske fakta – romanen er ekstremt veldokumenteret – men med alle de klassiske romangreb, dialoger og drømme. Og beskrivelser af steder og tanker, hvor ingen dokumentarist har sat sin fod.

Glidende overgange

Overgangen fra autofiktion til exofiktion kan også være glidende. Et klart eksempel er Emmanuel Carrere, hvis roman Gudsriget netop er udkommet på dansk. Her blander auto- og exofiktion sig fornemt. På baggrund af en personlig religiøs vækkelse, som gik i glemmebogen, fortæller Carrere om kristendommens opståen. Til live kommer her i exoform Paulus og Lukas, som man aldrig har mødt dem før.

Faktisk må Carrere i høj grad siges de sidste mange år at have brugt både auto-og exofiktion og ofte blandet dem. Allerede med gennembrudsromanen Modstanderen (2000) forlod Carrere den rene fiktion, han indtil da havde dyrket, og fortalte i stedet den virkelige historie om Jean-Claude Romand, der levede på en løgn og foretrak at slå hele sin familie ihjel frem for at blive afsløret.

I Andre liv end mit fra 2009 hjalp Carrere sig selv med at bearbejde sorgen ved flere dødsfald – hans bedste vens barn døde i tsunamien i Thailand, ved at fortælle om en lang række andre menneskers traumer, en form for katarsis.

I den prisbelønnede bestseller Limonov (2011) var det den russiske digter Edvard Limonov, nationalist, stalinist og til tider racist, hvis højst eventyrlige liv, Carrere fiktionaliserede. Limonov lever stadig og opnåede gennem Carreres bog fornyet berømmelse – så begynder exofiktionen at blande sig direkte med virkeligheden.

Limonov var glad. Det siges til gengæld, at Kristevas ægtemand, forfatteren Philippe Sollers var noget knotten over Binets roman, også selv om Binet hævder, at hvad Sollers replikker angår er citatmængden næsten 90 procent.

Sollers bed da også sin kritik i sig. Han har også selv i årenes løb hængt en del mennesker ud i sin autofiktion. Hvad er værst: at blive portrætteret forkert i en auto- eller exofiktion?

Så er der dem, der slet ikke kan svare igen. Lola Lafont beretter om den rige arving Patty Hearst, der blev kidnappet af en ekstremt venstreorienteret gruppe i 1974 og sluttede sig til dem.

Yasmina Khadra, algiersk forfatter, der skriver på fransk under kvindeligt pseudonym, beskriver Gaddafis sidste nat, så man er langt inde i diktatorens tanker.

En andens liv

Især kunstnere synes at inspirere exofiktion. Erik Orsenna skriver om La Fontaine, Evelyne Bloch-Dano om Marcel Proust. Kunstnere er også centrum i Anne og Claire Berest portræt af Gabriêlle Buffet, der var Francis Picabias hustru og Marcel Duchamps elskerinde, og endnu tættere på vor tid skriver Thierry Soulard om sit venskab med Marguerite Duras’ sidste store kærlighed Yann Andréa, der også selv var forfatter.

I den forgangne danske boghøst kan man finde Marie Darrieussecqs fine portræt af den tyske maler Paula Modersohn Becker, Hvor herligt at være her, som hun skrev forrige år op til udstillingen på Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris. Det er ganske vist en biografi, men med et tydeligt feministisk ærinde, der derfor indblander Darrieussecqs egne overvejelser: Hvorfor forblev den særegne tyske maler, der levede i flere perioder i Paris og døde ung, så ukendt uden for Tysklands grænser?

Feministisk forekommer også Camille Laurens fortælling La Petite Danseuse de quatorze ans, et af de anmelderpriste værker fra i år. Camille Laurens har fulgt i sporet på den lille danserinde, der i 1880’erne stod model til Edgar Degas berømte skulptur af en lille danserinde – oprindelig udstillet blot i voks, tyl og hårbånd, siden støbt i bronze, som hun for eksempel kan ses på Ny Carlsberg Glyptotek i København.

Det var til gengæld ikke noget yndefuldt liv, den lille Marie Geneviève Van Goethem havde, der ligesom mange af de andre operarotter kom fra et fattigt hjem, hvor alternativet til dansen var prostitution. Eller begge dele. Et lille menneske, som kendes fra Degas’ malerier og skulpturer, træder ud af billedet og bliver til i egen ret.

Det var så mildest talt ikke Degas egen holdning til kvinder, »disse menneskedyr«, der, når han malede dem, mens de gjorde sig i stand, blev betragtet som dyr, der gør sig i stand.

Netop Camille Laurens har ellers i høj grad gjort sig bemærket med sin autofiktion, især med dens subtile leg med den litterære form. Camille Laurens er et pseudo, så når hun skriver ’jeg’, hvem er det så? Hendes første roman Index er en form for uendelig spejling, hvor en personage køber en roman af en forfatter, der hedder det samme som den forfatter, der skriver romanen.

Det skal siges, at på fransk er fornavnet Camille også et drengenavn, og romanen derfor i høj grad er en undersøgelse af seksuel identitet. Hvem er man selv – en roman måske?

I 2001 modtog Camille Laurens adskillige priser for den autofiktive I disse arme, der fortæller om en række af de mænd, hun har elsket. Da hun skrev romanen Kærlighed i 2003, lagde hendes eksmand sag an mod hende for krænkelse af privatlivets fred, men tabte. Det var jo en roman.

Nu har Laurens altså valgt at berette en andens liv, en lille danserinde.

Der er fortolkere allevegne

Mellem de to forfattere Darrieussecq og Laurens opstod der så, i 2007, en polemik, der gør spørgsmålet om virkelighed og fiktion, auto og exo, helt svimlende. Laurens havde i 1995 skrevet en autofiktiv bog om sit døde barn Philippe. I 2007 udgav Darrieussecq romanen Tom est mort (Tom er død) – en fiktion, der handler om et barn, der dør. Inspiration? Exofiktion?

Camille Laurens skrev så i litteraturtidsskriftet La Revue Littéraire, at hun ved læsningen af romanen »blev svimmel af smerte og følelsen af at blive berøvet sin identitet og fik kvalme over visse steder at være vidne til en form for psykisk plagiat«. De to forfattere udkom på samme forlag, som i kampens hede valgte ikke mere at udgive Camille Laurens. Som så i Romance nerveuse fra 2010 omtalte polemikken – som hun mente, medierne overdrev – i autofiktiv form.

Der er endnu ikke skrevet lange litteraturvidenskabelige artikler om exofiktion.

Ayrton Senna, Christian Dior, Jim Morrison, Claude Monet, Louis Soutter, Vincent Van Gogh, Arthur Rimbaud, Charles Bronson, Jean-Luc Godard, Charles Manson, Shaton Tate, Ossip Mandelstam ... remsede kritikeren Pierre Assouline op i La République Des Livres, og det var bare nogle af dem – og sidste år. I år er rækken endnu længere, og Assouline vover en tolkning: »Biografien er præcisionens område, romanen er sandhedens. Exofiktionen er en parasit mellem de to, men i begge tilfælde handler det om andres liv.«

Og intet interesserer os mere, forklarer Assouline, end andres liv. Deres skæbner, hemmeligheder, fejltrin og succes. For Asssouline er exofiktionen »litteraturens udgave af sladderblade. Læserne er trætte af beviserne, de vil stadig gerne have det hele at vide, men uden alt det tunge stof som noter, tvivl, uddybninger«.

Livet overgår altid fiktionen, siges det i øvrigt, mens hele verdens sladderinternet udsender stride strømme af nyheder, som ikke mindst i 2017 viste sig for en stor del at være ... fiktive?

»Livet er ikke en roman,« tænker Roland Barthes, da han iler over gaden i Paris og indhentes af sin død. »Det er i al fald det, du foretrækker at forestille dig.«

»Der er fortolkere allevegne«, citeres Derrida på smudsbladet til Sprogets syvende element. »De taler hver deres sprog, selv om de alle kender den andens sprog en smule.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvad så med os, der i forvejen ikke bryder os om gossip, nu skal vi også have 'fake gossip'.
Vor herre bevars.

Kun glædeligt hvis litteraturen og parnasset vender ryggen til Knausgårds ulidelige navlepilleri. Om ovennævnte emne, er det, der skal få væsentligheder på dagsordenen igen, er jeg dog mindre sikker på.

Odin Rasmussen

Når man læser en roman er det jo ikke ligefrem en biografi, der er ikke garanti for sandhedsværdien i alt det forfatteren skriver. Det er historier, men også historier som forfatteren ønsker at fortælle dem. Det kan jo være at de fortæller forkert det vil nogen måske sige andre ting har forfatteren måske ikke lyst til at fortælle præcist som de foregik så derfor er det ikke dokumentarisme eller journalistik. Det er en roman og en roman er noget man konstruere. Konstruere eller rekonstruere i litterær og sproglig form de ting de beskriver. Det er ikke historie, men en historie...