Oprah som amerikansk præsident? Hun er jo ikke den første celebrity uden politisk erfaring, der har fået den ide

Det Hvide Hus elsker Hollywood

Historisk set har Det Hvide Hus altid haft tætte forbindelser med de kendte og feterede. Da Franklin D. Roosevelt var præsident, havde han tradition for at holde nogle legendariske fødselsdagsfester, hvor Hollywood-stjerner blev fløjet til Washington. Allerede under sin præsidentkampagne i 1932 lod han sig fotografere med personer som Charlie Chaplin, Stan Laurel, Oliver Hardy og Clark Gable, og sikrede sig, at andre lige så kendte offentligt støttede ham.

Det er stadig vigtigt for en præsidentkampagne at vinde opbakning fra film, tv og rockstjerner. Oprah Winfrey spillede selv en central rolle for Barack Obamas kampagne. Men støtte fra Hollywood er ikke nødvendigvis afgørende. Det havde jo tydeligvis ingen effekt, at stjerne efter stjerne offentligt advarede mod at stemme på Donald Trump. Eller måske havde han bare selv kendiskapital nok til at nå det højeste embede.

Celebrities bliver politikere og præsidenter

I USA har det at være kendt længe været en kapital, der kan veksles til politiske embeder. Ronald Reagan var skuespiller, inden han fik en politisk karriere, Arnold Schwarzenegger blev ’the guvernator’ i Californien, og Clint Eastwood har været borgmester.

Læs også

Oprah Winfrey er neoliberalismens førende tænker

Der er mange flere mindre kendte eksempler på, at berømtheder er gået ind i politik. Den nye amerikanske ambassadør i Danmark, skuespilleren Carla Sands, er en af dem, der er gået fra daytime-tv til en politisk karriere. Dog var det hendes trofaste støtte og fundraising til Trump-kampagnen, der sikrede hende ambassadørtitlen og ikke hendes karriere som tv-stjerne fra serien Glamour. Men hun er eksemplet på, at en karriere i letbenet tv ikke er en forhindring for at blive taget seriøst politisk. Bedste eksempel er naturligvis Donalds Trumps fortid som mangeårig realitystjerne i The Apprentice.

Det kræver en performer at blive og være præsident

Den amerikanske professor Alan Schroeder har forsket i fænomenet Celebrity-in-chief og mener, at det kræver en performer – en entertainer – at blive præsident. Man skal kunne optræde foran et publikum og forføre det. Ronald Reagan sagde engang i et interview, da han gik af som præsident, at han ofte har spekuleret over »hvordan man overhovedet skulle kunne varetage jobbet, hvis ikke man var skuespiller.«

Læs også

Celebrity-politikere er et symptom på politisk forfald

Om netop Reagan har forfatteren Arthur Miller sagt: »Ligesom det er for skuespillere, så er den vigtigste karakteregenskab for en politiker, at vedkommende kan udvise afslappet oprigtighed. Ronald Reagan afvæbnede sine modstandere ved aldrig at vise det mindste tegn på indre tvivl om sandheden i det, han sagde.«

At blive præsident kræver mange penge eller evnen til at skaffe dem

Oprah Winfrey var ikke bare en fotoseance, der gav stemmer, for Barack Obama. Hun organiserede indsamlinger, ’fundraisers’, der skaffede hans kampagne adskillige millioner dollar. Charity-kulturen er voldsomt udbredt i USA. Velgørende organisationer, sociale tiltag og kunstnere finansieres med private midler, og mange kendte bruger deres stjernestatus til at skabe opmærksomhed om forskellige emner og til at organisere fundraisers.

Der findes tilmed organisationer, hvis eneste formål er at hjælpe de rige og berømte med at finde ud af, hvad de føler stærkt for og hvordan de kan kanalisere deres midler derhen. The Giving Back Fund er en af de største, og den ligger – ikke overraskende – i Los Angeles.

Berømtheder har altså en særlig fordel, når det gælder det økonomiske aspekt af en præsidentkampagne. Det er dyrt at blive præsident. Da Obama blev genvalgt i 2012, blev det offentliggjort, at han havde indsamlet 1,1 milliarder dollars til sin kampagne. Berømtheder har startkapitalen, evnen og erfaringen til at indsamle den slags penge.

At være præsident er at være en celebrity

Bill Clinton spillede saxofon på tv, Barack Obama var første gæst i David Lettermans nye show på Netflix, og helt tilbage i 1885, da det nygifte præsidentpar Grover og Frances Folsom Cleveland forsøgte at holde bryllupsferie i fred, blev de forfulgt af journalister. Præsidentparret er det tætteste amerikanerne kommer på at have kongelige, og den fascination, der følger med den form for berømmelse, er en del af jobbet.

Berømmelse kan måske skaffe dig jobbet, men det er afgørende for præsidentens popularitet, hvordan han eller hun varetager kendisfaktoren efter valget, mener Alan Schroeder i sin bog Celebrity-in-chief: »Både præsidenter og entertainere agerer i glinsende isolation løsrevet fra livet blandt de almindelige mennesker, hvis støtte de er afhængige af.« Udfordringen er ikke at miste forbindelsen til almindelige mennesker.

Publikum forventer, at præsidenten opfører sig som en feteret berømthed , men samtidig kan præsidenten aldrig tage opbakningen for givet. Berømmelse skal plejes. Det kan tilmed give bagslag, hvis man ikke lever op den forestilling, som publikum har fået af ’the celebrity in chief’. Det kan vise sig at være et større problem end politiske nederlag. I hvert fald hvis målet er at bevare præsidentembeddet. Og berømmelsen.

Kilder: ’Celebrity-in-chief: How Showbusiness took over The White House’ af Alan Schroeder, ’Celebrity-in-chief: A History of the Presidents and the Culture of Stardom’ af Kenneth T. Walsh, ’On Politics and the art of acting’ af Arthur Miller, Obama camp fundraising total: $1.1B af Byron Tau, Politico