Læsetid: 9 min.

Kulturtendenser, der skal dø, for at nyt vokser frem

Der findes etablerede trends, tendenser, vaner og uvaner i det danske kunst- og kulturliv. Ved årets slutning udpeger avisens kritikere, hvad der ifølge dem bør hives op med rode og droppes, for at nye ting og visioner i stedet kan spire frem og berige fremtiden
Der findes etablerede trends, tendenser, vaner og uvaner i det danske kunst- og kulturliv. Ved årets slutning udpeger avisens kritikere, hvad der ifølge dem bør hives op med rode og droppes, for at nye ting og visioner i stedet kan spire frem og berige fremtiden

Scanbox

2. januar 2018

Film: Drop amatørfanfarerne, og gør biografen til et højtideligt rum

I skærmalderen, hvor film kan ses på alle mulige tider, steder og dimser, skal det være noget helt særligt at gå i biografen. Man vil mærke magien, når mørket sænker sig, og man vil have fuld swooosh for billetpengene, når salen blærer sig med det lydsystem, som ingen mobilfilmoplevelse kan hamle op med.

Og så er der selvfølgelig lige de der reklamer, som man er nødt til at sidde igennem, inden de forventningsskabende trailere kommer på lærredet. De leveres af Dansk Reklame Film, som siden sidste år har arbejdet med at forny sin visuelle identitet og profil ved at gentænke den klassiske danske trompetpigefanfare, der faktisk gik helt tilbage til 1956.

Fornyelsen har bestået i at lade almindelige danskere fortolke fanfaren frit efter hukommelsen. Ifølge en Egmont-beskrivelse af tiltaget fra sidste år har ambitionen også været at lade både skuespillere fra aktuelle film eller karakterer fra annoncørernes reklameuniverser optræde i vignetterne. Det har jeg endnu aldrig selv oplevet, eller også kender jeg bare ikke de kendte …

Og selv om det har sin egen kejtede charme at se almindelige mennesker trutte biografoplevelsen i gang, er der også noget tåkrummende dagligdags over deres ofte halvhjertede fanfarer. Den der følelse af, at ’det var bare lige det, jeg ville sige, hej!’ eller en overgang til tv-vejrudsigten frem for en højtidelig markering af biografsalens på mange måder dyrebare filmoplevelse.

Så er det nu! Det er stort! Det bliver godt!

Så væk med amatørfanfarerne og ind med noget andet, som skaber de rigtige rammer for biografens særlige rum. Vi vil overraskes på den front i 2018.

Eva Novrup Redvall, filmanmelder

Scenekunst: Drop teaterkoncerterne

Det begyndte ret magisk, dengang Nikolaj Cederholm lancerede ’teaterkoncerten’ som begreb med forestillingen Gasolin på Dr. Dantes Aveny i 1994. Men hvad er en teaterkoncert egentlig? Det har mange teaterfolk prøvet at forklare lige siden. Det er noget med en blæsende sanselighed i en musikforestilling, hvor der hverken er faste figurer eller nogen handling. Der er bare nogle sange, som skuespillerne synger, mens de vader i jord eller vælter sig i regn, flyver i seler eller hopper i sofaer. Og nej. De siger heller ikke replikker til hinanden, sådan som de gør i musicals. De synger bare sange.

Gasolin blev et gennembrud for teaterkoncertgenren. Men det er altså snart 25 år siden. Der har naturligvis været vilde og stærke teaterkoncerter. På min indre hitliste er stadig følelsen af groteske kroppe helt ude i deres følelsers mest sårbare nervetråde i den syrede Nick Cave Teaterkoncerten af Rolf Heim på Aarhus Teater i 2006, Anne Linnet Teaterkoncert med de strandede havfruer i Hvid magi af Elisa Kragerup for Sort Samvittighed på Betty Nansen Teatret i 2011, Anne Linnet Teaterkoncert – Jeg er jo lige her med de ensomme mennesker på gaden af Minna Johannesson på Aalborg Teater i 2012 – og senest Nicolei Faber og Christian Albrechtsens underskønne hybenhjertebilleddigt Lyden af de skuldre vi står på i Simon Kvamms remix på Aarhus Teater.

Men der har godt nok også været mange ligegyldige teaterkoncerter.

Så kære teatre: Drop teaterkoncerterne i 2018!

Anne Middelboe Christensen, teateranmelder

Film: Drop product placement og romertalsfilm

Selv om de kommende år med garanti byder på mange nye emojier og fjæsbogs-tiltag, så lad 2017-floppet The Emoji Movie om det grimasserende humørikon Gene stå som en engangsfejltagelse. Den massive produktplacering med Candy Crush-promovering og teknikproduktreklame i spillefilm er også en uskik, men frem for alt vil man hellere have begavet underholdning til større børn og teenagere, som ikke er animerede forsøg på skabe historier om SoMe-ikoner, nye grupperinger af amerikanske tegneseriehelte eller Alle for tre og Far til fire.

På tv-fronten har norske Skam vist, at man kan lave skandinavisk indhold, som de unge rent faktisk gider se. Tanken bag var så godt nok, at serien skulle være de unges forældrefri reservat, men der burde være basis for lige så engagerende filmfortællinger på tværs af generationer.

Som forælder savner jeg i hvert fald begavede indie-, ungdoms- eller familiefilm at samles om, f.eks. i stil med sidste års amerikanske Captain Fantastic med Viggo Mortensen, som man ikke mindst pga. titlen kunne lokke unge med ind at se – og så fik den 13-årige faktisk en stor filmoplevelse, som vi har talt meget om siden.

Så lad 2018 blive et emoji-fadæsefrit filmår med mindre romertalsrust og mere mod på udfordrende og anderledes underholdning til teenagere, deres forældre og andre tænkende væsener. Team Hurricane var et bud. Jeg ser gerne flere.

Eva Novrup Redvall, filmanmelder

Musik: Slap af med den biografiske læsning

Det er en illusion, at vi kan kende kunstnerne, og det er en usundt moraliserende tanke, at kunstneren skal være ren af ånden. I et stadig mere politiseret klima skal vi stoppe med at sætte kunstneren lig med kunstværket.

Da det toneangivende musikmedie Pitchfork i november skulle anmelde Morrisseys nye album Low in High School, så var det helt utrolig svært for anmelderen at se bort fra den kontroversielle sangers offentlige ytringer. Sam Sodomsky kritiserede for eksempel Morrisseys tekster for at være lige så ufølsomme som hans nylige, offentlige udtalelser til tyske Der Spiegel, hvor han tildelte ofrene for Weinstein og Spaceys sexchikanerier en vis medskyld.

»Hvis sene solohøjdepunkter som 2004’s ’You Are the Quarry’ føltes som at genoplive gamle dage med en gammel ven, så er Morrisseys musik nu mere som at scrolle gennem vennens Twitter-feed og komme i tanke om, hvorfor man oprindeligt holdt op med at hænge ud.«

Det er en biografisk forurening, der kommer til at stå i vejen for anmelderens forståelse af værket i sin egen ret. Det er en om sig gribende tendens i vores kultur, og det er noget rod. For – lad os nu være ærlige – vi kommer aldrig til at kende de personer, hvis kunst vi elsker.

Hvis man har læst hele Karl Ove Knausgårds seksbindsautofiktion Min Kamp, så ved man, at han beskriver rengøringen af sin netop afdøde fars sidste bopæl vidt forskelligt to steder i værket.

Vi ved nu, at selv om Louis C.K. sagde, at han var 100 procent ærlig som stand up-komiker, så var han det ikke. Han nævnte aldrig sine seksuelle chikanerier af de kvinder, der nu er trådt frem.

Og: Vi kan læse i den überautentiske blue collar-helt Bruce Springsteens indledning til sin selvbiografi Born To Run, at han kommer fra en lille by, hvor alt har en lille smule fusk over sig. »Det har jeg også,« skriver han.

Så. Det er på tide at slappe lidt af med den biografiske læsning. Ja, prøv også at eksperimentere med helt at droppe den!

Her er tre grunde:

  1. Den biografiske læsning er maksimalt kun delvist sand.
  2. Den kan forhindre, at man oplever værket på dets egne præmisser.
  3. Den kan have alvorlige kulturelle konsekvenser. Det oplever vi lige nu. Den biografiske læsning lægger nemlig åbenbart også op til, at usympatiske eller umoralske menneskers værk ikke længere er velkomment i vores kultur. Vi kan for eksempel konstatere, at Louis C.K.’s værk er blevet fjernet fra HBO. Hvilket er en katastrofal forarmelse af vores kultur. Og det er censur.

Ralf Christensen, musikredaktør

Dokumentar: Stop med at give os journalistens samtlige processer

Lad det i 2018 blive bandlyst for dokumentarister at indlede en sætning med ordene »Det går op for mig, at …« Når en reporter fortæller sine lyttere eller seere noget, er det allerede underforstået, at dette noget er gået op for reporteren selv (sandsynligvis inden mikrofonen eller kameraet blev tændt). Det ved man godt. Sætningsindledningen tjener alene det formål at få folk til at føle sig indviet i en efterforsknings- og erkendelsesproces anført af reporteren, som i flere og flere dokumentarer fremstår som en følelsesmæssigt investeret detektiv og eftertænksom jegfortæller. Man får ligesom lov til at læse med over skulderen i journalistens logbog.

Når journalistens logbog er blevet så populær som dramaturgisk skelet i så mange podcastserier og tv-programmer, er det ikke uden grund. Historier er mere genkendelige som historier – og ikke bare fremlæggelser af et mere eller mindre overraskende dokumentarisk materiale – når de har en fortæller, og her har man jo altid sig selv lige ved hånden. Og der findes geniale eksempler på processvælgende detektivdokumentarer.

Men for at proces skal være spændende, skal der være modstand. Og ikke nok med det – modstanden skal også have principiel betydning. Det er ikke nok, at en kilde ikke tager telefonen, fordi vedkommende lige var i gang med noget andet. Man skal ikke lade sig filme, mens man siger: »Jeg sender en mail.« Man kan godt bare sende den og så dokumentere, hvad den fører med sig. En kok kommer jo heller ikke farende og delagtiggør en i, præcis hvornår det gik op for hende eller ham, at der skulle timian i sovsen.

Lone Nikolajsen, tv-anmelder

Film: Drop forudsigeligheden og tryghedsnarkomanien

For ganske nylig offentliggjorde Det Danske Filminstitut en rapport om dansk film, og den konkluderede, hvad man sådan set godt vidste i forvejen: At økonomien er ad helvede til. Den naturlige reaktion på den slags nedslående ’nyheder’ plejer at være, at de danske filmproducenter bliver endnu mere forsigtige og forudsigelige, end de i forvejen er. Sådan har udviklingen været gennem de seneste ti år, hvor krisen for alvor har kradset, og hvorfor skulle det ændre sig nu, hvor der endnu engang sættes en fed streg under problemet?

2017 har ellers været et glimrende år, ikke hvad angår billetsalg til dansk film, men hvad angår eventyrlyst og forsøg på at eksperimentere med form og indhold. Man kan mene, hvad man vil om Underverden, QEDA, Du forsvinder, Gud taler ud og Vinterbrødre – for nu at nævne en håndfuld af årets mest opsigtsvækkende og kunstnerisk ambitiøse film – men de ligner ikke meget andet, man har set i dansk film i nyere tid, og det er i sig selv ganske opmuntrende. Problemet er selvfølgelig, at ikke alle fire sælger billetter nok til, at de giver overskud, og det kan resultere i, at producenterne ikke tør tage den slags chancer en anden gang.

Den massive statsstøtte via DFI skal i høj grad være risikovillig kapital, som der ikke knytter sig andre forventninger til end kunstnerisk vovemod og en trang til hele tiden at udfordre sig selv og publikum i et forsøg på at skubbe dansk film i nye retninger. Øg støtten til den enkelte film og giv producenterne lyst til – og reel mulighed for – at satse hele butikken. Der er brug for endnu mindre forudsigelighed og tryghedsnarkomani i dansk film.

Christian Monggaard, filmredaktør

Bøger: Drop snak om smal og bred

Jeg vil gerne af med smal og bred, når vi taler om kunst og litteratur. Af med smalle forfattere og det brede publikum. Skuldre og hofter kan være smalle og brede, farvande og gader kan være det, men det gavner ingen at tale om den smalle litteratur over for en bred Jussi Adler-Olsen. Det hjælper ikke at sætte ’såkaldt’ foran, ’den såkaldt smalle litteratur’ lyder stadig som lektier og bidrager til forestillingen om, at litteratur enten er noget, der sælger og underholder, eller også er den helt umulig at forstå.

Kunstoplevelser bliver reduceret til livsstil og bøger til varer på markedet. Kategorierne smal og bred gør litteratur til målgruppelitteratur, og den person, der bruger smal og bred, taler ofte på andres vegne. Taler om, hvad han eller hun tror, andre opfatter som svært, mærkeligt og utilgængeligt i stedet for at tale om, hvordan han eller hun selv oplever værket. Vi er ikke salgsstatistikker og anbefalingsalgoritmer, men mennesker blandt andre mennesker. Et godt råd er: Se, hør, føl selv og gør dig umage med at fortælle andre om det. Gør dig umage med at fortælle, hvad du kan lide og ikke kan lide.

Der bliver nok en overgang med tomhed og tavshed, der hvor vi havde vænnet os til at sige smal og bred, men vi kan hjælpe hinanden og udfylde tavsheden og sammen sørge for, at stemningen ikke bliver alt for akavet, når der bliver tomt og stille et øjeblik. Og jeg taler selvfølgelig ikke om anmelder Lars Bukdahls semiotiske judo – den, han udfører hvert år, når han uddeler Bukdahls Bet. Den Smalle Litteraturpris. I Smallegade naturligvis, hvor ellers?

Kamilla Løfstrøm, litteraturanmelder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese, Bjarne Toft Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til:
"Kategorierne smal og bred gør litteratur til målgruppelitteratur, og den person, der bruger smal og bred, taler ofte på andres vegne".

Den beskrevne tendens mod den sociologisk orienterede kritikervinkel ser jeg først og fremmest som et resultat af modstanden mod den professionelle akademiske kunst- og litteraturkritik, som jeg mener, at det er vigtigt af fastholde, ikke kun i fagtidsskrifter og lignende, men også i aviserne (stik imod opfattelsen hos f.eks. kulturredaktøren på Berlingske Tidende).

Kommentar til:
"Et godt råd er: Se, hør, føl selv og gør dig umage med at fortælle andre om det. Gør dig umage med at fortælle, hvad du kan lide og ikke kan lide".

Man kan ikke foretage kritik uden at involvere følelser eller gøre sig helt fri af subjektive præferencer, men følelser og subjektive præferencer må heller ikke blive for dominerende, for så bliver resultatet subjektivistisk føleri. Så havner vi i en ny form for populisme, hvor det bliver umuligt at fastholde kravet om akademisk professionalisme.

Det er vigtigt at fastholde, at såvel kunstens som litteraturens institutioner har væsentlige samfundsmæssige funktioner, som er andet end produktion af oplevelsesøkonomi, og en betingelse for det er at fastholde nødvendigheden af den akademisk professionelle kunstkritik. At der er nogen, der i kraft af deres uddannelse har bedre forudsætninger end andre for at vurdere, hvad der er godt og skidt inden for kunstens og litteraturens områder.

Det er jo ikke det samme som, at kritikere ikke kan være uenige, at kritikere kan tage fejl, og selvfølgelig skal kritikere kunne udsættes for kritik.