Læsetid: 2 min.

Hollywoods kvinder går til kamp imod krænkelser

En ny, frivilligt drevet organisation, Time’s Up, der er skabt af en række prominente Hollywood-kvinder, skal sikre, at det ikke kun er de rige og de kendte, som har ressourcer til at bekæmpe seksuelle krænkelser på arbejdspladser verden over
3. januar 2018

I de seneste måneder har #MeToo-bevægelsen sat sig markante spor i underholdningsbranchen i både USA, Europa og Danmark. Kvinder, der er blevet krænket, har stået frem og fortalt horrible historier om magtmænd, som har forgrebet sig på dem og mange andre gennem årtier. Og selvsamme magtmænd er i stor stil blevet sat fra bestillingen, deriblandt filmproducenten Harvey Weinstein, hvis grænseløse opførsel var begyndelsen på det hele.

Det er i sig selv en revolution uden moderne sidestykke, men spørgsmålet er, hvordan man holder fast i #MeToos momentum og sikrer en reel forandring af strukturen og kulturen i især den amerikanske filmbranche, der for langt den største dels vedkommende er styret af mænd.

En del af svaret kunne være den nyetablerede organisation Time’s Up, der er stiftet af 300 kvindelige skuespillere, agenter, manuskriptforfattere og producenter, og som har til opgave at bekæmpe sexchikane og seksuelle krænkelser, ikke kun i Hollywood, men også på alle mulige andre slags arbejdspladser rundt om i verden.

New York Times kunne forleden fortælle, at Time’s Up har samlet 13 millioner dollar sammen til en pulje, som skal beskytte kvinder uden midler mod konsekvenserne af at fortælle om mænd, som krænker eller har krænket dem – f.eks. i form af en fyreseddel.

Organisationen vil skabe kønsbalance hos Hollywoods filmselskaber og talentagenturer og ligeledes arbejde for ny lovgivning, som straffer virksomheder, hvor sexchikane er et vedvarende problem.

’Vi får ting til at ske’

»Det er vanskeligt for os med god samvittighed at tale om alle de andre, hvis ikke vi selv har gjort hovedrent,« siger kvinden bag tv-serier som Grey’s Anatomy og Scandal, Shonda Rhimes, til New York Times om nogle af tankerne bag Time’s Up, som hun selv har været med til at stifte.

»Hvis denne gruppe af kvinder ikke kan kæmpe for en løsning for andre kvinder, som ikke har lige så meget magt og lige så mange privilegier, hvem kan så? Vi er en gruppe kvinder, der er vant til at få ting til at ske, og vi får ting til at ske.«

Blandt Time’s Ups øvrige, prominente initiativtagere og pengedonorer finder man skuespillere som Ashley Judd, Eva Longoria, America Ferrera, Natalie Portman, Rashida Jones, Emma Stone, Kerry Washington og Reese Witherspoon, der alle vil bære sort til den kommende Golden Globe-uddeling i solidaritet med alverdens krænkede kvinder.

Time’s Up, der ingen leder har og er drevet af frivillig arbejdskraft, består af forskellige arbejdsgrupper, som hver er ansvarlige for et indsatsområde. Således er der blandt andet en forsvarsfond, som skal hjælpe ved retssager, og en art ligestillingsgruppe, som skal sikre, at også minoriteter og homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle bliver hørt.

»Folk var dybt berørte,« siger Maria Eitel, også til New York Times, om grundlæggelsen af organisationen i oktober måned sidste år. Eitel er ekspert i virksomheders sociale ansvar og forkvinde for The Nike Foundation.

»De samledes ikke, fordi de havde lyst til at klynke eller brokke sig eller fortælle en historie eller sukke over noget. De samledes, fordi de havde i sinde at handle. Der var næsten en vildskab over det, særligt på de første møder.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu