Koranen gjorde mig til feminist

Den uendelige liste over koryfæer som Angelou, Beauvoir, Woolf, Plath, Hooks og de danske som Brøgger og Ditlevsen er en selvfølge. Men her er nogle bøger, som i den grad har formet mig som feminist:

Koranen

Min mor havde en koransamling fra Afghanistan, og selv om jeg mest gik i fars kritiske fodspor, var jeg grebet af den hellige status, mennesker tillagde en enkel bog. Koranen lå i øverste hylde, den var indsvøbt i fin silke, og vi kyssede omslaget, før vi åbnede den. Her måtte man ikke stille spørgsmål til sandhedsværdien i, om de religiøse normer, retningslinjer, råd, forbud og påbud ville lede til uretfærdighed. Eller det, der rungede allermest inde i mig:

Hvorfor er der ingen kvindelige profeter i de abrahamske religioner?

Jeg læste Koranen midt i en dyb eksistentiel krise, hvor min rolle som kvinde i hjemmet kolliderede med min rolle som kvinde i samfundet. Jeg havde brug for at vende tilbage til rødderne.

De abrahamske religioner har præget og formet årtusinders kønskultur. Som feminist er det vigtigt at kende sin historie. Ud over at rode rundt med filosoffers spørgelyst og læse en masse feministisk litteratur er de abrahamske religioner om nogen en fundamental prioritet for at forstå, hvordan ulighed og uretfærdighed baseret på køn og seksualitet kan blive en forsvarlig norm.

Grundlæggelse af sædernes metafysik, Immanuel Kant 1785

Uha, Kant er blevet pisket af feministiske kritikere, og med god ret, for man skal ikke igennem store dele af hans værker for at statuere, at han har et stokkonservativt syn på kvinder. Men det er et stort tab, hvis man affejer ham af den grund, for man kan ikke læse Kants forstenede holdninger til kvinder som andet end en konsekvens af hans samtid, liv og miljø.

Især Grundlæggelse af sædernes metafysik har været en af grundpillerne i min egen aktivisme. Han udfordrede sin samtid med en grundnorm, som i dag præger vores etiske intuition – både socialt, kulturelt og juridisk. Kant er kompromisløs og fantastisk på den måde.

Jeg møder unge kvinder i dag, som kigger omkring sig og konkluderer, at der ikke er brug for en kvindekamp. Derfor er der brug for, at vi indfører den kompromisløse ånd bag det kategoriske imperativ, der indbærer, at vi altid gør det, vi mener, at andre burde gøre i samme situation.

Vi skal nemlig handle, så det er gældende lov for alle, og der er brug for solidaritet, så længe kvinder ude i verden ikke har deres frihed.

Jomfruhinder og Hijab, Mona Eltahawy 2015

Den her bog er et værk, jeg personligt kan spejle mig i. Jeg elsker Eltahawys kompromisløse og modige aktivisme. Hun har viet sit liv til en kamp for særligt muslimske kvinders seksualitet, og hun har betalt en brutal og dyr pris i erfaringer.

Jeg tror på, at alle, og endda også os, som har en brutal fortid, skal bruge vores privilegier til at gøre en forskel. Bogen er revolutionær og derfor et kampmanifest mod afseksualiseringen, og dermed også dehumaniseringen, af kvinden som menneske. Og den er et slag for solidaritet med de mest voldsudsatte kvinder i verden.