Læsetid: 2 min.

Gid det var mig: Inge Pedersen

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
6. januar 2018

Inge Pedersen ville ønske, hun havde skrevet:

Amalie holder den lille æske med tåren i hånden. Amalie hører skrædderens stemme i tindingerne: »Han har ikke gjort noget ondt i verden.« I Amalies pande brænder der et stykke glød.

Amalie mærker politimandens mund på sin hals. Hans ånde lugter af snaps. Han trykker sine hænder på hendes knæ.

Mennesket er en stor fasan i verden, Herta Müller, 1986. Oversat af Karsten Sand Iversen i 2009.

Begrundelse:

Mennesket er en stor fasan i verden stødte jeg på for et par år siden på Bremen Bahnhof. Den stod på en hylde i sådan en stationskiosk, hvor de ellers ingen bøger har, man gider at læse. Jeg slugte den på ingen tid.

Romanen udspiller sig i Rumænien under Ceausescus styre. Man følger en familie fra det tyske mindretal. Man følger en møller, som er hjemvendt fra russisk krigsfængsel, og hans datter, som er hovedpersonen i bogen. De kan ikke få lov til at rejse til Tyskland på grund af en hel masse bureaukrati, og da det endelig lykkes, er det kun, fordi mølleren sælger sin datters krop til præsten og politimanden i den lille by. Det er så ækel en handling.

Temaerne er forfærdelig tunge, og det er en præstation at læse hende. Det er ikke lige noget, man gør for sjovs skyld. Hendes bøger har en nødvendighed i sig, og hun minder mig om, hvad rigtig litteratur er. Hun kan beskrive det mest usle og trøstesløse med et fuldstændig udsøgt sprog. Når jeg læser hende, læser jeg kun en lille smule ad gangen. Jeg kan ikke læse for meget på en gang. Hun når de højeste litterære tinder, jeg kender ikke noget, der kan stå mål med det.

Den eneste lille anke, jeg kan have med hende, er, at man kan sidde tilbage med sådan en følelse af: Er der da slet intet lyst eller sjovt i denne verden? Men når man genlæser det,kommer der sprækker i alvoren. For nylig så jeg et billede af hende, hvor hun smilede. Det har jeg aldrig set før. Det var lidt opmuntrende.

Serie

Gid det var mig

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? I serien 'Gid det var mig' fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor.

Seneste artikler

  • Gid det var mig: Lars Husum

    13. januar 2018
    Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver danske forfattere hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
  • Gid det var mig: Sebastian Bune

    30. december 2017
    Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
  • Gid det var mig: Liv Nimand Duvå

    23. december 2017
    Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, de ville ønske, de selv havde skrevet – og forklarer hvorfor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu