Læsetid: 2 min.

Parykker, gebis og skumgummideller kan altså noget

Stemmeføringen er typisk nasal eller guttural, stemmerne sniger sig ud gennem næsen eller bobler op af halsen, og deres tænder og frisurer stikker i alle retninger. Nemme point, sådan at pege på kroppens ustyrlighed, men hvorfor skulle man holde sig for fin til at grine af dem?, spørger tv-anmelder Lone Nikolajsen. Informations idiosynkratiske julekalender er nået til: Søs og Kirsten
31. januar 2018

Social satire af den slags, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt tog kegler med i halvfemserne, er ikke nogen super subversiv disciplin. Så er det sagt. Der sparkes ikke opad, konventioner vendes ikke på hovedet, ironi forekommer ikke.

Der er bare nogle, der klæder sig ud som lidt grimmere, lidt mere ensporede udgaver af helt almindelige mennesker og siger replikker, der tydeligt og pædagogisk viser deres selvbedrag.

Den disciplin var Søs og Kirsten førende i i halvfemserne. Først med liveshowet Latterens lange arm (1996) og siden med Kongeriget, som både fandtes som liveshow og som tv-program fra 1998-2002.

I tv-programmerne planter Søs og Kirsten deres kiksede persongalleri forskellige steder, hvor danskere mødes og praktiserer stammeadfærd: det sydeuropæiske charterhotel, modemessen i bellacentret, toget og Skanderborg Festival. De deciderede sketches blandes med interviews med virkelige mennesker, der helt oprigtigt er oppe at køre over, at Lars Lilholt har hilst på dem, eller bare er glade for, at de har råd til at komme på så dejlig en solferie.

Det groteske i det ordinære

Søs og Kirstens sociale, karakterbårne satire handler om at se sig omkring og spotte det groteske i det ordinære og blæse genkendelige adfærdsmønstre op og overspille dem iført paryk, gebis og skumgummideller. Stemmeføringen er typisk nasal eller guttural, stemmerne sniger sig ud gennem næsen eller bobler op af halsen, og deres tænder og frisurer stikker i alle retninger. Nemme point, sådan at pege på kroppens ustyrlighed, men hvorfor skulle man holde sig for fin til at grine af dem?

Søs og Kirsten er ikke blege for at bruge maveonder som dramaturgisk motor, men kernen i deres satire er deres glimrende øre for, hvordan anerkendelse – eller manglen på den og hungeren efter den – lyder i daglig tale.

Det er det, det handler om, når hjemmeværnskvinden Ilse forsinker den trafik, hun skal dirigere, fordi hun lige har noget autoritet, hun skal have udstrålet. Og når Billedbladets reporter Gunhild Friske spæner rundt med mikrofonen forrest for at spørge moderat kendte mennesker, om de spiser and eller gås til jul.

Der er også roadien Røv, der er pavestolt over sit indbildte venskab med Lars Hug, og det midaldrende ensklædte middelklassepar Gunnar og Annelise, der bevæger sig rundt i verden med konstante godkendende nik og taler i munden på hinanden og i det hele taget er så anerkendende på alle fronter, at man får klaustrofobi af at se på det, og så man aner det nervøse sammenbrud lige om hjørnet. 

Kongeriget er plat og latrinær, ja ja, men Søs og Kirsten kan noget med paryk, gebis, skumgummideller og fremskudt underliv. De bedste af deres karakterer inkarnerer ærgerlige og genkendelige karaktertræk, som f.eks. min favorit, omsorgsmonsteret moster Elly, spillet af Kirsten Lehfeldt.

Hendes ængstelige omklamring af nevøen Dickael (i Søs Egelinds ranglede skikkelse) er en lang mental spytvask af et menneske, der burde være voksent, men fremstår som et umyndigt omvandrende bundt fysiske udfordringer.

Serie

Informations humorkanon

Vores eget og fuldkommen idiosynkratiske bud på humoristiske højdepunkter i dansk kultur. Vi er ikke interesseret i kronologi eller hierarkisering, men i en kærlig, personlig og positiv genformulering af alle tiders danske humor.

Seneste artikler

  • »Tillykke med danske samfund, mange tak«

    12. februar 2018
    Kulturskribent Lone Nikolajsen var allergladest for Lærke Winther og Anna Neye Poulsens sketchshow, når der blev lavet fis med postkolonial skyld. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til den moralsk anfægtede udstilling af 00'er-normalitet: ’Normalerweize’
  • Jeg vil i seng med de fleste – mænd og koner, heste, grise, køer og får

    8. februar 2018
    Da kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde gik på efterskole, klappede hun og vennerne sig på patterne og sang »trives BEDST med hvide men’skeeer, for jeg synes, de er pææænest« og fandt et hemmeligt sprog, de kunne bruge til at vrænge af selvalvoren i den voksenverden, de var ved at vokse ind i. Informations idiosynkratiske humorkanon er nået til: Lex & Klatten
  • Børnehumor anno 2018: Hvorfor tager en aarhusianer altid en bildør med ud i ørkenen?

    8. februar 2018
    Sjove historier er både tidløse og afhængige af deres tid. Det lærer vi på en lille time i 3.c, hvor vi går fra at høre om lårklaskende samere over aarhushistorier til youtube-stjerner. Som led i Informations undersøgelse af humor har vi været på besøg på Gentofte Skole for at finde ud, hvordan de får hinanden til at grine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Ups, jeg burde jo have sagt 'vi' - en lille smule fortalelse, der ikke er freudiansk, men bare hyggelig ;-)

Søs og Kirsten var vel også nogle af de første til at vise, at kvinder sagtens kan være morsomme!

Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Hm Information, blev lige opmærksom på, at artiklen her er den første i jeres humorkanon, der omhandler kvinder, det er så også den første, som ikke er ledsaget af et billede.
Det er da lidt pudsigt....