Læsetid: 10 min.

Komiker: Erkendelsen skal komme som en overraskelse

Hvad er sjovt? Povl Carstensen tilhører den første generation af danske standupkomikere, han har en forkærlighed for den klassiske vittighed, den overrumplende oneliner og definerer humor som en overraskende afsløring af en fejltagelse
I firserne og halvfemserne optrådte Povl Carstensen sammen med Morten Lorentzen som duoen John & Aage, der lavede gak og løjer iført tweedjakker og tykke briller. selv har han en forkærlighed for den klassiske vittighed.

I firserne og halvfemserne optrådte Povl Carstensen sammen med Morten Lorentzen som duoen John & Aage, der lavede gak og løjer iført tweedjakker og tykke briller. selv har han en forkærlighed for den klassiske vittighed.

Mathias Christensen/illustration af iBureauet

12. januar 2018

Da jeg spørger Povl Carstensen om, hvad han virkelig synes er sjovt, sender han mig et link til den amerikanske standupkomiker Steven Wrights show I Have a Pony fra 1985.

Showet igennem lirer Steven Wright den ene henkastede, underspillede oneliner af efter den anden. Det handler om at købe brugt maling formet som et hus og det besværlige ved at kalde sin hund for Stay.

Den slags absurde vitser, jeg ellers kender fra Woody Allen og Marx Brothers-film. De er lige nummeret særere end de vitser, jeg kender fra Ga-Jolpakker.

Povl Carstensen tilhører den første generation af danske standupkomikere, der kom frem for godt 25 år siden. I firserne og halvfemserne optrådte han sammen med Morten Lorentzen som duoen John & Aage, der lavede gak og løjer iført tweedjakker og tykke briller.

Han har en forkærlighed for den klassiske vittighed, som han sammen med kollegaen Thomas Wivel har dyrket i bogen Danskernes sjoveste vittigheder (2011). Steven Wright har Povl Carstensen dyrket, siden nogle bekendte så Wright i fjernsynet i USA og tænkte, at det var noget for ham, der netop var begyndt at optræde med standup. De optog lyden fra fjernsynets højttaler og sendte kassettebåndet med showet over Atlanten til Povl Carstensen, som straks blev fan.  

Underspil og overraskelse

Povl Carstensen forklarer, hvad der gør Steven Wrights onelinere sjove:

»Steven Wright tager tit udgangspunkt i en fast vending eller en anerkendt sandhed, som han viser det absurde ved. Den form peger på, at verden godt kunne være helt anderledes, end den er. At den måske allerede er anderledes, end man tror, og at nogle mennesker måske kunne opfatte den anderledes – ’Alt er i gåafstand, hvis man har tid nok’. Steven Wright er utrolig underspillet, der er nærmest ingen betoning. Og så er han kortfattet, tight og stram, der er ingen overflødige ord.«

Carstensen fremhæver et eksempel: »It’s a small world, but I wouldn’t wanna paint it« (verden er lille, men jeg ville nødig skulle male den, red.). Det er sjovt, fordi det er et almindeligt udbredt, men faktuelt forkert udtryk. Verden er jo kæmpestor, og det udtrykker han med et overraskende og samtidig meget konkret billede.

»Hvis han havde sagt: ’Verden er ikke lille, den er faktisk så og så stor’, ville det ikke være sjovt, men nu kan man se det absurde billede af en, der maler hele verden, for sig. En lang forklaring kan aldrig være morsom, erkendelsen skal komme som en overraskelse.«

Som sin yndlingsvittighed i I Have a Pony fremhæver Povl Carstensen en ordspilsjoke, der bliver toppet med deadpan absurditet: 

»Wright fortæller om at arbejde i en butik. En kunde kommer ind og spørger: ’Hvis jeg smelter tøris, kan jeg så svømme uden at blive våd?’ Til det svarer Wright tørt: ’Lad mig lige spørge Tony.’ Hans humor påpeger det absurde, paradoksale element ved tilværelsen. Det gør god humor ofte.«

Man bruger ikke andre standupkomikeres vittigheder, men en af Steven Wrights oneliners sniger sig nogle gange med i en vittighed, Povl Carstensen laver. »Den passer så godt ind. Min joke lyder sådan her: ’Sidste år gik en gammel drøm i opfyldelse. Sammen med en af mine ældste venner fløj jeg til Esbjerg, købte en brugt bil og cruisede gennem Jylland til Aarhus, solgte bilen og fløj tilbage til København. Det tog fire en halv time, men det var en fed følelse af frihed.’ Her kommer jeg nogle gange til at sige, at vi skiftedes til at køre. Først kørte han en kilometer, så kørte jeg en kilometer. Det har jeg fra ham.«

En drink, der hedder Vagn

Mens onelinere typisk spiller på absurde omvendinger, er der andre former for standup. Der er den type vittigheder, hvor man taler om noget genkendeligt og illustrerer det med et overraskende billede, man griner af.

Som når Jan Gintberg taler om det stadie i et forhold, hvor man prutter i sengen, og siger: »Når min kone slipper en vind, er der kvæg, der bisser på Rømø.« Povl Carstensen holder meget af Jan Gintbergs standup, selvom det er det diametralt modsatte af Steven Wrights knappe sætninger og minimale betoning. I den lange, mere anekdotiske form for humor, Gintberg praktiserer, er det beskrivelsens præcision og detaljerigdom, man morer sig over. Han sætter mange ord på det, han gerne vil sige, han er højtråbende og bruger sin energi. 

Og så er der satirikerne, sådan nogle som Michael Schødt, Sebastian Dorset og Jonatan Spang, der parodierer politikere og gør sig lystige over deres selvmodsigelser. Den slags overlader Povl Carstensen til andre.

»Jeg bevæger mig mere i den personlige sfære og taler om små ting, jeg selv gør, eller som andre gør. Hvordan alle mennesker er dumme – ikke mindst mig selv. Jeg har politiske holdninger, men jeg har stort set aldrig lavet en politisk vittighed. Da alle var sure på Helle Thorning-Schmidt, havde jeg egentlig bare lidt ondt af hende. Hun gjorde sikkert, som hun gjorde, fordi hun syntes, det var rigtigt at gøre. Hvis hun ville være populær og have flere stemmer, havde hun jo nok gjort noget andet. Den indstilling kommer der ikke så mange vittigheder ud af.«

Mange vittigheder går ud på at få folk til at tro noget og så afsløre, at man mener noget helt andet. Bait and switch kalder man det på engelsk. Som den, hvor en isbjørn går ind på en bar. Bartenderen siger: »Det er sjovt, vi har faktisk en drink, der er opkaldt efter dig.« Isbjørnen svarer: »Har I en drink, der hedder Vagn?« 

»Det er en overraskende afsløring af en fejltagelse,« understreger Povl Carstensen. »Det er meget tit det, humor består i.«

– Er der nogle vittigheder, der er for nemme?

»Det er en smagssag, men hvis jeg hører nogen tale grimt om andre, og man ikke kan mærke selvironien, så giver det mig en dårlig smag i munden. Hvis man laver grin med sig selv, må man lave grin med alle. Som ung komiker kan man være nervøs for, om man er sjov nok. Men man skal ikke se på det som en præstation. Man skal bare op og dele noget, man selv synes er sjovt.«

Den vits, man kan huske

Kulturredaktionen har samlet et udvalg af de vitser, vi af den ene eller den anden grund altid kan huske. Den, der ikke nødvendigvis er god, men til gengæld altid er inden for rækkevidde. Redaktionsmedlemmerne forsøger at forstå deres egen ubevidste humor. Komiker Povl Carstensen anmelder og udlægger.

1. vits

Hvad sagde Indiana Jones, da han kom ind til bilforhandleren?

– Har-I-så’n Ford?

Anita Brask Rasmussen (kulturjournalist): »Det er den smukke kombination af ordlydleg og kulturel reference, der gør det for mig. Det kræver kendskab til både film og det danske sprogs udtale at forstå den, men samtidig er den helt enormt bøvet.«

Povl Carstensen: »Den er jo en totalt fjollet tøhø-vittighed. Jeg griner ikke højt ad den, men jeg synes det totale fjol er skønt og befriende. Det skal der også være plads til.«

2. vits

En mand har sat sin bil til salg. Han er i gang med at male den sort, da naboen kommer forbi.

– Er det ikke dumt at male bilen, hvis den skal sælges?, undrer naboen sig.

Manden kigger op og svarer:

– Jeg har fået at vide, at jeg kan få det dobbelte for bilen, hvis jeg sælger den sort.

Louise Schou Drivsholm: »Jeg har fået den fortalt af min krejlerfar.«

Povl Carstensen: »Det er en god vittighed i aarhushistoriegenren. Det er beslægtet med molbohistorier og blondinevittigheder, som gør grin med bestemte grupper mennesker, men det er jo dybest set bare vittigheder om dumme mennesker i al almindelighed. Vi er alle aarhusianere for Vorherre.«

3. vits

– Hvad sker der, hvis man tager fejl af glidecremen og tapetklisteret?

– Så falder tapetet ned.

Rasmus Bo Sørensen: »Det var faktisk en joke, Søren Pilmark fortalte mig, da jeg for nogle år siden bad ham om at forklare mig grundformen i den humor, Ørkenens Sønner benytter sig af: »Vi laver en overenskomst med publikum om, at nu er vi rigtig frække, og så siger vi bagefter: ’Nej, det var vi bestemt ikke’. Og dét griner folk ad, for de kan ikke lade være med at tænke: ’Var det bare mig, der troede, det var frækt?’«

Povl Carstensen: »Her er netop et eksempel på en vits baseret på den overraskende afsløring af en fejltagelse. Vi tror, svaret handler om sex, men bliver afsløret i vores egen automattænkning. At grine ad en vittighed er en spontan intellektuel aktivitet. Det er en pludselig indsigt. Det er en smaddergod vittighed. Jeg kendte den godt i forvejen.«

4. vits

– Hvad sker der når man knalder en kvinde i det forkerte hul?

– Så bliver hun gravid.

Katrine Hornstrup Yde: »Jeg hørte den her i et tv-program, da jeg var meget lille, og jeg oplevede den vist som en åbenbaring af, hvad sjofelhed og sexisme (og hullernes funktion) er for noget. Den er alt, hvad jeg ikke troede, jeg stod for. Derfor har den klæbet sig til min underbevidsthed lige siden som en klam hånd.«

Povl Carstensen: »Jeg var lige ved at sige, den er plat. Jeg har selv talt om dengang, jeg som helt ung var nervøs for, om jeg kunne finde det rigtige hul, når jeg engang skulle til at dyrke sex. Der var pointen også ’Jeg har senere fundet ud af, at der stort set ikke findes forkerte huller.’ Det grinede folk ad. Jeg bruger ikke den vittighed mere.«

5. vits

En mand kommer ind i en kiosk og går over til køleskabet og henter en frysepizza og to øl. Da han går op for at betale, kigger kioskmanden på han og siger:

– Du må da vist være single?

– Hvorfor siger du det? svarer han.

– Nåå, fordi du er så grim.

Christian Bennike: »Det er en lille fortælling – start, midte, slutning – og ikke bare en hurtigt ’hvad kalder man én …’ Længden er passende, skiftet til sidst er simpelt uden være forudsigeligt, og så er den lidt (meget lidt) flabet. Jeg har engang forsøgt at fortælle den til en komplet fremmed, jeg mødt i Irma City en mørk søndag aften, fordi han netop købte frysepizza og øl. Det gik helt, helt galt.«

Povl Carstensen: »Det var den, jeg grinede højst ad. Den har både overraskelsesmomenter og afsløringen af ens fejltagelse, for man tænker jo, det er fordi, han køber frysepizza, kioskmanden tror, han er single. Den har også den kærlige hån, som er noget, jeg sætter pris på ved dansk humor. At man kan være grov over for hinanden, fordi man godt ved, man holder af hinanden. Når f.eks. en kollega siger til en anden, at han er tidlig på den og spørger, om han har tisset i sengen. Det er skønt. Eller når man siger, man skal gå, og nogen i selskabet spørger, om man ikke kan vente fem minutter, så vi andre har noget at glæde sig til.«

6. vits

Hvad er det, der sidder i en spand og siger dav?

– En spandauer.

Otto Lerche: »Den gør egentlig ikke noget for mig, men da jeg hørte den til badminton for mange år siden, må den have gjort et eller andet, for det er den eneste, jeg altid kan huske. Så vidt jeg husker, kunne jeg godt lide billedet, en talende kage i en spand.«

Povl Carstensen: »Det er en børnejoke, som jeg husker dem fra min barndom. Den første vittighed, jeg selv kan huske, er den om damen, der går ind til slagteren med sin hund. Så siger slagteren, at hunden ser lidt medtaget ud. ’Hvorfor siger du det?’, spørger hun. Slagteren svarer: ’Fordi der står, at hunde ikke må medtages.’«

7. vits

– Hvorfor spiser de ikke Kims chips i Afrika?

– Fordi de ikke er sultne for sjov.

Kizaja Routhe-Mogensen: »Jeg kan kun to vittigheder, begge fra folkeskoletiden. Den ene er så led, at der er indført total selvcensur. Og den her kan jeg utvivlsomt kun huske, fordi den både er meget kort og lidt belærende. Ingen af dem er sjove længere. Dengang var de det, fordi de er onde, tror jeg.«

Povl Carstensen: »Det er jo en vittighed på en tragisk baggrund. Den forarger mig ikke, for jeg synes ikke, den laver grin med ofrene. Man kan lave grin med alting, hvis bare man ikke laver grin med ofrene. Det amerikanske humormagasin The Onion lavede et nummer om terrorangrebet 9/11 få dage efter. Der var en historie om, at Gud havde indkaldt til pressemøde om, at man ikke må dræbe. Det her er ikke verdens sjoveste vittighed.«

8. vits

– Hvorfor lå den ordblinde blåhval og fnes på havets bund? Den havde læst, at den var verdens største pjattedyr.

Lone Nikolajsen: »Billedet af en fnisende blåhval er bare grundsødt. Jeg kan generelt godt lide ordblindevittighederne. Det er sjovt, at de blåhvalen og de andre ordblinde dyr, tager det, de (fejl)læser om sig selv, så absurd alvorligt.«

Povl Carstensen: »Ordspilsjoke a la ’hvorfor døde den ordblinde mand? Han sprang ud af et fly med en fladskærm.’ Ordblindevittighederne er dog ikke mine yndlings ordspilsjokes.«

9. vits

– Kender I den om manden, der ikke kunne lide fisk?

– Han havde frikadeller i sit akvarium

Anna von Sperling: »Jeg synes faktisk ikke at den er særlig sjov. Jeg ærger mig faktisk lige nu over, at jeg ikke kom på noget mere sofistikeret eller edgy. Men jeg har en meget visuel hukommelse, så jeg tror, at den sidder fast i mit system på grund af et mentalt foto af et akvarium med klamme deller dansende på overfalden.«

Povl Carstensen: »God punchline med et sjovt og konkret og overraskende billede, men man kunne sikkert lave et bedre oplæg end ’kender I den’. Finde på en mere konkret scene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu