Niels Hausgaard er noget så moderne som inkluderende

Niels Hausgaard skelner mellem klogskab og intelligens. Man bliver muligvis intelligent af at gå på universitetet. Men man bliver ikke nødvendigvis klogere af det. Det er klogt sagt. Han fortæller en lige så klog historie i et af sine shows om dengang, hans klasse blev delt op efter evner. Der var de bogligt begavede, og så var der dem, der blev kaldt udpræget praktisk begavede, og de var jo begavede nok til at regne ud, at det nok ikke var så godt.

Den formulering, ’udpræget praktisk begavet’, har altid hængt fast hos mig. Fra jeg som lille så Niels Hausgaard og voksede op blandt i mine øjne meget kloge mennesker, der ikke havde papir på noget som helst. Den der smukkesering af foragt, der ligger i formuleringen. En pyntet fornærmelse, et forsøg på at skjule, at den eneste evne, man synes virkelig tæller, er den at være dygtig i skolen.

Og så den fryd det er at konstatere: Vi har regnet ud, at det er sådan, der bliver tænkt om os, men hvis I tror, uddannelse er den eneste vej til lykke og klogskab, så skal I have jeres skolepenge tilbage. Det var sjovt. Og der var ingen ofre i den historie. Det var afvæbnende.

Før bådebyggere skrev romaner, og folketingspolitikere skrev debatbøger, der romantiserede håndens arbejde, fortalte Niels Hausgaard i sine sange og shows om dem, der er gode til at leve og faktisk ikke går så meget op i omverdenens anerkendelse, men bare går på arbejde. Siden har både intelligente og kloge hænder gravet grøfter mellem hinanden, så mange flere er blevet optaget af at få at vide, at de har betydning.

Fra fællesskabet

Hausgaard har altid brugt sit eget liv og sine egne erfaringer. Hans anekdoter og sange handler om ham og hans naive, men velmenende bror og svigerinde og deres hund Muddi. Altså den bror og svigerinde findes jo nok ikke i virkeligheden – ikke i Niels Hausgaards virkelighed i hvert fald – men det er ikke pointen.

Pointen er, at den tørre og underspillede nordjyde er noget så moderne som inkluderende (selv om han i sine shows godt nok fortæller om at blive kritiseret for altid at gøre nar af dem, der har gået i skole i længere tid end ham selv. Det kan han egentlig godt se, men det skal så også siges, at »det ville være svært at finde nogen, der har gået i skole i kortere tid.«)

Når han skriver en sang om mobning, synger han: »Vi kaldte hende svineprinsessen« og udfolder historien om Lis Olsen, der startede i hans skole i 4. klasse, og hvis far vist engang havde haft nogle grise. I »Svineprinsessen« beskriver han hele Lis Olsens levnedsforløb. Hun sagde, at hun ville være skuespiller, og de andre grinede, så sagde hun aldrig noget igen: »Hun blev skæv i sin skulder og rund i sin ryg, fordi hun altid skulle bøje sig så dybt for sit brød«. Lige efter han har forsvaret ’de udpræget praktisk begavede’, udstiller han deres selvtilstrækkelighed og sociale kontrol. Og det hele sker fra et ’vi’.

Niels Hausgaard er uinteresseret i at dele mennesker op i gode og dårlige eller fremmede og venner eller dumme og intelligente, og det er vores trang til at gøre netop det, han i usædvanlig dyb alvor gør sig lystig over. Det kræver en helt særlig form for klogskab at være sjov på den måde, som Niels Hausgaard er det. Han udgiver ikke plader længere, og han synger ikke længere på dialekt i sine shows.

Selv om man kan ærgre sig over det, så giver det også mening, for Niels Hausgaard har brug for fællesskabet for at fungere bedst. Det er fællesskabet, han taler til, om og med. Det er det, der gør det sjovt. Budskaberne er det ikke i sig selv. Slet ikke faktisk. Og det er det, der kendetegner god humor. Så snart man begynder at forklare, hvad der bliver sagt, så holder det op med at være sjovt. Ligesom den her tekst. Der er sgu ikke meget at grine ad.