Læsetid: 4 min.

Han gjorde sig umage

Det er næsten glemt, at Jens Okking skabte et af landets første kulturhuse, men ikke at han med roller som hospitalsportør i ’Riget’ og politimand i ’Een gang strømer ...’ skrev sig ind i danskernes hjerter
Jens Okking fotograferet den 9. juli 2008.

Jens Okking fotograferet den 9. juli 2008.

Jeppe Michael Jensen

22. januar 2018

Hvem var Jens Okking? Det anede jeg ikke, da jeg som ung mand sidst i 1960’erne begav mig ind for at se et skuespil på Studenterscenen i Aarhus, hvor amatører optrådte med avancerede teaterstykker. Dette hed Kong Ubu, og hvad det handlede om, har jeg glemt, måske fordi det var en forløber for den helt nye, modernistiske stilart, der blev betegnet som det absurde teater.

Hvad jeg aldrig har glemt, er den urokkeligt monumentale og dog så nuancerede skikkelse, der sad, nej, tronede på scenen, og som altså var den tidlige Jens Okking. Talentet var soleklart, og i pausen blev der hvisket om, at han i det daglige havde et job som havnearbejder. Det var dengang, man mødte ind om morgenen og de, der havde de største muskler, blev udpeget til dagens akkord.

Men der gik ikke lang tid, førend han var en af de mest kendte personer i Aarhus. Ikke for sit skuespil, men for sit storslåede projekt, som bestod i at omdanne en gammel købmandsgård på adressen Vestergade 58 til et af landets første kulturhuse. Ejendomskomplekset bestod af et forhus og flere baghuse i bindingsværk og med brosten, i virkeligheden et umuligt projekt for en mand uden penge. Det krævede et større tilskud fra kommunen, og pengene sad heller ikke dengang løst.

Trumfen

Jens Okking var utrætteligt stædig, men når man er fortrolig med livet i en provinsby, skal man ikke undervurdere den betydning, det havde, da han pludselig spillede en stor trumf ud, som gav bonus hos byrødderne: Selveste Preben Neergaard kom til byen og støttede projektet. Vestergade 58 var en realitet med flere små scener, et kunstgalleri og et jazzspillested. Hans private lejlighed i komplekset blev et administrativt hovedkvarter med folk ind og ud ad døren hele tiden, kunstnere og journalister.

En dramatiseret novelle af Frank Jæger blev opført med unge Kaspar Rostrup som instruktør som noget af det første. På spillestedet Trinbrættet fik nogle af dette lands store rockmusikere som Anne Linnet, Lis Sørensen, Thomas Helmig og Steffen Brandt hen ad vejen frit spil og spillerum.

Men da var naturtalentet Jens Okking allerede videre i den efter danske forhold fantastiske karriere som skuespiller uden uddannelse, snart landskendt og -elsket.

Umage

Alt det med Vestergade 58 er i dag næsten glemt og i hvert fald overskygget af de snesevis af roller, han siden har haft på film, i tv-serier og på teaterscener. Han havde ingen problemer med at skrue sig ind på en hvilken som helst rolle, stor eller lille, og hvis han ville, kunne han tage ejerskab til en hvilken som helst scene, han optrådte på, men var også disciplineret nok til at være passende afdæmpet, når det fordredes. Han ville ikke stjæle billedet, men fik det alligevel.

Den mange gange prisbelønnede Jens Okking blev engang spurgt om noget i retning af, hvad der var hemmeligheden bag hans succes. Han svarede med de enkle, mindeværdige ord: »Jeg har gjort mig umage!«

Klarest i danskernes erindring står nok rollen som politibetjenten Karl Jørgensen i Anders Refn og Flemming Quist Møllers tv-serie Een gang strømer ... fra 1987, en jævn mand, der tog madpakke med på arbejde, og som viste sig at være en formidabel efterforsker.

En anden rolle, han huskes for, er den i Lars von Triers Riget, hvor han spillede hospitalsportøren Buller, der hjælper sin mor, fru Drusse, med at komme i kontakt med den lille, afdøde pige Mary.

Selvfølgelig blev han også typecastet til roller, hvor han skulle bruge sin store fysik. I dag vil nogle nok karakterisere ham med det noget misbrugte udtryk ’autentisk’, for det, han udstrålede, var en mand af folket, som ikke var fin på den, men på en mere moderne og finjusteret måde end forgængere fra generationen før ham som eksempelvis Karl Stegger. Overklasseroller mestrede han også, og de havde ofte en iboende farlighed, som han tilførte dem.

Parlamentsmedlem

Uden at fornærme nogen kan man vist sige, at han havde en noget bredere horisont end de fleste kolleger. Han var bestandigt nysgerrig på det liv, der lå uden for skuespillergerningen. Den tog han f.eks. orlov fra, da han i en periode gjorde sig til økologisk kvægavler, længe før det blev moderne. Som en anden slagter tog han selv rundt til kunderne og solgte hele kødsider. En overgang boede han i Irland, hvis befolkning og skatteordning tiltalte ham, men skuespillet kaldte ham altid tilbage, når han var gledet fra den slagne vej.

Han stillede gerne op i socialdemokratiske sammenhæng, men da han kastede sin popularitet ind i politik, var det som modstander af EU, først som parlamentsmedlem i Bruxelles i Folkebevægelsen mod EU, senere for Junibevægelsen. Efter to og et halvt år havde han fået nok og befandt sig i en dyb og depressiv livskrise. Politik og bonede gulve var ikke noget for ham.

En krone mere

Før det dukkede han en dag uanmeldt op på mit redaktørkontor på Information. Han havde begået en satirisk artikel om kulturafdelingen på Københavns Rådhus, som han havde været i nærkontakt med. Han skrev af og til i aviser og var en glimrende skribent. Jeg foreholdt ham, at vores honorarer ikke var rigets højeste. Det var han ligeglad med – bare han fik en krone mere end Suzanne Brøgger!

Hvordan det gik til, at Information i modsætning til Hollywood fik et positivt forhandlingsresultat med Jens Okking i et spørgsmål om honorarbetaling
Læs også

En læser skrev ind, at han havde ligget syg på hospitalet en aften, hvor Jens Okking blev indlagt i nabosengen på stuen. Så snart lyset var slukket til natten, drog han en lommelygte frem samt brød, pølse, ost og rødvin, som han havde medbragt i sin taske.

Selv blev han i 2004 ramt af en blodprop og trak sig tilbage fra jobbet. Hans sidste år var ikke muntre. Det sidste, offentligheden hørte om ham, var, at han kom på plejehjem i Sydvestsjælland, fik dårligt syn og end ikke havde råd til nye tænder, som han havde hårdt brug for. En sørgelig sortie for en skuespiller, der har bibragt danskerne så mange gode glæder. Han blev 78 år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Asger Schnack
  • Svend Erik Sokkelund
  • Per Klüver
  • Britta Felsager
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Merete Helmersen
  • David Zennaro
  • Jens Christensen
  • Christian Mondrup
  • Jørn Andersen
Asger Schnack, Svend Erik Sokkelund, Per Klüver, Britta Felsager, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Merete Helmersen, David Zennaro, Jens Christensen, Christian Mondrup og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Skammeligt at en kunstner skal slutte på denne måde. Men i et land hvor værdidebaten rager højt, kan det være svær at se værdien.

Karsten Lundsby, Taina Berg, Svend Erik Sokkelund, Per Klüver, Britta Felsager, Poul Simonsen, Estermarie Mandelquist og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

RIP
Jens Okking

Karsten Lundsby, David Joelsen, Britta Felsager, Ruth Schmidt, Jonathan Larsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Det jeg bedst husker om han stammer fra en serie af 24 timers bålsamtaler mellem instruktøren Trier og forskellige kendte. Meningen var, at varigheden uden søvn skulle få de deltagende medie- og scenevante til at blive uforsigtige og åbne sig. Men Jens Okking? Fuld kontrol hele vejen, og venlig og imødekommende. Og så Triers spørgsmål, der gik på Okkings metode - husker det ikke ordret - og Okking, der svarede ved at spille sig op fra affabel til stærkt truende på 30 sekunder, uden at hæve stemmen. Som at gå op af en vindeltrappe og på hver afsats er en ny virkelighed, som genkender sig selv gennem mængden af energi, der tilføres øjeblikket som kontrol og styring, helt op til den sprængfarlige øverste etage, hvor der stort set ikke er plads til mere end ét menneske i hvert rum. Jeg ved ikke, om han var vis nok til at se det i sin omverden, men han mestrede i hvert fald hele turen op.

Jeg kunne godt lide dig, Jens. Meget ked af at høre om dine sidste år - levede du det op, livet, mens du kunne, og lod fremtiden passe sig selv?

At være kunstner er at kunne leve for øjeblikket; megen kunst kommer ud af konflikterne, der opstår når man forsøger at skifte med behovene for ny inspiration, nye omgivelser, nye påkrav udefra. En præstationspension til livslangt aktive kunstnere af enhver slags ville være på sin plads - kunstnerisk vurderet og indtægtsreguleret. Ikke mere ære i dét end samfundets kollektive tak for at udholde det omskiftelige liv under dét konstante pres, som det ér at leve på meget lille og uregelmæssigt indtægtsgrundlag sammenlignet med Familien Danmark.

Man kunne selvfølgelig også betale en del til en kunstners pension, hver gang man betalte for kunsten. Betaler vi for kunsten, vi bruger?

Karsten Lundsby, David Joelsen, Britta Felsager, Eva Schwanenflügel, Annemette Due, Svend Erik Sokkelund, Per Klüver og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar

En af de allerbedste skuespillere i Danmark, og så kunne man høre hvad han sagde, klart og tydeligt. (modsat mumleriet)
Hvor er det trist at høre, at han manglede penge til tænder -hvor uværdigt.
Tak for talentet, tak fordi du gjorde dig umage -det kunne både se og mærkes.
Hvil i fred.

Jens Christensen, Karsten Lundsby, Kjeld Jensen, David Joelsen, Britta Felsager og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar