Læsetid: 9 min.

Litteraturen viser os livet blandt de betonblokke, som Lars Løkke vil rive ned

Ghettoernes parallelsamfund skal afvikles, hvis det står til statsministeren. Men hvordan ser livet blandt betonblokkene egentlig ud indefra? Vi har kastet blikket mod litteraturen, der de seneste år har budt på en lang række skildringer af Danmarks udsatte boligområder
I romanen ’Planen’ skildrer Morten Pape sin opvækst i Urbanplanen på Amager, hvor han hænger ud med dem, der har en brunere hudfarve end han selv, opsamler somaliske gloser og endda faster med muslimerne en enkelt gang. Det giver ham tilnavnet Perker-Pape. (Arkivfoto).

I romanen ’Planen’ skildrer Morten Pape sin opvækst i Urbanplanen på Amager, hvor han hænger ud med dem, der har en brunere hudfarve end han selv, opsamler somaliske gloser og endda faster med muslimerne en enkelt gang. Det giver ham tilnavnet Perker-Pape. (Arkivfoto).

Ulrik Hasemann

6. januar 2018

»Der er slået huller i Danmarkskortet,« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale, der var bygget op om det budskab, at vi skal gøre op med landets »parallelsamfund«. Ghettoerne skal rives ned i overført og i nogle tilfælde også bogstavelig betydning. Med ord som parallelsamfund og ghetto taler statsministeren ind i debatten om socialt belastede boligområder som Gellerupparken, Vollsmose, Tingbjerg og Askerød.

I de seneste år har den type forstæder og kvarterer også fundet vej ind i skønlitteraturen. Siden Yahya Hassans selvbetitlede debut i 2013 er der udkommet en lang række bøger, der skildrer nogle af de boligområder, der ofte nævnes, når den offentlige samtale falder på ghettodannelse.

Det gælder bl.a. Morten Papes Planen, Aydin Soeis Forsoning, Ahmad Mahmouds Sort Land og Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen. Flere af forfatterne har markeret sig i den offentlige debat, men hvis vi antager, at litteraturen taler et andet sprog end kronikker, Deadline-interview og nytårstaler, hvad kan vi så lære om de udsatte boligområder ved at vende blikket mod bøgernes verden?

Først og fremmest spiller litteraturen om de udsatte boligområder sammen med andre bredere tendenser: autofiktionen og den såkaldte hjemstavnslitteratur, hvor forfattere skildrer de steder, de selv er vokset op. Her er særligt ét aspekt iøjnefaldende, nemlig udgivelsernes fokus på hverdags- og familieliv. Det gælder ikke ikke mindst to af de mest omtalte bøger om emnet: YAHYA HASSAN og Morten Papes Planen.

Med sine vrede versaler og sin beherskelse af perkersprogets poetiske potentialer blev Yahya Hassans debut en ventil for en politisk diskussion om ghettolivets indflydelse på unge andengenerationsindvandrere, islamiske familiestrukturer og modkultur.

Yahya Hassan er, som omslaget ikonisk erklærer, »statsløs palæstinenser med dansk pas« og opvokset i Trillegården i Aarhus V. Med digte som »PARABOL«, »INDBRUD« og »GHETTOGUIDE« blev han ghettoens nationalpoet, og hos ham er skildringen af livet mellem betonblokkene først og fremmest skildringen af livet mellem to kulturer. »DIG DU TALER EN GEBROKKEN DANSK/ OG EN GEBROKKEN ARABISK,« skriver han i »LANGDIGT«, »MED DEN ENE HÅND DU HILSER DIN GUD/ MED DEN ANDEN DU FORSØMMER HAM/ DIG ER DU MUSLIM?/ DIT SYN ER SORT SOM KABA-STEN«.

Dobbelterfaringen trækker ind i sproget hos Hassan, der tager det halvt gebrokne, halvt formfuldendte på sig som digterisk identitet. Samtidig antyder digtsamlingens fokus på patriarkalske familiestrukturer en karakteristik af det udsatte boligområde, som her: »SÅ DIN FAR FLYGTER FRA FLYGTNINGELEJR/ OG SÅ MIN FAR FLYGTER FRA FLYGTNINGELEJR/ OG SÅ VORES FÆDRE DE FORVANDLER/ DANSKE BLOKKE TIL FLYGTNINGELEJR«.

Identitetskonflikter er også i fokus i Morten Papes Planen, som i romanform skildrer forfatterens opvækst og ungdomsliv i Urbanplanen på Amager. Men frem for vold eller nedarvede traumer er det hverdagen blandt utallige kulturelle, etniske og religiøse fraktioner, der får den unge hovedperson til at genopfinde sig selv.

Danmarks ghettoer

Fem faktorer afgør, om et boligområde får plads på den ghettoliste, der mod slutningen af hvert år udarbejdes af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet: lav arbejdsmarkedstilknytning, over 50 procent indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, høj kriminalitet, lavt uddannelsesniveau og lav bruttoindkomst sammenlignet med resten af regionen. Hvis et boligområde stikker ud på tre af disse faktorer, får det status af ghetto.

Kilde: trm.dk

Han hænger ud med dem, der har en brunere hudfarve end han selv, opsamler somaliske gloser og faster sågar med muslimerne en enkelt gang. Det giver ham tilnavnet Perker-Pape. Og samtidig er han selvfølgelig stadig en »kartoffel«, en gammeldansker. Mange af stemmerne i disse bøger taler fra en mellemposition og rummer en mangfoldighed af identiteter til forskellige situationer og sociale sammenhænge, også selvom det kan være svært at bryde ud af andres fordomme om én: »Lige meget hvor hård jeg spiller, eller hvor højt jeg placerer huen på hovedet som man gør herude når man er sej, er personalet inde i håndarbejdsstuen lige smilende og kære over for mig,« står der i Planen. »De kan godt mærke jeg bare prøver, og det synes de sikkert er rigtig nuttet.«

Frustrationen hos den unge Pape rummer også et klasseperspektiv. Da Morten Papes morfar på et tidspunkt allernådigst donerer et sæt mølædte møbler til familien, rammes Morten af harme og frustration: Han beskriver Urbanplanen som et fængsel af beton, der holder ham og familien fast i underklassen. Samtidig er det netop den følelse, der får ham til at skrive.

Ghettoens patriarker

Debatten om udsatte boligområder i Danmark handler ofte om retorik, og ikke mindst ordet »ghetto«, som Lars Løkke Rasmussen flittigt anvender i sin nytårstale, er omdiskuteret. Begrebet stammer fra 1500-tallets Venedig. Inden for den venetianske ghettos mure boede kun jøder, og her var et helt lille samfund – til gengæld måtte de kun bo der, inden for murene.

Denne oprindelige betydning stemmer altså i en vis forstand godt overens med, hvad man kan forstå ved et parallelsamfund, for så vidt at Venedigs jøder vitterligt var afsondret fra omverden i et etnisk og kulturelt homogent samfund. Betegnelsen ghetto bruges i dag i vidt forskellige sociale og historiske kontekster i forskellige lande.

Den franske sociolog Loïc Wacquant er blandt de mest prominente kritikere af begrebet, som han mener er blevet udvandet – også i en dansk kontekst, hvor der ifølge tænkeren slet ikke findes noget, der med rette kan betegnes som ghettoer, bl.a. fordi de jødiske ghettoer ikke tillod muligheden for at flytte væk. Det udtrykte han i et interview med Politiken i 2013, hvor man også kunne læse sociologens opfordring til den danske regering: »Drop nu jeres syge ghettolister!«

Her i landet har bl.a. Aydin Soei kritiseret ordets stigmatiserende effekt. Soei er journalist og sociolog, og i Forsoning beskriver han sin opvækst i Avedøre Stationsby med sin bror og sine forældre, som er iranske flygtninge.

Den unge Aydin er ikke bevidst om at bo i et belastet område, selv om et af de første ord, han lærer, da han kommer til Danmark, er ordet øl, gentaget efter en dranker på bænken. Da moren flytter med børnene til et krisecenter i Hellerup, bliver hjemstavnen sat i relief: Her læser børnene rask væk 1.500 siders frilæsning om ugen, mens Aydin må pynte lidt på sine egne læsetal.

Soeis bog fortæller ikke kun hans egen historie – han skildrer også forældrenes komplicerede færd fra et Iran i opbrud over Sovjetunionen til Danmark og Avedøre Stationsby, og moren har sin egen stemme i bogen. Mest central er dog faren, som på et tidspunkt myrder en af Aydins venners far.

Dermed sætter Forsoning et tema på spidsen, som er gennemgående i den danske ghettolitteratur: den voldelige, ustabile eller ganske enkelt fraværende far. »FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE,« lyder første linje i YAHYA HASSAN, og også Aydin Soeis far slår fra sig – men mest af alt er han et tomt hul, alt kredser om.

Hos Ahmad Mahmoud er han først og fremmest en voldelig patriark – et fænomen, Mahmoud bl.a. forklarer med krigstraumer. Bogen Sort Land – Fortællinger fra ghettoen er stærkt kritisk over for boligområdernes kultur, ikke mindst de kønsroller, der udspiller sig i familierne.

Danmarks ghettolitteratur

  • Yahya Hassan: ’YAHYA HASSAN’, Gyldendal, 2013.
  • Morten Pape: ’Planen’, Politikens Forlag, 2015.
  • Ahmad Mahmoud: ’Sort Land – Fortællinger fra ghettoen’, People’s Press, 2015.
  • Aydin Soei: ’Forsoning’, Tiderne Skifter, 2016.
  • Serien ’Små Bjerge af Beton’ er udgivet af Aarhus Litteraturcenter og Jorinde & Joringel i 2015 og tæller fem små bøger:
  • Hanne Højgaard Viemose: ’Helhedsplanen’.
  • Lars Bo Nørgaard: ’Vores 74 m2’.
  • Mads Mygind: ’Jeg stiger på en bus ud til Gellerup’.
  • Homan Mohammad Amin: ’Arabiske digte’ (oversat af Hanna Donslund).
  • ’Vejret er grønt’ med tekster fra skriveworkshops med områdets unge.

Mahmoud skildrer sin opvækst i betonbyggeriet Askerød på Sjælland, men erklærer selv, at bogen ikke først og fremmest handler om ham. »Den handler om ghettoen,« skriver han, og hver af bogens små vignettekster eksemplificerer noget, Mahmoud opfatter som et typisk træk ved indvandrerghettoens parallelsamfund. »Tæsk« hedder et kapitel. »Det svage køn« hedder et andet.

Som en hybrid mellem selvbiografi og kronik løfter Mahmoud sine egne erfaringer til en samfundskritik. Og vi kommer i den proces helt tæt på familiens konflikter, som den dag, hvor Mahmouds far brændemærker ham med en cigaret. »Hver gang jeg fryser, klør det, og hver gang jeg smider tøjet, dukker det frem.

Jeg er som en brændemærket ko, og der er ingen idé i at flygte, for hver gang jeg ser det, bliver jeg mindet om, at jeg ved den svidende smerte mistede min frihed. Jeg tilhører ham, der mærkede mig, og jeg slipper aldrig af med det aftryk, som repræsenterer hans status, hans værdier og hans ejerskab.«

Helhedsplaner og bjerge af beton

»Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt,« sagde statsministeren i sin tale. »Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.« Processen med at rive ned og bygge nyt er for flere områders tilfælde allerede begyndt.

Det gælder f.eks. Gellerupparken i Aarhus, hvor man i 2007 vedtog den boligsociale Helhedsplan, der med 2018 går ind i sin næste fase. Den grundlæggende tanke i helhedsplanen er, at en del af løsningen på sociale problemer, som de, der præger Gellerupparken, kan findes i forandringer af det fysiske miljø.

Helhedsplanen er rammen for flere af bøgerne i serien Små bjerge af beton om Gellerup, som i 2015 blev udgivet af Aarhus Litteraturcenter og forlaget Jorinde og Joringel. I Lars Bo Nørgaards lille Vores 74 m2 beskrives omlægningen som en slags undergangsscenarie. Det giver jegfortælleren anledning til at spekulere over, hvordan en betonkasse »bygget til hvem som helst« kan blive et hjem, som man fylder med »tingeltangel og drømme og tanker«.

Imens gnaver nedrivningens larm sig ind i hans søvn. »Sådan set, som fra den vinkel (jeg ser på et fotografi, jeg har taget), og under den dramatiske grå novemberhimmel, så dunkelt som Danmark kan være, er den boligblok vi bor i et meget stort skib på åben sø, det skal nok nå frem,« skriver Lars Bo Nørgaard.

»Og så er der ruinerne af de to andre blokke i forgrunden, det er der ikke meget åben sø over, det er nærmest den modsatte bevægelse: tilbage mod dengang den ikke var, men siden kom til, og nu igen skal forsvinde, element for element, knuses til skærver og opsluges af landskabet, underlag for nye motorveje.«

Det er fra Lars Bo Nørgaards bog, samlingens titel er hentet: Bjerge af beton er ikke en henvisning til bygningerne selv, men til de murbrokker, der ligger tilbage, når en blok er revet ned.

Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen er del af samme serie, og som mange af de nævnte bøger skildrer hun livet i blokkene gennem familiens optik. En enlig mors strøtanker om sex og dagpenge veksler med sange, syrede drømme og stikpiller til bureaukratiet. En busningsordning, hvor forældre til børn med danskproblemer fratages det frie skolevalg og køres i busser væk fra det, der beskrives som et ’indvandrerbelastet område’, sætter f.eks. fantasien i gang:

»Jeg tænker på, om man kunne indføre en lignende ordning, hvor man screener børnene for selvretfærdighed, ignorance og hysteri,« skriver Viemose. »hvis børnene f.eks. tror, en filippiner er en rengøringsmaskine, sukker og hvidt mel en sygdom, iPad en menneskeret, så kunne man fratage forældrene det frie skolevalg og køre børnene i busser til f.eks. Trillegården eller Gellerupparken, hvor de ka’ undgå at blive belastet af børn med samme verdensanskuelse som de selv (…).«

Der bliver godt nok affyret skud i nabolaget, men utrygheden spiller ingen stor rolle for Viemoses konstant distraherede fortæller. I stedet vendes ghettoens skrækscenarier på hovedet, så pilen peger tilbage på fortælleren selv, lige ind i familiens dagligdag: »Shit, her har været indbrud, tænker jeg, så snart jeg træder ind af døren, alle skabe står åbne, tøj og legesager ligger spredt over det hele, men de har ikke taget min iMac, og det er sgu da åndssvagt, har de så bare siddet og spist gammel havregrød ved lyset fra emhætten, de må sgu da ha’ været retarderede, de tyve der.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Carsten Munk
  • Grethe Preisler
  • Ole Meyer
Katrine Damm, Carsten Munk, Grethe Preisler og Ole Meyer anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Jeg har haft masser af elever der protesterer mod Papes beskrivelse af Urbanplanen. De er elektrikere, pædagoger, anæstesilæger, sosu'er, avokatsekrætærere og meget andet godt. Papes bog er fiktion ikke? Og tak for det!