Læsetid: 10 min.

Oprah Winfrey er neoliberalismens førende tænker

Oprah appellerer bredt, fordi hendes historier skjuler de politiske, økonomiske og sociale strukturers rolle i vores liv. De får den amerikanske drøm til at se ud, som om den er inden for rækkevidde
Ved den årlige Golden Globe-prisuddeling i Hollywood i søndags vandt Oprah Winfrey en Cecil B. DeMille Award, der gives for ’fremragende bidrag til underholdningsverdenen’.

Ved den årlige Golden Globe-prisuddeling i Hollywood i søndags vandt Oprah Winfrey en Cecil B. DeMille Award, der gives for ’fremragende bidrag til underholdningsverdenen’.

Willie J. Allen Jr.

12. januar 2018

I legendestoffet om Oprah Winfrey er der især én historie, der fortælles igen og igen: Da Oprah var 17 år, vandt hun det lokale brandvæsens Miss Fire Prevention-konkurrence i Nashville, Tennessee. I alle de foregående år havde vinderen været en rødhåret ung pige, men med Oprah ændrede spillereglerne sig.

Konkurrencen var kun den første af mange succeser for Oprah. Hun har vundet utallige Emmys, er blevet nomineret til en Oscar, har figureret på lister, som Time laver over verdens 100 mest indflydelsesrige mennesker, og i 2013 fik hun overrakt den amerikanske præsidents Frihedsmedalje. Hun grundlagde Oprah Book Club, som ofte får en del af æren for amerikanernes fornyede interesse i at læse bøger. Hendes generøsitet og filantropiske sindelag er legendarisk.

’Højere kald’

Oprah kan mønstre legioner af dedikerede fanatiske fans, som skriver breve til hende og stalker hende helt ud på de offentlige toiletter, og Oprah selv soler sig i glansen fra deres kærlighed.

»Jeg ved godt, at folk virkelig, virkelig, virkelig elsker mig.«

Og hun elsker dem tilbage. Det er en del af hendes ’højere kald’.

Oprah Winfrey er ikke den første berømthed, der bringes i forslag som præsidentkandidat – og hun bliver heller ikke den sidste
Læs også

Oprah er måske den fremmeste eksponent for en ny gruppe af elitehistoriefortællere, som tilbyder os praktiske løsninger på samfundets problemer. Historiefortællere, der promoverer markedsbaserede løsninger på problemer med store selskabers magt, kønsdiskrimination, miljøødelæggelser, fremmedgørelse og ulighed.

Oprahs popularitet stammer i vidt omfang fra hendes menneskevarme budskaber om empati, støtte og kærlighed i et hele tiden mere stressplaget samfund, som stadig færre kan genkende sig selv i. Tre årtier med omstruktureringer, outsourcing, automatisering og nedbrydelse af såvel fagbevægelse som velfærdsstat har efterladt lønarbejderklassen i en ekstremt prekær situation.

Oprah som præsident?

Oprah Winfrey holdt en imponerende tale ved årets Golden Globes, der koblede borgerrettighedskamp med kvindekamp og den amerikanske drøm.

Efterfølgende er rygterne om, at hun overvejer at stille op til præsidentvalget i 2020, taget til. Selv afviser talkshow-værten og filantropen rygterne, men kilder tæt på – inklusive hendes mand – bekræfter, at tanken ikke ligger Oprah fjernt.

Daglejerjob

I dag er de nye arbejderklassejob først og fremmest lavtlønnede servicejob, mens de goder og forsikringsordninger, der engang knyttede sig til typiske funktionærjob, i dag stort set er afviklet. Fleksibelt, projektorienteret daglejerarbejde bliver i stigende grad normen, så virksomheder kan drosle ned på deres forpligtelser over for alle andre end ledelseslaget.

I et sådant klima af stress og uvished fortæller Oprah os så historier fra sit liv, der hjælper os til bedre at forstå vores følelser og overvinde vores vanskeligheder. Hun præsenterer os for historien om sin utrolige personlige rejse og metamorfose fra fattig lille pige fra landet i Mississippi til milliardærprofet og forbillede for, hvordan man trodser modgang og skaber sig a sweet little life.

Oprah Winfreys tale til Golden Globes har styrket troen på, at hun vil gå efter præsidentembeddet i 2020. En tv-stjerne kan altså afløse en reality show-berømmet rigmand. Det lyder som manuskriptet til en dårlig film, men her giver vi fem grunde til, at idéen ikke er helt usandsynlig
Læs også

Oprahs biografiske fortælling er blevet styret, holdt ved lige og genfortalt i den offentlige bevidsthed gennem 30 år. Hun brugte sin tidligt udviklede intelligens og vid til at kanalisere smerten ved overgreb og fattigdom ind i opbygningen af et imperium. Hun begyndte i tv-branchen som 19-årig og havde sit eget show, inden der var gået et årti.

1970’ernes feministiske bevægelse åbnede døren til den hjemlige, private sfære, og showet hittede et årti senere og skabte et helt nyt offentligt rum for diskussion af de personlige problemer, der rammer amerikanerne, især kvinder. Oprah tog emner op – skilsmisse, depression, alkoholisme, børnemishandling, utroskab, incest – der aldrig tidligere var blevet diskuteret med en sådan debatlyst og empati på tv.

At elske sig selv

Showets udvikling gennem årtierne afspejler udviklingen af ​​Oprahs eget liv. I de tidlige år fulgte showet en ’genopbygningsmodel’, hvor gæster og seere blev opfordret til at overvinde deres problemer gennem styrket selvværd og ved at lære at elske sig selv.

Men da copycat-shows og kritik af trash talk tog til i begyndelsen af ​​1990’erne , ændrede Oprah sit shows format. I 1994 erklærede hun ligefrem, at hun var færdig med ’offerdyrkelse’ og negativitet: »Det er på tide at komme videre fra ’vi er dysfunktionelle’ til, ’hvad skal vi gøre ved det?’«

Oprah tilskrev selv sin beslutning den personlige udvikling, hun havde gennemgået.

»Mennesker skal vokse og forandre sig« – ellers »skrumper de«.

Som gæst hos Larry King Live erkendte Oprah, at hun var blevet i tvivl om budskaberne i sit show og derfor havde besluttet sig for at påbegynde en helt ny mission: »at løfte folk op«.

Temaer om spiritualitet og personlig frigørelse – empowerment – fordrev de gamle temaer om personlig patologi.

For Oprah var transformationen total: »I dag forsøger jeg at gøre alting så godt, jeg kan, og være positiv over for alle, jeg møder eller rækker ud til. Jeg koncentrerer mig om at bruge mit liv på det, der skaber øget velvilje mellem mennesker. Det har givet mit liv et rigt indhold, og hvad vigtigere er: Det har styrket mig åndeligt og følelsesmæssigt.«

Selvhjælpsguruer

En strøm af selvhjælpsguruer er blevet inviteret med ind på Oprahs scene gennem de seneste 15 år og alle med det samme budskab: I vælger selv. Eksterne forhold bestemmer ikke jeres liv. Det gør I selv. Alting handler om, hvad der er i jer selv, i jeres hoved, i jeres ønsker, i jeres ambitioner. Jeres tanker er skæbnen, så hvis bare I tænker positive tanker, åbner I op for, at positive ting kan ske.

Og når dårlige ting sker for os, er forklaringen omvendt, at vi selv drager dem til os gennem usund tænkning og adfærd.

»Begræd ikke, hvad I ikke har. Brug hvad I har. At gøre mindre end dit bedste er en synd. Vi har alle potentiale for storhed, for storhed bestemmes ved de tjenester, du gør dig selv og gør andre«.

Hvis bare vi lytter til den stille »hvisken« og finjusterer vores »indre, moralske, følelsesmæssige GPS«, kan vi alle lære hemmeligheden bag succes.

Den Forgyldte Tid

Janice Peck har som professor i journalistik og kommunikationsstudier studeret Oprah i årevis. Hun hævder, at for at forstå Oprah-fænomenet, må vi vende tilbage til de ideer, der florerede i den epoke, vi kender som Den Forgyldte Tid (The Gilded Age) i amerikansk historie fra omkring 1870 til 1900.

Peck ser stærke paralleller mellem den tids New Thought-bevægelse og Oprahs selvhjælpsevangelium i vores egen æra, neoliberalismens.

Hun hævder, at fokus for Oprahs forkyndelser går ud på at styrke det neoliberale fokus på det individuelle selv: »Oprahs projekt består i en ideologi, der bidrager til at legitimere en verden med voksende ulighed og mindskede muligheder, fordi hun fremmer opfattelsen af, at en omstilling af det individuelle selv vil kunne gøre det mere kompatibelt med denne verden«.

Intet inkarnerer denne ideologi mere klart end Oprahs helt eget månedsmagasin, O Magazine, hvis erklærede mål er at »hjælpe kvinder til at se enhver erfaring og udfordring som en mulighed for at vokse og opdage deres egne bedste indre kvaliteter. At overbevise kvinder om, at det virkelige mål i livet er i endnu højere grad at blive den, de i virkeligheden er, og at sige ja til deres tilværelse«.

Karakteristisk for O Magazine er, at det implicit – og nogle gange også eksplicit – kommer til at identificere en række problemer i den neoliberale kapitalisme for dernæst at komme med forslag til, hvordan læseren kan lære at leve med, afbøde eller overvinde dem.

Giver dine 60 timer ved skrivebordet dig rygproblemer? Gør det dig følelsesmæssigt udmattet og stresset? Utvivlsomt, for det er veldokumenteret, at man kan dø af for meget kontorarbejde. Folk, der sidder ved skrivebordet hele dagen, er mere tilbøjelige til at blive overvægtige, deprimerede eller bare dø.

Men sådanne skadevirkninger kan du blive kvit eller råde bod på, hvis blot du følger nogle af de O-godkendte strategier:

For det første skal du ’tænke mere ud af boksen’, for kreative mennesker er også sundere mennesker. Medbring derudover billeder, plakater og ’kitschede figurer’, og brug dem til at udsmykke dit arbejdsområde, så »vil du føle dig mindre følelsesmæssigt udmattet og mindske faren for at blive udbrændt«. Nedskriv gerne tre positive ting hver aften, der er hændt dig i løbet af din arbejdsdag, før du forlader kontoret – »det vil mindske stress og fysisk smerte fra arbejdet«.

I december 2013 var et helt særnummer af O Magazine dedikeret til problemet med stigende angst og bekymringer i alle livsaldre. I særnummeret ordinerer terapeuterne Ella Berthoud og Susan Elderkin en liste over bøger, som ængstelige mennesker kan læse i stedet for at tage »en tur på apoteket«.

Føler du, at din tilværelse er for klaustrofobisk, fordi du ikke tjener nok til at flytte fra dine forældres hus? Jamen, så skal du læse Det lille hus på prærien.

Er du bekymret for, at din nuværende kontraktansættelse er ved at udløbe, fordi du ikke ved, hvorfra den næste skal komme? Så skal du læse Manden, der plantede træer.

Er du ved at gå til af bekymring over ikke at kunne betale din husleje, fordi du lige har mistet jobbet? Så læs Trækopfuglens krønike: »Læg din depression bag dig ved at læse om romanens helt, Toru Okada, der, endnu mens han er arbejdsløs, begiver sig ud på en fantastisk befriende rejse, der fuldstændig ændrer hans måde at tænke på.«

Angst og fremmedgørelse

Oprah indser udmærket, at ​​angst og fremmedgørelse gennemsyrer vores samfund. Men i stedet for at undersøge det økonomiske eller politiske grundlag for sådanne symptomer, tilråder hun os, at vi skal vende blikket indad og omstille os, således at vi bliver mere tilpasningsdygtige til den neoliberale livsforms luner og stress.

Den nuværende inkarnation af fortællingen om den amerikanske drøm går ud på, at hvis du blot får samlet tilstrækkeligt med både kulturel kapital (kompetencer og uddannelse) og social kapital (forbindelser, adgang til netværk), vil du også være i stand til at omdanne denne kapital til både økonomisk kapital (kontanter) og til lykke.

Kulturel og social kapital betragtes som tilgængelige goder, der er lige til at tage (især med de fremskridt, der er sket inden for internetteknologi), så de eneste ingredienser, du ellers har brug for, er mod, lidenskab og udholdenhed – altsammen egenskaber, der angiveligt kommer indefra.

Problemet er, at den rolle, som kulturel og social kapital spiller i vejen til rigdom, kan være lige så stor en barriere som fravær af økonomisk kapital. Nogle mennesker er i stand til at omsætte evner, viden og forbindelser til økonomiske muligheder og finansiel stabilitet, men andre er ikke – enten fordi deres kompetencer, viden og forbindelser ikke fungerer tilstrækkeligt godt, eller fordi de har været for fattige til overhovedet at kunne udvikle dem i første omgang.

I dag bliver ​​den sociale og kulturelle kapitals centrale betydning ofte holdt skjult (undertiden bevidst), som det også fremgår af Oprahs budskaber.

I Oprahs univers er den kulturelle og sociale kapital relativt let at erhverve sig. Få dig en uddannelse, lyder det. Men hvad hvis man ikke har råd – hvis man er fattig?

Så tag et onlinekursus, gå på Khan Academy.

Oprah siger, at vi skal møde nye mennesker, opbygge vores netværk. Men hvad nu, hvis ens familiemedlemmer ikke har noget stærkt netværk? Så tilmeld dig LinkedIn.

Det er såre simpelt. Alle kan blive til noget. Vi skaber alle vores egne kompetencer, vi er alle i gang med at opbygge netværk.

Alle kan blive til noget

Men det er fiktion.

Hvis alle eller de fleste former for social og kulturel kapital var så værdifulde og så tilgængelige, burde vi se virkningerne af dette i form af en forøget opadgående mobilitet og rigdom, skabt af nye mennesker inden for hver ny generation. Men der findes ikke data, som viser en sådan opadgående mobilitet. Langt de fleste bliver hængende dér, hvor deres forældre var.

I en undersøgelse, der omfatter 14 rige lande, scorer USA højest på parametret ’social ulighed’ og lavest på parametret ’mellem-generationel indtjeningsmobilitet’. Rigdom bliver ikke skabt på ny, når en ny generation af initativrige, foretagsomme unge mennesker kommer til. Den bliver overdraget, bevaret og ekspanderet gennem generøse skattelovgivninger og nøje overførsel af social og kulturel kapital.

Men Oprahs formaninger om, hvordan vi kan løfte alle udfordringer og virkeliggøre vores drømme går altid ud på, at vi skal tilpasse os verden, som den forandrer sig – ikke på, at vi selv skal forandre den. Vi skal ikke kræve noget eller i al fald ikke meget fra systemet eller fra de magtfulde menneskers kollektive apparater og institutioner. Vi skal kun stille krav til os selv.

Perfekt afpolitisering

Dermed bliver vi til de perfekte, afpolitiserede, selvtilfredse neoliberale undersåtter.

Og så alligevel ikke. Kulturkritikeren Fredric Jameson vil sige, at Oprah-historierne kun kan ’lede vores begær’, fordi de appellerer til dybe fantasier om, hvordan vi gerne ville leve vores liv. Og det er trods alt, hvad fortællingen om den amerikanske drøm handler om: Den er ikke nødvendigvis en beskrivelse af livet, som det leves, men en vision om, hvordan livet burde leves.

Når de historier, der leder vores begær, bryder deres løfter igen og igen, bliver historierne selv til et brændstof for forandring og åbner op for nye radikale historier. Disse nye historier må indeholde kollektive krav, der giver et kritisk perspektiv på de reelle grænser for succes i vores samfund – og de må fremme en anden vision for livet, der bedre kan opfylde ønsket om selvrealisering.

Artiklen er et uddrag af bogen The New Prophets of Capital, der udkom på forlaget Verso i 2015.

© Nicole Aschoff og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
ulla enevoldsen, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nåh, men en gang neoliberalisme passer de fleste danske godt. Det må jo så være derfor de er ved at svømme over af begejstring fordi der er en eller anden medieagent/-rådgiver, der har fået den lyse ide, at hun kan blive præsident i 2020.
Der er jo ikke det forslag, der ikke kan afsættes på dagens mediemarked. Forleden brugte "organet for den højest oplysning" det meste af sine på at promovere hendes evt. kandidatur. Hvad kan det ikke kaste job af sig i den mediebranche, der åbenbart ikke kan finde ud af at skrive om det væsentlige. Håber sq det er sidste gang, at nærværende avis gider spilde spalteplads på idiotien.

Anders Graae, Kirsten Lindemark, Olav Bo Hessellund, Povl Jensen, Flemming Berger, Benny Larsen, kjeld jensen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Hvis bare vi lytter til den stille »hvisken« og finjusterer vores »indre, moralske, følelsesmæssige GPS«, kan vi alle lære hemmeligheden bag succes."

Det lyder lidt som de mange små opbyggelige taler, som arbejdsledige bliver udsat for på danske jobcentre. Man kunne måske kalde det løgnens globalisering?

Niels Duus Nielsen, Anders Graae, morten rosendahl larsen, Kirsten Lindemark, Anne Schøtt, Lise Lotte Rahbek, Bettina Jensen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Vivi Rindom, Kim Houmøller, Jan Jensen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Michael Moore beskriver også det amerikanske univers i filmen "where to invade next", og når "overraskende" frem til nogle andre konklussioner om mulighederne i det amerikanske samfund, - mere realistiske!

Emil Eiberg-Jensen

Neoliberalismen største nuværende tænker,
kunne godt tænkes være Folkerepublikken Kinas præsident:
Xi Jinping.

Xi Jinping er:
- generalsekretær for Kinas kommunistiske parti,
- leder af Kinas centrale militærkommision,
- og rangeret som nr. 1 i det kinesiske kommunistpartis politbureaus stående komité,
- som er Kinas øverste ledelse.

Indtil Bernie Sanders og Donald Trumps,
individuelle præsidentkandidat valgkampagner i 2016/17,
var det er lykkes Xi Jinping og Wall Streets aktie holdings selskaber i forening,
at bilde amerikanerne ind,
at det ville styrkes USAs økonomi,
hvis Wall Streets aktie holdings selskaber,
fik lov til at blive ved med at eksportere den amerikanske arbejderklasses produktions job,
til kommunist Kina...

Hvilket lyder til at være drømmen hos alle nuværende neoliberale, inklusive Liberal Alliance...

Problemet med Oprah Winfrey er at hun intet aner om nationaløkonomi.

Enhver med lidt evner til at kigge på USAs seneste økonomiske og sociale historie,
vil ellers kunne se at USA i løbet af de sidste 40 år har bevæget sig fra at være en økonomi,
drevet og domineret af selvstændige faguddannede erhvervsdrivende,
nu bliver domineret af lavere funktionærer ansatte i kædebutikker,
hvor de sælger de masseproducerede varer som Wall Streets aktie holdings selskaber,
får produceret i Kina.
Hos Xi Jinping:
https://da.wikipedia.org/wiki/Xi_Jinping

Kirsten Lindemark, Kim Houmøller og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Oprah Winfrey or Lisa Simpson for president. Hvor fa'n er vi på vej hen ? Det næste bliver vel at Donald Trump flytter ind i Det Hvide Hus ?

morten rosendahl larsen

USA er et "reality tv land" bestående hovedsageligt af tosser, åbenbart, som ikke kan skelne tv fra virkeligheden.. en vittighed, men en deprimerende en af slagsen !
For alle andre end vores politikere, som åbenbart ikke kan komme sig over deres high school crush fra de var udvekslings studenter, er det helt tydeligt, at deres selv udnævnte rolle, som leder af "den frie verden" er totalt udspillet og har været det meget længe.

Kim Folke Knudsen

Det demokratiske Parti må gøre deres yderste for at stille med en kompetent og anerkendt kandidat til det næste Præsident valg. 8 år med Donald Trump ved roret som USA´s Præsident ligner en Titanic sejlads for den store nation med stolte frihedsidealer og afgørende betydning for Jordklodens udvikling: United States of America. Make America great again after the next election.

Kim Folke Knudsen.
Måske det ville være godt for amerikanerne (og resten af verden), Trump får yderligere 4år.
Efter det kan de ikke være i tvivl, noget NYT må til. Og her tænker jeg IKKE på demokraterne, der dybest set er mere af samme film.

Søren Kristensen.
Ikke noget sige til, USA er land af drømmere.
Vi andre drømmer også mod bedre tider, når hverdagen er trist, og ude af håb.