Læsetid: 5 min.

Kasper Monrad (1952-2018): I kunsten har alt en funktion

Kasper Monrad, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, er død. Han var et skattet bindeled mellem samlingen og samfundet, mellem Danmark og udlandet, samt mellem museet og medierne, skriver hans gymnasieven, Erik Skyum-Nielsen
Kasper Monrad var et generøst og altid hudløst nærværende menneske udstyret med en enestående evne til at undres og begejstres, få folk til at le, men ikke mindst: se.

Kasper Monrad var et generøst og altid hudløst nærværende menneske udstyret med en enestående evne til at undres og begejstres, få folk til at le, men ikke mindst: se.

Michael Bothager

19. januar 2018

Det er blot en måned siden, at Kasper Monrad (1952-2018), overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst og en uovertruffen kender og formidler af det 19. århundredes danske billedkunst, i en mail med overskriften 'Kræft' meddelte familie og venner, at han var alvorligt syg. At han allerede er død, virker uforståeligt.

Med ham har dansk kunst- og kulturliv mistet en kompetent ekspert af de sjældne, og alle, som opnåede den gave at kende ham, vil komme til at savne et generøst og altid hudløst nærværende menneske udstyret med en enestående evne til at undres og begejstres, få folk til at le, men ikke mindst: se.

Kasper Monrad gik en klasse under os på Holte Gymnasium, hvor vi i skoleåret 1968-69 sad i elevrådets bestyrelse sammen. Han var høj, flot, vidende, skæg og lynende intelligent. Egentlig kunne han vel være blevet til hvad som helst, men han valgte kunsthistorie som fag og varetog efter sin magisterkonferens i 1981 forskellige funktioner – som underviser ved universitetet og Folkeuniversitetet, som tilrettelægger ved Kunstforeningen på Gammel Strand og ikke mindst som kunstanmelder ved nærværende blad – indtil han, må man virkelig sige, havnede på sin rette hylde som museumsinspektør ved SMK.

Her var han, som en fleksibel kollega, om nogen med til at gøre institutionen til det succesmuseum, det er i dag: Dansk og internationalt. Moderne med rødder dybt nede i traditionen. Solidt, men samtidig dynamisk. Udadvendt, men med rette stolt af sig selv som kunstens hus. Fagligt velfunderet, men med fokus på formidling.

En performer

Som museumsinspektør og herunder som et skattet bindeled mellem samlingen og samfundet, mellem Danmark og udlandet, samt mellem museet og medierne, fik Kasper Monrad rig lejlighed til at udnytte de evner, han i forvejen havde, og til at udvikle nye. Som han opfattede sin funktion, omfattede den ikke kun bevaring, arkivstudier og tilrettelæggelse af skiftende ophængninger og udstillinger, nej, stillingen krævede beherskelse af et helt kontinuum af roller, og det viste sig, at Kasper Monrad beherskede dem alle.

Han var eminent til at knytte og fastholde internationale netværkskontakter. Han viste flot overblik som redaktør af museets årsskrift. Men frem for alt viste han sig at være ikke så lidt af en performer, som følte sig helt i sit es, når han stående mellem et maleri og et måbende publikum fremlagde, hvad han vidste, og udlagde det, som han så, gerne ledsaget af hans karakteristiske store, af og til faretruende voldsomme armbevægelser, og præsenteret med hans høje, velmodulerede stemme.

Sidst jeg oplevede Kasper Monrad i rollen som formidler, var i maj i fjor på Baroniet Rosendal i Vestnorge, da han som medtilrettelægger af udstillingen 'Maleri og Musikk', en art møde mellem Christoffer Wilhelm Eckersberg (1783-1853) og komponisten Olivier Messiaen (1908-1992), præsenterede dens billedside, især den danske guldaldermalers eksteriører fra Rom og hans på én gang detaljerige og storladent opbyggede marinemalerier.

På trods af den akavede situation – masser af mennesker stuvet sammen i lavloftede rum med champagneglas i hånden – fik han på få øjeblikke samlet sine tilhøreres opmærksomhed og for en kort stund gjort os til kunstkendere.

Optøede Dylan

Det fortælles om lyrikeren Paul la Cour, at han aldrig kunne holde op med at fortælle folk, at hans første barns første ord havde været: Se! Denne bydemåde kunne også have været mottoet for Kasper Monrads faglige virke, som begyndte i samtidskunsten, flyttede sig til guldalderen (foruden Eckersberg også f.eks. Købke) for endelig at forskyde sig til det moderne gennembrud og kunstnerne omkring århundredeskiftet 1900, først og fremmest Vilhelm Hammershøi, hvis i dag voksende internationale berømmelse ikke mindst skyldes Kasper Monrads benarbejde – og de engagerede armes gestik.

Om museumsmandens enestående menneskekundskab vidner også det faktum, at han som arrangør af en særudstilling af nogle af Bob Dylans malerier (2010) formåede at optø denne mutte, mopsede berømthed. For som Dylan så rigtigt sagde: »Der er ingen som Kasper.«

Skulle jeg prøve at indkredse, hvori ekspertens og performerens faglighed bestod, er det nærliggende at gribe de fire kodeord som bed sig fast den eftermiddag i det vestlige Norge: I det fri. Skyer. Iagttagelse og Konstruktion. Det var nemlig, hvad Kasper Monrad lagde vægt på i sin karakteristik af Eckersberg. Lad mig citere fra kataloget:

»Som den første danske kunstner begyndte han at male ude i det fri. Dette betød, at han kunne gøre langt mere præcise iagttagelser under arbejdet, og at han langt mere konsekvent kunne skildre belysningen og vejrforholdene på et bestemt tidspunkt.« Det medførte, at han i Rom først tegnede motivet på stedet for så, i atelieret, at overføre motivet til lærredet og føre undermalingen på. »Derefter vendte han tilbage og malede billedet færdigt på stedet«, hver gang på samme tid af dagen, så lysforholdene blev de samme.

Umiddelbart kan dette lyde som en beskrivelse af den skinbarligste realisme. Men nej. Eckersberg »mente, at der var en dybere mening med tilværelsen, og at der bag alting lå en overordnet, gudsbestemt idé eller struktur. Han så det som sin opgave som kunstner at udtrykke denne højere orden.« Det er derfor, at hans skyer er så præcise og smukke! Og det er derfor, han maler skibene, både som han så dem, og som de ville »have taget sig ud, hvis man kunne iagttage dem under ideelle omstændigheder.«

Denne kombination af kunsthistorisk baggrundsviden og konkret iagttagelse er formentlig hemmeligheden bag Kasper Monrads faglighed, mærkbar også i hans indgående beskrivelse af et billede, hvori Eckersberg har fokuseret helt snævert på dækket på det skib, hvor han var om bord under en sejltur:

»Motivudsnittet er usædvanligt for et maleri af ham. Han har været visuelt fascineret af de mange linjespil, der skabes af rebenes og masternes lige linjer og sejlenes spændte buer – et tilsyneladende kaos, som dog er klart struktureret og har en mening. Alt har en funktion og har været underlagt skibets overordnede bestemmelse. For Eckersberg har det givetvis været et udtryk for den højere, guddommelige orden, som han så i tilværelsen.«

Kasper Monrad var for meget barn af 1952 til at tro på en gudsbestemt idé eller struktur og at lede efter en decideret guddommelig orden i tilværelsen.

Han var tiltrukket af det jødiske, dog nok mere som kultur end som religion, og han kunne måske også i sin personlighed rumme troen, ikke på en mand på en sky, men på selve det guddommelige og ikke mindst det største – kærligheden. Under alle omstændigheder har det for ham givetvis været en konstant tilfredsstillelse at videregive til andre, hvad han i rigt mål fik skænket af sine omgivelser i både menneskelivet og kunsten. Det er skønt, når én tør være så generøs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer