Kapitalismen skabte en kultur, som skabte et monster, der brød ud og blev USA’s præsident

Der er noget helt afsindigt over Donald Trump. Men der er også er noget frygteligt normalt over den mand, som i dag har været USA’s præsident i et år. Han fremtræder som et uhyggeligt fænomen, en grænseløs hvid mand uden hæmninger, som er dukket op fra helvede og flyttet ind i Det Hvide Hus.

Men vi har kendt Trump i flere årtier, og vi kender alt det, han kommer fra og er lavet af. Han fremkalder et billede af vores kultur, som vi ikke har set før. Det er lige så rigtigt, som det er ubehageligt. 

John F. Kennedy var symbolet på alt det lysende, progressive, vi drømmer i Vesten. Donald Trump samler alt det, vi har frygtet i årtier. Den skamløse yuppie, den grænseløse realitystjerne, den avantgardist, som flytter overskridelsen til den onde side, og det impulsstyrede menneske uden principper eller dekorum. 

Han blev valgt som nationalistisk populist, som lovede at gøre op med Wall Street, Washington og bygge en mur. Efter et år har han ikke bygget nogen mur, hans økonomiske politik er lavet af folk fra Wall Street, og han har lavet en skattereform for de rigeste.

Lederen af det republikanske flertal i senatet skulle have sagt, at Donald Trump vil skrive under på »hvad som helst, vi lægger foran ham«. Han lovede at gøre Amerika stort igen. Men han forsøger at lede landet som en diktaturstat: Omgivet af generaler og med sin familie som de nærmeste rådgivere. 

Sådan har vi lært ham at kende det år, han har været præsident i USA.

Trump har beskrevet sig selv præcist. Forfatteren Michael Wolfe fortæller i sin nye bog Fire and Fury om, hvordan Donald Trump på en tur med en milliardærven i sin privatflyver spontant valgte at lande i Atlantic City. Milliardærvennen havde nemlig en udenlandsk model med sig, som Trump lagde an på og ville imponere ved at vise et af sine casinoer. Vennen sagde, at Atlantic City var et gyseligt sted overrendt af tabere, »white trash«, som han kaldte det:

»Hvad er det, white trash?« spurgte modellen.

»Det er folk som mig,« sagde Trump: »bortset fra, at de er fattige.«

Den 27. juli 1988 taler sværvægtsbokseren Mike Tyson til en pressekonference i New York med Donald Trump ved sin side.

Richard Drew

Trump er trash, som er kommet til toppen.

Hans rigdom er det, som den tyske politolog og filosof Hannah Arendt kaldte de fattiges rigdom – det er mest de vulgære tegn på succes, han dyrker. Det er guld, søjler, palmer, glimmer og pral. Hans billede af styrke er boksning og wrestling. Han var vært for Mike Tysons blodige boksekampe, som blev sendt på tv over hele verden i 1980’erne, og han dukkede ofte på i ringen som berømthed, når de største wrestlere skulle slås i ringen på hans hotel i Atlantic City.

Han er dukket op som cool rigmand i de tv-serier, vi har fulgt, og han var for 40 år siden et verdensberømt symbol på en ny livsstil. Når vi følger Donald Trump, ser vi perversioner af de seneste årtiers kulturelle tendenser realiseret på den største scene i verden. 

Adskillige psykiatere, iagttagere og analytikere har spekuleret over, hvilken diagnose der passer til præsidentens symptomer. For der må være noget galt med en mand, som siger og gør de ting, som Trump har sagt og gjort. Men hans egen læge, som netop har undersøgt ham i forbindelse med det årlige sundhedstjek af USA’s leder konkluderede:

»Jeg har ingen bekymringer om hans kognitive evner.«

Det har meget af resten af verden. Men vi har også bekymringer over den kultur, som har skabt Donald Trump. 

Et ikon for yuppierne

For det første er Donald Trump et ikon på yuppierne, som var 1980’ernes provokerende kapitalistiske helt. Helten Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ kulturdefinerende roman American Psycho har Donald Trump som idol. Bateman er en bankmand, som bliver seriemorder, fordi han ikke anerkender nogen forhindringer mellem sit begær og dets objekter. Han læser interview med Trump, følger ham på afstand i New York og drømmer om at møde ham.

Yuppien er hippien uden solidaritet og drømmen om social retfærdighed. Det er en figur, som har erstattet pligten til at yde med overgivelsen til lystprincippet. Han er utænkelig uden ungdomsoprørets frigørelser, men han tager frigørelsen til det næste niveau, hvor alle autoriteter er elimineret og rigdom og berømmelse er de sidste fælles idealer.

 Trump var et fænomen i 1980’ernes New York, og Trump Tower var yuppiernes slot. Selvfølgelig ejer Trump adskillige casinoer: Dér er drømmen om lykke identisk med økonomisk gevinst, og dér kan alle indsatser reduceres til spørgsmål om gevinst.

Trump dukker også op som rigmand og playboy i en kort optræden i tv-serien, Sex and the City, hvor den offensive Samantha lægger an på ham. Han bliver også præsenteret for New Yorks borgmester i tv-serien Spin City som byens brillante businessmand, borgmesteren burde lære noget af. I en anden tv-serie Prince of Bel Air er den unge ambitiøse Carlton ved at besvime, da han bliver introduceret for Donald Trump.

Vi må forstå, at Trump er noget af det mest vellykkede i denne verden.

For yuppierne var der ikke andre kategorier af mennesker end vindere og tabere. Hele verden og alle mennesker er reduceret til evaluering af spørgsmålet om succes eller fiasko. Det er sådan, Trump taler i dag som USA’s præsident: Hans modstandere og kritikere er alle sammen tabere, og han forklarer deres kritik med, at taberne er misundelige på vinderen.

Helten fra reality-tv

For det andet er Trump et produkt af reality-tv. Han er den tyranniske mester i showet The Apprentice, som han var med i fra 2004. Han bliver i indledningen præsenteret som den ultimative vinder.

Henover billeder af New York Citys skyline omtales han som den største ejendomshandler i den største by. Og Trump regerer i showet som diktator: Alle de unge, som gerne vil frem i verden, hvide og sorte, kvinder og mænd, smukke mennesker ser op til ham og lytter, mens han troner som majestætisk patriark. En dommer hævet over modsigelse og kritik. »You’re fired« og »you’re fried«, siger ham til dem, som ikke har gjort sig fortjent til at gå videre.

Talkshow-værten Larry King tjekker Trumps hår – det sidder fast – mens millionæren er på promoveringstur med sit nye realityshow ’The Apprentice’. Trump var gæst i Kings talkshow den 27. februar 2004 – samme år som realityshowet begyndte.

Rose M. Prouser

Ligesom han i Det Hvide Hus har fyret dem, som sagde ham imod, ikke levede op til hans forventninger, truede med at overtage scenen fra ham, eller som kunne blive en trussel mod ham. Det er positionen fra et realityshow, han har taget med sig ind i politik, som om virkeligheden bare var reality. Og vi andre over hele verden står og kigger og spørger os selv: Hvornår bliver grænsen mellem reality-tv og virkeligheden trukket? Og Trump selv fyret?

For det tredje er Trump på en måde et barn af de konservatives overtagelse af avantgardens logik i Amerika. Som Michael Woolf skriver om ham: »Han var en rebel, en disrupter og lever uden for reglerne, han foragtede dem.«

Trumps kamp mod det etablerede som undertrykkende og overskridelsen som frigørelsen er en slags avantgardegestus, som har gjort venstreorienterede så bange, at mange holder med den dybe stat og institutionerne imod ham. Fox News, tea party-bevægelsen og siden Breitbart News har overtaget vreden og skabt den platform for opgøret med det etablerede, som Trump har radikaliseret. Alle de liberale mekanismer, som kontrollerer hans magt, anskuer Trump som grænser, der skal overskrides.

Han anerkender i praksis ingen sociale koder eller dekorum, han er så rig, at han er vant til, at folk adlyder ham for pengene, og han er berømt. Han har ikke ambitioner om selvdisciplin, selv om hans læge siger, han skal tabe sig.

Afhængig af publikum

For det fjerde er Trump den totale konsekvens af noget, vi frygter for vores børn. Nemlig at de bliver så afhængige af ’likes’, ’karakter’ og ’bifald’, at de ikke danner en selvstændig karakter. At de nye muligheder for konstant instant respons får dem til at glemme alt andet.

Trump har ingen principper, han står fast på. Han har været uafhængig, demokrat og republikaner. Han er den leder, som kun lever af bifald, og vil sige hvad som helst for at opnå publikums hyldest. Han løj om seertallene i The Apprentice, ligesom han lyver om, hvor mange tusinder der hyldede ham ved indsættelsen som præsident.

Donald Trump er ikke racist, for han har ingen holdninger. Men han har opdaget, at der kan være kolossale bifald i racistiske udfald. At det er der, passioner samles og kan råbes op. Og så fyrer han op. 

The New York Times fortalte i en artikel om hans kampagne, hvordan hans ansatte overdrev størrelsen på publikum, når de sad i flyveren og så ned på det sted, han skulle holde et ’rally’. De sagde altid, at der var rigtig mange mennesker. Og flere omkring ham sagde efter hans indsættelse som præsident, at der havde været utroligt mange mennesker. Det var det, Trump ville høre.

Og det blev så et chok, da andre i omverden afslørede, at der ikke havde været så mange. Trump er den ekstreme afhængighed af den laveste fællesnævner: anerkendelse. Sådan set er Trump ikke noget i sig selv. Han leverer den optimale udgave af det, han tror, publikum vil have. Og vi har været hans publikum i årtier.

Uden offentlighed og ’vetokrati’

For det femte er Trump produktet af en polariseret politisk kultur og et sammenbrud af en fælles oplyst offentlighed i Amerika. For Trump er der ingen argumenter, som overbeviser, eller analyser, som forpligter. Der er kun magtkampe, det er vulgærnietzscheanisme i praksis. Og sådan har kulturen i den amerikanske kongres været radikaliseret siden Newt Gingrich, som formand for Republikanerne i 1990’erne valgte den totale konfrontation som politisk strategi. Det blev ledsaget af et forfald i den amerikanske offentlighed, hvor der ikke er nogen fælles medier, alle anerkender som autoritet.

Det amerikanske system af checks and balances har betydet, at der er uendelige obstruktionsmuligheder, hvilket ifølge den amerikanske forfatter og professor Francis Fukuyama er degenereret til et ’vetokrati’. Det er svært at få lovgivning igennem, men det er let at ødelægge de andres lovforslag.

Som præsident er Donald Trump kulminationen på og samlingen af adskillige udviklingstendenser. Han kom ikke ud af ingenting, og vi var med hele vejen.

Man kan efter et år med Donald Trump glæde sig over tre ting: Han har ikke begyndt en bølge af begejstring i USA. Han er ifølge en aktuel måling fra Gallup den mest upopulære amerikanske præsident efter det første år, man har nogensinde har registreret. Der er ikke noget, som tyder på, at Trump har defineret en tidsånd i Amerika, som bliver den nye normaltilstand.

Det næste er, at Trumps opgør med den liberale verdensorden ikke har inspireret andre ledere i den vestlige verden. Hvis man skal vælges som leder i et demokratisk land, skal man sandsynligvis definere sig imod Donald Trump, og hans uforudsigelige ledelse har betydet, at Vesten er splittet langt mere radikalt end under George W. Bush.

Det er USA mod resten af de vestlige demokratiers ledere. Han har tabt USA’s globale moralske autoritet, og han har svækket Amerikas bløde magt i verden, som har været fundamentet for den hårde magt.

Først blev til sidst

Endelig har Trumps ikke vundet fordele for USA med sin America first-politik. Han har ikke lavet mere lukrative handelsaftaler, og han har ikke skabt en ny magtposition i verden. Amerika først er blevet til Amerika sidst.

Det er selvfølgelig befriende, at Donald Trump hverken derhjemme eller i verden har været en succes. Politisk ligner han det, han selv foragter mest. En taber. 

Der er bare en ting, som er svær at ignorere: Indsatserne er utroligt høje. For Donald Trump har ret i én ting: Han sidder med den største og farligste knap i verden. Og selv om han ikke er kommet til os fra helvede, men er en blomst vokset i vores egen have, kan han være med til at udslette en frygtelig masse og begynde noget, vi ikke kan overskue.

Alligevel er markederne ikke bange for Trump. Der var, inden han blev valgt, spekulationer om, hvordan hans uforudsigelighed og politiske ustabilitet ville skade økonomien. Men det modsatte er sket: Det er ikke en direkte konsekvens af Trumps politik, men de amerikanske aktiekurser er gået den modsatte vej af opbakningen til Trump. Opad.

Dow Jones-indekset er ifølge CNBC steget mere under Trumps første år som præsident end alle præsidenters første år. Der blev skabt to millioner nye job i USA i 2017, og væksten i den amerikanske økonomi har været på de tre procent, som Trump lovede, inden han blev præsident.

Han lovede også, at hans stort anlagte skattereform ville bringe velstand og højere lønninger til almindelige amerikanere. Og nu har Apple bekendtgjort, at firmaet vil rykke en stor del af deres skattebetaling tilbage til USA som følge af selskabsskattelettelserne og investere stort i landet. Ligesom USA’s største private arbejdsgiver, Walmart, angiver skattelettelserne som begrundelse for, at de nu vil hæve deres lønninger – hvilket dog kan være en sandhed med modifikationer.

Det er, som om kapitalismen skabte en kultur. Og i den kultur lavede den et monster, som til alles chok overskred kulturen og blev valgt som præsident i kapitalismens hjemland. Donald Trump er ikke et kulturelt fænomen, men han blev skabt af en kultur, som nu har gjort ham til et frygtindgydende politisk fænomen. Mange er frygteligt bange og bekymrede for Trump.

Men kapitalismen, som vi kalder den, er ikke bange for sit barn, og mens Trump raser, hamrer den amerikanske økonomi derudad som en disruptiv rocksang.