Publikum sidder med livet i hænderne, om musikeren nu skvatter ned af podiet

På et tidspunkt i koncerten spørger pianisten ud i salen: »Kan De lide musik?«

»Ja«, råber publikum.

»Kan De lide god musik?«

»Ja!«

»Så er De kommet til den forkerte koncert!«

Victor Borge sætter sig ved flygelet efter yderligere fabulerende digressioner, der blandt andet består i at sætte noderne på hovedet, så de kendte opadgående figurer i Måneskinssonaten går nedad. Beethoven sat på ret køl glider umærkeligt over i »Happy Birthday to You«, den snart sagt fortærskede sonate er for al fremtid tilført sin egen utilsigtede, men iboende komik.

Da den senere medfølgende koncertsangerinde a la sædvane berører flygelet, snerrer pianisten: »Hands off my piano!« »Jeg lægger jo ikke hånd på hendes stemme«, forklarer han og meddeler i øvrigt publikum: »Hun siger, hun vil synge noget af Verdi. Jeg kan ikke vente, til hun er færdig.«

Victor Borge, søn af en Kgl. kapelmusikus, selv uddannet koncertpianist, med en stor karriere foran sig. Men han opdagede, at styrken for ham lå i det uventede, kikset, som musikken bibringer, hvis man åbner ørerne på vid gab og kombinerer noderne og det perfekte spil med den gestus og de ord og bemærkninger, som den klassiske musikkulturs naturlige seriøsitet og ofte ilde anbragte selvhøjtidelighed udklækker i den lattermilde.

Borge var af herkomst københavnsk – dansk – jødisk i den rækkefølge og med den karakteristiske let nasale tone. I anledning af nazismen tog han det store skridt over Atlanten, hvor han på rekordtid gjorde karriere og blev så berømt som Mount Rushmore.

Borge var nu ikke en jødisk komiker som den ældre Danny Kaye og den yngre Woody Allen. I Brian Epsteins berømte bog om jødisk scenehumor: The Haunted Smile er Borges navn kun berørt af den både simple og komplicerede årsag, at han skabte en helt ny genre, som til gengæld inspirerede andre i overmål: pianisten som aristokratisk klovn i kjole og hvidt med distraktion som signalement.

Sceneautoriteten var af et sådant format, at Borge kunne falde i staver, som om han var et andet sted, hvilket i sig selv udløste latterorkan og gysende frydefuld forventning om næste træk. Publikum, der måske oven i købet vidste, hvad han havde i posen, måtte hver gang alligevel opleve numrene som født på stedet.

To koncerter med få dages mellemrum i Glassalen i Tivoli, som denne skribent oplevede, var ens i deres enkeltkomponenter, og dog totalt forskellige. Sammensætningen og timingen var hemmeligheden. Borge overraskede ikke hver gang, men hver eneste gang.

Når han slog an til Tjajkovskijs b-mol koncerts fff-indledningsakkord, faldt han ned af klaverbænken med et brag og spændte sig herefter fast med en sikkerhedssele. Det vidste man sådan set, men man fik et chok når det skete. Den store komiker varierede rammen for nummeret, men fastholdt den grundiagttagelse: At publikum sidder med livet i hænderne, om musikeren nu skvatter ned af podiet, sluger mundharpen eller går i stå. Det hele gjorde Victor Borge. Som gjaldt det livet, hvad hans kunst gjorde.