Nyhed
Læsetid: 3 min.

Lone Aburas modtager Montanas Litteraturpris 2017

Montanas Litteraturpris 2017 går til forfatteren Lone Aburas. Onsdag eftermiddag blev hun hyldet i en tætpakket festsal på Testrup Højskole på den sidste dag for ugekurset Tag og læs!, der arrangeres i samarbejde med Dagbladet Information
Lone Aburas modtog i går Montanas Litteraturpris.

Lone Aburas modtog i går Montanas Litteraturpris.

Katinka Hustad

Kultur
11. januar 2018

Lone Aburas får prisen for Det er et jeg der taler (2017) – en illustreret pamflet med undertitlen regnskabets time og genrebetegnelsen agitprop, hvori forfatteren i et direkte og anfægtet sprog taler om racisme og flygtningekrise.

Det er et jeg der taler (regnskabets time) er oprindeligt udformet i forbindelse med et animationsværk af samme navn af forfatteren og billedkunstneren Mo Maja Moesgaard. Hendes tegninger af Lone Aburas pryder venstresiderne i den 47sider lange bog som en analog animation af forfatteren, der henvender sig til og gestikulerer over for sin læser. 

I sin motiveringstekst skriver dommerkomiteen, at forfatteren »i en original vredesmonolog gør det politiske personligt og konkret. Med en imponerende konsekvens stiller forfatteren sig i en udsat og sårbar position, lige midt i sin tid, og insisterer dels på at udfolde den på én gang politiske og personlige anfægtelse i et æstetisk formsprog, dels på at fastholde en tæt forbindelse mellem sprog og krop. Med Det er et jeg der taler har vi fået et overbevisende bud på en fornyelse af den engagerede litteratur«.

Læs vores anmeldelse af ’Det er et jeg der taler’: Lone Aburas gider ikke længere tage hensyn til dem, der insisterer på at holde øjnene lukkede.

Lone Aburas er født i 1979 og debuterede i 2009 med romanen Føtexsøen, som også blev nomineret til Montanas litteraturpris og blev præmieret med Munch-Christensens Kulturlegat. Siden har hun udgivet romanerne Den svære toer (2011), Politisk roman (2013) og Det kommer til at ske (2016). 

Fælles for hendes tidligere bøger er uhøjtidelige skildringer af mennesker, som gebærder sig mere eller mindre hensigtsmæssigt i deres dagligdag og samtid. I Det er et jeg der taler (regnskabets time) har Lone Aburas med inspiration fra bl.a. Klaus Høecks Sorte sonetter (1981) forladt fiktionen og forestillingen om det litterære rum som principielt adskilt fra den offentlige debat og den personlige henvendelse.

Lone Aburas skriver rasende, rytmisk og med en uironisk vrede, der langtfra er uhumoristisk. Hun skriver om det paradoksale ved at bekymre sig om litterære eksperimenter, mens en historisk flygtningekrise finder sted, og konkluderer: »Jeg har ikke noget imod at komme med anvisninger. Jeg gider bare ikke sidde her mere og være ulykkelig på de fordømtes vegne, glo på sommerfugletræet uden for vinduet.«

Paneldebatter

Montanas Litteraturpris er indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole og gives hvert år til »en forfatter af aktuel dansk litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde«.

I ugens løb er de indstillede værker blevet diskuteret til paneldebatter på Testrup Højskole, hvor også en del af de indstillede forfattere har læst op. 

Anmelder ved Information Tue Andersen Nexø tildelte på vegne af dommerkomiteen overrakte Lone Aburas prisen.

Han udtaler, at Det er et jeg der taler »er en tekst, der både er fuld af vrede, sorg og afmagt og prøver at finde et sted hvorfra man kan skrive direkte om den historiske og politiske situation, man står i i dag, uden at give køb på litteraturens evne til at gøre konkrete erfaringer nærværende, skrive med svirp og virke tankevækkende. Den er et meget bevidst forsøg på at forny nogle former og ærinder for litteratur, man længe har set med skepsis på. Hvilket værk vil ellers kalde sig for agiterende og propaganderende uden at slå sig for munden og have forbehold over for det direkte politiske projekt?«

Prisen er sponseret af Montana Møbler A/S og er på 100.000 kroner.

Dommerkomiteen bestod i år af litteraterne Erik Skyum-Nielsen, Tue Andersen Nexø, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Thomas Thurah samt forfatteren Kirsten Thorup.

Årets øvrige prisnominerede forfattere var Naja Marie Aidt, Caroline Albertine Minor, Peter Højrup, Martin Larsen og Amalie Smith.

Information bringer et portrætinterview med prisvinderen i lørdagens litteraturtillæg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her