Læsetid: 2 min.

Nogle gange er man nødt til at holde fri fra spørgsmålet om, hvorfor kunst er vigtigt og bare sige, at det er den!

Hvordan er man kunstner efter Trump? Og kan man overhovedet tillade sig at være det? To amerikanske aktivistiske tidsskrifter minder om det, der lige var her, og spørger: Hvor er vi så nu?
6. januar 2018

Forleden kom der post fra Amerika. En pink A3-kuvert med en fremmed håndskrift udenpå. Fra Brooklyn, NY 11206 til Copenhagen, N 2200. Indeni ligger tidsskriftet The Bushwick Review, issue no. 7, og på side 2 skriver håndskriftens ejer og redaktør Kristen Felicetti: »Kære læsere, jeg skriver dette i maj 2017. Ligesom de fleste af jer har min opmærksomhed de seneste måneder været domineret af nyhederne og de oprørende handlinger fra Trump-administrationen. Når dette nummer er trykt og udgivet, har jeg ingen anelse om, hvor vi er.«

Her i november er vi her i det mindste stadig, men ’her’ er ikke helt det samme. Det er mærkeligt og interessant sådan at rejse tilbage i tiden. Det er ikke ret længe siden, at præsident Trump slet ikke fandtes. Nu er han overalt.

Kristen Felicetti reflekterer over før og efter Trump sådan her:

»De fleste af de fremragende bidrag i The Bushwick Review VII er skabt inden valget. Jeg forestiller mig, at en del mennesker stadig prøver at finde ud af, hvordan man kan forsvare at skabe kunst – særligt hvis værket ikke direkte involverer et politisk emne. Det kan opfattes som trivielt eller få dig til at føle dig skyldig, eller også er du helt enkelt ikke interesseret i det. Det føles i den grad som en lykke overhovedet at have friheden til at indkredse disse spørgsmål. Samtidig insisterer folk stadig på, at kunst på en eller anden måde er vigtigt, også selv om de ikke præcist kan forklare hvorfor.«

Nogle gange er man nødt til at holde fri fra spørgsmålet om, hvorfor kunst er vigtigt og bare sige, at det er den.

Del og vær rar

Jeg blev opmærksom på The Bushwick Review via et andet amerikansk aktivistisk initiativ, Shabby Doll House, der udgiver et månedligt, elektronisk fanzine med poesi, billeder og interviews med kunstnere og poeter.

»Del jeres kunst. Del andre menneskers kunst. Tal. Vær kritisk. Vær rar«, står der på deres facebookside. Og de ord er jo nemme at tage til sig, men det betyder ikke, at det er ligegyldigt, at nogen siger dem. The Shabby Doll Reader redigeres af Lucy, der har den samme intime tone som Kristen. Redaktørerne slutter deres breve til læserne med ordet »Love« efterfulgt af deres fornavne. Lucy med et <3 oveni.

Tidskrifter er skrift i tiden, og på flere spændende måder handler The Bushwick – uden at det deklareres som tema – om det, der (lige) var her, om de små og store forandringer, der hele tiden sker. Kristen Felicetti bidrager selv med Dead ass birds, en tekst om uddøde fugle uden moralske pegefingre, men blot i en nogenlunde Wikipedia-agtig tone.

Den første fugl er den mærkelige dronte, der sidst er set i 1681. Sejlende – og eventyrlystne – europæere ødelagde balancen på Mauritius, hvor de levede, ved at medbringe rotter, katte og utøj til øen. Det er interessant at tænke på, at en del af de illustrationer af dronten, der findes, er tegnet af mennesker, der aldrig har set en levende dronte. Gejrfuglen, der levede i Nordatlanten blev et offer for menneskets jagt på skønhed. Deres fjer og æg var utroligt smukke.

Æggene med Jackson Pollock-agtige pletter, skriver Kristen. Den sammenligning kan jeg godt lide. Kunne Pollock have reddet dronten fra at blive udryddet?

Ophæv kategorier

En fars datter, Corliss Elizabeth Williams, har hevet nogle af sin fars gamle fotos frem fra kælderen som et bidrag til Detroit’s Black History. Faren var lærer, men tog ifølge datteren sit fotografiske arbejde lige så alvorligt som sit lærerjob. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive amatørfotograf om Phillip D. Williams, for amatørkategorien giver ligesom ikke rigtig mening inden for et aktivistisk fællesskab som det, magasinet her tilbyder. Williams portrætter er ret originale, bl.a. fotograferede han folks nakker. Hvilken ømhed!

Et andet fotobidrag er Thom Smiths, der gennem 10 år, og inden ordet selfie opstod, tog et foto af sig selv hver måned. Det er vidunderligt sådan at få 10 år komprimeret til rækker af små firkanter med et ansigt i. At se godt efter de små forandringer.

Der er noget med den intime tone, med de mange blandede nationaliteter, med den ikke-hierarkiske tænkning, med æstetikken, der låner alle vegne fra: pigeværelset, spirituelle selvhjælpsbøger og Nike-reklamer, noget med det at organisere sig i fællesskaber, der virkelig taler til mig. I Shabby Dolls augustnummer skældte Lucy blidt ud på de folk, der havde trang til at gøre grin med den 24-årige indisk-canadiske digter Rupi Kaurs Milk and Honey på Twitter. »Unge piger er ikke dumme,« skriver Lucy.

Hun tror ligefrem på, at de unge piger, der er vilde med Kaurs digte, kan gå hen og blive vilde med at læse poesi i det hele taget. I septembernummeret er der et interview med den vietnamesisk-amerikanske forfatter, Richard Chiem, der har skrevet bogen You Private Person samt en liste med 70 chapbooks udgivet af forlaget Ghost City Press. »In Micro Chap Heaven« hedder indslaget og kriteriet for at være med på listen er helt enkelt, at titlen har fået Lucy til at udbryde ’Wow’ denne sommer.

Jeg tror, at den første bog, jeg kommer til at kaste mig over fra listen, er Linnea Bretts digtsamling I’m Not Even That Into Astrology.

Jeg siger det videre fra Kristen og Lucy: Lad os pege på interessante ting, på andres interessante ting og derved skabe fællesskaber. Måske går Trump endda væk en dag, inden han når at udrydde verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu