Læsetid: 6 min.

Det er for let at affærdige genrehybride værker som mislykkede

Var litteraturåret 2017 egentlig så skidt, som det er blevet beskrevet? Og har Erik Skyum-Nielsen ret i, at hybrider er halvhjertede og collager kaotiske? I stedet for at affærdige dem bør vi spørge os selv, hvad årets mange genrehybrider siger om tiden
13. januar 2018

Skyum ser alt. Det er i hvert fald min fornemmelse nogle gange.

Ikke desto mindre er de samme iagttagelser, han gør sig i sin »ekspresoverflyvning af dansk litteratur fra året 2017« og lægger til grund for sin konstatering af, at det var et år, der bød på »få reelle højdepunkter«, for mig grund til at drage den stort set modsatte konklusion.

Erik Skyum-Nielsen udpegede i sin gennemgang af litteraturåret fire forklaringer på, hvorfor det var et skidt litteraturår: For det første holdt de bedste forfattere pause. For det andet syntes der i 2017 »at være gået skrump og svamp i den fortællende prosa«, så vi »i stedet for skarpe noveller og med omhu gennemskrevne romaner« fik »halvhjertede ’hybrider’, tynde processuelle ’projekter’, udisponerede arbejdspapirer og mere eller mindre kaotiske ’collager’«.

Dertil så han en »massiv tendens« til engageret opbyggelighed i årets udgivelser, der satte det etisk gode og politisk rigtige i stedet for »det kunstnerisk smukke«, og for det fjerde: En ofte retmæssig rendyrkelse af offerpositioner. Men »medlidenhedslitteratur bliver ikke automatisk til kunst«.

Her er mildest talt stof til flere anfægtede replikker, men jeg vil nøjes med at protestere mod påstanden om, at de genrehybrider, der udkom i 2017, var halvhjertede, tynde, udisponerede og kaotiske. De genrehybrider, Skyum-Nielsen ser som lavpunkter, var ikke bare højdepunkter. Det er også interessant, hvorfor de var så mange.

Genre er ikke kvalitetsgarant

Det giver sig selv, at en hybrid kan være halvhjertet, at et processuelt værk kan være tyndt, arbejdspapirer kan være udisponerede og collager kaotiske. Et genretilhørsforhold er ikke i sig selv en kvalitetsgarant. Ingen elsker vel heller ikke alle digte. Det er også let at forveksle karakteristik med kritik her.

Det vil sige det giver næsten også sig selv, at et arbejdspapir er udisponeret. Det giver ikke sig selv, at det udisponerede ikke nødvendigvis kan være smukt. Det gennemredigerede er heller ikke nødvendigvis hverken smukt eller interessant. Først og fremmest er det dog for let overhovedet at affærdige genrehybride værker som sjuskede eller ugennemarbejdede.

Ursula Andkjær Olsens Krisehæfterne kalder Skyum-Nielsen et »kaotisk processuelt collageværk« og »uredigerede optegnelser, efter recepten Hvad Jeg Tænker På Lige Nu«. Og det er jo sådan set ikke helt forkert. Som karakteristik, ikke kritik altså. Krisehæfterne er et kaotisk værk, for det beskæftiger sig med krisens kaos.

Som kriseværk befinder bogen sig et uforløst sted, som det prøver at bevæge sig væk fra. Det præsenterer sig som uredigerede optegnelser, og det taler, som Skyum-Nielsen citerer det for, om sjusk som »den eneste mulige løsning på det totalitæres fare« og foreslår, at »sjusk er løsningen« på den nuttede fare ved »veltilrettelagt mangfoldighed«.

Men for det første skal vi jo ikke nødvendigvis tage værkets beskrivelse af sig selv og sin tilblivelse for gode varer. For det andet er det svært at læse udenom, hvordan skriften i Krisehæfterne også er formet af stor, næsten tvangsagtig disciplin og selv taler om det. Skriften i Krisehæfterne er i høj grad skrift som øvelse, som optegnelsernes skrivende jeg både fortæller om at ville disciplinere og frigøre sig selv gennem.

Ligesom kritikeren Tue Andersen Nexø engang har anført, at Ursula Andkjær Olsen digter med begreberne, kan man sige, at hun i Krisehæfterne filosoferer med følelserne. Man kunne måske også sige, at hun filosoferer med formen. For det processuelle værk rapporterer ikke bare eftermæle om tænkte tanker.

Det er selv en form for tænkning, der er pågående og under forandring. Det uredigerede er altså ikke mangel på form, men en anden form, der sagtens selv – også når den bruger sjusk som strategi – kan være gennemarbejdet og på sin egen måde formfuldendt.

Nogle af de samme ting kan siges om Amalie Smiths Et hjerte i alt, der samler billeder og tekster af forskellige arter fra Smiths tiårige virke som både forfatter og billedkunstner og væver dem sammen til én lang tekst. Her mener Skyum-Nielsen, at »desorienteringen« lister sig ind, »fordi man midt i denne sarte, søgende lyriske prosa også skal belæres af akademiske miniessays og bebyrdes med refleksion over andre værker, der befinder sig alle mulige andre steder end den tekst, man lige nu sidder og læser.« litteratursyn

Litteratursyn

Det, han finder bebyrdende, finder jeg generøst. Det er et litteratursyn, der forestiller sig det litterære værk som så autonomt, at det kun skal beskæftige sig med sig selv, af sig selv og for sig selv, som om værket og ikke mindst dets forfatter ikke var del af verden.

At vi som individer – og kunstnere som individer – er del af, formet af og forbundet med verden, er hele pointen i Smiths værk. Ligesom Andkjær Olsens Krisehæfterne er Et hjerte i alt et forsøg på at tænke med litteraturen. På at se litteraturen som en form for tænkning, hvormed jeg ikke mener en slags, men selve den form, tænkningen antager.

Det samme gælder Martin Larsens Parasitsonetterne, som ifølge Skyum-Nielsen er – hvilket ganske rigtigt også er tilfældet – »skrevet i ærbødig afhængighed af« Inger Christensens digtsamling Sommerfugledalen. Og Caspar Erics Avatar, om hvilken han skriver – hvilket også er rigtigt – at den låner med arme og ben og »sakser citater og desperate erklæringer fra nettet« og »kombinerer dem med en personlig tilstand af vrede, afmagt og grænseløs sorg«. Det er »lige lovlig smart« ifølge Skyum-Nielsen.

Men er det det? Hvorfor forringer det egentlig et værk, at det bruger andre værker til at tænke med? At det ikke skjuler, at også værket – ligesom individet og kunstneren – står i et afhængighedsforhold til sin omverden?

Diskussionen om, hvorvidt disse bøger er mere eller mindre gode og vellykkede, er i øvrigt én ting. Noget andet er, om det ikke kunne være interessant at spørge mere ind til, hvorfor tendensen går så tydeligt i retning af det genrehybride for tiden frem for at se det som udtryk for dovenskab og sjusk.

Når det er for let at affærdige genrehybride værker som mislykkede, handler det altså også om, at genre altid er produkt af sin tid. Genrer er historiske. Det betyder ikke bare, at der ikke altid har eksisteret f.eks. romaner. Det betyder også, at der er en forbindelse mellem romanen og den tid, den begynder at findes i. Jeg siger ikke, at jeg ved alt, hvad genrehybriderne fortæller os om vores tid. Men hvis disse værker er kaotiske, kunne det jo tænkes at være, fordi verden er kaotisk.

At løse kaos

Og hvad angår verdens kaos: Som forklaring på, hvorfor Svend Åge Madsens Af den anden verden i hans øjne er årets bedste bog, anfører han, at karaktererne i den »render ind i stort set alle de problemer, vi mennesker kan skabe for hinanden, men de evner i modsætning til os andre at løse de alvorligste af dem, fordi de har selve fortællekunsten til at minde sig om forskellen på ondt og godt, det forkerte og det for alle optimale«.

Men er det virkelig det, litteraturen er (og det, i øvrigt, at Madsens roman er?) – en manual til efterfølgelse? Et sted, vi kan slå forskellen på så kategoriske størrelser som ondt og godt, forkert og optimalt op? Det ligner et meget let litteratursyn. Jeg mener godt, at litteraturen må være krævende. Besvær er også, hvad litteraturen kan. Som også forstyrrer én og sætter én i gang med at tænke. Det er også med sit besvær, at den kan give os et rum og sprog til at tænke over, hvad f.eks. godt og ondt overhovedet er.

For mig er det lige netop derfor, at bl.a. Olsens, Smiths, Larsens og Erics bøger ikke bare er nogle af de bedste, der udkom i 2017, men også bøger, der vidner om, ikke bare hvor udmærket, men også interessant et litteraturår 2017 var.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Først og fremmest er det dog for let overhovedet at affærdige genrehybride værker som sjuskede eller ugennemarbejdede".

Selvfølgelig er genrehybride værker ikke nødvendigvis sjuskede og ugennemarbejdede. Problemet er nok snarere, at genren er utroligt krævende, og at resultatet derfor ofte vil fremstå mangelfuldt. Noget tilsvarende er tilfældet ved den åbenlyst civilisationskritiske digtning.

Problemet ved det genrehybride værk er ofte at få sansning, refleksion og skriftlig fremstilling til at gå op i en højere enhed, således at det fungerer æstetisk.

Der er forskel på at skrive en god kronik, et godt essay og et genrehybridt værk, og ofte kan man få det indtryk, at forfatteren har noget på hjerte, der skal presses igennem på et refleksivt plan, hvilket gør, at værket nok havde fungeret bedre som f.eks. essay. Det var måske også det, der lå som en pointe i formuleringen "slet skjulte essays om kunst" i anmeldelsen af Niels Frank: ’Vulkaner på månen’?
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/01/fanget-retningsloese

Som jeg oplever det, mangler anmelderne for tiden, generelt set, modet til at stille de nødvendige krav til genrehybride værker, såvel på et æstetisk plan som vedrørende værkernes udtryk for bred intellektuel dannelse. F.eks. slipper det banale og lommefilosofiske for nemt igennem anmeldernes kritiske filter.

Af de nævnte værker har jeg kun foretaget en grundigere læsning af Amalie Smiths "Et hjerte i alt". Med hensyn til sansning og fremstilling er niveauet højt, men kompositorisk fremstår det som noget rodet, og jeg havde, ud fra det jeg ellers kender til forfatterskabet, forventet færre banale overvejelser og udtryk for en større indsigt på en række områder.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er meget enig i, at der også skal være plads til det processuelle værk, der ikke bare rapporterer eftermæle om tænkte tanker, men som selv er en form for tænkning, der er pågående og under forandring, og jeg er også enig i, at litteraturen må være krævende og forstyrrende og sætte én i gang med at tænke. Sådanne værker skal selvfølgelig vurderes på deres egne betingelser.

Som jeg oplever det, stiller det store krav til forfatterne at skabe en sådan litteratur, der vel at mærke fungerer, såvel på et æstetisk plan som på et intellektuelt udfordrende plan.

Forhåbentlig kan vi også være enige om, at værker ikke alene skal vurderes på deres engagerede opbyggelighed, deres opfattelse af det etisk gode og det politisk rigtige og deres dyrkelse af offerpositioner.

Når Michael Strunge i den legendariske udsendelse af litteraturprogrammet Bazar fra 1984 kritiserer Lola Baidel, og med hende vel en stor del af digtergenerationen fra 1970erne, er det ikke for det, hun har på hjerte, men fordi hendes digtning ikke lever op til helt elementære æstetiske krav til god litteratur. Der er jeg meget enig med Strunge, men uden dermed at lægge mig fast på, at det litteratursyn, han kritiserer ud fra, også er det eneste rigtige.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/01/vaebnet-ord-vinger-...

Det er ikke tilfældigt, at en sådan film kommer på markedet netop nu, og at Vita Andersens Tryghedsnarkomaner blev genudgivet for nogle få år siden.