Er du klar over, kære læser, at du lige nu sidder med Danmarks mindst sjove avis mellem hænderne? Den er god nok.
I sommer gik der i hvert fald et opgivende suk gennem vores lille redaktion, da tre af landets førende medieforskere pludselig fremlagde en undersøgelse, hvor et repræsentativt udsnit af danskerne fortalte om deres medievaner. Det viste sig, at lige præcis nul procent af Informations læsere mente, at avisen online kan »more eller underholde«. Nul procent!
Til sammenligning mente 54 procent af Ekstra Bladets læsere og 29 procent af TV 2’s brugere, at de er sjove.
Til gengæld kan vi ifølge undersøgelsen bryste os af at have landets absolut mest venstreorienterede læsere. Og hvem ved … måske hænger de to ting sammen?
Noget tyder i hvert fald på, at humor og politisk komik i øjeblikket bobler lystigere i den borgerlige del af Danmark end blandt de røde.
I februar sidste år analyserede journalist Ida Fabricius Bruun i sit universitetsspeciale samtlige facebookopslag fra danske folketingspolitikere over tre måneder. Hun ville undersøge, hvor tit de brugte humor, og konklusionen var skræmmende klar: Liberal Alliance, De Konservative og Venstre brugte mest humor; og SF, Enhedslisten og Alternativet brugte det mindst. 15 procent af opslagene fra LA-lejren var humoristiske, for alternativister var det kun tre procent.
Det betyder ikke, at de blå er sjovere, men det viser, at de oftere forsøger at være sjove.
»Det overraskede mig faktisk,« siger Ida Fabricius Bruun. »Jeg havde troet, at oppositionen ville bruge humor mest, men så var det Anders Samuelsen og Jakob Engel-Schmidt (LA og V, red.) der toppede listen.«
Det store spørgsmål er, om vi står midt i en rød humorkrise? Den slags er svært at svare entydigt ja eller nej til – men noget tyder på det, mener Mette Møller, der netop har afleveret sin ph.d.-afhandling om komikere i politik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.
»Man har fornemmelsen af, at der er mere blå humor til stede lige nu,« siger hun.
Se bare på Lars Løkke Rasmussen (V): Han får grineflip i Natholdet, optager videoklip med Jonatan Spang, og forleden åbnede han X Factor med en lille tale.
»Han formår at bruge humor godt,« siger Mette Møller. »Et af Helle Thorning-Schmidts problemer var, at hun blev opfattet uhumoristisk, og derfor kaldte folk hende en maskine. Humoren gør os til hele mennesker.«
– Tror du ligefrem, at blå politikere er sjovere?
»Lige nu tror jeg, de er det.«
Afsløring: Mad bliver lavet af myrdede dyr
Der er også sket et skift i den politiske satire, fortæller Dennis Meyhoff Brink, der forsker i satire ved Københavns Universitet: Den har fået en borgerlig kant, den ikke tidligere har haft.
»Den toneangivende satire i Danmark er blevet mere blå,« siger han. »Traditionelt har meget satire ellers snarere været rød end blå, selvom det kun er kommet indirekte til udtryk. Nu kan mere satire tolkes som borgerligt i sine præmisser. Ikke mindst Den Korte Radioavis og RokokoPosten. Især Den Korte Radioavis har været meget toneangivende de seneste år.«
Det tør siges.
Før jul blev den fiktive vært på satireprogrammet Den Korte Radioavis, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, kåret til nationens næstvigtigste meningsdanner i Politiken – foran folk som Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen.
Og selvom Den Korte Radioavis skyder til alle sider, skal man ikke have lyttet længe for at identificere nogle særlige yndlingsofre: Det er et tilbagevendende slagsnummer, at Kirsten Birgit sætter det politiske skab på plads over for sin vattede Alternativet-stemmende medvært, Rasmus Bruun, som selv er håbløst fortabt i rød-grønne retorikfloskler om ’empati’ og ’mangfoldighed’. Han er alt det, den borgerlige satire elsker at tage pis på: Selvgod, overfladisk, bedsteborgerlig og forudindtaget.
Herrerne bag Den Korte Radioavis, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, har flere gang fortalt, at det er Rasmus Bruun, som spiller mest skuespil af de to. Det er nemlig svært at være »den moraliserende korrekte stemme, de begge hader, og som de mener har sneget sig ind iblandt os, uden at vi har lagt mærke til det«, som Euroman skrev i et portræt af komikerparret.
Den blå satirebrod spider ofte københavnerboblen – »økospelt-Politiken-Østerbro-hipster-medie-menneskene,« som redaktør på den satiriske nyhedsside RokokoPosten, Mikkel Andersson, udtrykker det.
»Da vi startede RokokoPosten i 2010, havde vi nok en fælles idé om, at gøre mere grin med dem, der gjorde grin med Pia Kjærsgaard end at gøre grin med Pia Kjærsgaard,« fortæller Mikkel Andersson, der selv er erklæret borgerlig og ofte giver den som blå meningsdanner i radio og tv.
De mest populære artikler på RokokoPosten bærer overskrifter som »Drengebarn uden diagnose fundet«. »Afsløring: Mad bliver lavet af myrdede dyr.« Og »Ateister raser over tegning af ingenting.«
»Der har nok været en satiretradition i Danmark, som overvejende, men ikke kun, var båret af centrumvenstre-synspunkter: ATS, Selvsving, Cirkusrevyerne. Lige nu sidder man med en diffus fornemmelse af, at det i gamle dage var på venstrefløjen, det sjove skete, mens det i dag er hos de blå,« siger Mikkel Andersson.
En generation, der smadrede skår
Et andet eksempel på den borgerlige brod er afdøde Mads Holger, der elskede at grille storbyens Rasmus Bruun-typer med satiriske facebookopdateringer. Til jul skrev han: »Det gode ved den skandinaviske velfærdsmodel er, at alle får mandlen. Det dårlige er, at mandelgaven altid er en bog af Ib Michael eller en pose rosiner.« Og han kommenterede et foto af strejkende pædagoger med ordene: »Prøv lige at tænke på hvor mange jagerfly, vi kunne få for alle de pædagoger.«
Mads Holger mente selv, at danskerne bliver mere provokeret af en mand i jakke og slips, der insisterer på faste normer og stabile værdier, end en provokunstner, der giver fingeren til the establishment. Det sidste har venstrefløjen jo gjort i 50 år. Som han sagde til Berlingske:
»Vi var en del af en generation, der smadrede skår. Der var ingen rammer og struktur og grænser at overskride.«
Hvis han har ret, er den kulturkonservative i dag mere punk end punkeren. De borgerlige har overhalet venstrefløjen indenom, så det pludselig er de blå, der er flabede og skæve – og sjovest.
»Det er dér, man kan være rebel,« siger Mikkel Andersson. »Humor og satire fungerer ofte ved transgression – at man overskrider grænser og angriber tabuer. Og venstrefløjen har nok lidt flere tabuer end højrefløjen.«
Det er en fortælling, man har hørt før: Engang var den domminerende samfundsmoral borgerlig – familien, nationen, kirken. Og derfor var det nemt for frække venstreorienterede at gøre grin med forstokkede patriarker og latterlige skolemestre.
I dag har den moralske autoritet flyttet sig: Nu taler vi om feminisme, minoriteter, respekt for naturen, empati og globalt udsyn. Værdier som venstrefløjen i årtier har slået på, og som især florerer blandt storbyens øvre middelklasse. Det er den nye moralske autoritet – den nye magt. Og derfor elsker komikere og satirikere at skyde på den.
Det mærkværdige er, at de rød-grønne storbytyper, som får på munden af den nye satire, selv elsker det. Det halve Information lytter fast til Den Korte Radioavis, Politikens debatredaktør Ditte Giese kalder Kirsten Birgit »min drømmekvinde«, og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen fortalte i onsdagens Information, at hun griner højt for sig selv på cyklen, når hun lytter til Kirsten Birgit.
»Både når hun har udstillet mig og mit parti,« fortalte hun. »Når det er sjovt, gør det for det meste også lidt ondt.«
Hov-Hov-Uha-Uha-Uha!
Men hvordan gik det dog til, at de borgerlige fik humor-momentum?
Måske er det tilfældigt – det mener Dennis Meyhoff Brink.
»Det handler om, hvem der lige har talentet, og hvem der bruger det. For man ser ikke samme tendens i sammenlignelige lande som England, Tyskland eller Frankrig,« siger han.
Men det kan også være, at den boblende blå humor viser et mere grundlæggende skift i det danske samfund: Fra det kollektive til det individuelle – det mener humorforsker på Københavns Universitet Michael Eigtved.
»Hvis du regner underholdningsbranchen med til humoren, så er der sket en drejning mod neoliberalisme og konkurrencestaten,« siger han. »Moderne underholdningskoncepter er grundlæggende borgerlige. Vild med dans, Den Store Bagedyst, X Factor. Det er amerikanske gameshow-formater. Da jeg begyndte at læse i 80’erne, ville vi straks have lavet en marxistisk analyse.«
I 70’ernes glade monopoldage viste Danmarks Radio politisk satire i bedste sendetid lørdag aften – programmer som Hov-hov og Uha-Uha-Uha! lavede sjov med ugens begivenheder.
Men der skete noget, da Tv 2 slog dørene op i 1988. Med den nye kanal fulgte seertalsmålinger – ellers kunne de gode folk i Odense jo ikke sælge annoncer – og til DR-chefernes skræk viste målingerne, at de politiske ugerevyer ikke var særligt populærere. Der var brug for noget nyt. Og gerne noget billigt.
Og det kunne standupperne.
Den nye generation af unge komikere var fuld af gåpåmod og amerikansk inspiration – og så kunne du underholde en hel sal med én mikrofon. Nyt blod flød ind i dansk tv og radio – Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Anders Matthesen – og med dem opstod en ny satire: den sociale satire.
Pludselig var det ufedt at lave sjov med Erhardt Jacobsen og Finansloven, i stedet skrev komikerne gakkede sketches om gakkede typer, der hed Kresten Pikhår eller Arne Nougatgren.
»For standupperne fyldte det selvinteresserede mere end det politiske,« siger Hanne Bruun, der er lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitetet. »I 00’erne kom en pinlighedshumor. Det tåkrummende flove, skammen, det normoverskridende. Man gjorde grin med folk, der ikke forstod normerne.«
Den social satire skyllede ind over Danmark: Mandrilaftalen, Drengene fra Angora, Kongeriget, Lex og Klatten.
Michael Eigtved hører ikke til dem, der mener, at blå humor er ved at overmande den røde, men han kan se, at det danske humorlandskab har ændret sig.
»Med standuppens kommen i 90’erne blev humoren mere individualistisk, og det liberale syn fik en plads, det ikke har havde haft før,« siger han. »Derved ikke sagt, at komikerne er højreorienterede, men vi er gået fra en kollektiv og samfundsamlende komik til en humor, der går mere på det individualistiske. I 90’erne havde vi Lex og Klatten og en bølge af tilsyneladende pointeløs ironi – men det var måske ikke så pointeløst alligevel. Det var på mange måder en del af noget neoliberalistisk. Nu sidder Hella Joof i Disruptionrådet.«
Satirekommissionens fallit
Men hvor efterlader det os på Dagbladet Information?
De mest erfarne kræfter på avisen kan fortælle floromvundne beretninger om en fortid, hvor vi rent faktisk var sjove. Vi har haft faste satireformater med navne som Og hvad så?, Trolden Teddy og Bamsernes Befrielsesfront. I dag har vi ét opslag i weekendtillægget Moderne Tider, hvor humøret titter frem – og sidst, vi lavede fokusgruppeundersøgelser, fortalte kernelæserne, at de ikke rigtig kan lide det.
»Måske er det fordi, noget af 68-ånden er forsvundet,« siger tidligere chefredaktør Jørgen Steen Nielsen, der har været på avisen side 1985.
»Fandenivoldskheden, ironien, at være fræk over for magthaverne. Det levede engang. Dengang tror jeg, folk syntes, vi var sjovere.«
Ledelsen prøvede faktisk at gøre noget ved humorkrisen. I 2001 nedsatte vi et internt udvalg, en ’satirekommission’, der skulle finde ud af, hvordan vi kunne blive sjovere. De nåede aldrig frem til noget.
Hvem er sjovest? De blå eller de røde?
Noget tyder på, at humoren lige nu bobler lystigere i den borgerlige lejr end blandt de røde. Den toneangivende satire har borgerlig kant. De blå politikere joker mere end de røde. Og ifølge undersøgelser synes ingen, at Information er sjov. I en række artikler undersøger vi hvorfor, og hvad der egentlig er sjovt.
Seneste artikler
Ifølge Kenneth Kristensen Berth er socialister ikke særligt sjove
11. januar 2018Når Inger Støjberg deltager i møder i Europaudvalget, og stemningen bliver for dommedagsagtig, så bruger Kenneth Kristensen Berth (DF) humor. Karsten Hønge (SF) griner rungende flere gange i løbet af en dag. Gerne af sig selvJohanne Schmidt-Nielsen griner højt, når Kirsten Birgit udstiller venstrefløjen
10. januar 2018Information spørger i denne uge blå og røde politikere om, hvad de griner af. Mads Fuglede (V) elsker filmen ’The Big Lebowski’ og grotesk humor uden punch lines. Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) griner højt på cyklen, når den fiktive nyhedsmama Kirsten Birgit Schiødt Kretz Hørsholm udstiller hende og EnhedslistenThyra Frank: Humoren om mig rammer fuldstændig plet
9. januar 2018I denne uge undersøger vi blå og rød humor anno 2018 ved at spørge vores folkevalgte politikere, hvad de selv griner ad. Thyra Frank (LA) ler helst ad sig selv. Både når jokes handler om hendes vægt eller manglende aktivitet i Ældreministeriet. Som barn fortalte Mette Gjerskov (S) sorte vittigheder, hun kun selv grinte ad. Siden har hun brugt slipsehumor til at forløse den gravalvorlige stemning i EU
Det lader til at være rigtigt, at der desværre er mere humor på den borgerlige højrefløj. Foruden de mange fine pointer, så tror jeg at de doktrinære karakteristika ved moderne politik, spiller en stor rolle. Humor som man kan grine af - og ikke bare smile høfligt til - kræver ironi, sarkasme, selv indsigt eller alle tre. Venstrefløjen har særligt siden 70'erne forsøgt at være den moralsk overlegne; det er ikke sjovt at gøre grin med minoriteter (det er jo synd for dem!), man må ikke dæmonisere sine fjender (det er "sådan noget højrefløjen gør" som en ældre ven, der er aktiv i EL fortalte mig ..)
Humor lader i det hele taget til at være "sådan noget højrefløjen gør", fordi vi har for travlt med at være moralsk overlegne på venstrefløjen.
Jeg synes dog at man glemmer Jonatan Spang som eksempel på succesfuld venstreorienteret humor, selvom det selvfølgelig stikker lidt, når han faktisk kopiere et fordummet amerikansk talkshow koncept (se? Nu bliver jeg også humorløs! det er jo endemisk ..)
Spang præsterer at få folk til at grine højlydt af magthaverne, lave jokes hvor han i spøg opfordrer til hærværk af rigmandsghettoerne i København, maner til stærk vrede over måden SKAT er blevet bevidst ødelagt etc. Han eksemplificerer en venstreorienteret humor der "tør", fordi han ikke har travlt med at undgå at støde nogen.
Der findes ikke høflig humor; det er bare ren kedsomhed.
Det er klart. Der skal en ny Jens Jørgen Thorsen, Troels Trier, Nash, Deleuran, Kellerman, Kim Larsen, Haugaard, Clausen, Winding og filmskolens folk til. Vi har kun C.V.Jørgensens muntre hjørne tilbage. Desværre. Det døde, da vi blev politisk korrekte allerede i halvfjerdserne. Man kunne jo kraftedeme ikke spille fodbold, musik og ryge og samtidig være politisk bevidst, førend alle kom efter en for ikke at være dit og dat nok. Så østens vise gav een accept, men humoren røg. Lars Von Trier var vel den sidste, standupperne kunne være gået vores vej, men gjorde det ikke. En bagskid fra 68.
Nu skal I ikke tage det så tungt Information;)
FOLK er ret tit morsom, Georg Metz også, og Rune Lykkeberg, når han i særklasse er sarkastisk... :)
dette er en svært artikel, at kommentere fyldestgørende på, jeg vil dog hævde, at den korte radioavis ikke er borgerlig og ej heller venstre orienteret - den tager fat i råddenskaben der ildelugtende ligger i hjørnerne, hvilket blot er befriende, ingen kan råde "røde lejesvende" i svars afmagt. Rokokoposten har jeg førhen været læser af, indtil Mikkel Andersson pludselig lavede klummer i Berlinske bl.a under overskriften "den klumme er god" / hvilket den absolut ikke var, den var ej heller ret klog - hvilket Mikkel Andersson, desværre bærer med sig hvorend han bruges som meningsdanner eller kommentator, hvorfor han skal være alle steder og komme med sine tomme lomme filosofier er jeg personligt hovedrystende overfor. Det er en kæmpe befrielse, at se Dybvad, Nørgaards netkiks og disse ligende programmer, der alle udstiller dum og tåbelig opførsel, og med skarpvinkling beskriver netop dette. kære Information lav jer ikke om, intet er værre end påtaget humor, ATS i politiken fungere godt,ligesom satiretegninger også kan det. humor på et for lavt plan bliver dumt og tåbeligt, denne slags er så rigeligt spredt over vores lille land i form, at hurtige og billige sit-com fra dårlige amerikanske forfattere, krydret med latter på dåse // måske derfor vi har et borgerligt flertal snarere end vi har kloge danske af slagsen
http://www.nytimes.com/2000/01/18/health/among-the-inept-researchers-dis...
Hvis humoren er blevet borgerlig, forstår jeg pludselig godt, hvorfor Danmark er blevet så humørforladt et sted. imidlertid tvivler jeg på, at det er sandt:
"Det var Lars Løkke og hans chauffør der kom kørende på en landevej. Pludselig kommer de til at køre en gris ned. Løkke siger til chaufføren, at han skal gå ind til gården, der ejer grisen og fortælle det, og det gør han så.
Løkke sidder og venter på chaufføren i laaang tid, og først 1 time efter kommer han ud. Løkke spørger: "Hvad sagde du til dem og hvorfor tog det så lang tid?".
Chaufføren: "Jeg sagde, at jeg var Lars Løkkes chauffør og at jeg kom til at køre svinet ned, og så gav de sgu en bajer!".
(Frit efter en gammel russisk vittighed fra Sovjettiden)
Ret skal være ret:
https://www.j4u.dk/jokes-om-politik.asp
Der er nu engang ikke meget at grine af nu tildags og så der det at humor bliver til galgenhumor.
Det er faktisk uhyre svært at grine over flygtninge,krige,klimakatastrofer. Det eneste der bliver tilbage er sarkasme/ironi over dobbeltmoralen i den førte "nødvendige" politik der vender ordets betydning på hovedet i de sidste tiders termologi om den uafvendelige katastrofe. Det skal vendes til "Vi kan - vil vil - og vi gør det med et smil"
Nej. Tidsånden er løbet fra drengerøvsaksen Berlingske/Radio24-syv. De har toppet, og mere konstruktive alternativer vil tage over.
hmmm jeg oplever det ikke helt så ensidet som artiklens forfatter fremføre det. f.eks. nørgaards netfix kommer med en del venstresnoget supersjove vitser og det oplever jeg da også at andre gør.
måske kan det have noget at gøre med "hygge" faktoren.
jeg tegner en seriestribe der handler om folk i udkanten af samfundet ( hovedpersonen er en hjemløs mand ) og mange af mine jokes er nok på den venstre side af midten. Jeg skrev til en meget profileret komiker får at få lidt gode råd og høre hans mening om min stribe. hans kommentar var " du er meget vred hva? " det mener jeg nu ikke jeg er men at lave sjov med liberal alliance og christiansborg kan åbenbart let opfattes som vredt hmmmmmm ) jeg opfatter nu mig som en glad dreng ;D )
så måske er de toneangivende komikere blevet sat og har ikke længere nogle vigtige pointer ang. samfundet at komme af med hvorefter deres jokes bliver sådan mere "hyggelige" og hverdagsdrillerier agtig
"Noget tyder på, at humoren lige nu bobler lystigere i den borgerlige lejr end blandt de røde"
Hvilket er den bagvendte måde at sige at selvhøjtidligheden er flyttet over på venstrefløjen.
Hvilket kun delvist er sandt, men sandt nok til at man kan få sig et par billige grin.
Den med svinet er nu en gammel vits om Göring og som vi fortalte tilbage i 50'erne og da hed den da chaufføren kom ind: Heil Hitler svinet er død og så var der bajere.
De internationale humor er også blevet mindre rød:
Et godt eksempler er Bert "The Mashine" Kreichers' historie om, hvordan han blev en del af den russiske mafia da han var gymnasielev:
https://www.youtube.com/watch?v=paG1-lPtIXA
Jeg kan ikke se det morsomme i Støjbergs lagkagekomik eller Udlændingestyrelsens flygtninge lovklovnerier?
ah - er det ikke en snæver forstand af humor og tid? Hvis der var en rød joke i går og en blå i dag, er det så fordi humoren svinger til blå side? Er det ikke en snæver fortolkning af humor, der tales om? Hvad med Signe Molde, Huxi Bach, rytteriet oma. Måske er blå/rød bare en skæv vinkel? Kan det ikke være en humor, der punkterer falskhed eller tåbelighed uden partitilknytning? Som jeg i hvert fald godt kan le ad som rød.
Metz morsom? Se det er god ironi!
Det mener jeg skam helt seriøst Michael Pedersen.
Den måde Metz med sin spidse, bidende pen kan give Trumf og diverse danske politikere nogle virkelige svinenere, finder jeg meget underholdende og morsomt :)
Og så var der ægtemanden, der så op fra sit mandeblad, og sagde til konen:
"Her står, at gentlemen foretrækker blondiner".
Og konen der replicerede: "Det passer jo perfekt på os to?"
"Hvor vil du hen kone?" sagde manden. "Du er jo ikke blondine."
"Akkurat" svarede konen.. "og du har aldrig været nogen gentleman."
P.S. For de af jer, der ikke orkede at se komikerparret Uffe Elbæk & Esben Lunde Larsen optræde sammen på slap line i dr.dk's "Langt fra borgen" i går aftes, kan I nå det endnu ........... ;o)
Kunne godt tænke mig en definition af borgerlighed, og en forklaring på, hvorledes Den Korte Radioavis skulle være borgerlig?
Venstreorienteret humor er den bedste, fordi den sparker opad istedet for nedad.
Da Per Høyer Hansen som skrev for over 30 år siden om sport, han havde humor og så ham sprogmanden Jensen med lektoressen. Sarkasme har lige så lidt med humor at gøre som voldtægt har med kærlighed.
LA er vist også lidt ufrivilligt morsomme for tiden
Jo, det er ganske vist humoren er borgerlig og den gør arbejdspladser som Cirkusrevuen arbejdsløse. Tænk bare på Joachim B.Olsen. Ingen kan få grinet frem i folk, som han kan. Samuelsen har i den sidste tid også gjort det godt.
Tillad mig i min gravølsbrandert at give mit besyv med: Sand humor er aldrig specielt politisk, men altid en mulighed for at få et billigt grin på en eller andens bekostning, hvad enten vedkomende er en opblæst nar eller en skrankepave, eller det er politikommissær Mortensen fra Olsenbanden.
Satire har kronede dage, når opblæste personer går over gevind, så vittige hoveder har noget at lave jokes om, så satire har kronede dage for tiden. At det så angiveligt skulle være borgerlige komikere, der løber med alle grinene tillader jeg mig at tvivle på.
Metz er efter min mening noget af det morsomste, der p.t. foregår i dansk presse - Vrisne Victor på speed. Jeg er i tvivl, om der er tale om satire, snarere er der tale om essays, som er en dejlig bred genre, hvor der er relativt frit slag. Uanset hvad stilarten er, er den morsom - der uddeles svinere, som Katrine Damm skriver. Man skal helt tilbage til Kierkegaard og kirkekampen, før man finder litterære udfald mod alle de opblæste narrerøve, som dominerer dansk kulturliv, og i mangel af kultur, det politiske liv. Holbergs breve når ikke Metz til sokkeholderen.
Det er muligvis rigtigt, at Information er Danmarks mindst morsomme avis, men det er næppe rigtigt, at den toneangivende satire i Danmark er blevet borgerlig. Desuden betragter jeg ikke den selvhøjtidelige Rokokoposten som satire, da der i den genre kræves mere end blot at lege aprilsnar med politiske modstandere. Og jeg vil sige som salig Jørgen Ryg i en sketsh: "Det er ikke morsomt, det er hærværk!" - Og det er det, fordi man savner den humor, der gøre Politiken's ATS så befriende. Det er humoren, der menneskeliggør satiren, men der kræves altså også en "sandhed" eller en pointe på et eller andet andet plan. Og man kan sige med Holberg, som - da han engang blev bebrejdet for at se en skjult brod i alting - svarede at "det er nu engang min natur at sige sandhed i spøgefulde vendinger."
Metz kan være meget sjov her og der, men jeg synes at hans humor tynges stærkt af hvor seriøst, han tager sig selv. Med Metz er man aldrig i tvivl om, hvem han mener har monopolet på den rette etos; ham selv. De andre er hyklere, skrankepaver og neo-fascister.
På den måde skriver han sig også - desværre endda som historiker - ind i en venstrefløjstradition, der heller vil bruge fascisme som skældsord end som analytisk begreb med réelt indhold. I det hele taget havde manden været noget sjovere, hvis han også turde kritisere manglerne på venstrefløjen, i stedet for hele tiden at cementere sin moralske overlegenhed ifht. højrefløjen. Det virker ikke videre humoristisk i min bog.
Det som netop har været så succesfuld ved lignende stemmer på højrefløjen (lad os tage Messerschmidt) er at han gerne gør nar af sin egen position som DF'er eller eksempelvis DF's fjendtlighed overfor DR. Nogen vil måske huske hans indslag med De Uaktuelle Nyheder, fra hans yngre dage.
Man ser desværre ikke den type humor på venstrefløjen; jeg kan i hvert fald ikke forestille mig Metz se på sig selv i tredjeperson på den måde, for hvorfor dog gøre det, når man allerede ved at man er indehaver af det eneste gyldige perspektiv?
TV programmet "Tæt på sandheden" har lært mig at humor er, når det går ud over de andre, så hvad er der egentligt som venstrefløjen kan grine af?
I det kvarter hvor jeg bor er der jævnligt indbrud, indbrudstyvene går bevidst efter de ældre, handikappede eller sårbare. Tyvene går efter ting som computere, hårde hvidevarer og TV, men nogle gange tømmer de hele lejligheden. De tager ingen hensyn, og der er ikke grænser for deres grådighed. Når der ikke er mere at stjæle, fortsætter tyvene bare i et andet boligområde.
Jeg tror at indbrudstyvene ved, at de gør livet til et levende helvede for ofrene, de er bare ligeglade. Ofrene ser ud til at lide af de samme symptomer bagefter; der er en skade på det dybeste niveau af sjælen, ånden og psyken, og at det er en krænkelse af den værste slags. Mange mennesker har nu ekstreme økonomiske problemer og lever i dyb fattigdom, de ser ikke noget lys for enden af tunellen. Det er mennesker som ikke har råd til forsikringer.
Politiet ved godt hvem tyvene er, men gør ingenting. Indbrudstyvene er medlemmer af den samme bande. Folk taler nu åbent om selvtægt. Det groteske er, at det er kommet så vidt, at flere bandemedlemmer har fået politibeskyttelse.
Politiet siger at de ikke kan gøre noget, da indbrudstyvene kommer fra overklassen. De er altid klædt i sort, med rygmærker bag på, hvor man tydeligt kan se mærkerne; MF. Utroligt at hele retssystemet er sat ud af spil, bare fordi de kujonagtige tyve er medlemmer af Folketinget.
Selv om de er artikulerede og til tider troværdige og charmerende, mangler de følelser, som resten af samfundet, de kender forskellen mellem rigtigt og forkert, men de føler det ikke. De er hensynsløse, manipulerende og destruktive, har overfladisk charme, men en total mangel på empati overfor andre. De taler uden skam, skyld, anger eller empati om deres offre, de griner bare og er ligeglade, samt siger at det er offrenes egen skyld.
Alle der tvivler på Georg Metz' evner til at fremkalde latterkrampe læs fx dette blændende indlæg omkring maraton- og motorløb i Københavns gader. Jeg glæder mig allerede til en lang og fyldig kommentar fra Metz, hvis F! cirkus'et skulle lande i København i nærmeste fremtid. Her er et par highlights: "Maraton i København er unægtelig ikke en udvalgt krigers monumentale indsats for at meddele en dyrekøbt og for byens borgere afgørende sejr. Ej heller er københavnsk maraton den olympisk kultiske repetition af denne krigers selvmorderiske bedrift. Maraton i København er snarere at gøre vold på hovedstad og nedgøre storbyens kultur samt demonstrativt at bevise for guder og hvermand, at urnaturen, mennesket iboende, står over det dekadente byliv. [...]. Byens velkendte lyde afløses af løbernes raspen efter vejret og ambulancernes digitale hyl, når skravlet køres bort, og officials bjæffer uforskammede ordrer til fredsommeligt færdende byfolk, der har svært ved at se visdommen i at lade, som om Øster Alle er en slette i oldtidens Grækenland."
https://www.information.dk/debat/2011/08/koebenhavnske-motorbane
Borgerlig humor og skadefryd kommer nærmest ud på et efter min ydmyge opfattelse.
Venstreorienterede mennesker har ofte en kedelig tendens til at moralisere. Og moralister er sjældent særlig morsomme.
Rene Arestrup, lige præcis. Hvis Information bevægede sig mere over mod samfundskritik journalistik baseret på politisk teori, og forlod "venstreorienteret" baseret på overbevisningen om egen moralsk bedreværd (merværdi i den kulturelle kapital, som de nok selv ville have formuleret det) kombineret med talerør for pjalteproletariatet, kommer humoren nok af sig selv.
Det hører til en af tidernes absolut største tragedier at socialismen er blevet reduceret til en moralsk position om medmenneskelighed. Politisk teori og revolutionære idealer er forsvundet i et søle af falsk bedrevidenhed, overlegen "humanisme" og elitær foragt for den pøbel, der vover at stemme mod det elitære ekklesiasi af "venstreorienterede" i indre by.
Selv nogle af os på den yderste venstrefløj finder racistiske jokes noget sjovere end eksempelvis venstrefløjens "sjove" komikere, der "gør grin med tykofobi" eller hvad man nu konkret vælger at kalde sine imaginære undertrykkelsesstrukturer.
Det at så mange her priser Metz's humor siger alt.
Der kom to sukkerknalde spankulerende ud af havnemolen. Pludselig hoppede den ene sukkerknald i vandet. "Det skal du ikke være ked af, min far er bager", sagde den anden :)
@Henrik H. Hansen
Du forveksler helt klart gammelklog, mavesur indignation med humor i din MetzLink.
Rigtig humor og satire har ikke partifarve - den er folkets?
@Peter Bahne. Nu skriver jeg faktisk ikke, at Metz er satiriker, men at han har en evne til at fremkalde latterkramper. Og det vil jo nok være individuelt, hvordan man hver især reagere på Metz' mavesure opstød. Men jeg er da helt med på, at Metz ikke sætter sig til tastaturet for at skrive noget humoristisk.
Jørn Sonny Chabert, hvis du ser på fx Stephen Colberts udvikling, vil du se et frisk eksempel på denne "sathed", som du nævner. Da han var stjerne i sit eget show på det lettere obskure Comedy Central, var hans satire så skarp, at den skar ikke bare ind til, men tværs igennem benet.
Nu er han bestyrer af sit eget show på det det store og midtersøgende mediekonglomerat CBS, så han er blevet meget mere forsigtig med sine jokes. Han er stadig skarp af og til, men han er blevet meget rundere med årene. Det forpligter pludselig at skulle være morsom for alle, og ikke bare for nørderne.
Jeg hævder ikke, at han er blevet sat, og jeg ser stadig hans show næsten hver dag, og jeg får mig stadig et godt grin. Men jeg er begyndt at se "The Opposition with Jordan Klepper" - han har planket dele af Colberts gamle ide og optræder som en smådum, højreorienteret og ualmindeligt øretæveindbydende studievært. Han er stadig ved at udvikle figuren, men han har noget af den vildskab, som Colbert er ved at miste i veldædighedens navn, så selv om alting ikke altid er lige morsomt, har jeg flere gange set han skabe momenter af ufattelig morskab.
Men jeg savner sgu John Stewart.