Læsetid: 2 min.

Må vi alle blive Antigone, der overlever. Der modsætter os vores onkler

Vi har spurgt danske kvindelige kulturpersoner, hvilken bog der gjorde dem til feminister. I dag svarer forfatter Lea Løppenthin
Vi har spurgt danske kvindelige kulturpersoner, hvilken bog der gjorde dem til feminister. I dag svarer forfatter Lea Løppenthin

Jesse Jacob/iBureauet

11. januar 2018

Først af alt er oplevelsen. Oplevelsen af min sygdom. Alt det, der forhindrer én i at læse og skrive – det er dét, der nødvendiggør modstand og forandring.

Den kvindelige forfatter, jeg selv var engang, skældte ud på sig selv dagen lang for at have ’identitetspolitiske’ problemer. Var ikke smuk nok, ikke høflig nok, ikke elegant nok: ikke kunstnerisk nok.

Jeg var en bipolar person, som troede, at min depression udelukkende var en kunstnerisk og politisk fordring, snarere end et sundhedsskadeligt problem. Denne overbevisning knuste mig, og jeg måtte begynde forfra. I dag ser jeg depression og hypomani som en kunstnerisk og politisk fordring såvel som et sundhedsskadeligt og ikke mindst feministisk problem. En række bøger har hjulpet mig med at vende tankegangen om min sygdom.

Det allervigtigste værk for mig i den sammenhæng, i alle sammenhænge, er Sofokles’ Antigone.

En græsk tragedie skrevet af en mand om en kvinde, der ofrer sig for sin bror. Lyder det feministisk? Det er det. Antigone går imod sin onkel og begraver sin bror. Antigone betaler med sit liv (hun bliver levende begravet, henrettet), men hun river hele sit samfund med sig i faldet. Hendes onkel, Kreon, mister sin søn og sin kone, der begge begår selvmord. Han kommer til at fortryde bitterligt, at han ikke lyttede til sin unge niece.

Antigone er min yndlingsmartyr, og jeg skriver, fordi jeg vil være en Antigone, der overlever: der håndhæver ordentlige begravelser, ritualer for liv og død, uden at jeg af den grund vil henrettes for det. 

Må vi alle blive Antigone, der overlever. Der modsætter os vores onkler.

Jeg har også læst Jean Rhys’ Kvartet - fire romaner skrevet mellem 1928 og 1939. De fire bøger beskriver kvinder, der lever alene og på skiftende elskeres nåde i 1920’ernes europæiske storbyer. Der er ingen udveje, men i skriften selv er der tusinder af udveje – en sjov og deadpan elendighed, som er et vidunderligt selskab. Jeg læser de bøger og føler mig heldig (fordi jeg ikke er de kvinder), og samtidig mindre alene. Som når der står, at »så begyndte grammofonpladen i hovedet igen«.

At gå omkring i sine egne gamle sange. Det kender alle vel.

Til sidst vil jeg nævne Sandra Holms Har jeg været her før fra 1978. Den bog er liderlig, engageret, søvnig, glad. På skift og på én gang. Jeg læste bogen for første gang i august og genlæste den to-tre gange i løbet af efteråret. Nu har jeg foræret den til min veninde Sandrine, der er flyttet til New York, og ligesom Sandra Holms bog lever på en vild og kærlig energi.

Lea Løppenthin er digter og forfatter og har senest udgivet Panser i 2016.

Serie

Bogen, der gjorde mig til feminist

The Guardian har spurgt litterære superstjerner som Margaret Atwood, Mary Beard og Naomi Klein, hvilke bøger der var med til at gøre dem til feminister. I den kommende tid stiller Information spørgsmålet videre til danske kulturkvinder

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer