Læsetid: 5 min.

Det geniale ved Churchill var, at han forstod at tøjle arbejderklassens radikalisme

Joe Wrights biografaktuelle spillefilm ’Darkest Hour’ portrætterer Winston Churchill som en leder fuld af fejl. Men vi må ikke glemme, at han forstod at bekæmpe fascistiske strømninger i store dele af det britiske samfund. Den britiske kommentator Paul Mason analyserer krigstidens premierministers betydning og kulturelle mærke i film og litteratur
Gary Oldman spiller Winston Churchill i ’Darkest hour’.

Gary Oldman spiller Winston Churchill i ’Darkest hour’.

Foto fra filmen

25. januar 2018

»I dagevis har der ikke været nogen rigtige nyheder, og der er dårlige muligheder for at udlede, hvad det i virkeligheden er, der foregår,« skrev George Orwell i sin dagbog den 28. maj 1940.

»I aftes gik E(ileen) og jeg ned til pubben for at høre 21-radioavisen. Servitricen ville ikke have tændt for det, hvis vi ikke havde bedt hende om det og efter alt at dømme, var der ingen, der lyttede. Det var dagen efter evakueringen ved Dunkirk og kun få timer efter, at Churchill havde holdt sin tale i Kabinettet, hvor han sagde: ’Hvis vores øs lange historie skal slutte, så lad den først slutte, når hver eneste af os ligger på jorden og raller i vores eget blod’.«

Inden den 28. maj, hvor Orwell lavede det ovenstående dagbogsnotat, havde Belgien overgivet sig. Den franske hær var brudt sammen, og de kampstyrker, der skulle beskytte de tusindevis af soldater, som blev evakueret på stranden ved Dunkirk, var udmattede. Alligevel var en veluddannet insider som Orwell nødt til at gætte sig frem til, hvad der var ved at ske, og de fleste mennesker i landet var ligeglade.

Det vækker en vis opsigt, da den nyudpegede premierminister, Winston Churchill (Gary Oldman), i Joe Wrights ’Darkest Hour’ beslutter sig for at møde folket og derfor tager undergrundsbanen. 
Læs også

I løbet af de sidste 12 måneder har vi fået to biografiske film om Churchill og en spektakulær film om Dunkirk. Men ingen af dem formår at indfange den fare Storbritannien befandt sig i – og ingen af dem formår i tilstrækkelig grad at indramme Churchills heltemod for det, det var.

På den forkerte side

Mine bedsteforældre, der var minearbejdere, som havde levet under generalstrejken i 1926, kunne ikke vente med at se Churchill forlade politik og stemte ham ud første gang, de fik muligheden for det i 1945. Det var, fordi han havde været på den forkerte side i løbet af størstedelen af sin karriere: Han tog fejl ved slaget ved Gallipoli og bortødslede 45.000 soldater på grund af dårlig planlægning og hybris.

Han var en hævngerrig klassekæmper ved bekæmpelsen af optøjeret ved Tonypandy i 1910 og under generalstrejken. Og han var direkte racistisk i sit rationale om det britiske styre i Indien.

Churchill havde fortalt Mussolini, at den fascistiske diktator havde »udført en tjeneste for verden« ved at ødelægge den italienske arbejderbevægelse.

»Hvis jeg havde været italiener, er jeg sikker på, at jeg fuldt og helt havde været med dig fra start til slut i din triumferende kamp mod leninismens bestialske appetit og passion,« annoncerede han under sit besøg til Italien i 1927.

Med princippet om, at alle gode historier handler om frelse, burde det ikke være noget problem at gøre Churchills sejr i maj 1940 til en stærk historie — og Darkest Hour, der har premiere denne uge med Gary Oldman i hovedrollen, gør efter alt at dømme et godt forsøg.

Problemet er, at der selv i dag er få, som ser disse filmskildringer og forstår, hvad der var på spil under Dunkirk-krisen. Og det er, fordi næsten ingen genfortællinger af historien konfronterer klassedimensionen.

Klasseskellene og fjendskaberne var enorme i 1940’ernes Storbritannien. Omfanget af elitens bestræbelser på at tilfredsstille Hitler var ukendt for størstedelen af befolkningen. Omfanget af den militære katastrofe, der udspillede sig, var også ukendt. Og som Orwell gentagne gange noterede, så var meget få mennesker interesseret i nyheder om krigen.

Uvidenhed

Modsat i dag, hvor tabloidpressen og tv-stationerne fordummer nyhedsindhold for at holde det bredde publikum fast, så sørgede journalisterne i 1940’erne for at holde nyhederne enkle, selvcensurerede, kedelige og derfor i stort omfang uforståelige.

Forsiden af The Daily Mirror forsikrede for eksempel den 28. maj 1940 sine læsere om, at tyskerne var sat »i skak« i et »stort slag«. Side to førte an med en historie om den franske ’generalissimo’ Weygand, der mødte Belgiens Kong Leopold. Reuters korrespondent indfangede detaljen, at Weygand »gik ind på en kro i landsbyen og bestilte en kop kaffe og en omelet«, men undlod det faktum, at Leopold lige havde overgivet hele den belgiske hær til nazisterne.

Da titusinder soldater vendte besejrede hjem, radikaliseredes folkestemningen. Orwells dagbøger beskriver maj 1940 som begyndelsen til en ’revolutionslignende situation’, der udfoldede sig, da London og andre byer blev smadret af det tyske Luftwaffe. En måned efter Dunkirk skrev Orwell til sig selv: »Opfattelsen af direkte forræderi i den øverste ledelse er nu udbredt nok til at være farlig …«

Selv om han selv udelukkede historier om, at officererne ved Dunkirk var flygtet og havde efterladt almindelige soldater i stikken, så noterede han den udbredte tro på, at det var sket og forstod den politiske betydning af det.

Churchills beslutning om at kæmpe var resultatet af en patriotisk beregning — selv om manuskriptforfatteren til Darkest Hour påstår, at han var farligt tæt på at hælde til ideen om at indgå et kompromis med Hitler. Hvis du ikke kæmper, så mister du dit imperium, lød et af argumenterne.

Det andet implicitte argument, der især blev brugt af moderate Labourfolk som Clement Attlee og Arthur Greenwood i Kabinettet, omhandlede indenrigspolitik.

Kaos uden Churchill

I sin Churchill-biografi konstruerer Boris Johnson en overbevisende alternativ historie omkring spørgsmålet: Hvad ville der være sket for verden i et ’univers uden Churchill’? Svaret er nazistisk tyranni i hele Europa, men Johnson kan ikke helt få sig selv til at fuldende billedet ved at spørge, hvad det kunne have gjort ved britisk politik.

Svaret er, at britisk politik ville være eksploderet. I et univers uden Churchill ville Labours ledende politikere under pres fra masserne måske aldrig have tilsluttet sig den nationale regering.

De ville helt sikkert have brudt med den, hvis den britiske regering under dække af et semi blackout hos pressen havde overdraget Malta, Gibraltar og nogle afrikanske kolonier til Tyskland og derefter søgt om en særskilt fredsaftale. For at kunne sælge den fredsaftale til befolkningen, ville det have været nødvendigt at indsætte hele det hovne medieapparat, monarkiet og statsforvaltningen.

Churchills genialitet i 1940 var ikke bare, at han forstod militærets situation, men at han forstod dynamikken i det britiske klassesystem. Og hvad var bedre istand til at holde arbejderklassens radikalisme under kontrol end de konservative medlemmer af kabinettet.

Begge de nye filmbiografer om Churchill skildrer ham som mangelful og elitær person, forbi sin bedste alder og bruger følelser og viljestyrke til at forklare bruddet med hans fejlslagne fortid.

I mellemtiden portrætterer Dunkirk-filmen Storbritannien som et postkort i sort-hvid, hvor besætningen på flotillen står som modelfigurer med brudstykker fra ’Nimrod’ fra Edward Elgars Enigma Variationer som baggrundsmusik.

Selv om alle tre film absolut er værd at se, er det vigtigt at forstå den falske sandhed, der bliver konstrueret. En sandhed, hvor klassekonflikt, uvidenhed og dybt pro-fascistiske sympatier blandt store dele af den britiske elite er redigeret væk. Hvis man tager højde for de faktorer, bliver Churchills handlingers frelserlignende træk endnu mere imponerende.

’Darkest Hour’ har biografpremiere i dag landet over. Læs anmeldelsen her.

© The Guardian og Information. Oversat af Laura Dombernowsky.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Peter Owen
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
Torben K L Jensen, Peter Owen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Efter en krig, skriver sejrherren historien.

Bortset fra at visse britiske tv-serier, omhandlende tiden omkring ww2, befriende udstiller elitens dans med fascismen, samt englændernes stupide klassesystem, så er det ikke i de danske historiebøger vi læser noget om disse forhold, der let kunne have ædt Storbritanien op indefra, og dermed have fjernet grundlaget for hele Vestalliancen.

'Darkest Hour' fortæller ej heller hele sandheden, men giver historiehungrende almindelige Borgere et glimt af en stor statsmand, sir W.C.

Ubetinget ! Rollen spilles formidabelt af Gary Oldman ! Et af fyrtårnene i den lille gruppe af aktører, der som en anden kamelion, bliver rollen og ikke bare spiller den.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg forstår simpelthen ikke artiklen her: er det ARBEJDERKLASSENS radikalisering han tøjler? Det lyder ellers mere som overklassens.

Anders Reinholdt, Ejvind Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Meget af den skepsis han havde overfor de nazistiske ambitioner havde han med fra sin tid som marineminister under WW I - desværre var han også tilhænger af de hårde straffeforanstaltninger mod Weimar-republikken (krigsskadeerstatninger og inddragede landområder - som sønderjylland oa.) dvs. at han som mange andre overså John Maynard Keynes´ plan for hjælp til det nye (uprøvede) demokrati. En fatal fejltagelse. Filmen? Skal jeg selvfølgelig se. oven på filmen om Dunkirk.

Henriette Bøhne og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lotte Ransted

Der bliver godt nok kogt suppe på de gamle ben fra 2. Verdenskrig. Selvforståelsen omkring kampen mod overmagten er belejliget brugt til at glorificere en fortid med erobringer og udnyttelse af stort set alle andre folk på jorden.

"Se. Alt vi gjorde ledte op til at vi i sidste ende fik ram på Hitler." Ligeglade er de med at de selv terroriserede jordens befolking i et par hundrede år, en del mere end både Hitler og Stalin tilsammen.

David Zennaro, Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Churchill var, som mange af hans jævnaldrende politiske og militære ledere under 2. verdenskrig, formet af 1. verdenskrig, hvor de allerede havde haft en stor karriere.

Sjovt nok hører man sjældent til Churchils bedrifter under 1. verdenskrig. Måske fordi hans bidrag dér er nært forbundet med en af den krigs største militære katastrofer- Gallipoli.

/O

David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Churchill er et dybt interessant menneske. En gudsbenådet retoriker, en forfærdelig imperialist, en stor politiker og en drukkenbolt.

Og en stor forfatter og journalist - især hans skildringer af de britiske kolonikrige i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet er spændende læsning.

Han var så konservativ, så det gjorde ondt, men han var samtidig et helstøbt menneske, med så meget integritet, at selv havnearbejderne i London - som på ingen måder var fans af Churchill - respektfuldt bukkede for ham med kranerne, da hans lig blev sejlet ned ad Themsen.

jens peter hansen

Hvad alle glemmer at det var Clement Attlee som fra 1945 til 1951 opbyggede det engelske velfærdssystem. Churchill havde aldrig kørt i undergrunden. Han var en stor retoriker, men det var Attlee der gjorde UK moderne og socialt ansvarligt. Respekt for Churchill, men Attlee var ikke bare en beskeden lille mand, som havde så meget at være beskeden for den ondskabsfulde Churchill sagde. Thatcher lagde det hele ned og Blair hjalp godt til.

David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Churchill - den rette mand i den rette tid som samlende figur.
En mand jeg gerne ville have været foruden - som Hitler og Stalin.

Torben K L Jensen

Jens-peter Læs om Versaillesfreden i Wikipidea. Præsident Wilson var imod og Kongressen ratificerede aldrig den fred og det var Wilson der mente at de folk der indlemmet under kejserdømmet havde ret til selvbestemmelse - altså en del af Versaillesfreden.

Michael Borregaard

Der sker heldigvis det nogle få gange, at dokumenter fra hemmelige arkiver ser dagens lys og/eller bliver åbnet. Indtil sidste år antog man eksempelvis, at USA, Storbritannien og Rusland først fik kendskab til jødeudryddelserne ved anden verdenskrigs afslutning i 1945. Dokumenter fra slutningen af 1942 viste dog andet. Af dokumenterne fremgår det blandt, at de amerikanske, britiske og russiske regeringer på vegne af de allierede allerede fordømte Hitlers igangværende udryddelse af de europæiske jøder i 1942. Dette på trods – mon ikke Winston Churhill har haft kendskab hertil - var der ikke nogen umiddelbar reaktion fra de allierede.

Tværtimod...

Den britiske minister Viscount Cranborne udtalte således i marts 1943, at jøderne ikke bør betragtes som særlige tilfælde, og at det Britiske Imperium allerede havde taget imod for mange flygtninge.

De sidste 7 ord i ovenstående sætning, vil jeg lade stå for sig selv – og med ordene i mente, afslutte med at citere Smedley Butler: War Is a Racket (1933).

Nike Forsander Lorentsen

Til syvende og sidst så er vel fakta at uden Franklin D. Roosevelt's USA og Winston Churhill's UK havde jeg og mange andre nok ikke ku sidde her og kommentere på Informations artikler.

Niels Duus Nielsen

Nike Forsander Lorentsen, du glemmer Stalins Sovjetunionen, som sled den tyske krigsmaskine ned, så USA og UK kunne være med i slutspillet - de nåede det lige. Men ellers har du da ret.

Nike Forsander Lorentsen

Niels Nielsen, tak for at du giver mig lite ret. lol. Javist, hur ku jeg glemme det med Stalins Sovjetunionen og den amerikanske militære materiale og våbenstøtte. Og de Sovjetisk byggede T 34 tanks. Suk.