Klumme
Læsetid: 5 min.

Litteraturens nye sort

I Frankrig er autofiktion tilsyneladende blevet yt. Men der vil altid være forfattere, hvori et selvbiografisk stof nu er modnet så meget, at det presser sig på – uanset hvilken længde støvleskafterne for tiden udråbes til at skulle have
I Frankrig er autofiktion tilsyneladende blevet yt. Men der vil altid være forfattere, hvori et selvbiografisk stof nu er modnet så meget, at det presser sig på – uanset hvilken længde støvleskafterne for tiden udråbes til at skulle have

Ditte Ahlgren/iBureauet

Kultur
13. januar 2018

Sidste weekend kunne jeg læse her i tillægget, at det forlyder fra Frankrig, at nu er autofiktion yt og noget, som de kalder ’exofiktion’ in.

Jeg læste artiklen med stor interesse, som lidt efter udviklede sig til en uforklarlig gru, lidt som hvis man havde opdaget et stammesamfund på Borneo, der, hvor junglen var tykkest – nej, hvor spændende – og mens man så læste om dette eksotiske samfund, om deres sære skikke, går det op for én, at det er én selv, ens egen stamme, man læser om. Som at se på sit eget liv, sit arbejde, gennem en omvendt kikkert, ikke et forstørrelsesglas, men et formindskelsesglas, eller et forvrængningsglas. Et det dét, jeg laver? Er det dét, jeg bruger mit liv på? At producere tekster til en slags modeindustri?

Misforstå mig ikke. Franskmanden, der mener, at den såkaldte exo-litteratur skal være det nye sort, er utvivlsomt et geni, og hans krimi om Roland Barthes, som er årsagen til, at det nu ikke længere betragtes som en vogue at behandle selvbiografisk stof litterært, er sikkert en god bog.

Men findes der virkelig folk, som tror på »litterære bølger«? Litterære bevægelser, ja, en gruppe forfattere finder ud af, at nu vil de skrive jazz, eller at nu vil de aldrig mere bruge bogstavet ’e’, eller nu er den alvidende fortæller for dem at se død, kunstneriske grupper og bevægelser, som skriver for at bevise en idé, eller for at modbevise en anden, og som mener, at den måde, de skriver på, er den eneste, som kan indfange den umulige virkelighed.

Men litterære trends? Det er ubenægteligt, at der i bogverdenen findes folk, der forholder sig til litteraturen, ligesom modebloggere forholder sig til tøj, og som udråber, at nu skal støvleskafterne være lange og snuderne spidse – men hvad har det med litteraturen at gøre? Er der vitterlig nogen, der tror, at vi forfattere sidder og skriver med henblik på at honorere en eller anden genre, fordi nogen i Frankrig har udråbt det til at være det nye?

En genre?

Jeg kan kun tale for mig selv. Igennem nogen tid har jeg siddet og skrevet på et romanlængde manuskript, som mere åbenlyst end mine tidligere bøger behandler selvbiografisk materiale. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt på det som andet end mit »romanlængde manuskript«. Det har været nok for mig at have en nogenlunde fornemmelse af længden: Det var ikke en novelle. Men genre?

På et tidspunkt var jeg til et møde med Linn Ullmann i Forfatterforeningen sammen med en håndfuld andre forfattere, der ligesom jeg arbejdede med selvbiografisk stof. Vi skulle præsentere vores projekter, og da vi nåede til mig, sagde jeg, at jeg var i gang med et romanlængde manuskript, som jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle kalde, men længere nåede jeg ikke i min beskrivelse, for nu var der én af de andre deltagere, en fagbogsforfatter, der trådte hjælpende til nede fra bordenden – måske fordi hun troede, det var et problem for mig ikke at have sat navn på, hvilken genre jeg arbejdede i.

»Kan du ikke bare skrive kortprosa!« råbte hun. Jeg blev så paf, at jeg ikke kunne sige noget, men det behøvede jeg heldigvis heller ikke, for Linn Ullmann sagde straks, at det med genre heller ikke burde optage en forfatter.

»Vi kan jo indtil videre kalde det en roman,« sagde hun.

Umuligt at ignorere

Roman er en rummelig kategori.

De fleste af os prøver ikke at regne den ud eller være med på »en bølge«. De fleste af os reagerer på, at et eller andet stof former sig i os i så presserende en grad, at det er umuligt for os at ignorere. Den gode gamle sjosker om »nødvendighed«.

Dette pres gør det ikke nødvendigvis nemt at give lyd og struktur til stoffet, men det er den damp, der skal til for at stå op hver morgen og arbejde videre, selvom det måske i lange tider føles dårligt, det, vi skriver, forkert, ikke dét, og heller ikke dét.

Genre er ikke det samme som komposition. Komposition optager os ligeså intenst som lyden, der skal bære den igennem, men genren er ikke interessant – for os.

Derfor kan den jo godt være interessant for andre. Nu nåede jeg aldrig at forstå, hvorfor det pludselig skulle hedde ’autofiktion’, hvorfor de gamle ord, vi havde til at betegne den litterære behandling af selvbiografisk stof, ikke længere duede.

Uden at have sat mig ind i det, gik min mistanke to veje. Den nye term kunne skyldes en forfatter, som var blevet færdig med sin bog, og som ikke ville have den til at ligge i bunken med alle de andre, og som ligesom ham med Roland Barthes-krimien annoncerer, at her er noget helt nyt.

Ikke en sæsonvare

For hvilken forfatter vil ikke gerne sætte en hel nye »bølge« i gang og positionere sig med sine nye langskaftede støvler?

Den anden mulighed er, at nogen har brug for at positionere sig på et universitet, udgrave sit eget lille forskningsfelt, som er anderledes end hans eller hendes på kontoret ved siden af. Og det skal de have lov til. Det er deres arbejde. At opdage og sætte fokus på det, der sker i litteraturen, blive ved og ved med at studere det underlige hvirvelløse dyr og dets mange mutationer – og om nødvendigt opfinde nye termer. Men det ændrer ikke på det, der presser sig på hos os. At det siger noget om, hvad vi »skal« og »ikke skal«, at det skulle være en slags anvisning, det er dét modebloggerne misforstår.

For hør nu. At skrive på selvbiografisk stof er ikke en sæsonvare, ligesom der heller ikke er nogen udløbsdato på at skrive om levende personer eller døde, berømte eller ukendte eller komplet opdigtede.

Selv hvis man skriver om sin egen mor og far, selv hvis man skriver om sig selv, må man opdigte personen, digterisk puste liv i vedkommende på papiret. Og der vil altid være forfattere, hvori et selvbiografisk stof nu er modnet så meget, at det presser sig på – uanset hvilken længde støvleskafterne for tiden udråbes til at skulle have.

Mathilde Walter Clark er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her