Læsetid: 6 min.

Når formerne sprænges

Dengang som nu handler det om at lave litteratur, der sprænger formerne og sætter læseren i stand til at sanse og tænke på tværs af indgroet vane. Men når forfatterne her efter årtusindeskiftet igen lader fordomme svigte, hænger det ikke kun sammen med oplevelsen af en verden i kaos. Erik Skyum-Nielsen svarer igen på Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens kommentar om hybrider i sidste uge
Erik Skyum-Nielsen svarer igen på Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens kommentar om hybrider i sidste uge.

Erik Skyum-Nielsen svarer igen på Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens kommentar om hybrider i sidste uge.

Ritzau Scanpix

20. januar 2018

Det var med svag tendens til røde ører, at jeg i sidste weekends litteraturtillæg læste Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens (herefter KURM) kommentar »Det er for let at affærdige genrehybride værker som mislykkede«, hvori hun gengiver og med nogle eksempler modsiger et af de fire hovedsynspunkter i min gennemgang af bogåret 2017.

For jeg måtte på et væsentligt punkt give hende ret: Flere steder brugte jeg det trick at blande beskrivelse og vurdering sammen og lade en karakteristik af en bog glide umarkeret over i kritik.

Af principiel betydning er ved siden heraf den diskussion, som vores nye anmelderkollega rejser med afsæt i den passus hos mig, hvor det om hele 2017 generaliserende hed, »at vi i stedet for skarpe noveller og med omhu gennemskrevne romaner tit får halvhjertede ’hybrider’, tynde processuelle ’projekter’, udisponerede arbejdspapirer og mere eller mindre kaotiske ’collager’«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Når KURM kræver plads til det processuelle værk, der ikke bare rapporterer eftermæle om tænkte tanker, men som selv er en form for tænkning, der er pågående og under forandring, må det bl.a. ske under den forudsætning, at det, læseren præsenteres for, er et æstetisk udtryk af processuel karakter, der er undersøgende og viser en udvikling.

Hvis billeder, notater i tilknytning til tidligere værker, digte, essayistiske overvejelser og lignende samlet set skal fungere som et nyt processuelt værk, må de indgå som del af en ny æstetisk fremstilling, der har processuel karakter. Her er det ikke tilstrækkeligt, hvis f.eks. bogen er æstetisk smuk på en eksperimenterende måde.

Der har de senere år været et stigende fokus på det processuelle inden for videnskab, pædagogik, kunst m.m., og af mange gode grunde. Det må dog aldrig bruges som en undskyldning for ikke at stille høje kvalitetskrav.

Bjarne Toft Sørensen

Når KURM kræver plads til det processuelle værk, der er en form for tænkning, pågående og under forandring, læser jeg det samtidig som en påstand om, at dette værk er kunst. Et interessant spørgsmål er her, hvornår et sådant processuelt værk lever op til krav til kunst?

Som nævnt ovenfor mener jeg, at det må kræve, at værket er et æstetisk udtryk af processuel karakter, der er undersøgende og viser en udvikling.

Man kan undersøge kunst med kunst, med filosofi og med videnskab. Hvis man undersøger kunst med kunst bliver værket et kunstværk og ikke f.eks. alene et essay eller en afhandling.

Fiktion kan have brevets form som "opdigtet brev", og på samme måde kan fiktion have essayets form som "opdigtet essay". Et essay kan have æstetiske kvaliteter som essay (ligesom mange andre genrer kan have det), i sin brug af f.eks. billedsprog, men det kan også have æstetiske kvaliteter, hvis forfatteren fiktivt lader det overskride sine egne grænser, hvilket typisk kommer til udtryk undervejs i essayet betragtet som proces. Det er f.eks. det, der kan udtrykkes på den måde, at grænsen mellem essay og digt altid har været til forhandling i Niels Franks forfatterskab.

For mig er det tvivlsomt, om f.eks. Niels Franks Yucatán. Essays og andre Forsøg og Amalie Smiths Et hjerte i Alt er kunstværker, fordi de er samlinger af tekster, hvoraf nogle kan betragtes som kunst og andre ikke.

Det er dog ikke det samme som, at de ikke ud fra en række andre kriterier kan være interessante værker.