Læsetid: 3 min.

Niels Hausgaard er noget så moderne som inkluderende

En tør og underspillet nordjyde lærte journalist Anita Brask Rasmussen om at være inkluderende længe før, det var noget, man skrev ind i skolereformer og blev visiteret til af kommunen. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Niels Hausgaard
En tør og underspillet nordjyde lærte journalist Anita Brask Rasmussen om at være inkluderende længe før, det var noget, man skrev ind i skolereformer og blev visiteret til af kommunen. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Niels Hausgaard

Per Lange

27. januar 2018

Niels Hausgaard skelner mellem klogskab og intelligens. Man bliver muligvis intelligent af at gå på universitetet. Men man bliver ikke nødvendigvis klogere af det. Det er klogt sagt. Han fortæller en lige så klog historie i et af sine shows om dengang, hans klasse blev delt op efter evner. Der var de bogligt begavede, og så var der dem, der blev kaldt udpræget praktisk begavede, og de var jo begavede nok til at regne ud, at det nok ikke var så godt.

Den formulering, ’udpræget praktisk begavet’, har altid hængt fast hos mig. Fra jeg som lille så Niels Hausgaard og voksede op blandt i mine øjne meget kloge mennesker, der ikke havde papir på noget som helst. Den der smukkesering af foragt, der ligger i formuleringen. En pyntet fornærmelse, et forsøg på at skjule, at den eneste evne, man synes virkelig tæller, er den at være dygtig i skolen.

Og så den fryd det er at konstatere: Vi har regnet ud, at det er sådan, der bliver tænkt om os, men hvis I tror, uddannelse er den eneste vej til lykke og klogskab, så skal I have jeres skolepenge tilbage. Det var sjovt. Og der var ingen ofre i den historie. Det var afvæbnende.

Før bådebyggere skrev romaner, og folketingspolitikere skrev debatbøger, der romantiserede håndens arbejde, fortalte Niels Hausgaard i sine sange og shows om dem, der er gode til at leve og faktisk ikke går så meget op i omverdenens anerkendelse, men bare går på arbejde. Siden har både intelligente og kloge hænder gravet grøfter mellem hinanden, så mange flere er blevet optaget af at få at vide, at de har betydning.

Fra fællesskabet

Hausgaard har altid brugt sit eget liv og sine egne erfaringer. Hans anekdoter og sange handler om ham og hans naive, men velmenende bror og svigerinde og deres hund Muddi. Altså den bror og svigerinde findes jo nok ikke i virkeligheden – ikke i Niels Hausgaards virkelighed i hvert fald – men det er ikke pointen.

Pointen er, at den tørre og underspillede nordjyde er noget så moderne som inkluderende (selv om han i sine shows godt nok fortæller om at blive kritiseret for altid at gøre nar af dem, der har gået i skole i længere tid end ham selv. Det kan han egentlig godt se, men det skal så også siges, at »det ville være svært at finde nogen, der har gået i skole i kortere tid.«)

Når han skriver en sang om mobning, synger han: »Vi kaldte hende svineprinsessen« og udfolder historien om Lis Olsen, der startede i hans skole i 4. klasse, og hvis far vist engang havde haft nogle grise. I »Svineprinsessen« beskriver han hele Lis Olsens levnedsforløb. Hun sagde, at hun ville være skuespiller, og de andre grinede, så sagde hun aldrig noget igen: »Hun blev skæv i sin skulder og rund i sin ryg, fordi hun altid skulle bøje sig så dybt for sit brød«. Lige efter han har forsvaret ’de udpræget praktisk begavede’, udstiller han deres selvtilstrækkelighed og sociale kontrol. Og det hele sker fra et ’vi’.

Niels Hausgaard er uinteresseret i at dele mennesker op i gode og dårlige eller fremmede og venner eller dumme og intelligente, og det er vores trang til at gøre netop det, han i usædvanlig dyb alvor gør sig lystig over. Det kræver en helt særlig form for klogskab at være sjov på den måde, som Niels Hausgaard er det. Han udgiver ikke plader længere, og han synger ikke længere på dialekt i sine shows.

Selv om man kan ærgre sig over det, så giver det også mening, for Niels Hausgaard har brug for fællesskabet for at fungere bedst. Det er fællesskabet, han taler til, om og med. Det er det, der gør det sjovt. Budskaberne er det ikke i sig selv. Slet ikke faktisk. Og det er det, der kendetegner god humor. Så snart man begynder at forklare, hvad der bliver sagt, så holder det op med at være sjovt. Ligesom den her tekst. Der er sgu ikke meget at grine ad.

Som helt ung er man fristet til at blotlægge sit følelsesliv og sin ulykkelige barndom. En slags striptease. Fald ikke i den grøft. Det er dræbende ligegyldigt for andre, og du sælger ud. Så underhold hellere med politik, det kan få folk op af stolene, er Niels Hausgaards råd til en ny folkesanger i hans fag.
Læs også
Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Viggo Okholm
  • Bettina Jensen
  • Torben Bruhn Andersen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Ole Frank
  • Holger Madsen
  • Flemming Berger
  • Benny Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben K L Jensen
  • Frede Jørgensen
  • June Beltoft
  • Tino Rozzo
  • Niels Makholm
  • Jeanne Löwe Lindberg
  • Jørn Vilvig
  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
  • Thomas Tanghus
Anne Schøtt, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Katrine Damm, Viggo Okholm, Bettina Jensen, Torben Bruhn Andersen, Christel Gruner-Olesen, Ole Frank, Holger Madsen, Flemming Berger, Benny Jensen, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Frede Jørgensen, June Beltoft, Tino Rozzo, Niels Makholm, Jeanne Löwe Lindberg, Jørn Vilvig, Ervin Lazar, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Endnu en kunstner der har beriget mit liv.

Torben K L Jensen, Benny Larsen, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Holger Madsen, Flemming Berger, Verner Nielsen og Børge Neiiendam anbefalede denne kommentar
Vibeke Hansen

Det er vidst ikke så moderne endda, at være inkluderende. Sikkert heller ikke særligt let, når man er kunstner i Niels Hausgaards genre. Da han brugte sin fiktive svoger og søster, var det fællesskabet og solidaritet, der var udgangspunktet, som modsvar til den liberale frihed. Det var der ikke megen inklussion i som sådan. Men han bandt da et bånd om de, der på forskellig vis havde brug for fællesskabet til at varetage deres interesser og behov. Idag er denne gruppe borgere blevet splittet i atomer på grund af liberalismens modstand mod fællesskaber og Dansk Folkepartis praksis med at spille folk ud mod hinanden. Sidstnævnte har vist sig en hel del mere effektivt, end hvad liberalisterne har præsteret siden 2001.
Så udover at jeg helt og fuldt deler beundringen for Niels Hausgaard og hans ikke ubetydelige bidrag til debatten, må jeg indrømme, at jeg har svært ved at få øje på noget som helst sted, hvor inklussion overhovedet er nævnt som mulighed, og slet ikke, at det skulle være moderne.
Jeg håber nu også mere på, at inklussion bliver en selvfølgelighed, end en modedille.

"Niels Hausgaard skelner mellem klogskab og intelligens. Man bliver muligvis intelligent af at gå på universitetet. Men man bliver ikke nødvendigvis klogere af det."
Det kan ikke være korrekt refereret. Det er jo omvendt.
Eller osse er det dumt sagt af Hausgaard, som jo er både intelligent og blevet klog - i den rækkefølge.

Jane Nielsen, jørgen djørup og Mikkel Kristensen anbefalede denne kommentar