Læsetid: 5 min.

Portræt: Harald Voetmann skriver utroligt morsomt, ulækkert, pessimistisk – og så godt, at det bliver kunst

Harald Voetmann er en klassisk dannet forfatter med en stor forkærlighed for det groteske og gustne. Hans forfatterskab er blevet set på som smalt eller ren og skær kunst, men spænder vidt. Fredag udkommer hans niende bog: ’Amduat. En iltmaskine’. Vi tegner et portræt af kritikerdarlingen
Pessimismen er et vigtigt element i Harald Voetmanns forfatterskab.

Pessimismen er et vigtigt element i Harald Voetmanns forfatterskab.

Finn Frandsen

1. februar 2018

Der er et grundlæggende paradoks i Harald Voetmanns forfatterskab: På den ene side er Voetmann en klassisk dannet forfatter, der beskæftiger sig med historiske skikkelser som Tycho Brahe og Plinius den Ældre. På den anden side er alle hans bøger dybt fascineret af det ulækre, det bestialske, af kropsvæsker og kød i forrådnelse.

»Voetmann skriver virtuost og skønt om en beskidt og meningsløs verden,« forklarer Lilian Munk Rösing, der er lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Hun var i 2011 med til at indstille Harald Voetmanns første roman, Vågen, om den romerske videnskabsmand Plinius den Ældre, til Nordisk Råds Litteraturpris, en bog, hun beskriver som »sublim«.

»Naturhistorikeren Plinius den Ældre har jo en ambition om at kategorisere og beherske hele verden med sit kæmpe, naturhistoriske værk, men i Vågen ender han med selv at blive invaderet af naturens materier og ligger der med snot ud af næsen og sæd ud af pikken. Det er en fantastisk skildring,« siger Lilian Munk Rösing.

Man tilgiver Voetmann

Harald Voetmann er født i 1978. Han gik på Forfatterskolen fra 1997-99 og debuterede i 2000 med prosasamlingen Kapricer på forlaget Arena. Siden studerede Voetmann latin på Københavns Universitet og har oversat en del værker, senest – for to år siden – den romerske digterinde Sulpicias poesi.

Kapricer, forfatterskabets anslag, var en samling korte, groteske prosastykker og fortællinger, der for de fleste anmeldere var svær at greje. Bogen fik en ret hård medfart, og her i avisen blev Kapricer anmeldt udpræget negativt – slagtet kunne man sige, for at blive i Voetmanns semantiske verden – af Erik Skyum Nielsen, der bl.a. fremhævede følgende citat fra bogen:

»Dengang var han forstås ikke en parmesanproducent af de større, hans frygt for kvindeligt kønshormon i plasticemballage tvang ham til kun at sælge blokke pakket ind i avispapir, hvilket forhindrede ham en plads i køledisken.«

»Hvor er sådan noget dog bare grimt,« kommenterede Skyum Nielsen.

Om Voetmanns anden bog, Autoharuspeksi (der betyder kunsten at skære sine egen mave op og undersøge dens indvolde!) fra 2002, skrev Tue Andersen Nexø mere forsonligt, at flere af teksterne indeholder en glæde ved »evnen til at skrive både umanerligt præcist og umanerligt ulækkert«.

Tre år senere forklarede samme skribent i sin anmeldelse af Teutoburger fra 2005, at »man tilgiver Harald Voetmann Christiansen meget, simpelthen fordi han skriver så godt«.

Apokalypsen er nær

Det var dog især med Vågen fra 2010 og siden romanerne Kødet letter fra 2012 og Alt under månen fra 2014, at Voetmann markede sig som en vigtig og anerkendt forfatter i den danske litterære offentlighed.

I den sidstnævnte roman, som Voetmann vandt Kritikerprisen for, er det den danske astronom og videnskabsmand Tycho Brahe, der står for skud. Det er en tekst, der, ifølge Kamilla Löfströms anmeldelse i Information, »uden nåde siger, at mennesket har en syndig sjæl – drikker og horer, gør det – og at apokalypsen er nær«.

Pessimismen er et vigtigt element i Harald Voetmanns forfatterskab.
Læs også

Litterat og professor Søren Fauth, der har oversat og forsket i den tyske filosof Schopenhauer genkender megen af dennes pessimistiske filosofi i Harald Voetmanns værker. Voetmann har også selv flere gange peget på Schopenhauer som kilde til inspiration.

»Voetmann har en meget pessimistisk antropologi, en pessimistisk lære om mennesket som størrelse, om hvad vi kan udrette, og hvad vi kan forvente af mennesket,« siger Fauth og forklarer, at Schopenhauer ses som ophavsmand til den pessimistiske antropologi. 

Harald Voetmanns bog ’Amduat. En iltmaskine’ er hans niende i rækken og udkommer fredag den 2. februar 2017 på forlaget Gyldendal.

»Her er udsagnet, at mennesket er driftsstyret, at man ikke er herre i eget hus, at mennesket moralsk set er et tvivlsomt væsen, fordi vi er egoister, fordi vi er styret af vores egne behov, vores egen egoistiske trang til at opnå dette eller hint. Ligesom alle Haralds figurer er det.«

Den hule humor

Lillian Munk-Rösing fremhæver også pessimismen som et vigtigt element hos Voetmann. Hun forklarer, at hvis man skulle forsøge at placere ham litteraturhistorisk, ville det være sammen med forfattere som Lars Frost og Kristian Bang Foss, som en del af »en håndfuld virkelig velskrivende pessimister«.

For Munk Rösing er Harald Voetmanns pessimisme dog også direkte forbundet til en anden stor kvalitet ved forfatterskabet: det humoristiske.

»Humoren må man for guds skyld ikke glemme at nævne,« siger hun.

»Og det, som virkelig er morsomt hos Voetmann, er jo pessimistens store humor: at verden er så hul, at den er til at slå en stor latter op over.«

Både Vågen og Alt under månen ser Lilian Munk Rösing som meget morsomme bøger, fordi de i al deres lærde velskrevenhed latterliggør menneskets store oplysningsprojekt. Bøgerne fremstiller videnskabsmændene Plinius og Tycho Brahes strabadser som patetiske forsøg på at kontrollere en natur, de allerede selv er underkastet.

»Humoren opstår i det her skarpe, nådesløse blik, med hvilket han får afklædt enhver menneskelig tro på at kunne beherske verden og sig selv med sin fornuft og forstand,« forklarer Munk-Rösing og bemærker, at det er oplysningskritisk på »sådan en god, gammeldags Adorno-måde«.

Langhåret, udknaldet og syret

I 2015 udkom Harald Voetmanns seneste litterære værk, Syner og fristelser, om en syg benediktinermunks liv i midten af 1000-tallet. Bogen udgjorde sidste bind af en historisk trilogi sammen med Vågen og Alt under månen. Den blev af Tue Andersen Nexø beskrevet som »utroligt smuk, utroligt morsom, utroligt ulækker og utroligt rørende. Det sidste er nyt for Harald Voetmann«.

Men selv om bogen fik gode anmeldelser over hele linjen og var ottende værk i et nu ret fyldigt forfatterskab, er Voetmann forblevet en såkaldt smal forfatter i manges øjne. Søren Fauth tilslutter sig dette syn på forfatterskabet, men forklarer, at han udelukkende mener det positivt:

»Hans bøger bliver jo rost; det er mange år siden, han har fået en dårlig anmeldelse. Men han sælger ikke specielt mange bøger, og det, tror jeg, bl.a. er fordi hans forfatterskab faktisk kræver noget af sin læser. Det er ikke nemt at læse Harald Voetmann. Det er langhåret, udknaldet og syret. Det er ikke mainstream, og vil aldrig kunne blive noget, som folk, der gerne vil underholdes, læser.«

Lilian Munk Rösing er mere tilbageholdende med at kalde Voetmanns forfatterskab smalt. Hun vil hellere sige, om noget er kunst, frem for om noget er smalt eller bredt.

»Der er litteratur, som er kunst, og litteratur, som ikke er. Voetmann tænker gennem sit ordstof, han formår at forme sit materiale. For mig hører han utvivlsomt til den litteratur, som er kunst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu