Lone Aburas: ’Jeg har stor sympati for indignationen og uforsonligheden’

Den klassiske kritik af politisk litteratur lyder, at man nok hellere skulle skrive en kronik, hvis det, man vil, er at udbrede sin politiske holdning.

I 2017 udgav Lone Aburas, der har fire romaner bag sig, pamfletten Det er et jeg der taler (regnskabets time) med genrebetegnelsen agitprop. Over godt 20 sider raser Lone Aburas med udgangspunkt i sig selv og med fokus på, hvad der sker i verden lige nu, over racisme og kynisk flygtningepolitik. Den har hun nu fået Montanas Litteraturpris for.

Prisen blev overrakt onsdag til en ceremoni, der markerede afslutningen på ugekurset ’Tag og læs’ på Testrup Højskole. Jeg spørger Lone Aburas, hvad der adskiller hendes tekst fra en meget lang kronik, og får en kritik af djævelens advokat:  

»I en kronik skal man jo være nuanceret, man kan ikke skrive hvad som helst. Jeg er kritisk over for fordringen om, at hvis man taler om overskridelse af flygtninges rettigheder eller isolation af folk på udrejsecentre, så skal man også tale om integration. Som om den ene ulykke skal legitimere den anden. Det gad jeg ikke.«

»I det litterære rum kan man slippe af sted med meget, hvis man får skabt et sprog, der kan rumme f.eks. vrede og sorg. På den måde føler jeg, at det er et frirum, og det er selvfølgelig også et fængsel, for det er svært at gøre det politiske poetisk. Når man taler om, hvorfor noget kunst er godt, er det tit, fordi den tilbyder flere sandheder. Det, synes jeg ikke, min bog gør. Jeg er kritisk over for jegets manglende handling, men bogen leger ikke djævlens advokat, hver gang man siger noget om humanisme og rettigheder.«

Lytte til vreden

Det er et jeg der taler (regnskabets time) er skrevet som en usædvanligt direkte reaktion på den politiske og historiske situation, og den siger ting, som ifølge Lone Aburas er voldsomt underrepræsenteret i den offentlige debat.

»Jeg skrev teksten for ikke at blive skør over alt det, jeg læser om. Folk siger, at jeg skal holde op med at læse om krig og vold, men jeg vil ikke holde op med at læse om det. Det mindste, man kan gøre, er at vide, at det sker. Så kan det være, at man på et tidspunkt begynder at gøre noget.« 

Lone Aburas: 'Det er et jeg der taler'.

»Jeg var ret påvirket, vred og ked af det. Det kunne jeg ikke rigtig bruge til noget: at stå og græde medlidenhedstårer, når man igen hørte om en gummibåd, der var sunket. At skrive om det var en måde at komme til at fungere, og jeg skulle alligevel skrive, for det er jo ligesom det, jeg gør. Det startede med, at jeg lyttede til den vrede og frustrerede stemme i mit hoved og skrev det ned, den sagde.«

I sin tale til Lone Aburas sagde anmelder ved dette dagblad Tue Andersen Nexø, at Det er et jeg der taler (regnskabets time) ikke bare viser, hvordan det litterære sprog kan berige den politiske debat, men også hvad det politiske kan give litteraturen.

Undervejs i skriveprocessen blev Lone Aburas påvirket af Klaus Høecks langdigt Sorte sonetter (1981), der hylder den palæstinensiske befrielseskamp.

»Sorte sonetter viste en måde at skrive om virkelige mennesker. Jeg havde brug for en bog og et sprog, der var politisk uden at være kronikagtigt. Sorte sonetter er en bog, der slår ned på meget konkrete steder og navne. Det brugte jeg meget, da jeg skrev. Jeg var glad for, at det lykkedes at få det konkrete ind. Så var det heller ikke sværere, men det føltes bare svært at omsætte al den krig og vold, jeg læser om.«

»Sorte sonetter tilbød en måde at skrive politisk på, som også var selvkritisk uden at rive alle idealerne ned, men hvor man insisterer på en sandhed eller et ansvar hos det, der er magten. Jeg ville gerne minde om, at der er nogen, der har et ansvar, og at der er ulige magtforhold i verden. Sorte sonetter besynger palæstinensernes befrielseskamp og er samtidig sorgfuld over, at den også indebærer terror og mord på uskyldige.«

Det er et jeg der taler (regnskabets time) begyndte som et samarbejde med billedkunstneren Mo Maja Moesgaard, der også har illustreret bogen. De lavede en animationsvideo med tegninger af Lone Aburas, der taler, projiceret op i 1.80 cm.  

»Det er en meget konfrontativ person på de tegninger – hun skammer sig ikke. Man kan sige, at det er en krop, der forbinder sig til de erfaringer, som værket beskriver. Racisme knytter sig til kroppe, og det her værk er forankret i mig. Selv om det er et personligt værk, så er det også en gammel sang, at det personlige er politisk, fordi man deler sine erfaringer med andre. Det er ikke autofiktion på den måde, for der er masser af mennesker, der har oplevet det samme som mig.«

Latterligt og ulatterligt engagement

Det er et jeg der taler (regnskabets time) er et nybrud i et forfatterskab, der ellers består af fire romaner. Lone Aburas debuterede med Føtexsøen i 2009, som handler om en ung kvinde ved navn Lene, der har en dansk mor, en egyptisk far og ikke kan komme ind på Forfatterskolen.

Den succes, den selvbiografisk funderede roman fik, vrænger Lone Aburas af i Det er et jeg der taler (regnskabets time). 

I en af pamflettens utroligt lange sætninger står der, at hun kan blive så træt af, »... at det kun er den bog af alle mine bøger om en opvækst på Vestegnen med en arabisk far og hans grillbar, der fik en pris og nogle nomineringer og derfor er en del af en røvsyg historik, hvor ikke-hvide forfattere hædres og modtager priser, hver gang vi skriver noget selvoplevet og autobiografisk fra et hårdt miljø, fordi det åbenbart virker autentisk og overbevisende på priskomiteer ...«

Ikke desto mindre mener Lone Aburas, at såvel fiktion som repræsentation af personlige erfaringer kan noget vigtigt.  

»Fiktionen kan beskrive og repræsentere nogle mennesker, der ellers ikke bliver beskrevet og repræsenteret. Den kan gå imod nogle kulturelle reproduktioner, der er nederen. Det er en måde at skrive på, der helt sikkert ikke er ligegyldig. Så jeg er slet ikke træt af fiktion.«

Da Lone Aburas skrev Det er et jeg der taler (regnskabets time), følte hun ikke, hun kunne bruge fiktionsrummet til at skrive en politisk tekst, der sagde noget. Det havde hun prøvet at gøre med sin tredje roman, der har sin selvbevidste titel til fælles med Det er et jeg der taler (regnskabets time). Politisk roman (2013) handler om en tandlæge, der pludselig bliver politisk bevidst og vil huse en illegal indvandrer.

Romanen parodierer de forskellige, forvirrede former, som politisk engagement finder i middelklassen. Tandlægen Robert skildres som naiv, grænsende til det latterlige, mens hans kone, Rebecca, anlægger et kynisk blik på verden uden for hjemmet. Vennen Mark er en magelig ekspunker, der bruger politik som identitetsmarkør, mens teenagesønnen Oskar i det skjulte er ved at udvikle sig til en rabiat militant aktivist.

Det undrer mig, at Lone Aburas i Politisk roman har skildret det at være politisk engageret med så stor skepsis.

»Den er fortalt ud fra et lidt kynisk perspektiv. Jeg havde bare lyst til at skrive om, hvordan det moderne menneske agerer over for kriser fra forskellige synspunkter. Robert er latterlig, fordi han ikke ved, hvad han går ind til. På den måde bliver Robert en latterlig karakter, samtidig med at jeg har stor sympati for bare at ville hjælpe nogen, der har brug for det.«

»Rebecca synes, at det er absurd at betragte det at hjælpe en afvist asylansøger som sin borgerpligt, hvorimod det private er ophøjet til noget meget helligt, sådan en lidt biedermeiersk dyrkelse af det hjemlige. Som om politisk engagement nødvendigvis tager noget fra de nære relationer, fordi der så ikke er nok engagement og kærlighed tilbage. Det er en stærk fortælling, og jeg forstår den slet ikke. Så ser Rebecca og Robert ikke ulykken foran sig, deres anorektiske datter. Det er irriterende, at jeg selv falder i den fælde. Men så er det jo også en roman, så der skulle ske noget.«

»Romankarakterer kan opføre sig sådan, at de gør, hvad de selv vil. Derfor havde jeg ikke styr på den retning, det tog. Det blev hele tiden djævlens advokat, der talte. Det var meget rart, at det ikke var sådan, da jeg skrev Det er et jeg der taler. Den tekst fungerer for mig på den måde, at jeg har sagt næsten alt det, jeg er vred over. Nu er det samlet, nu står det der. Det er en lille ambition, der er gået i opfyldelse.«

Lige nu skriver Lone Aburas på det, hun selv karakteriserer som et restprodukt fra processen med Det er et jeg der taler (regnskabets time). Igen som en måde at reagere på det, der sker i verden. Egentlig vil hun gerne skrive en roman, nu hun har været på udebane, men i stedet skriver hun med egne ord nogle underlige ting med linjebrud og den slags:

»Jeg tror, det er nogle rigtig dårlige digte, og det er pisseirriterende og underligt, for jeg har ikke prøvet det før. Jeg har utrolig stor respekt for poesi, men jeg definerer mig ikke som digter. I Det er et jeg der taler skrev jeg sådan noget som ’fucked up på ministercoke kommer og inspicerer campen’, som er det tætteste, jeg kommer på at skrive poetisk. Det fik jeg måske lidt smag for. Jeg tror ikke, det bliver en bog, men jeg tror, jeg skal skrive det færdigt. Det er også en stor del af det at være forfatter; at skrive det, der ikke bliver til en bog.«

Litteraturen ned på jorden

I Det er et jeg der taler (regnskabets time) skriver Lone Aburas om det paradoksale og sære i at sidde med sin dyre computer og tænke over litterære eksperimenter, mens man læser om folk, der drukner i Middelhavet. Lige den måde at vrænge af – eller i hvert fald undre sig over – sin egen litterære praksis er ny, men det er ikke nyt, at Lone Aburas hiver sine værker ned på jorden og punkterer højtideligheden omkring det litterære værk. Mest demonstrativt i Føtexsøen, hvor man kunne finde arbejdsspørgsmål omme bagi.

»Jeg synes, at det kan være lidt oppustet, det med at sætte sig ned og skrive en roman. Hvorfor skal man bruge så meget tid på at skrive en roman, når der findes så mange andre? Der er noget ved at være forfatter, jeg på en måde synes er lidt skamfuldt og pinligt. Derfor var det fedt i de første to bøger, at jeg kunne tage luften ud af ideen om kunstneren, der sidder og skriver. Det havde jeg brug for i starten, men jeg har ikke gjort det siden. Det var presserende dengang at sætte en fed streg under, at det jo bare er en forfatter, der sidder og finder på ting.«

– Det er vel også en måde at gøre opmærksom på forfatteren og dermed tekstens forbindelse til verden uden for det litterære rum på? Det sker også i din seneste roman, ’Det kommer til at ske’, hvor en af karaktererne skubber sine venner fra sig med den autofiktion, han skriver ...

»Ja, fordi den slags har en forbindelse til virkeligheden. Bøger kommer jo ikke bare fra en guddommelig kilde. Jeg skriver også i Det er et jeg der taler om det at sidde og læse om hårde menneskeskæbner og tænke over, hvordan man så kan bruge det til litterære eksperimenter. Jeg tænkte: Fuck det, nu skriver jeg bare. Men det hænger jo sammen, det har konsekvenser at skrive. Fiktion er ikke helt afkoblet fra virkeligheden, man har stadigvæk et ansvar. Det betyder ikke, at man skal skrive moralsk, men teksten er forpligtet af virkeligheden, hvis man skriver realistisk litteratur.«

Fordelen ved uforsonlige stemmer

– Det litterære rum kan vel også være dér, hvor man sætter f.eks. kynismen under lup?

»Ja, og jeg elsker kynikere og synes, at noget af det bedste litteratur er skrevet fra kyniske outsiderpositioner. Det med, at nogen hader noget, det, synes jeg, er enormt interessant. Det kan også være en måde at lave en samfundsanalyse på. Og så kan det godt være, at nogle af de store kynikere laver en vred samfundsanalyse, som jeg ikke er enig i, men jeg har stor sympati for indignationen og uforsonligheden, for så kan jeg også gøre det. Sådan en som Michel Houllebecq står jo for alt det, jeg ikke kan lide, men ham kan jeg vildt godt lide. Jeg får lyst til at skrive det omvendte. Og ved siden af islamofobien og sexismen er der også bare nogle ting hos ham, der fungerer i det litterære rum. Hvis det er sjovt, når man også langt.« 

– Kan uforsonlighed ikke være et svært udgangspunkt for en politisk diskussion?

»Jo ... Det er også derfor, den findes i min bog. De der ting kan jeg jo ikke slippe af sted med at sige nede til middagen. Det har jeg prøvet mange gange, men for at folk vil lytte til en, skal man noget andet. Det der med, at man bliver mere afrundet med årene ... Det er overhovedet ikke sket. Jeg kan virkelig ikke have det sådan ’på den ene side og på den anden side’, når der bliver stillet forslag om, at unge mennesker i såkaldte ghettoområder ikke må færdes ude efter klokken otte. Hvorfor skulle jeg være afrundet og nuanceret, når der findes så vanvittige måder at betragte grupper i vores samfund på?«