Læsetid: 3 min.

Gramsespektrum er lidt plat. Men også total genialt

Informations journalist Christian Bennike var 12 år, da han døde af grin over Gramsespektrums ironiske parodier, som han ikke forstod
Informations journalist Christian Bennike var 12 år, da han døde af grin over Gramsespektrums ironiske parodier, som han ikke forstod
19. januar 2018

Jeg kan stadig huske, da min bedste ven, Christopher, som boede lidt længere nede ad vejen og gik en klasse over mig, købte cd’en. Vi sad på sengen i hans rodede værelse en sommerdag med persiennerne nede og hørte hvert eneste nummer, mens vi bare døde af grin og solede os i en fornemmelse af at være en del af et hemmeligt fællesskab af folk, der fattede det.

Tænk, at noget kunne være så sjovt.

Gramsespektrum Greatest hits 1996-98.

Radiosketches og parodiske musiknumre: Bademesterrappen. Søvandssketchen. Guitarvirtuossen Richard Zedalius, der bare skreg »Lady in Red« og »Don’t cry for me Argentina«, mens han tæskede løs på sin ustemte guitar.

Gramsespektrum var egentlig bare to gymnasiekammerater fra København – Peder Thomas Pedersen og Simon Bonde – der lavede lidt hiphopmusik, men så fik de job i DR’s ungdomsafdeling hos Mikael Bertelsen, og bolden begyndte for alvor at rulle.

Et højdepunkt er hyldestsangen til det kvindelige curlingslandshold efter OL i 1998:

Der er et lille land / Det starter med d / Det slutter med k / Og det fjerde sidste bogstav er m / Før m kommer n / Men der er ikke noget c / Og heller ikke noget å / Men det er vores hjem.

Det er genialt, fordi det netop er komplet ligegyldigt, hvad man synger i den slags slagsange – bare det handler om Danmark.

The artist formerly known as [lyden af en indkøbsvogn]

Gramsespektrum har også en vidunderlig understrøm af sort humor. Der er en sketch på cd’en om en gynækolog, der skal interviewes i radioen. Han siger, han hedder Mikkel, men det kan man da ikke hedde, siger radioværten, for det lyder som et stykke værktøj, og så spiller han et klip, hvor nogle håndværkere i en kælder skal bruge en mikkel, og det kan gæsten sådan set godt se, så han foreslår, at han i stedet kan hedde Lars, men det går sgu da heller ikke, siger værten, for det lyder som en bildør, der smækker (det siger sig selv, at vi rendte rundt på skolen og sagde til alle, der hed Lars, at de var en bildør, der smækkede).

Det ender med, at gæsten kalder sig The artist formerly known as [lyden af en indkøbsvogn], og så begynder interviewet:

»The artist formerly known as [lyden af en indkøbsvogn], du har været gynækolog i 24 år.«

»Det har jeg da ikke.«

»Det har du da.«

»Det har jeg da ikke.«

»Det har du da.«

»Det har jeg da ikke.«

Og sådan bliver det ved, indtil et tungt housebeat omformer sketchen til et eurodancenummer.

Fisse, fisse, fissefissefissefisse!!!

Jeg var kun 12 år, da vi døde af grin på Christophers værelse. Vi lærte at forstå Gramsespektrums ironiske parodier, før vi kendte de kulturprodukter, de ironiserede over. Jeg anede ikke, hvad Puff Daddy og Burger King betød, men jeg fattede alligevel, at hiphoppere kunne være sådan nogle selvovervurderende røvhuller. Og at det var skide sjovt.

Metalaget var betydningen. Det er vist det, man i dag kritiserer 1990’erne for: At alt var meningsløst og ironisk og meta, Malk de Koijn og Mandrilaftalen.

Men man glemmer, at det også bare var vildt skæg. Der var så mange betydningslag at lege med, og det krævede en voldsom antropologisk intuition at opfinde en karakter, der siger: »Hej, jeg hedder Bolette, jeg er 46 år, og jeg er ninja

Og så var det i øvrigt slet ikke indholdsløst. Gramsespektrum spidder plastikpop og nationalisme, livsstilsbobler og sociale normer … Og nå ja, så er der selvfølgelig en masse infantil begejstring over pis og lort og lagkage (de har f.eks. en ultrakort sketch med »den brune Pjerrot, Lorret«, som tager bukserne af og tryller noget brunt frem for børnene).

Det er lidt plat. Men også total genialt.

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Jonathan Larsen
  • Peter Tagesen
  • Torben Bruhn Andersen
ulrik mortensen, Jonathan Larsen, Peter Tagesen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gramsespektrum var genialt, fordi drengene er meget musikalske og ikke bange for at køre den helt ud.

Efter sigende stoppede de, fordi det ene medlem frygtede at blive skør, hvis de blev ved.

Peter Hansen, Eva Schwanenflügel, Jonathan Larsen, Torben Bruhn Andersen, Tue Romanow og Bjarke Hansen anbefalede denne kommentar

Savner virkelig den slags humor i dag... der går sgu for mange år i mellem snapsene, sidst var det drengene fra angora.

Gramsespektrum var genialt!