Læsetid: 11 min.

’Litteraturen er et smidigt og frigørende materiale for en instruktør’

Niels Henning Falk Jensbys prisbelønnede debutroman ’Techno’ er blevet dramatiseret i Aarhus og København under titlen ’Frådseri’.

Niels Henning Falk Jensbys prisbelønnede debutroman ’Techno’ er blevet dramatiseret i Aarhus og København under titlen ’Frådseri’.

Anna Marín Schram

19. januar 2018

I løbet af de seneste års tid er dansk samtidslitteratur blevet trukket ind på samtlige af landets scener i stor stil.

Information har talt med tre instruktører og tre forfattere om, hvorfor samtidslitteraturen og dramatikken kommer så godt ud af det for tiden. Stærke stemmer, begrænset handling og dermed stor kunstnerisk frihed, lyder det.

TECHNO

Roman af Niels Henning Falk Jensby fra 2016, dramatiseret af Sargun Oshana og opført på Aarhus Teater og Teater Republique i januar 2018. Her et uddrag fra forestillingen (og bogen), hvor den mandlige hovedperson fortæller om et møde med sin elskede:

Jeg bliver eksamineret. Spytklatten, der spyttes, tungen, der borer sig ind i min endetarmsåbning, forstår jeg som en godkendelse. Jeg mærker hans venstre hånd på min skulder. Den højre omkring min hals. Den kolde ring, der sidder på hans ringfinger.

Du kvaser en klump speed, deler den i to baner. Og jeg bukker mig forover, sniffer. Du trækker mig op til dig. Jeg siger, at jeg synes, det har været et fuldstændigt sindssygt år. Og før jeg ved af det, ligger jeg med ryggen til dig, mens du knepper mig. Løfter dovent mit højre ben, så du kan komme til.

Jeg går ud på toilettet, sætter mig, og lader din sæd sive ud af mig. Jeg får hjertebanken ud af ingenting. Jeg tror, jeg knækker en dag.

Sargun Oshana, Instruktør, 33 år

»Techno er egentlig et ret ukonventionelt stykke dramatik. Forestillingen består af 20 sider monolog, der er sakset temmelig direkte ud af romanen. Det handler – ligesom romanen – om en ung mand, der forelsker sig i en anden mand, om grænsesøgende sex og frigjorthed, men også om et overgreb.

Vi har sat stykket op på henholdsvis G-Bar i Aarhus og Nevermind i København, der begge er homobarer og atypiske rum for en teaterforestilling. Jeg vil gerne udfordre publikum, rive folk ud af deres – og teatrets – vante rammer. Og jeg vil gerne selv arbejde uden for rammerne. Det er derfor, jeg arbejder med samtidslitteratur. Det er en måde at frigøre mig fra den faste struktur, der ligger i megen dramatik, ja.

Forfattere som Niels Henning Falk Jensbye eller Caspar Eric (Sargun Oshana har dramatiseret både 11/7, Nike og Avatar af Caspar Eric, red.) arbejder ikke med dramatiske berettermodeller, regibemærkninger og Stanislavski-metoder, de arbejder først og fremmest med stemme. Og den stemme kan man som instruktør give form og placere mere eller mindre, hvor man vil – det giver en stor frihed. Dansk samtidslitteratur er et så utrolig oplagt, smidigt og frigørende materiale for en teaterinstruktør.«

»At dramatisere klassiskere af Tjekhov eller Ibsen kan føles anderledes klaustrofibisk, som en spændetrøje, synes jeg. Dansk dramatik er ganske vist i rivende udvikling i disse år, men man har længe siddet fast i nogle lidt forstokkede former. Og så er samtidslitteraturen altså bare helt enestående. Tænk på forfattere som Lone Aburas, Olga Ravn, Lea Løppenthin, Yahya Hassan. De skriver med stemmer, der er så pokkers personlige, konfrontative og kraftfulde. Udfordringen er at undgå, at det bliver for litterært. Replikker skal ikke være poetiske og fabulerende, scener skal ikke være svævende, de skal være konkrete. Det handler om at skrive dramatikken frem – ellers ender man ikke med en dramatisering af et værk, men med en oplæsning. Og det er en skam.«

Niels Henning Falk Jensby, forfatter, 26 år

»Techno er en ret prototypisk form for udviklingsroman – en ung mand forelsker sig i en anden mand, forløbet kompliceres, det knækker og afsluttes. Vi oplever fortællerens sind indefra, det er ren stemme, og omgivelserne beskrives kun sparsomt; en bicepsmuskel, en perle af sved og den slags. Så det er op til læseren at skabe sammenhæng i den verden, der præsenteres. Det var også den opgave, Sargun Oshana tog på sig, da han valgte at dramatisere romanen.«

»Jeg så stykket forleden på G-Bar i Aarhus, og der er der sket en total transformation af teksten. Den var nærmest uigenkendelig, selv om den udelukkende består af monologer, jeg har skrevet. Og det er, fordi det er et helt andet arbejde, man sættes på som publikum. Man kan ikke lægge bogen fra sig og selv bestemme tempoet. Og bogens henvendende du-form fungerer meget anderledes på en scene. Den er langt mere konfronterende, hovedpersonen, der spilles af Simon (Matthews, red.) råber ad og til publikum, han gør dem meddelagtige i sin deroute. På den måde bliver Techno mere grænseoverskridende, voldsom og konfrontativ som forestilling end som bog, synes jeg.«

»Jeg har lært en del om min egen skrivepraskis af at se, hvordan fortællingen er blevet en andens og helt forandret. Jeg troede, at jeg skrev temmelig dramatisk, allerede. Jeg tænker meget i steder, bevægelser, lugte og konkrete scener, når jeg skriver. Men teatret arbejder jo med en helt anden form for konkrethed, har jeg lært; sætninger bliver til konkrete handlinger. Og stemmer til konkrete kroppe, der skal tale i direkte tale – noget, jeg altid har været bange for som forfatter. Den konkrethed er virkelig spændende at komme tættere på, synes jeg.«

MIN MOR SIGER

Roman af Stine Pilgaard fra 2012, dramatiseret af Signe Hørmann og opført på Husets Teater i december 2017. Her et uddrag fra forestillingens (og bogens) første del, hvor kvinden er blevet forladt af sin kæreste og modvilligt forsøger at komme (lidt) videre:

Jeg har en udsædvanlig god hukommelse, der hindrer mig i at komme videre i mit liv. Min mor siger, at den eneste ene ikke findes, at det er en social konstruktion og taler om filmindustrien og Interflora og hvad skulle de ellers leve af. Hun begynder at regne ud præcis, hvor mange borgere i Danmark jeg potentielt kunne indgå i parforhold med. Dividerer mit antal af kærester med mit antal leveår siden jeg blev seksuelt aktiv. Min mor spørger om jeg ikke kan tale med min læge. Han kan vel heller ikke overbevise hende om, at hun er kvinden i mit liv. Jeg hader når mennesker forsvinder ud af mit liv.

Signe Hørmann Sørensen, dramaturg og instruktør, 28 år.

»Min mor siger er en temmelig nøgen form for forestilling: tre mennesker på en scene. En skuespiller, Sofie Torp, en musiker, Laurits Emanuel, og en forestillingsleder, Gitte Lorentzen. Det var musikken og primært monologen fra romanens første del, der bar det hele. Sofie spiller kvinden, der er ramt af uoverkommelig kærestesorg, mens Gitte og Laurits indimellem blander sig og hjælper kvinden i sin monolog som henholdsvis veninden, faren, stedmoren eller ekskæresten.

Romanen er et virkelig musikalsk værk, og det var helt åbenlyst for mig, at den ville fungere godt på en scene, da jeg læste den første gang. Bevægelsen mellem de poetiske og storladne følelser og så komikken og ironien skabte en skrøbelig balance, der fascinerede mig. Den skrøbelighed blev den dramatiske motor i forestillingen.«

»Det var en udfordring at arbejde med en tekst, der ikke arbejder med stor dramatisk kurve, men meget følelsesmæssig stilstand. Forestillingen slutter egentlig ganske tæt på, hvor den begyndte, sådan plotmæssigt. Men den ’lille’ udvikling og den store stilstand – som er så genkendelig i en hjertesorg – endte med at være det, der gjorde forestillingen spændende for mig som instruktør. Dramaet sad i de små ting, i stemmen og i stemningerne. Det var ambitionen at gøre kærestesorgen og ensomheden til et sted, man kunne opholde sig – også på en teaterscene.«

»Der dramatiseres så utrolig meget samtidslitteratur for tiden, hvilket nok især skyldes, at der bare er sindssygt meget god litteratur. Jeg er stor fortaler for, at der udveksles på tværs af genrer og kunstneriske traditioner, så værker og genrekonventioner hele tiden udfordres. Men det er også vigtigt, at teatrene ikke alene ser imod litteraturen, men også prioriterer samarbejdet med de mindre etablerede dramatikere, der kan have svært ved at finde fodfæste på teatrene for tiden.«

FAKTA: Litteratur, der er blevet til teater

  • Niels Henning Falk Jensby: Techno, Mungo Park, 2018.
  • Maria Gerhardt: Transfervindue, Eventministeriet i Skuespilhuset, 2017.
  • Stine Pilgaard: Min mor siger, Husets Teater, 2017.
  • Casper Eric: 7/11, Nike og Avatar, Teater Republique, 2015, 2016 og 2017.
  • Kasper Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24, Nørrebro Teater, 2016.
  • Katrine Marie Guldager: Frøken Ignora eksploderer, Anemoneteatret, 2016.
  • Yahya Hassan: Yahya Hassan, Mungo Park, 2014.
  • Helle Helle: Dette burde skrives i nutid, Mungo Park, 2012.
  • Josefine Klougart: Hallerne, Aarhus Teater, 2012.
  • Naja Marie Aidt: Bavian, Aalborg Teater, 2011.

Stine Pilgaard, forfatter, 33 år.

»Min mor siger handler overordnet om to forskellige former for kærlighed. På den ene side står den romantiske kærlighed – og den lille død, man oplever, når den ophører, og man skal lære at leve uden den. På den anden side står så hverdagskærligheden, den lidt jævne kærlighed til forældre, stedmødre og venner, som man måske glemmer, da den jo ikke altid ser så storslået, sexet og voldsom ud.«

»Da jeg hørte, at Signe (Hørmann Sørensen, red.) ville dramatisere bogen, blev jeg først og fremmest glad og stolt over, at nogen ville arbejde videre med den i et levende rum. Og her blev den til noget helt andet. Det var nogle ret andre ting end dem, jeg selv havde fokuseret meget på, der blev betonet i forestillingen – og det oplevede jeg som virkelig givende og interessant.«

»Det var let af overlade bogen til nogle andre, jeg er ikke så forfængelig med den slags og giver også kun glædeligt ekskærester videre til veninderne. Det var jo meningen, at bogen skulle deles – det var derfor, jeg skrev den – så det var kun glædeligt, at nogen tog den til sig – og endda med så rørende stor respekt og forståelse for den. De fangede mange af de toner og tanker, jeg selv havde haft, mens jeg skrev bogen, og omsatte dem til noget helt nyt i kraft og greb og virkemidler, jeg jo slet ikke kendte til.«

»Jeg er personligt mere til bogstaver end mennesker, så teatret er et ret voldsomt og besværligt sted, synes jeg. Men der er noget utrolig særligt over det nærvær og fællesskab, der opstår i sådan et rum. Og det giver en roman et helt andet liv. Når man læser, så står man selv for billed- og lydsiden. Den får man i et teater foræret, man skal ikke på samme form for fortolkningsarbejde. Her kan det skingre, stemmebårne og collageagtige virkelig forløses.«

HALLERNE

Roman af Josefine Klougart fra 2011, dramatiseret af Annika Silkeberg og opført på Aarhus Teater i februar 2012. Her en scene mellem manden og kvinden fra forestillingen (og bogen):

Han gnubber sæbe ind i skridtet på hende. Ind bag de inderste skamlæber. Han bøjer sig fremover og vasker hende indvendigt. Der også. Med sæbe. Han skubber sæbeskummet op i hende med tre fingre.

»Sådan.«

Hun knuger armaturet og lukker for vandet, for at manden kan høre sine fingre, når de glider ud og ind af hende. »Når du støder sæbe op i mig med tre fingre, når dine knoer banker mod mine skamben.«

Kvinden tror, han vil stoppe. Men han presser hele sæben op i hende. Han er lidt bange for, at den skal smutte og sætte sig fast deroppe. I hende.

Josefine Klougart, forfatter, 32 år

»Hallerne er en barsk roman, en slags vrangvendt kærlighedshistorie og en undersøgelse af kærlighedens destruktive potentiale. Den er et kammerspil, hvori der etableres et netværk af billeder fra forskellige steder og domæner. Hallerne var også barsk som forestilling, synes jeg. Man har jo nogle fysiske begrænsninger, når man arbejder med teater, som man ikke har i litteraturen. Det betød meget for en tekst, der handler så meget om rum, at blive foldet ud i teatrets konkrete rum. Kvindens oplevelse af at betragte sig selv og i sin seksualitet kom til at virke endnu mere voldsom på en scene foran et publikum. Bogen og forestillingen blev en form for søstre, de er ikke samme værk, men de deler gener. Alt jo ændrer status, når det gestaltes i en ny genre, og det var en både spændende og intimiderende transformation. For det er da skræmmende at høre dine sætninger som replikker: Én eneste mislyd, og det hele falder sammen. Men når det fungerer, så er det jo fuldkommen lykkeligt.«

»Det er klart, at der er mange tydelige scener og rum i min prosa i kraft af de mange billeder, men jeg tænker ikke, at Halllerne var oplagt til dramatisering. Mine romaner fortæller historier på en meget mere associativ måde, end dramatiske tekster traditionelt set gør det. Og det gør dem til ret krævende dramatiske forlæg.«

»Det var overraskende let, nærmest berusende, at give teksten videre. Jeg vidste ingenting om at skrive dramatik og endnu mindre om at skabe et teaterstykke, så det det var en utrolig lærerig proces. Jeg håber og tror, at de mange samarbejder mellem teatret og litteraturen vil føre til, at endnu flere forfattere begynder at læse og skrive dramatiske tekster. Efter dramatiseringen af Hallerne, har jeg også selv både skrevet og oversat dramatisk tekst.«

Annika Silkeberg, svensk instruktør, 58 år

»Jeg blev fanget af den mørke, komplekse og sadomasochistiske kærlighedsrelation, manden og kvinden i Hallerne er i. Det handler om betragtning, om at se på nogen, og om at se sig selv igennem den andens blik. Det fandt jeg utrolig interessant og oplagt til teatret. Og så er der i romanen – og i Josefine Klougarts særprægede forfatterskab i øvrigt – en stor omsorg til sproget. Stemningerne er lige til at skære igennem og billeder så fandens klare.«

»Det er specifikt for Danmark, at teatrene bevæger sig i en så litterær retning, som det i dag er tilfældet. Det forholder sig helt anderledes i Sverige, England eller Tyskland, hvor dramatikken står meget stærkt. Men i Danmark har man bare en forfattergeneration, der bare skriver så afsindigt godt. Den seneste årrække har budt på en strøm af store, forskellige og stærke litterære stemmer – og det er ganske indlysende, at teatre og instruktører kaster sig over det unikke tekstreservoir.«

»Dramatiseringer handler selvfølgelige om en slags nyskabelse, om at genopfinde et værk. Og det er lettere med nyere, måske uberørte værker. Du har som instruktør forholdsvis meget frihed, når du dramatiserer en digtsamling eller en roman, mens du er temmelig bundet, hvis du kaster sig over Beckett. Venter på Godot er jo utænkelig uden et træ, eksempelvis. Man skal altså være uhyre opfindsom, hvis man vil finde en ny vej her. Men teatret er jo også øjeblikkets kunst, så man kan vel sige, at de danske scener i høj grad giver kunstnerisk krop til netop øjeblikket, når den tager samtidslitteraturen ind i så heftig grad som den gør.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg så "Techno" på Nevermind torsdag aften (d. 18. jan.).
Det var en uhyre medrivende forestilling.
Simon Mathew kom helt ud i alle tænkelige følelsesmæssige hjørner - og sparede hverken sig selv eller publikum - en sand tour de force.
Jeg havde læst bogen inden,
Ordene var stort set de samme (selvom der naturligvis var skåret i teksten).
Alligevel var det en helt anden oplevelse pga Simon Mathews fremragende spil.
Når transformation fra litteratur til teater er så vellykket som her, er der ingen grund til forbehold.

Steffen Gliese

Æv, der er totalt udsolgt til Simon Matthew - hvad jeg godt kan forstå; men derfor er det lige ærgerligt (af en eller anden grund får jeg ikke længere facebookopslag fra Mungo Park, åbenbart).

Kære Steffen G.

Mungo Park har ikke noget med denne forestilling at gøre.
Det er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Republique i Kbn.
Man må håbe, de får mulighed for at forlænge spilletiden - eller genopføre forestillingen på et senere tidspunkt, også her i København.
Den kan ikke anbefales nok.

Kh. Tino R.