Læsetid 6 min.

Det er for let at affærdige genrehybride værker som mislykkede

Var litteraturåret 2017 egentlig så skidt, som det er blevet beskrevet? Og har Erik Skyum-Nielsen ret i, at hybrider er halvhjertede og collager kaotiske? I stedet for at affærdige dem bør vi spørge os selv, hvad årets mange genrehybrider siger om tiden
13. januar 2018

Skyum ser alt. Det er i hvert fald min fornemmelse nogle gange.

Ikke desto mindre er de samme iagttagelser, han gør sig i sin »ekspresoverflyvning af dansk litteratur fra året 2017« og lægger til grund for sin konstatering af, at det var et år, der bød på »få reelle højdepunkter«, for mig grund til at drage den stort set modsatte konklusion.

Erik Skyum-Nielsen udpegede i sin gennemgang af litteraturåret fire forklaringer på, hvorfor det var et skidt litteraturår: For det første holdt de bedste forfattere pause. For det andet syntes der i 2017 »at være gået skrump og svamp i den fortællende prosa«, så vi »i stedet for skarpe noveller og med omhu gennemskrevne romaner« fik »halvhjertede ’hybrider’, tynde processuelle ’projekter’, udisponerede arbejdspapirer og mere eller mindre kaotiske ’collager’«.

 

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Først og fremmest er det dog for let overhovedet at affærdige genrehybride værker som sjuskede eller ugennemarbejdede".

Selvfølgelig er genrehybride værker ikke nødvendigvis sjuskede og ugennemarbejdede. Problemet er nok snarere, at genren er utroligt krævende, og at resultatet derfor ofte vil fremstå mangelfuldt. Noget tilsvarende er tilfældet ved den åbenlyst civilisationskritiske digtning.

Problemet ved det genrehybride værk er ofte at få sansning, refleksion og skriftlig fremstilling til at gå op i en højere enhed, således at det fungerer æstetisk.

Der er forskel på at skrive en god kronik, et godt essay og et genrehybridt værk, og ofte kan man få det indtryk, at forfatteren har noget på hjerte, der skal presses igennem på et refleksivt plan, hvilket gør, at værket nok havde fungeret bedre som f.eks. essay. Det var måske også det, der lå som en pointe i formuleringen "slet skjulte essays om kunst" i anmeldelsen af Niels Frank: ’Vulkaner på månen’?
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/01/fanget-retningsloese

Som jeg oplever det, mangler anmelderne for tiden, generelt set, modet til at stille de nødvendige krav til genrehybride værker, såvel på et æstetisk plan som vedrørende værkernes udtryk for bred intellektuel dannelse. F.eks. slipper det banale og lommefilosofiske for nemt igennem anmeldernes kritiske filter.

Af de nævnte værker har jeg kun foretaget en grundigere læsning af Amalie Smiths "Et hjerte i alt". Med hensyn til sansning og fremstilling er niveauet højt, men kompositorisk fremstår det som noget rodet, og jeg havde, ud fra det jeg ellers kender til forfatterskabet, forventet færre banale overvejelser og udtryk for en større indsigt på en række områder.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg er meget enig i, at der også skal være plads til det processuelle værk, der ikke bare rapporterer eftermæle om tænkte tanker, men som selv er en form for tænkning, der er pågående og under forandring, og jeg er også enig i, at litteraturen må være krævende og forstyrrende og sætte én i gang med at tænke. Sådanne værker skal selvfølgelig vurderes på deres egne betingelser.

Som jeg oplever det, stiller det store krav til forfatterne at skabe en sådan litteratur, der vel at mærke fungerer, såvel på et æstetisk plan som på et intellektuelt udfordrende plan.

Forhåbentlig kan vi også være enige om, at værker ikke alene skal vurderes på deres engagerede opbyggelighed, deres opfattelse af det etisk gode og det politisk rigtige og deres dyrkelse af offerpositioner.

Når Michael Strunge i den legendariske udsendelse af litteraturprogrammet Bazar fra 1984 kritiserer Lola Baidel, og med hende vel en stor del af digtergenerationen fra 1970erne, er det ikke for det, hun har på hjerte, men fordi hendes digtning ikke lever op til helt elementære æstetiske krav til god litteratur. Der er jeg meget enig med Strunge, men uden dermed at lægge mig fast på, at det litteratursyn, han kritiserer ud fra, også er det eneste rigtige.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/01/vaebnet-ord-vinger-...

Det er ikke tilfældigt, at en sådan film kommer på markedet netop nu, og at Vita Andersens Tryghedsnarkomaner blev genudgivet for nogle få år siden.