Læsetid: 5 min.

Alle råber ulv, ulv, ulv efter Woody Allen

Woody Allen er jaget vildt i en tid, hvor skeletterne vælter ud af Hollywoods skabe. Det er uheldigt. Den 82-årige filminstruktør, der har været i skudlinjen i årtier, har sin forkærlighed for unge kvinder til trods ikke gjort noget beviseligt ulovligt
Woody Allen er blevet suget med i malstrømmen af #MeToo-furoren, men er de gamle anklager mod instruktøren berettiget? – og er argumenterne imod ham lødige? 

Woody Allen er blevet suget med i malstrømmen af #MeToo-furoren, men er de gamle anklager mod instruktøren berettiget? – og er argumenterne imod ham lødige? 

John Angelillo/UPI

12. januar 2018

Den 4. januar tweetede skuespiller og aktivist Rose McGowan et link til en artikel i Washington Post. Artiklen var basalt set et karaktermord på filminstruktøren Woody Allen, og McGowan kunne ikke være mere tilfreds.

»Woody Allen ER ENDELIG BLEVET AFSLØRET,« skrev McGowan, der har været en af frontfigurerne i opgøret med seksuelle overgreb i den amerikanske filmindustri, og som bruger sine egne ulykkelige oplevelser som brændstof for en betydelig og tilsyneladende uforsonlig vrede rettet mod Hollywoods etablissement.

Og hun fortsatte: »’Han forklæder forbrydelser som kunst.’ Til forfatteren af denne tekst, Richard Morgan, vid, at du godt kan lægge din kårde væk efter at have brugt den godt på vegne af menneskeheden. Hans syge tanker har påvirket os alle.«

Morgan, der er freelancejournalist og forfatter, har fået adgang til de 56 kasser med Allens noter, idéudkast, uudgivne historier og ufilmatiserede manuskripter, som Princeton Universitet har passet på siden 1980, og, skriver han i Washington Post, de »drypper af gentagen misogyni.«

Selvudleverende fiktion

Der er ingen tvivl om, at Richard Morgan har et meget stort horn i siden på Woody Allen, og hans tekst består mestendels af tvivlsomme læsninger af både alle papirerne og instruktørens mange film med det ene formål for øje at bevise, at Allen er en klam stodder med appetit på meget unge piger.

Det vil føre for vidt at dykke længere ned i Morgans tekst, blot vil jeg sige, at han sætter lighedstegn mellem Allen som privatperson og så Allens værk og fører denne uheldige sammenblanding som bevis for, at Allen er, som Morgan mener, han er. Fordi en række af Allens film og skriverier rigtig nok handler om ældre mænd og unge kvinder, ja, så er instruktøren skyldig i alle de ubehagelige anklager, der gennem de seneste 35 år er blevet rettet mod ham – dem vender jeg tilbage til om lidt.

På intet tidspunkt refererer Morgan til teksterne og filmene som det, de er: humoristisk, selvudleverende fiktion, og selv en løst nedskrevet fantasi om to 18-årige cocktailservitricer og et sæt håndjern bliver set som udtryk for Allens perverterede tankegang og livsstil.

Det er en problematisk måde at ræsonnere på, og det siger mere om den tid, vi lever i lige nu, end den siger om Richard Morgan – selv om han altså ikke slipper heldigt fra sit forehavende, men mildest talt fremstår enøjet. Jeg er nemlig ikke sikker på, at Washington Post ville have trykt så følelsesladet og perfid en tekst som Morgans, havde det ikke været på grund af #MeToo.

Rose McGowan var ikke den eneste, der klappede i hænderne, da Morgans artikel blev offentliggjort. Kommentarsporet på Washington Posts hjemmeside og facebook-side vidner om, at Woody Allen er lige så afskyet af nogle mennesker, som han er elsket af andre. Man skal ikke bruge for lang tid på at læse kommentarerne – det er som at stirre ned i afgrunden; passer man ikke på, begynder den at stirre tilbage.

Men Allen er også et nemt offer for den form for angreb og harme. Kort tid efter, at New York Times begyndte at skrive om anklagerne mod filmproducenten Harvey Weinstein for seksuelle overgreb på utallige kvinder, udtalte instruktøren i et interview, at man skulle passe på, at #MeToo ikke blev til en heksejagt. Det var bestemt ikke det rigtige at sige på det tidspunkt, og Allen måtte efter mange og voldsomme reaktioner uddybe og nuancere sine udtalelser.

Forholdet til Soon-Yi

Værst af alt er selvfølgelig de anklager mod Allen selv, som med jævne mellemrum trækkes frem, ikke mindst af hans ekspartner, skuespilleren Mia Farrow, og hans egne børn, sønnen Ronan og adoptivdatteren Dylan Farrow. Anklagerne går ud på, at Allen i 1992, midt under de turbulente forældremyndighedsforhandlinger med Mia Farrow, forgreb sig på den da syvårige Dylan, mens han var på besøg hos Farrow-familien i deres sommerresidens.

Anklagerne blev dengang efterforsket og afvist – og der er mange andre elementer ved sagen, som gør, at jeg tror på Allens uskyld – men de bliver gentaget af Mia Farrow og de to, nu voksne børn med uformindsket styrke. (Et tredje barn, adoptivsønnen Moses, tager sin fars parti og afviser også anklagerne.) Senest har Dylan i forbindelse med Golden Globes-uddelingen spurgt, hvorfor hendes far ikke er ramt af #MeToo, og hvorfor så mange af Hollywoods kendte skuespillere stadig gerne vil arbejde sammen med ham. Under showet rettede vært Seth Meyers også lidt af sit skyts mod Allen.

Woody Allen har gennem sin advokat bedyret sin uskyld, men ellers har filminstruktøren forholdt sig tavs, mens anklagerne mod ham har taget til. Det forlyder dog, at han snart vil reagere med en kommentar i New York Times.
Læs også

Ronan er Allens eneste biologiske søn – hvis han da ikke, som hårdnakkede rygter vil vide, er søn af en anden af Mia Farrows eksmænd, Frank Sinatra – og den triste affære bliver kun mere kompliceret og betændt af, at Ronan i dag selv er journalist og i The New Yorker har afdækket endnu flere overgrebsanklager og ubehagelige sandheder omkring Harvey Weinstein.

Endelig er der det, som var hele grunden til, at Mia Farrow og Woody Allen gik fra hinanden: Allens forelskelse i og forhold til Farrows purunge adoptivdatter – med sin mand før Allen, dirigenten André Previn – Soon-Yi Previn.

De unge kvinder

Man kan mene, hvad man vil om forholdet mellem den da 19- eller 21-årige kvinde og den midaldrende instruktør – de er stadig sammen og har adopteret to børn – men Woody Allen har aldrig været en faderskikkelse for Soon-Yi, blandt andet fordi han og Mia Farrow ikke var gift og ikke boede eller havde en almindelig hverdag sammen.

Allen kan godt lide unge kvinder, og det har han aldrig lagt skjul på. Mia Farrow og skuespilleren Diane Keaton, som han var sammen med før Farrow, er begge ti år yngre end den nu 82-årige Allen. Men den rodede sag har på en måde tilladt at koble denne tilforladelige tilbøjelighed med langt værre sager, og der bevisføres med både film, rygter, tweets og uunderbyggede anklager.

Den misogyni, som Richard Morgan mener, at Allens film og noter er fulde af, kan jeg ikke se. I stedet oplever jeg, at kærligheden vittigt saboteres af de neuroser og den følelse af utilstrækkelighed, de mandlige hovedpersoner – ofte spillet af Allen selv – slås med.

Ud over alt det gode, som #MeToo og afsløringerne af Harvey Weinstein og andre magtmænd har ført med sig, har bevægelsen også givet mennesker som Morgan en form for carte blanche til gentagne gange at råbe ulv og stadig blive lyttet til. Det er uheldigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Frede Jørgensen
Jørn Andersen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ravn-Olesen

Der tales om 'beviseligt ulovligt'. Men er #Metoo-pointen ikke netop, at man godt kan forbryde sig uden at bryde en lov?

Christian Monggaard

I har ret. Der skulle nok have stået ‘forkert’ i stedet for ‘beviseligt ulovligt’ i underrubrikken. Min pointe er bla., at Woody Allen ikke har gjort noget forkert.